Datoen siger l\u00f8rdag den 4. november, det er efter\u00e5r, og det regner. Trods for bevidstheden om, at alt er gr\u00e5t og v\u00e5dt udenfor, er jeg v\u00e5gnet op med en kildende fornemmelsen i maven. Fordi, jeg i dag skal til cykell\u00f8b.<\/p>","
Selvom, at jeg det meste af mit liv har fulgt cykelsporten t\u00e6t, har jeg v\u00e6ret ude at se cykell\u00f8b pinligt f\u00e5 gange. S\u00e5 i dag er en af de dage, jeg har set s\u00e6rligt frem til. Jeg skal se det nyopfundne banesportskoncept, Champions League, hvor de bedste ryttere p\u00e5 herrer- og kvindesiden skal bide skeer.<\/p>","
Dette st\u00e6vne finder sted i den franske nationalvelodrom i Saint-Quentin-en-Yvelines 25 kilometer sydvest fra Paris, hvor jeg bor.<\/p>","
Jeg tager toget til Saint-Quentin-en-Yvelines fra baneg\u00e5rden i La D\u00e9fense. Et omr\u00e5de, som de fleste danskere kender, fordi det er der, \u201dDen Nye Triumfbue\u201d st\u00e5r, som er tegnet af den danske arkitekt, Johan Otto von Spreckelsen.<\/p>","
Efter 40 minutters togk\u00f8rsel hopper jeg af p\u00e5 den lokale baneg\u00e5rd, forlader den og kigger mig omkring. Saint-Quentin-en-Yvelines ligner ikke en by, der oser af liv og er klar til at banesportens verdenselite og cykelsportsinteresserede fra hele Frankrig kigger forbi. Tv\u00e6rtimod, synes den d\u00f8d, kold og forladt.<\/p>","
Med til den historie skal det ogs\u00e5 siges, at jeg er ankommet cirka to timer f\u00f8r st\u00e6vnets start. Men jeg er kommet tidligt, s\u00e5 jeg har god tid til at se mig omkring.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Hele Saint-Quentin-en-Yvelines er plastret til med reklamer for det forestående banestævne, hvilket gør mig lidt mere optimistisk. Sport skal nemlig ses af publikum.
En gåtur på små 20 minutter er tiden, det tager, hvis man vil finde ud til velodromen på gåben. Den tid tager jeg mig, så jeg ikke misser noget på vejen. Efter gåturen ankommer jeg til den store arena, hvor der på parkeringspladsen ude foran står biler med nummerplader fra alverdens lande. Området er der, hvor det franske cykelforbund træffer vigtige beslutninger, hvor landevejsryttere, baneryttere og BMX-ryttere træner og bliver testet, og ja… Stedet, hvor der næste år skal køres OL i banecykling og BMX.
Lige ved siden ad velodromen ligger nemlig den olympiske BMX-bane, hvor jeg håber at se Malene Kejlstrup Sørensen køre med om de sjove placeringer til næste sommer.
Det er første gang, jeg ser en BMX-bane med mine egne øjne, og jeg håber, at banen får en kærlig hånd, inden der skal køres OL der næste sommer. Den så kort sagt sorgbar ud.
Arenaen virker stor set udefra og ligner nærmest et fodboldstadion til forveksling. Den stod færdigbygget i 2011, efter den daværende præsident for det franske cykelforbund, David Lappartient, havde presset på for at få en ny nationalvelodrom, hvilket endte med at blive hans definitive svendestykke som præsident for forbundet. David Lappartient er i dag er præsident for UCI.
Jeg er akkrediteret til dagens stævne, da jeg skal interviewe de to danske ryttere, Tobias Aagaard Hansen og Amalie Winther Olsen om dagens stævne, OL næste år, og hvad de synes om det her Champions League-koncept.
Man skal ikke kende meget til sport for at vide, at navnet på det spritnye banekoncept er præcis det samme, som verdensstørste klubholdsturnering i fodbold, og her er det akkurat som i fodbold verdenseliten, der duellerer.
