STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Der er næppe nogen i Cykeldanmark, der glemmer sommeren 2022 lige foreløbig? Det var som bekendt dengang, hele landet gik amok i én stor cykelrus, da Jonas Vingegaard - stærkt sekunderet af Magnus Cort, Mads Pedersen og et imponerende publikum under starten i Danmak - indhyllede verdens største cykelløb så meget i Dannebrog, at man kortvarigt kunne forledes til at tro, at løbet faktisk var dansk og slet ikke fransk.

Til gengæld er der nok andre, der har lyst til at glemme den sommer. Det gælder naturligvis særligt for Tadej Pogacar, der måtte se drømmen om et meget sjældent Tour-hattrick blive knust af en lille dansker, men faktisk gælder det hele Tour-feltet. Det var nemlig ikke kun Dannebrogs farver, der kendetegnede den seneste udgave af Touren, men i lyse så høj grad de gul-sorte Jumbo-trøjer.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

De var nemlig her, der og alle vegne. Det stoppede jo ikke ved Vingegaards samlede sejr. Nej, danskeren vandt også bjergtrøjen og to etaper, og Wout van Aert fortsatte sin stime med Tour-hattricks - et hattrick, der denne gang blev suppleret med pointtrøjen. Og da holdets slave, Christophe Laporte, minsandten slog til, da Van Aert gav ham en uventet chance på løbets 19. etape, blev det altså lidt for meget af det gode for rivalerne. Der blev i hvert fald i krogene talt om, at dominansen havde taget overhånd, og bedre blev det næppe af, at Van Aert og Vingegaard 24 timer senere selv kunne bestemme, hvem der skulle vinde enkeltstarten. I det mindst valgte Van Aert at lade andre komme til fadet, da han droppede at forsvare sin sejr i massespurten i Paris.

Tonen var imidlertid slået an, allerede længe inden den første rytter var rullet ned af rampen i København. I den traditionelle generalprøve i Dauphiné, havde hollænderne nemlig været lige så dominerende. Ganske vist var de påfaldende flinke til at lade udbryderne løbe med sejren, og Van Aert forærede en etapesejr til David Gaudu ved at juble en anelse for tidligt, men Jumbo sad alligevel i sjældent voldsom grad på flæsket. Primoz Roglic og Vingegaard kunne selv bestemme, hvem der skulle vinde samlet og have etapesejren, da de kørte alle midt over på den sidste bjergetape, og Van Aert kom naturligvis hjem med sine to obligatoriske etapesejre og en pointtrøje - et antal, der kunne være blevet fordoblet, hvis ikke han havde begået sin jubelbrøler, og hvis ikke Filippo Ganna havde slået ham med det alleryderste af neglene på enkeltstarten.

Da Jumbo i foråret tørrede gulv med rivalerne og vandt den ene klassiker efter den anden, havde mange rivaler nok en deja-vu-oplevelse og en fornemmelse af, at det igen var for meget. Til gengæld fik de måske alligevel lidt håb om, at det kunne gå anderledes denne sommer, for da det blev alvor i forårets monumenter, fejlede hollænderne. Alle fire skud i bøssen blev misbrugt, og selvom det er svært at brokke sig over et forår, der gav sejre i fire af de største endagsløb, lagde holdet ikke skjul på, at klassikersæsonen ikke var tilfredsstillende, når det for tredje år i træk var endt uden en monumentsejr.

Desværre for rivalerne tyder noget på, at det håb var midlertidigt. I dag kom Tour-truppen nemlig ned fra den traditionelle højdetræningslejr og gav sig i kast med generalprøven i Dauphiné, og her fortsatte de akkurat, hvor de slap, da Vingegaard og Van Aert steg ned fra podiet i Paris denne sommer. Denne gang var der ellers en chance for, at det kunne gå anderledes, fordi sejrsmaskinen Van Aert har besluttet sig for at gå nye veje med en debut i Tour de Suisse, og dermed var det jo pludselig et svækket Jumbo-hold, der mødte til start. I forhold til Tour-truppen manglede nemlig måske de to vigtigste af Vingegaards folk i form af Van Aert og Sepp Kuss, der puster ud efter Giroen, og selvom erstatningen, Attila Valter, har kørt flot i år, er det store sko at fylde ud.

Der var imidlertid ingen køre mor, da løbet i dag, som det er blevet den nye tradition, blev skudt i gang med et rundstrækningsløb i det kuperede Massif Central. Akkurat som det var tilfældet, da Van Aert spurtede sig til sejr på 1. etape for et år siden, blev løbet nemlig med det samme farvet lige så gul-sort, som det var for et år siden. Og naturligvis var manden, der løftede arven efter belgieren, Laporte, der efterhånden har udviklet sig til den faste substitut for sin klassikerkaptajn. Det var i hvert fald Laporte, der i foråret oftest slog til, når Van Aert enten var fraværende eller forærede sejren til sin holdkammerat, og det var som nævnt også ham, der tog over, da Van Aert på 19. etape i Touren valgte at spare sig til enkeltstarten.

Det holdt ganske vist hårdt, fordi Rune Herregodts viste sig pokkers svær at hente, men havde det ikke været for belgieren, havde det været en magtdemonstration. Man kunne ellers godt have overvejet, om Laporte ville kunne overleve etapens betydelige klatreudfordringer, for mens han er stærk på korte stigninger, viste Touren, at han bestemt har sine begrænsninger på længere opkørsler. Den svaghed var imidlertid slet ikke til at få øje på en dag, hvor franskmanden sad forrest i feltet, selv når det gik allerstærkest, og da der skulle spurtes til sidst, kørte han rivalerne midt over.

Det kom imidlertid ikke bag på mange. Da først Laporte havde klaret stigningerne, tårnede han sig op som spurtens altoverskyggende favorit, og det fortæller meget om den enorme transformation, han har gennemgået, siden han skiftede en lidt anonym rolle ud som klassikerkaptajn på Cofidis ud med rollen som klassikerløjtnant på sportens mest succesrige mandskab. Hos Cofidis var han nemlig kendt som manden, der kun kunne vinde mindre løb og aldrig kunne vinde på WorldTouren, hvor han altid blev efterladt med sekundære placeringer.

Det har imidlertid i den grad ændret sig. Laporte har kun været i hollandsk tjeneste i knap halvandet år, og nu har han allerede vundet fem gange på WorldTouren. Han har endda gjort det, hvor en franskmand allerhelst vil gøre det, da han med dagens triumf nu har vundet etaper i alle de tre store franske etapeløb - alt sammen naturligvis suppleret med to sejre i WorldTour-klassikere. Hvis nogen havde troet det, da han så ud til at ofre egne ambitioner for en slavetilværelse for Van Aert, havde de formentlig fået besked på at beskæftige sig med andet end cykelsport.

Men Jumbo kan altså et eller andet med at få det bedste ud af folk, og Laporte er måske det allerbedste eksempel. Havde han deltaget i dagens spurt for halvandet år siden i Cofidis-trøjen, havde man bestemt nævnt ham som kandidat, men bestemt ikke som den store favorit. Det var jo for pokker et WorldTour-løb, og dem kunne han som bekendt ikke vinde. Der er imidlertid løbet meget hollandsk vand gennem den franske å siden dengang - så meget at de færreste vel var i tvivl om, hvem der ville vinde, hvis stakkels Herregodts blev hentet. Man forstår godt, at rivalerne kan føle, at det er lidt for meget, når vikaren nærmest som en selvfølge tager, når kaptajnen melder afbud.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Modstanden var naturligvis heller ikke skræmmende. Som ventet var etapen naturligvis alt for hård for Sam Bennett og Dylan Groenewegen, der da også mest er her for at arbejde på klatreformen frem mod Touren, men som alligevel fulgte Groenewegens superoptimistiske strategi fra 2022 med at jagte, selv når al logik tilsagde, at missionen var umulig. Også de mere holdbare sprintere som Ethan Vernon og Milan Menten kom til kort, hvad man nok kan takke det stærke udbrud for. De viste sig nemlig så svære at hente, at Soudal var nødt til at lade Vernon være Vernon og køre rasende stærkt på stigningerne for i det mindste at få chancen for at spurte med Julian Alaphilippe eller Andrea Bagioli.

Til gengæld havde Danny van Poppel overlevet, og han er en rytter, der i hvert fald har vundet betydeligt flere massespurter end Laporte, og som på ren fart vel også må regnes som den hurtigste af de to. Han havde endda fundet en glimrende position lige bag franskmanden, men da spurten blev åbnet, blev forskellen på de to udstillet. Hvor Laporte var kommet frisk gennem blodbadet, var der så meget syre i de hollandske ben, at Van Poppel blev overspurtet af folk, som normalt ville være chanceløse mod ham i en flad spurt. Det, der lignede en formidabel modstander for Laporte, var pludselig slet ikke så svær at få skovlen under - men det var jo også alt andet end en normal spurt.

Det fremgår da også af etapens top 10. Laporte, Van Poppel og Matteo Trentin er de eneste, man med nogen ret kan påføre sprinterprædikatet, og de hører alle til i den meget holdbare ende af skalaen. Det blev endda Trentin og ikke Van Poppel, der kom tættest på Laporte, hvad der havde været ganske utænkeligt i en klassisk spurt for den i dag ikke specielt hurtige italiener. Tæt på sejren var han ikke, men det var alligevel opløftende at se den italienske veteran, der ellers har haft en sæson, hvor hans niveau har været for nedadgående.

Resten af top 10 var domineret af puncheurs. Axel Zingle fortsætter sin kurs mod stjernerne, men fik ikke det meget hårde løb, han skulle bruge for at vinde. Det gjorde heller ikke Maxim Van Gils, der til gengæld fortsatte sin fantastiske sæson og bekræftede, at han er voldsomt hurtig også på flad vej - ja, faktisk så hurtig, at han med bedre position måske kunne være blevet nr. 2. Fremme var også Andrea Bagioli, der lidt overraskende blev foretrukket frem for Alaphilippe og Florian Senechal, der havde imponeret ved at klare bakkerne, men nok alligevel var for træt, samt Fred Wright, der dog bekræftede, at hans fart altså ikke rækker rasende langt. Og vi så også endelig lidt livstegn fra Robert Stannard, der ellers har haft en ganske skidt sæson.

Det livstegn kunne Herregodts nok godt have været foruden. Belgieren, der jo allerede er blevet en udbryderkonge og Belgiens nye Thomas De Gendt med sine tre udbrudssejre, var meget tæt på at lave det store kup på den helt store scene. Det havde han i den grad fortjent, da han kørte så rasende stærkt, at Jumbo måtte ty til deres stærkeste våben, Vingegaard, for at hente ham, og havde Tobias Bayer ikke kørte lead-out for Stannard, var Herregodts blevet manden, der havde bevist, at udbrudssejre på disse åbningsetaper i Massif Central altid er ganske sandsynlige. Ja, faktisk er det blevet en belgisk specialitet, for det var De Gendt selv, der åbnede den belgiske 1. etapesfest med sin sejr i 2017 - en fest, som Bren Van Moer fortsatte ved at vinde på førstedagen for to år siden. I det mindste kan Herregodts trøste sig med, at han i dag satte en fed streg under den enorme fremgang, han har oplevet siden skiftet til Intermarché.

Måske fik han også lidt hjælp undervejs. Der var nemlig lagt op til, at Ineos skulle indlede et blodbad på sprinterne, så Ethan Hayter kunne få den sejr, Van Aert blev ved med at snyde ham for sidste år, men det blodbad udeblev desværre helt, da den uheldige brite styrtede hele to gange på kort tid. Det er ikke blot et stort tab for løbet, men også et meget ærgerligt tab, hvis vi skal undvære Hayter i Touren, hvor han forhåbentlig stadig bliver et meget spændende bekendtskab. At det så blev Laporte og Jumbo, der profiterede af hans uheld, gør nok ikke sagen bedre, når man husker på, hvad der skete på Monte Lussari for otte dagen siden.

Herregodts fik også en hjælpende hånd fra regnen, der fortsætter med at lægge sig som en dyne over Sydeuropa. Uden den våde nedkørsel var han aldrig kommet så tæt på, men desværre for ham var det ikke nok. Til gengæld var det nok til at koste ærgerlige tidstab for de ryttere, der er kendt for at have det svært i eller være lidt nonchalante i positionskampen. Det blev i hvert fald til et dumt tab for Enric Mas, som nok igen blev et offer for sit store nedkørselseskompleks, samt for Mikel Landa, Louis Meintjes, David De La Cruz, Emanuel Buchmann, Lenny Martinez og Rafal Majka. For fleres vedkommende var det ikke nødvendigvis sket i Touren, men i en generalprøve er risikovilligheden trods alt mindre, end den vil være det om en måned.

Det er nemlig det, Dauphiné er. I virkeligheden er det et paradoks, for det er formentlig det ugelange løb, der er vanskeligst at vinde, når alle møder op i noget, der er tæt på Tour-formen, men det er trods alt ikke i denne uge, det for alvor gælder. Det ændrer bare ikke på udfaldet, for når sommermånederne melder sig, bliver cykelsporten tilsyneladende farvet gul-sort, uanset om vi taler om det ene eller det andet franske løb, og uanset om de møder med den belgiske kaptajn eller den franske vikar. Jumbo er i hvert fald fortsat, akkurat hvor de slap sidste sommer.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE