Forud for årets BinckBank Tour var der megen usikkerhed om, hvem der ville være løbets bedste sprinter. Nok havde Dylan Groenewegen i årets Paris-Nice vist, at han stadig var hurtigere end Sam Bennett og stadig verdens hurtigste, men den hollandske kanonkugle kom til løbet på ryggen af et Tour de France, der havde slidt på kræfterne, og hvor han mod slutningen slet ikke havde haft sin vanlige topfart. Over for ham stod Bennett, der som fraværende fra årets to første grand tours er gledet en del under radaren i den bredere cykelfanskare, men som gennem hele foråret har vist, at han formentlig er den største trussel mod Groenewegens status som verdens hurtigste på to hjul.

På den baggrund var årets løb særligt imødeset. Det er nemlig første gang siden Paris-Nice, at de to supersprintere har stået over for hinanden, og derfor var der lagt op til tre knivskarpe indledende spurtopgør, som skulle afsløre, om Bennett virkelig har lukket den sidste del af det efterslæb, han havde i foråret. I forvejen er BinckBank Tour med sit stærke sprinterfelt altid en af årets bedste muligheder for at udmåle sprinterhierarkiet, og det syntes forud for løbet mere sandt end længe i årets udgave.

På den baggrund kunne man ikke have ønsket sig et bedre udkomme, end det vi så i dag. Efter en usædvanligt stressende, hektisk og nervøs dag kulminerede det hele nemlig den ventede massespurt i Aalter, og her fik vi det helt rene opgør mellem de to giganter. Og man kunne næsten ikke have ønsket sig det bedre, end at de to endte med at spurte side om side i et opgør på ren topfart, hvor det endda var et knivskarpt målfoto, der skulle sikre Bennett en historisk bedrift som den første rytter i løbets 15-årige historie til at lave et regulært hattrick - lidt af en sjældenhed på WorldTouren.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

På den baggrund kan man i den grad sige, at juryen må være ude, når man skal kåre verdens bedste sprinter. På den ene side lykkedes det akkurat Bennett at gå forbi sin hollandske rival på sin højere topfart, men på den anden side var det Groenewegen, der åbnede først og tilbragte længst tid i vinden. I det lys kan man argumentere for, at den en spurt, der i lyset af dets to hovedaktører - formentlig verdens to hurtigste - vil gå over i historien som en af 2019-sæsonens bedste.

Det varede dog ikke længe, inden alverdens cykelfans måtte tabe både næse og mund. I sit vinderinterview kunne Bennett nemlig afsløre, at han havde kørt op en defekt cykel, efter at et sammenstød med en anden rytter i det sene sving 400 m inden stregen havde ødelagt hans gear. Med ét gik det, der lignede en marginal afgørelse således fra at være den tredje magtdemonstration i træk. Én ting er, at det i nu flere år har været næsten en umulighed at slå Groenewegen i en spurt, hvor han afleveres perfekt, noget helt andet er, at det burde være fuldstændig udelukket at gøre på en ødelagt cykel.

Sejren bliver derfor i stedet en udstilling af, hvor fuldstændig suveræn Bennett har været i dette løb. Også på de to første etaper var han i en klasse for sig, og hvor Groenewegen på 1. etape kunne nære et vist håb i det forhold, at han blev lukket inde og aldrig fik åbnet sin spurt, har der intet være at rafle om de seneste dage. Her har kunnet starte sin spurt præcis, som han ville, men begge gange er han ganske enkelt blevet sat til vægs af en hurtigere rytter. Og Bennetts overlegenhed bliver blot endnu tydeligere af den margin, hvormed de to giganter distancerede resten og nærmest fik Jasper Philipsen, der jo ikke just er nogen dårlig sprinter, til at ligne en motionist, der kørte sin første spurt.

Det skræmmende for rivalerne er ikke blot, at Bennett er så pokkers hurtig. Noget andet er den stabilitet i positionskampen, jeg også har fremhævet de seneste dage. Denne gang kunne rivalerne ellers nære et vist håb i det forhold, at det sene sving måske ville fange ham ude af position, men igen viste Bennett en træfsikkerhed og løbsnæse, der næsten overgår Peter Sagans. Først fandt han helt uden hjælp fra holdkammeraterne Groenewegens hjul, da Jumbo så ud til at skulle aflevere kaptajnen perfekt, men da mod slutningen blev passeret af Roberto Ferrari og Philipsen, var han lynhurtig til i stedet at gribe belgierens hjul. Og da momentum alligevel skiftede på den sidste kilometer, da Mike Teunissen atter fik ført Groenewegen frem ved, reagerede den snarrådige irer ved at hoppe direkte ind på hollænderens baghjul, hvor han med lethed skubbede Timothy Dupont væk. Dermed endte han alligevel med at sidde præcis, hvor han skulle, da Philipsen foran Groenewegen som den første åbnede spurten, og herfra kunne han altså trods mekaniske problemer gøre arbejdet færdigt - og det endda uden at man havde set skyggen af andre Bora-ryttere på de sidste knap 2 km.

Det er dog for tidligt at udråbe Bennett som feltets nye fartkonge nr. 1. De seneste dage har åbenlyst vist, at Groenewegen altså ikke har den fart, han normalt besidder. I forvejen har vi set, at han altid har haft det svært ved at præstere på 100% i dette løb, der kommer relativt tæt på en Tour, som for en tung fyr som Groenewegen er særdeles opslidende. En frisk Groenewegen er altså noget helt andet end den udmattede skikkelse, vi ser i disse dage, og derfor må vi nok vente til 2020 med at få en endelig afklaring på, hvem der er verdens hurtigste mand. Den oprindelige plan om at drage med Bennett videre til Vueltaen er nemlig droppet i lyset af, at Jumbo nu med Primoz Roglics ændrede sæsonplan, har hele to - med George Bennett - endda tre klassementsryttere i det spanske løb. Og det er nok meget heldigt, for det står vist klart, at Groenewegen trænger til en pause, når han på fredag har haft sin chance for at få skovlen under Bennett i dette års BinckBank Tour.

For Philipsen blev det endnu engang lige ved og næsten, og egentlig burde han vel være skuffet over at være blevet slået så klart af sine to rivaler. Der er dog ingen grund overhovedet for den unge belgier til at være det mindste nedtrykt, for denne uge har understreget, hvor fantastisk han er i positionskampen. Nok har han haft god hjælp af Juan Sebastian Molano og Ferrari, der begge har leveret et fremragende stykke arbejde, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Philipsen har været med i front alle tre dage. Det er lettere sagt end gjort i et løb, hvor de kaotiske og ofte meget smalle finaler kan gøre positionskampen til lidt af et helvede, men hvor det altså alligevel er lykkedes den unge belgier at holde sig fremme hver eneste gang - og det endda i sin allerførste sæson som professionel. Nok mangler han stadig lidt i forhold til de hurtigste, men denne uge har blot sat endnu en fed streg under potentialet.

Det har den også, når det gælder Mads Pedersens evner som lead-out man. Det er ellers ikke en rolle, han hidtil har excelleret i, men både her og i Polen har han været nærmest i særklasse. Efter gårsdagens lidt sære eksperiment med at spurte for ham var danskeren nemlig tilbage i rollen som sidste mand for Edward Theuns, og ligesom på 1. etape gjorde han alt rigtigt. Alle vidste, at det ville være en enorm fordel at komme først igennem sidste sving, og det var præcis, hvad der lykkedes for Pedersen, som med eminent råstyrke og timing skød frem, så han og Theuns som de første kom ind på opløbsstrækningen. Desværre måtte Theuns, der ellers havde kørt så fin en spurt i mandags, sande, at en næsten 20 km lang jagt efter en punktering tidligt på etapen, hvor farten var voldsomt opskruet, nok havde kostet for meget. I hvert fald var der ikke skyggen af de foregående dages power i den spurt, der skulle have færdiggjort Treks flotte forarbejde.

I det mindste fik han dog lov at spurte. Det var han sammen med Jurgen Roelandts, Philipsen, Bennett og Groenewegen nemlig den eneste, der gjorde, efter at et ”næsten-styrt” i det sene sving havde sendt Sep Vanmarcke til tælling og bremset resten af sprinterne. Det kostede blandt andet for Alvaro Hodeg, der for tredje dag i træk måtte indse, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, og havde det ikke været for en snarrådig Florian Senechal, var Deceuninck kommet fra løbet uden resultat. Det kostede også for Dupont, der ellers havde gjort det så godt i kampen om Groenewegens hjul tidligere på etapen, men som til slut måtte se sig skubbet væk, da Bennett besluttede sig for, at det hjul altså var hans. Det kostede for Arnaud Demare, hvis FDJ-hold ellers havde forsøgt at gøre løbet lidt hårdt ved at forcere på brostenene, men som i dette løb atter har måttet sande, at hans genopstanden som sprinter først og fremmest skyldes det tog, der i dette løb er så handicappet, efter at Jacopo Guarnieri brækkede kravebenet. Og det kostede for Phil Bauhaus, hvis Bahrain-tog fortsætter med at skuffe i forsøget på at bringe deres ellers åbenlyst ret hurtige tysker i en position, der kan gøre det muligt at fortsætte det gode momentum fra sejren i Adriatico Ionica Race. Til gengæld betød det så, at Jakub Mareczko kunne få et sjældent resultat, da så mange sprintere blev sat tilbage i styrtet, at han pludselig endte med at have en ganske hæderlig position i svinget - noget de færreste ville have ventet af den positioneringssvage italiener.

Med sejren sikrede Bennett sig også yderligere 10 bonussekunder, hvormed han med en samlet tidsbonus på nu 30 sekunder mere og mere fremstår som den klassementsoutsider, han allerede var fra begyndelsen. Man må stadig formode, at han møder sin mur i Ardennerne i morgen, men med den åbenlyse form, han har nu, og den holdbarhed, han efterhånden har udviklet, skal man aldrig sig aldrig. Der kan vente yderligere 10 sekunder i Venray på fredag, og da der er grænser for, hvor meget der kan tabes på 8 km enkeltstart er han i hvert fald en rytter, der skal tages seriøst.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Derudover gjorde etapen ikke den store forskel i klassementet, men hvis nogen tror, at det var en nem dag, må de tro om. Ikke blot måtte blandt andre Søren Kragh og Oliver Naesen bruge mange kræfter på at jagte efter en af de utallige punkteringer, etapen udviklede sig også til et af årets mest nervøse cykelløb, da de ramte de smalle veje på rundstrækningen, og regnen begyndte at falde. Det gjorde det til en meget atypisk etape, hvor nervøsiteten hurtigt kvalte det tidlige udbrud, og hvor selv Philippe Gilbert tilsyneladende satte sig frem for at føre, alene for at undgå at blive fanget bag de styrt, der meget let kunne have splittet feltet til atomer. Utilfredsheden med ruten var da også efterfølgende ret voldsom på Twitter, hvor særligt Tim Declercq måske havde en rammende kommentar, da han kort efter afslutningen skrev: ” Hypocrisy of the cycling world. First we have a really touching minute of silence #ForBjorg , 5’ later we have to destroy each other again on a bikelane-wide parcours with a million corners.” Og andre var bestemt heller ikke helt enige i, at der absolut skulle være et sving bare 400 m fra stregen.

Alligevel lykkedes det samtlige feltets favoritter at komme med feltet hjem - naturligvis med undtagelse af stakkels Xandro Meurisse, der blev kørt på hospitalet efter et styrt - og dermed er det fortsat næsten status quo efter de tre første dage, som ikke gjorde forskelle. Kun Teunissen og Bennett sikrede sig bonussekunder på etaper, hvor de indlagte spurter hver gang blev vundet af udbryderne, og derfor er det stadig et helt åbent spørgsmål, hvem der vil ende som vinder af årets udgave af BinckBank Tour.

Det vil det imidlertid ikke være om 24 timer. Her har den med spænding imødesete ardenneretape nemlig været afviklet, og den lægger med sin distance på bare 96,2 km op til aggressivt og offensivt cykelløb fra start. Med tanke på, at det er en af bare to chancer for de knap så tempostærke ryttere til at vinde tid, er der lagt op til et brag allerede tidligt på etapen. Om finalen så er hård nok til at gøre de ønskede forskelle, har vi stadig til gode at se, men det er nu, at de store navne skal bekende kulør. Ellers risikerer de bare at slæbe Bennett med hjem til endnu en sejr. Og når han kan slå Groenewegen på en defekt cykel, synes intet at være umuligt for det irske fænomen.