Som en af de første har jeg fundet vej til arenaen. Jeg får et pressearmbånd på og går en tur i velodromen. Den er stor, mægtig og flot. Den er OL-værdig.
Gennem de mørke korridorer finder jeg langt om længe frem til presseområdet, hvor der ikke er ankommet andre end to britiske fotografer. Så jeg sætter mig ned og laver lidt research om rytterne og konceptet.
Langsomt fyldes lægterne såvel som presseområdet op. Efter et mislykkes forsøg i at få en kommentar fra Tobias Aagaard Hansen, der er gået i boks inden start, bevæger jeg mig op på tribunen på pressepladserne, som er beliggende lige ved målstregen.
Jeg føler mig heldig og privilegeret over, at jeg en dag som denne kan kombinere både arbejde og min allerstørste passion og formidle den til andre cykelsportsinteresseret.
Velodromen er så godt som udsolgt, og stemningen er høj. Harrie Lavreysen og Eiya Hashimoto, Ellese Andrews og Katie Archibald er de fire førende ryttere. Derfor hyldes de til tonerne af technomusik og belyses af skarpt stroboskoplys i deres førertrøje, hvor de høster publikummets anerkendelse.
Forinden havde jeg oplevet den hollandske sprintstjerne Harrie Lavreysen på nærmeste hold, da han få meter foran mig rullede benene i gang på sin medbragte hometrainer. En lille kompakt fyr med lår på størrelse med kæmpetræstammer. Lavreysen, der trods for sine blot 26 år utvivlsomt er en af sin generations største baneryttere allerede.
Hollænderen i førertrøjen er desuden verdensmester, europamester og olympisk mester i flere discipliner, så det var klart, at han var en af dem, som de mange kameraer ustandseligt søger efter. Ligesom mine øjne.
Selvom Lavreysen er manden i førertrøjen, bærer han kun den blå førertrøje, når han er på banen. Ellers udnytter han ethvert øjeblik til at vise sin regnbuestribede verdensmesterskabstrøje frem, som ifølge mig er en af de to smukkeste trøjer i cykelsporten. Den anden er uomtvisteligt Tour de Frances gule trøje.
Det er tydeligt at mærke i velodromen, at de fire ryttere qua deres førertrøje har en særlig respekt blandt publikum. Selvom lysshowet og musikken kan virker som et halvkikset halbal på Fyn, så lader jeg mig rive med, når lyset kortvarigt rammer ansigterne på de fire stjerner, der har tilkæmpet sig førertrøjerne i de forestående afdelinger.
Så er det showtime
Dagens første event var første runde i herrernes sprint.
Dagens første heat vinder newzealandske Callum Saunders, der er kendt som en af dem, der vil gå længst for at optimere de såkaldte ”marginal gaines.” Newzealænderen var nemlig en af de første baneryttere til at barbere alt håret af for at optimere sin aerodynamiske position på cyklen.
Historier som denne dukker nemlig op, hvis man bare laver lidt research på cykelryttere, ved jeg af erfaring.
Efter et par runder skal det første franske islæt i aktion, og det er særligt, at det er noget, hjemmepublikummet har set frem til. Melvin Landerneau bliver båret frem af det franske publikum, men lægger åbenlyst alt for hårdt ud og dør, før den endelige spurt overhovedet er gået i gang.
Kærligheden til fransk cykelsport er et gennemgående træk i velodromen, hvor flere af tilskuere er iklædt cykelkasketter og trøjer for både velkendte og ukendte hold. Børn som voksne. Hele velodromen er desuden plastret til med fotografier af fransk cykelsports største stjerner alt fra Bryan Couqard til Grégory Baugé til den dobbelte Tour de France-vinder, Laurent Fignon, hvis navn lægger navn til gaden, hvor velodromen findes.
Det, at en gade hedder ”Rue Laurent Fignon,” glæder mit cykelsportshjerte. Ligesom det glæder mig, når jeg hjemme i Paris går forbi ”Les Bouquinistes” ved Seinen for at kigge på gamle cykelsportsartefakter. Og ligesom det glæder mig, når jeg helt tilfældigt havner på en bro i Rouen, der er opkaldt efter den femdobbelte franske Tour de France-vinder, Jacques Anquetil.
Jeg er en stor cykelsportsnostalgier, så hver en lille hyldest til ”min” sport, værdsætter jeg.
En sympatisk franskmand med gode intentioner
Efter de første sprintheats bevæger jeg mig ned mod presseområdet igen. Eller nærmere. Jeg forsøger. Det er som en jungen, men som et lys i mørket finder jeg netop den franske hjemmebanedarling, Landerneau, som sidder på en hometrainer og ruller af fra sit sprintheat og gør sig klar til næste disciplin kun oplyst af det blå lys fra velodromen.
Jeg stopper op og spørger, om jeg må tale med ham. På trods af, at han stadig mangler at køre sit keirin-løb giver han sig tid til at tale med mig. Han fortæller, at det er meget rørende at køre i den franske nationalvelodrom især med OL i tankerne. Resultatet er overhovedet ikke som håbet, men Landerneau fortæller mig, at de andre ryttere simpelthen bare kørte for stærkt i dag, men at han stadig er glad for at dele oplevelsen med sin familie og venner, der var på plads på lægterne.
I en sport, hvor man er så meget væk hjemmefra, kan jeg godt sætte mig ind i, at han så overivrigt ville vise, hvad han kunne - og endte med grunden til, at han gik død ude på banen. Et sympatisk forsøg efter at høste anerkendelse fra sine kære, og det anerkender jeg.
Da endurance-kategorien skal køres, har jeg sat næsen op efter det helt store. Især, fordi jeg har forhåbninger om gode danske resultater, hvilket jeg har uanset, hvilket cykelløb jeg ser. Også de løb, hvor danskerne nødvendigvis ikke har en jordisk chance for sejr.
Endurance-kategorien handler om overlevelse, og hvem der kan holde syren i benene ud og samtidig holde hovedet koldt bedst muligt.
Her skulle jeg forsøge at holde mig neutral på pressepladserne, men tog mig alligevel i at banke i bordet, da Tobias Aagaard bliver hentet kort før mål i scratch-løbet, og da jeg kan se at Amalie Winther Olsen må slå ud efter en punktering, efter hun rent faktisk havde blandet sig fint og flot i positionskampen i selvsamme afdeling, hvor Aagaard heller ikke havde heldet med sig.
Høj puls og koldt hoved
Da sprintfinalen hos herrerne skal køres, var det som at se en dramatisk westernfilm. Harrie Lavreysen og Matthew Richardson var de to finalister. De to kørte stille og afventende og kiggede og kiggede og kiggede på hinanden. Lige foran mig kan jeg mere eller mindre se de to duellanter i øjnene. Det føler jeg i hvert fald, da de akkurat bliver blindet af banens lys. Australske Richardson har alt at vinde, da Lavreysen utvivlsomt er verdens bedste banesprinter.
Ud af det blå tager australieren teten og kører i mål og vinder spurten fra spids. Det ligner, at Richardson vidste præcis, hvor mange meter, at han var i stand til at holde verdensstjernen bag sig. Hvis løbet havde været en meter mere, havde udfaldet nemlig set helt anderledes ud.
Det er derfor tydeligt at mærke, at australieren er helt oppe at køre over sig selv og sin sejr og jubler, som har han vundet hele stævnet. Jublen er så høj, at det næsten giver et ekko i den efterhånden ophedede arena.
Jeg har altid haft det sådan med cykelsport, at jeg ikke kan lide, når favoritterne vinder. Det er for kedeligt. Jeg kan bedre lide en underdog-sejr, men Lavreysen er en karakter for sig selv, så jeg ham vil jeg gerne se vinde. Præcis sådan har jeg det også med Tadej Pogacar på landevejen.
