\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Der er altså tale om ryttere af en lidt højere kaliber, end dem Team coloQuick normalt krydser klinger med.
”Det er fedt at få ordentlig modstand, og det er godt for vores udvikling at prøve at køre mod nogen, som er rigtig gode. Det er ikke, fordi niveauet ikke er rigtig højt i Danmark, men der vil blive kørt cykelløb på en helt anden måde og over fem dage med nogle gode etaper,” forklarer sportsdirektøren.
Artiklen fortsætter under billedet
ColoQuick under holdets preseason-camp i Glyngøre. Foto: Toke Hage.
"Vi kan ikke måle os med Pogačar"
Slovenien er blevet en af verdens stærkeste cykelnationer, ført an af superstjernerne Tadej Pogačar og Primož Roglič. Derfor er det også lidt af et scoop for løbet, at netop Pogačar deltager.
Moberg er glad for, at Tour-vinderen er til start, men den tidligere coloQuick-rytter har ingen illusioner om, at kontinental-rytterne kan byde Pogačar op til dans i bjergene.
”Vores mål er jo ikke at måle os med Pogačar. For os er det bare fint, at han er med, men vi kommer ikke for at duellere med ham. Det er ikke realistisk. Ellers ville rytterne ikke køre her,” fortæller en ærlig Moberg med et grin.
Moberg understreger dog, at han slet ikke tror, at de danske ryttere falder igennem, og han tror, at det er sundt for rytterne at prøve sig af mod de bedste i verden.
”Generelt er niveauet så højt, at de vil lære, hvordan det er at være cykelrytter på højeste niveau. Men vi kommer ikke til at falde igennem på nogen måde. Vi skal nok komme til at vise os frem. Det har vi gjort før ved Danmark Rundt, Tour de Fjords og Tour of Norway,” fortæller den tidligere rytter.
Der er tradition for gode bjergryttere stiller til start i Slovenien Rundt, og Pogačar er faktisk ikke den første Tour-vinder, der stiller til start, da den spanske klatrer Carlos Sastre deltog tilbage i 2011.
Der kommer også bjergvante ryttere til start denne gang, da der udover de fire WorldTour-hold også ankommer hele syv prokontinentalhold. De italienske hold Bardiani-CSF-Faizane og Androni Giocatolli-Sidermec. De tre spanske hold Equipo Kern Pharma, Caja Rural- Seguros RGA og Euskaltel Euskadi samt det norske Uno-X Pro Cycling Team og russiske Gazprom-RusVelo.
Flere af disse hold deltager netop nu i Giro d’Italia, mens andre tidligere har kørt Vuelta a España. Der er således tale om ryttere, der er vant til de høje bjerge.
”Vi er hverken WorldTour- eller Prokontihold. Det er meget naturligt, at vi vil få nogen over næsen. At prøve os af mod de bedste er jo også en af grundene til, hvorfor vi tager afsted. Man kan få et hak i tuden, og så må man arbejde videre med det,” forklarer Moberg, der endnu ikke ved, præcis hvem der skal udtages, eller hvilke resultater holdet vil gå efter.
Ikke større end Danmark Rundt, men tæt på
Slovenien Rundt blev ikke afholdt i 2020, men var en stor succes i 2019, da løbet til tider havde over 10 millioner seere. Team coloQuick deltager hvert år i PostNord Danmark Rundt, men Slovenien Rundt er bestemt også et fantastisk udstillingsvindue for kontinentalholdet.
”Jeg kan ikke stå og sige, at det er større end Danmark Rundt, men det er meget tæt på. Det er stort for os at køre ProSeries. Det er svært at komme til som konti-hold. Det er tydeligt. Danske kontihold har ikke kørt mange ProSeries-løb i de seneste fem-seks år,” fortæller en glad Moberg.
Løbet afholdes i år med fem etaper fra den 9. juni til den 13. juni. Den seneste udgave blev vundet af Diego Ulissi (UAE-Team Emirates), som vandt løbet for anden gang i karrieren.
Team coloQuick kører måske sjældent mod WorldTour-ryttere, men de har faktisk et samarbejde med WorldTour-holdet Team Jumbo-Visma, som du kan læse om her.