Egentlig burde det have givet sig selv, at Alvaro Hodeg skulle vinde den sidste sprinteretape i årets BinckBank Tour. Nok har colombianeren overhovedet ikke været tæt på noget som helst i de foregående tre spurter, men alligevel burde man have sagt sig selv, at det måtte gå godt, da han i dag fik sin sidste mulighed for at få noget med hjem fra det belgisk-hollandske løb.

Etapen kunne nemlig ligne den måske sidste store chance for, at Deceuninck-Quick Step skulle få en sejr. Hidtil har løbet, der som det største etapeløb på belgisk grund er et af de vigtigste i anden del af sæsonen for storholdet, ellers været en mindre katastrofe for de så succesrige blåklædte tropper. I første omgang kunne man måske leve med, at Hodeg ikke havde slået til i spurterne i et løb, hvor Sam Bennett havde vist sig at være i en klasse for sig, men helt galt gik det i går, hvor Zdenek Stybar og særligt Philippe Gilbert skuffede fælt og mistede muligheden for at vinde løbet samlet. Faktisk så det indtil for kort tid siden ud til, at løbet skulle ende som en dundrende fiasko for Patrick Lefeveres drenge, og selvom Gilbert og Stybar har en fin chance for at rejse sig på Muren på søndag, hvor terrænet burde passe dem lidt bedre, kan intet skjule, at gårsdagens etape må have føltes som lidt af en mavepuster - også selvom holdet i deres officielle pressemeddelelse berettede om, hvordan de to kaptajner havde foretaget ”a spectacular jump” i klassementet!

Naturligvis kunne det ikke gå så galt. Alene tanken om, at Deceuninck skulle køre et stort løb på hjemmebane uden at få en sejr, var næsten umulig at kapere. Og derfor var dagens sejr til Hodeg næsten også lige så selvfølgelig, som da holdets anden sprinterkomet, Fabio Jakobsen, for et år siden åbnede løbet med at tage en sejr i en udgave, der ellers heller ikke gik som håbet for den normalt ellers så uovervindelige storhold.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var nu ikke bare et spørgsmål om en form for skæbne, der gjorde, at Hodeg i dag tog det, der vel må kaldes hans hidtil største spurtsejr, også selvom han i Catalonien og Tyrkiet allerede flere gange har vundet på WorldTouren. Allerede i gårsdagens optakt beskrev jeg denne 5. etape som hans vel nok bedste chance, for der var i hvert fald to ting, der pegede på, at han havde en god mulighed for at få sig en revanche.

Først og fremmest var finalen for første gang ikke specielt teknisk. De foregående etaper har tydeligt vist, at Hodeg ikke er den stærkeste i positionskampen, og da Deceunincks mange lead-out-specialister enten hviler efter Touren eller har kurs mod Vueltaen, har colombianeren i dette løb været efterladt med bare Florian Senechal hos sig i finalerne. Det har gjort det umuligt for ham at tilkæmpe sig en hæderlig position, og da han på 2. etape endelig sad rigtigt, var han uheldig at blive lukket inde, netop som han skulle træde an.

For det andet er der intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hidtil har Stybar og Gilbert været forskånet fra at skulle arbejde for holdets sprinter, men efter gårsdagens nedtur var der ændret på det forhold. I dag var Stybar tilbage i rollen som næstsidste mand foran Senechal og Hodeg, og den teknisk agile tjekke sørgede med vanlig præcision for at bringe sine to holdkammerater helt frem i selve spurten. Her blev Hodeg afleveret perfekt på hjulet af Edward Theuns, der nok engang blev afleveret ideelt af sit stadig mere sublime Trek-tog, og herfra fik kometen endelig chancen for at vise, hvor hurtig han er.

Sejren falder på et tørt sted for Hodeg, der nok har imponeret med sine mange WorldTour-sejre, men som også tidligt har måttet indse, at han ikke har Fabio Jakobsens topfart. Derfor har han udsigt til at blive den lille i det sprintertriumvirat, der i 2020 formentlig vil udgøres af de to unge navne samt Sam Bennett, der ventes at offentliggøre en kontrakt i den nærmeste fremtid. Det er da heller ikke tilfældigt, at det er Jakobsen og ikke Hodeg, der har udsigt til som den første at køre en grand tour i Vueltaen i de kommende uger, mens Hodeg må vente med sit første store etapeløb i nogen tid endnu.

I dag viste han imidlertid, at han godt kan. Faktisk ser det ud til, at det primært er en manglende stabilitet, der er problemet, for på sine gode dage er han lynhurtig. Således fik han også skovlen under Bennett på en etape i Tyrkiet sidste år, men desværre sker det også ofte, at han slet ikke kan nå den fart, han viste i dag, hvor han og Bennett var de i særklasse hurtigste. Det så vi tydeligt på 1. etape, hvor han kørte sin hidtil eneste rigtige spurt, men hvor han overhovedet ikke kom fremad, da han åbnede op.

Det gjorde han imidlertid i dag og det med en imponerende fart. Det var nemlig ikke hvem som helst, der endte som nr. 2, og det siger noget om Hodegs styrke, at han og Bennett endte langt, langt foran alle andre. Nok er han en meget tung sprinter uden den store holdbarhed, men når han - forhåbentlig - får mere af Deceunincks stærke lead-out stillet til rådighed bør der være flere sejre at hente i fremtiden, uagtet at han nok må indstille sig på rollen som tredjeviolin.

Sejren betød også, at der blev sat en stopper for Bennetts stime. Det kunne ellers have været fornemt, hvis han som den første i løbets historie havde gjort rent bord i massespurterne, for de kaotiske forhold i de kringlede finaler plejer at betyde, at spurtsejrene spredes godt ud i feltet. Denne gang svigtede Bennetts normalt så sublime positionering imidlertid, for han så ud til at have satset lidt for meget på Jumbo og Dylan Groenewegen. I hvert fald sad han bemærkelsesværdigt langt tilbage i finalen, og selvom det nærmest på mirakuløs vis alligevel lykkedes at finde Hodegs hjul til sidst, skete det så sent, at han mistede et par meter, da han skulle kringle sig rundt i det virvar af ryttere, som ofte udgør BinckBank Tours kaos. Og selvom han mod slutningen fik understreget, at han altså vitterligt er løbets hurtigste, havde han denne gang fået givet Hodeg et forspring, han ikke kunne hente. Det lever han dog nok med. Med tre etapesejre kan han i hvert fald drage til Vueltaen med en rygsæk fuld af selvtillid og cementeret, at han bliver den naturlige forhåndsfavorit til løbets første spurter, også selvom han er oppe mod folk som Jakobsen og Fernando Gaviria.

Til gengæld blev etapen også en trist afslutning på løbet for Dylan Groenewegen. Hollænderen har som forventet allerede annonceret, at denne etape blev hans sidste, og det er vist med god grund, at han nu rejser til Spanien på lidt tiltrængt ferie inden efterårets endagsløb. Gennem hele løbet har det nemlig været åbenlyst, at trætheden var sat ind, og derfor kommer det nok ikke som en overraskelse for mange, at dagens spurt endte som en fuser.

Det er dog i dette tilfælde ikke Groenewegens skyld. Tværtimod var det bemærkelsesværdigt, hvordan Jumbo-holdet gennem de sidste 5 km var spredt ud over feltet og nærmest gået i opløsning. Noget kunne tyde på, at de alligevel havde valgt at gabe over for meget i forsøget på både at køre fire massespurter for deres sprinter og samtidig være dem, der i går sprængte feltet til atomer på ardenneretapen, hvor Laurens De Plus blev sat op til et flot show. Alt sammen skete det endda med bare seks mand efter Maarten Wynants’ tidlige styrt, og det var formentlig årsagen til, at det i dag slet ikke gik som håbet.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det gjorde det heller ikke for Trek, men selvom Edward Theuns kun kommer hjem med en 2. og en 3. plads, kan amerikanerne alligevel glæde sig over den forløbne uge. Nok måtte samme Theuns åbenlyst sande, at hans topfart altså ikke er den højeste i feltet og ikke, som da han for to år siden vandt en etape i løbet, men til gengæld har deres tog været eminent. Duoen bestående af Alex Kirsch og Mads Pedersen har ramt rigtigt hver eneste dag, og igen i dag var det også dem, der dominerede finalen totalt. Pedersen kunne heller ikke denne gang have afleveret sin kaptajn meget bedre, og han synes virkelig at have fundet en niche i rollen som sidste mand foran en sprinter. Nu mangler de bare at have en hurtigere mand til at gøre det færdigt, og kobler man i de kommende år Pedersen sammen med talentfulde Matteo Moschetti kunne der i den grad være noget at bygge på, når den unge italiener kommer ud af den lille krise, han lige nu befinder sig i.

Derudover bekræftede spurten stort set alt det, vi allerede vidste. Særligt var det godt for Timothy Dupont endelig at få lidt ud af den superform, han viste i tiden op til løbet. I onsdags var han dybt frustreret over, at hans superben blev spildt som følge af det sene styrt, der satte ham ud af spillet, men i dag kunne han endelig vise dem frem i en mindre kompliceret finale, hvor positionering betød mindre end ellers. Og her viste Dupont igen, at han på det seneste stille og roligt har nærmet sig niveauet fra 2016, hvor han var en af feltets største sejrmaskiner.

Det plejer Arnaud Demare også at være, men hvis man troede, at hans succes i de senere år har skyldtes ham selv, har dette løb ødelagt den antagelse. Tværtimod har vi set, at han slet ikke har samme styrke uden Jacopo Guarnieri. Det var nemlig først, da den suveræne italienske lead-out man blev hentet til holdet for et par år siden, at Demare fik bugt med sine positioneringsproblemer, og i denne uge, hvor Guarnieri har været ude med et brækket kraveben, er det afhængighedsforhold blevet understreget. I dag var finalen endelig lidt enklere, og derfor kunne Demare faktisk køre en fornem og ganske stærk spurt, men igen var han fanget alt for langt tilbage til at kunne spille en rolle i kampen om sejren.

Det kunne Kristoffer Halvorsen heller ikke, men løbet her har understreget hans store stabilitet, der har været et kendetegn gennem hele sæsonen. Selvom han har været stort set helt alene i positionskampen, har han siddet rigtigt næsten hver eneste gang. Desværre har det kostet for mange kræfter inden spurterne, men han har vist, at hans potentiale stadig er intakt. Spørgsmål er, om ikke det er på tide at komme til et hold, der vil ofre ham lidt større, og rygtet om, at han er på vej til EF, der har betydeligt flere lead-out-ressoucer, kan - hvis det bekræftes - måske være det, der skal til for at bringe ham det sidste stykke mod toppen af sprintereliten.

Den har Jasper Philipsen allerede etableret sig i efter et løb, hvor han har imponeret i hver eneste spurt. I hvert fald lige indtil i dag, hvor det desværre ikke lykkedes at holde successtimen kørende. Naturligvis er det en ærgerlig afslutning på en ellers god uge, men i det store billeder kan han være tilfreds. Så mange topplaceringer i et af de vanskeligste løb for en sprinter vidner om potentiale, og Philipsen har dokumenteret, at det fremover ikke kun er Gaviria og Kristoff, der skal støttes på UAE-mandskabet.

Der går imidlertid noget tid, inden han atter kan få lov at vise evnerne i en spurt. Årets BinckBank Tour er ellers usædvanligt sprintervenligt, men alting har trods alt en ende. I weekenden går der klassementskamp i den, først på enkeltstarten og siden på den klassiske Flandern Rundt-etape med mål på Muren i Geraardsbergen. Og da heller ikke dagens etape endte med at bringe hverken sidevind eller Den Gyldne Kilometer i spil, står det nu klart, at det bliver de tre på forhånd udpegede nøgleetaper, der ender med at afgøre løbet.

Efter gårsdagens skuffelse er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at Deceuninck vil kunne vinde på søndagens brosten, som ellers burde være ”deres” etape. Men som dagens etape viser, ender Lefeveres succesmaskine altid med at vinde et eller andet alligevel. Det skulle såmænd ikke undre, om også Stybar og Gilbert rejser sig til sidst. Faktisk ville det næsten ligne dem dårligt ikke at gøre det…