Brostensklassikerne er ovre, foråret er på vej og årets første sæsonmål for chefen er i hus.
Annonce
Brostensklassikerne er overstået, og det blev nogle hæsblæsende løb som altid. Forventningerne var høje til Michael Valgren, Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen forud for klassikerne, men det blev Kasper Asgreen og Mads Würtz Schmidt, som blev de to bedste danskere i Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det viser lidt om bredden i dansk cykelsport.
Cykelsporten er også blevet meget mere uforudsigelig, og det er små ting, som bliver afgørende. Spørg bare supertalenterne Mathieu van der Poel og Wout van Aert. De var blandt de stærkeste i begge monumenter, men endte alligevel med at forlade løbene tomhændede. Det gjorde Kasper Asgreen ikke, hvilken præsentation han diskede op med.
Nu er Ardennerklassikerne kommet godt i gang. Hold da op en afslutning på Amstel Gold Race.
Flot sejr til Mathieu van der Poel - sikke en triumf for det professionelle kontinentalhold. Julian Alaphilippe må være topmotiveret til dagens Fléche Wallonne.
Derfor elsker jeg også at cykle selv
I den sidste udgave af ”Chefens hjørne” fortalte jeg, hvorfor jeg selv elske at cykle. Jeg forsøgte også at beskrive, hvad drivkraften for mig er ved at cykle: at komme ud, få frisk luft, tømme hovedet, slappe af, nyde naturen, dyrke kammeratskabet og sammenholdet - alt sammen noget cykelsporten giver.
Jeg er vant til at tage beslutninger og have en stresset dagligdag, og som virksomhedsejer, familiefar og husejer er der nok at se til. Derfor nyder jeg at komme ud at cykle med andre, hvor de tager styringen. Nu får I lige en lille hemmelighed. Ofte aner jeg ikke, hvor vi træner/cykler, og det interesser mig faktisk heller ikke. Det er ligegyldigt, og derfor har jeg faktisk aldrig lært at finde synderligt rundt i Nordjylland.
Jeg har boet i Hjørring i mere end 10 år og har cyklet vejene tynde heroppe, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ved, hvor jeg er. Mit indre kompas er ikke slået til, når jeg cykler. Jeg lader bare, som om jeg har styr på det, og det lykkes da mig også at finde hjem.
Faktisk valgte jeg i hele 2018 også at køre uden pulsbælte og wattmåler! Kan man det, spørger du sikkert? Ja, det kan man faktisk godt!
Det gør faktisk, at jeg kan slappe endnu mere af, når jeg cykler og ikke behøver at forholde mig til, om det går godt eller dårligt. Faktisk kan jeg mærke det i bentøjet uden puls- og wattmåler. Det er klart, det giver ikke den samme effektive træning.
Første sæsonmål
I midten af april stod den på mit første sæsonmål. Det var første gang, at jeg skulle køre et decideret gravel/grusvejsløb. Det skete i motionscykelløbet, Dirty Jutland, så hvorfor ikke få hele oplevelsen med? Jeg stillede derfor til start klokken 7 i Klitmøller og drog ud på 215 kilometer.
Det frøs nogle grader, og der var modvind hele vejen til endestationen, som var toppen af Danmark - nemlig Skagen.
Vi skulle køre på masser af grusveje, klitter og som noget nyt i forhold til sidste år, var der lagt et næsten 10 kilometer langt stykke ind på stranden, hvor man kørte helt ude ved vandet. Fantastisk smukt!
Jeg kørte med fem andre fra den lokale cykelklub, og vi fandt hurtigt ind i samarbejde - og næsten lige så hurtig gav vi hinanden håndslag på, at vi ville følges af sammen til Skagen.
Foto: De seks tossede nordjyder efter 215 kilometer i modvind og netop ankommet til Skagen.
Hvad kan et gravel cykelløb egentligt?
Jeg er vant til at køre på landevejen, hvor jeg også har kørt adskillige motionsløb og licensløb. Jeg er forholdsvis ny i gravelcykling. En cykel til gravel/grusveje er egentligt bare er en racercykel monteret med bredde dæk og bedre mønster, så du kan stå fast i terrænet.
Cyklerne har også ofte øget komfort i form af blødere sadel og mere polstring i styrebåndet.
Foto: På toppen af Bulbjerg
Jeg sad og filosoferesde lidt undervejs på turen til Skagen over, hvorfor er gravelcykling egentligt blevet så populært? Hvad er det, som det kan?
Der er egentligt indlysende nu, hvor jeg har prøvet at køre et cykelløb. Dirty Jutland var for det første i rigtig godt terræn, hvor du ikke havde meget kontakt med billisterne. Det var særdeles udfordrerende både teknisk, styrke- og udholdningsmæssigt. Dirty Jutland gav både mulighed for at køre cykelløb, men for det fleste var det oplevelsen, som var det vigtigste.
Det var en helt vild fed oplevelse, der var styr på depoterne, som åbenbart havde været et problem i 2018, da løbet blev født, men alt spillede i år. Desuden var der masser af mulighed for at snakke sammen, da man nemt på grusvejene kunne køre ved siden af hinanden og hygge sig - samtidig var der mulighed for at give den gas. Det var en fantastisk social og smuk oplevelse, som jeg kan leve højt på længe.
Lånecyklen bestod testen
Til Dirty Jutland havde Specialized været så venlige at stille en Diverge til rådighed, hvor der er affjerdring i kronrøret. Det gjorde, at jeg slap for rigtig mange stød op igennem kroppen. En teknologi, som også anvendes i professionel cykelsport og jeg bemærkede den blandt andet sidste søndag, hvor Gilbert kørte med samme teknologi i kronrøret.
Cyklen kørte perfekt, og jeg havde haft den til rådighed ugen op til løbet, så jeg havde fået den indstillet korrekt, monteret de dæk, som jeg ønskede og klargjort den til strabadserne som ventede. Vi var heldige, at vi kun havde en enkelt punktering i vores gruppe på de 215 kilometer. Så materialet bestod altså også manddomsprøven.
Og så lige den sidste røverhistorie fra Dirty Jutland. Vores lokale Bendt Jakobsen (billedet) på 78 år deltog og gennemførte også - så cykling er for alle uanset alder og køn, hvilket også gør sporten ekstra fed.
Næste løb for mit vedkommende bliver gravelløbet til Aalborg MTB Marathon på lørdag. Derefter venter Grejsdalsløbet - 210 km i maj, en træningslejr i Calpe, Styrkeprøven i Norge - 543 km og Hærvejsløbet - 275 km i juni.
Smid en kommentar under artiklen, hvis du har noget på hjerte.
Om mig:
Navn: Jesper Johannesen
Alder: 39 år (Shit! Jeg runder 40 i år!)
Idoler: Ronaldo (CR7) for sit fodboldspil, Martin Thorborg som iværksætter
Yndlingssport: Cykling og fodbold
Fan af: Silkeborg IF og Real Madrid
Mine mål i 2019:
Erhverv: Gøre Velomio.com til en millionforretning
Cykling: Dirty Jutland (220 km), Grejsdalsløbet (210 km), Styrkeprøven (543 km), Hærvejsløbet (275 km).
Mit udstyr:
Racercykel: Specialized Tarmac SL6
Gravelbike: Specialized Diverge
Hjelm: S-Works Prevail II med ANGi
Sko: S-Works 7
Tøj: Team Motionsfeltet.dk
Klub: Team Motionsfeltet.dk og CC Hjørring
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce