For nogle år tilbage var jeg på besøg hos min far, der var midt i 70’erne. Helbredet skrantede, men han var stadig ved godt mod. Da jeg kom ind af døren, informerede han mig straks om, at der lå kolde øl i køleskabet. Det lod jeg mig naturligvis ikke sige to gange, og det var netop, mens min hånd greb den duggede flaske med Slots Øl, jeg fik øje på papæsken med EPO-ampuller, der lå på en hylde i køleskabsdøren.

”Hva hulen! Er du på EPO”, spurgte den cykelbegejstrede søn forundret. Og min far svarede tørt:

”Ja. Og nu har jeg tænkt mig at købe en racercykel og vinde Tour de France”.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den ovennævnte situation maler et godt billede af en af siderne i den problematik, som Thomas Søbirk Petersen fokuserer på i bogen Fri doping - et forsvar for en ny dopingpolitik. Min far tog selvfølgelig ikke EPO for at vinde noget som helst andet end måske et lidt længere og bedre liv. Og det er såvel etisk som moralsk accepteret. Men selv om EPO forbedrer nedslidte atleters sundhedstilstand betragteligt - så betragtes brugen som både umoralsk og uetisk og kan få store konsekvenser for elitesportsudøverne.

En række kontroversielle pointer

Thomas Søbirk Petersen lægger ikke fingrene imellem. Han mener, sportens verden trænger til en kraftig revision af dopingpolitikken. Og han mener WADA i adskillige tilfælde rammer helt ved siden af skiven, og at der ganske enkelt ikke er nogen som helst form for logik i dopingdebatten.

Doping er virkelig noget, der kan bringe energidrikken i kog. Lige fra den næsten objektive diplomatisk formulerede kritik frem til deciderede hadske angreb på sociale medier, hvor haderne anbefaler livsvarigt fængsel, evig udelukkelse af samfundet og benamputation. Men Etik-professoren fra RUC, som forfatteren er, mener at alle argumenter skal ha’ en ”fair trail”. Også dem der argumenterer for, at en lang række medicinske produkter, som fx EPO, faktisk burde tillades under lægekontrol. Dopingdebatten er præget af et snævert tunnelsyn, mener professoren, og vi doper os i realiteten alle sammen med fx tobak og alkohol.

Vi bør tillade EPO, væksthormon, anabole steroider samt intravenøs administration af fx vand, sukker og vitaminer for at værne om atleternes sundhed i stedet for at straffe, er bogens grundbudskab. Havde Rolf Sørensen fremført de samme argumenter som tidligere professionel cykelrytter, ville han efter Thomas Søbirk Petersens vurdering sandsynligvis blive stigmatiseret, udstødt, afskediget fra sit job eller endnu værre: Udskrevet til tvangsdeltagelse i Vild med Dans. Nå nej - han meldte sig jo frivilligt.

Og på det etiske område sidder Thomas Søbirk Petersen unægtelig mere sikkert i sadlen end WADA og går da også til direkte angreb i bogen, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, om WADAs forbud mod doping i det hele taget er moralsk forsvarligt.

WADAs grundfilosofi

Den internationale anti-doping organisation har selvfølgelig spændt en småfilosofisk grundsynsparaply ud over den alenlange forbudsliste.

Et af grundargumenterne mod doping er, at det skader sundheden. Her fremturer etik-professoren så helt urimeligt med videnskaben, der klart dokumenterer at fx EPO og testosteron netop er den medicin enhver landsbylæge vil hive frem af skuffen, såfremt en Tour de France rytter kom ind af døren med et faretruende lavt tal af røde blodlegemer og ekstremt lave testosteronværdier. For netop at gøre sit bedste for at styrke patientens sundhedstilstand og samtidig overholde sit lægeløfte.

Sport er heller ikke sundt i sig selv, og slet ikke når man taler om topevents som fx Tour de France. Det er blandt meget andet derfor, at Thomas Søbirk Petersen ønsker de ovennævnte produkter og flere andre tilladt. Det skal selvfølgelig foregå under kyndig lægekontrol, og en afkriminalisering vil derfor sikre atletens sundhed og samtidig sørge for, at ingen kriminelle profiterer på salget af produkterne.