Men stadigvæk synes jeg, at det er beundringsværdigt, når nogen formår at afværge både Pogacar på landevejen, Lavreysen på banen og Mathieu van der Poel og Wout van Aert i cross og tildeles landevejssportens klassikere.
Lavreysen sikrede sig dog den samlede sejr i dagens stævne, da han slog sine konkurrenter i Keirin. Heriblandt Richardson, som ikke kunne hamle op med hollænderen, fordi han måske havde mistede fokus efter sin overilede jubelscence tidligere på aftenen.
Hos kvinderne vandt Ellesse Andrews fra New Zealand efter at have leveret verdensklasse præstationer i både keirin og spirnt. Ganske suverænt faktisk, så derfor undlader jeg at knytte flere kommentarer til det drama, der udeblev. Det er fascinerende, at man så langt fra hverdagen i Europa også finder unge mennesker, som beslutter sig for, at de vil være stjerner i sprintløb og keirin. Og en dag ender de som verdensmestre og olympiske vindere ud af det blå. Denne aften var triumfen dog ”blot” en afdeling i årets Champions League.
De danske rollemodeller
De tog danskere gjorde det godt i udskilningsløbet og kørte begge i top-10. Så nu skulle jeg forsøge at få fat i dem.
Grundet en højlydt stævnepeaker har jeg svært ved at kalde danskerne hen til mig, men ved hjælp af moderne teknologi (WhatsApp), får jeg beskrevet for Tobias Aagaard, hvor jeg præcist står.
Efter det langt om længe er lykkes mig at få fat i Tobias, fortalte han mig, at Champions League har givet ham blod på tanden efter mere. Derudover fortæller han, at selvom det ikke ligger i kortene, vil han gøre alt for at jagte en OL-plads. Jeg synes, at det er nogle vilde og fascinerende drømme, han har. På ydmyg vis stiller han op og fortæller og beskriver reflekteret om, hvordan det er at være en del af det store cykelcirkus og netop drømme, han går rundt med.
Tobias Aagaard er helt jævnaldrende med mig selv, og lige netop en rytter som ham, er en god rollemodel for unge mennesker, der jagter store drømme om mål. Uagtet om det er indenfor sport eller det civile liv. Jeg tror, at det er et stort skridt på vejen at turde at sætte ord på det, man drømmer om.
Den danske kvinde rytter Amalie Winther Olsen fanger jeg lige inden, hun træder op på sin hometrainer og virker meget overrasket, da jeg står og vil snakke med hende, fordi hun ikke havde troet, at den danske presse var mødt op. Som et relativt ukendt navn i en stor sport stiller hun pænt op og fortæller, hvor stolt hun er over sin præstation, og at hun ligesom Aagaard også har fået mod på mere efter Champions League.
Amalies tilværelse er lidt anderledes. Hun dyrker idræt på øverste niveau og passer samtidig job og træning. Det er sejt. Ganske ydmygt takker hun mig bagefter, fordi jeg gad at snakke med hende, selvom det nok er mig, der er mest benovet over at tale med de danske stjerner i den sport, jeg elsker.
Et cirkus, der giver plads til drømme
Et cykelcirkus skrev jeg tidligere, og det præciserer meget godt, hvad Champions League er for en størrelse. Der er stjerner, der er underholdning, der er musik, der er mestrer, der er kommende mestrer, der er cykler, der er fans, der er det hele.
Tobias Aagaard og Amalie Winther Olsen, der begge stadig har deres bedste år i vente på cyklen, fortæller også, hvor vigtigt det er at have et udstillingsvindue som dette. Så derfor håber jeg, at Champions League er kommet for at blive.
Banesporten går lige nu igennem nogle hårde år, hvor sporten ikke er så stor, som den tidligere har været, men jeg håber, at et arrangement som dette giver unge verden over lyst til at kaste sig ud i banecykling og måske Champions League.