Endelig spørger etik-professoren fra Roskilde retorisk, hvorfor det er tilladt at hæve sit antal af røde blodlegemer ved hjælp af ilttelte eller højdetræning, mens det er forbudt og moralsk forkasteligt, når det sker ved en simpel injektion? Resultatet er jo stort set det samme.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sportens ånd er noget sludder

Wadas filosofi mod doping hviler også på en anden grundsten, nemlig at doping er uforenelig med ”sportens ånd”. Og her kan man mærke, at forfatteren har klasket sig på lårene af grin adskillige gange, mens han har siddet på kontoret i de små firkantede elementbyggerier på pløjemarken uden for Roskilde.

Hvad er sportens ånd? Det kan WADA i realiteten ikke forklare. Og organisationen roder sig ind i adskillige dilemmaer, som fx når et intravenøst drop med rent vand er en hurtig vej til restitution set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt - men er moralsk forkasteligt ud fra argumentet om ”sportens ånd”. Argumentet holder ikke en meter, mener Thomas Søbirk Petersen, der opfordrer WADA til at varetage atleternes sundhed og overlade ”sportens ånd” til ”private skåltaler eller okkulte foreninger”.

Rollemodeller?

At sportsstjerner, rockstjerner eller andre kendte skulle have en større forpligtelse til at være bedre rollemodeller end andre ganske almindelige mennesker, har Thomas Søbirk Petersen heller ikke meget til overs for. Det er aldrig nogensinde dokumenteret, at unge begyndte at tage præstationsfremmede stoffer bare fordi en atlet gjorde det. Amy Winehouse var en superstjerne, samtidig med hun døde af sit offentligt kendte misbrug, og mange unge ser deres forældre drikke sig i hegnet til gadefesten.

”Jamen med doping bliver det jo en uretfærdig kappestrid”?

Det argument er hørt mange gange. Men ifølge etik-professoren holder det heller ikke vand. Der findes ikke ligeværdige atleter, og derfor er retfærdig kappestrid et smukt men uopnåeligt ideal. Vi hylder sågar resultaterne i det genetiske lotteri, hvor fx Tour de France-vinderen fra 90’erne Miguel Indurain, dokumenteret var født med en enorm lungekapacitet, der langt oversteg mange af hans konkurrenters. Og hvad med basketballspillere, der er en halv meter højere end modstanderne? Og der er masser af andre eksempler, hvor argumentet om retfærdig kappestrid mellem ligeværdige atleter også falder ynkeligt til jorden.

Mange hævder ligeledes, at doping er unaturligt. Hvad så med fantomdragter, 50 cm lange aerodynamiske hjelme eller cykler til 500.000 kr.?

Logikken mangler

”Den gældende dopingpolitik er utopisk, for doping er kommet for at blive, da få bliver opdaget, og gevinsten er stor”, siger etik-professoren. En afkriminalisering kan føre til en erkendelse af, at anvendelse af doping kan være sundt og eksempelvis være med til at forbedre atletens immunsystem. Og endelig fastslår Thomas Søbirk Petersen, at hvis WADA hævder at stå på et moralsk fundament, så er der ”ingen gode grunde til at den ene form for skadeshandling (doping) er moralsk set dårligere end den anden (professionel topsport, tobak og alkohol”).

Jeg giver forfatteren fuldstændig ret i, at logikken i WADAs antidopingpolitik er aldeles fraværende. Bogen er hurtigt læst med sine kun godt 100 sider, men til gengæld skal der tænkes godt efter flere gange, når man følger argumenterne, der er smukt logisk stringente.

Jeg tror, alle cykelfans er trætte af bøfsager, der udsprang af 0,0000000003 g affedtningsmiddel, og af 10 måneders sagsbehandling af en problematik, der måske i realiteten drejede sig om, hvor vidt Chris Froome havde trykket to eller tre gange på en inhalator. En grundig revision af WADAs dopingpolitik virker som en fremragende idé, og jeg synes, at Fri doping - et forsvar for en ny dopingpolitik er et godt indspark i en fremtidig debat.

Forfatteren:

Thomas Søbirk Petersen er 53 år og professor i Etik ved Roskilde Universitet og medlem af Det Etiske Råd. Han har også vundet mere end 20 danske mesterskaber i tennis, hvor han ved mindst én lejlighed var vind og skæv af hash og dermed dopet. Og vandt kampen.

Fri doping - et forsvar for en ny dopingpolitik

Af Thomas Søbirk Petersen

Samfundslitteratur 2018

ISBN: 978-87-593-3231-3