Kun den modige tør spå om, hvem der vinder BinckBank Tour. Jeg tør i hvert fald ikke længere, efter at dagens forrygende finale føjede 2019-udgaven af det belgisk-hollandske klassikerløb til den efterhånden stadig længere liste over år, hvor vi har fået uventede vinder. Forud for 2013-udgaven forsvorede jeg i hvert fald, at den yderst temposvage Zdenek Stybar kunne vinde, men med et kup på de flamske brosten på sidste etape fik han skovlen under Tom Dumoulin. I 2014 og 2015 havde jeg aldrig spillet en spareskilling på Tim Wellens, der med sin ikke specielt prangende enkeltstart bestemt ikke lignede en vinder, men med mageløse soloridt i Ardennerne vandt han begge udgaver ganske suverænt. I 2016 havde jeg bestemt ikke peget på Niki Terpstra i et år, hvor han var oppe mod flere af verdens allerbedste temporyttere i det vel nok stærkeste felt nogensinde, og hvis nogen havde luret, at temposvage Matej Mohoric sidste år ville få foræret sejren via et udbrud på en sprinteretape, var der utvivlsomt en gigantgevinst at hente hos bookmakerne.

Det var der helt sikkert også, hvis man havde luret, at Laurens De Plus i dag ville stå øverst på podiet, da løbet blev bragt til enden med den klassiske og meget smukke finale på Flanderns mest ikoniske stigning i Geraardsbergen. Ganske vist tildelte jeg ham to stjerner i min optakt, men det var mest som kandidat til et topresultat - bestemt ikke som outsider til den samlede sejr. Som jeg skrev, passede ruten ham slet ikke, men det gjorde den heller ikke for hverken Stybar, Wellens, Terpstra eller Mohoric - og de endte alle øverst på podiet i tidligere år.

”For at vinde skal ardenneretapen udvikle sig til en sand massakre, men har han de ben, han havde på 20. etape i Touren, er han en af dem, der kan ledsage Wellens i et stort ridt.” Det var mine afsluttende ord i beskrivelsen af De Plus’ chancer inden løbet, og det skulle egentlig vise sig at være en ganske præcis beskrivelse, selvom jeg ikke kan prale med, at det var nogen profeti. Ikke desto mindre forløb ugen sig præcis, som den skulle, hvis en ryttertype som De Plus skulle have en chance. Etapen i Ardennerne blev præcis så hård, som det var nødvendigt, hvis en rytter uden de mest eminente tempoevner og nærmest helt uden punch skulle ende øverst på podiet, og dermed bragte De Plus sig i en position, hvor podiet pludselig lignede et sandsynligt, men lidt overraskende udkomme.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I cykelsport får man ofte løn som fortjent, og det vil være helt forkert at kalde De Plus’ sejr for ufortjent. Jumbo vidste nemlig, at kun et blodbad i Ardennerne kunne bringe deres kaptajn i spil, og derfor var det dem, der lagde det pres, som gjorde De Plus, Wellens og Marc Hirschi i stand til at køre fra alt og alle. Problemet var bare, at Wellens bestemt ikke var den ideelle makker i det udbrud, og da De Plus misbrugte sin på papiret sidste chance for at gå forbi sin landsmand, da han i går kun hentede to sekunder på enkeltstarten, så det da også ud til, at en podieplads var det maksimalt opnåelige - noget, han også selv gav udtryk for efter lørdagens etape.

Men nærmest som ved et mirakel stod alle stjerner rigtigt, da løbet i dag afsluttedes på de flamske brosten, hvor De Plus som professionel er helt uden erfaring, og hvor al logik også tilsiger, at han kommer til kort mod specialisterne. Det gjorde han da også, både da Oliver Naesen forcerede på Muren, og da han på vej op ad Bosberg kortvarigt måtte slippe samme Naesen og Greg van Avermaet, med hvem han forinden var kørt væk. Heldigvis for ham handler cykelløb bare ikke altid om at være bedst - det handler også om at have hovedet med sig og ofte lidt held i posen også.

Præcis det havde De Plus, da han udnyttede en gigantisk blunder fra Wellens til at snige sig væk i et ellers ufarligt moment. Rytterne var efter Muren, hvor De Plus havde set betydeligt svagere ud end Lotto-kaptajnen, på vej frem mod Bosberg, hvor Den Gyldne Kilometer bød på vigtige bonussekunder. Det vidste Wellens, der derfor satte sig ned i nærheden af Marc Hirschi, der både var hans nærmeste rival i klassementet og samtidig langt hurtigere end De Plus, der ingen chance burde have i en spurt om tidsbonus.

Det så De Plus imidlertid, og med det samme greb han chancen. Mens Wellens efter eget udsagn havde begge øjne rettet mod Hirschi, sneg Jumbo-kaptajnen væk sammen med Naesen og Van Avermaet, og da først den førende rytter opdagede fejlen, var det allerede for sent. I front var der nemlig en åbenlys alliance mellem De Plus, der kunne vinde samlet, og Naesen og Van Avermaet, der både kunne lugte en meget prestigiøs etapesejr og en samlet podieplads, mens stakkels Wellens befandt sig i et felt bestående næsten udelukkende af isolerede kaptajner, der ingen grund så til at hjælpe deres rival. Kun Hirschi havde en åbenlys interesse i at give en hånd med, og da det eneste andet hold, som kunne gøre en virkelig forskel, nemlig Deceuninck, som sad med hele tre mand, først meget sent og modvilligt valgte at ofre Florian Senechal, var kampen tabt. Wellens kunne nemlig heller ikke selv køre sig helt i hegnet - så var han blot blevet sat af på Denderoordberg, hvor Zdenek Stybar alligevel lykkedes med at sætte ham af - og derfor tabte Wellens reelt løbet, da han rettede blikket stift mod Hirschi og glemte, at der også var en trussel, der hed De Plus.

Det er nu også kun løbets karakter, der gør De Plus’ sejr uventet. Enhver, der så ham fragte Primoz Roglic til sejr i UAE Tour i marts, og som så hans vanvidsføring på Val Thorens på Tourens 20. etape ville vide, at det blot var et spørgsmål om tid, inden talentet, der som ung blev udråbt som Belgiens næste grand tour-vinder, ville få sin første professionelle sejr. Efter at være gået lidt i stå hos Quick-Step har han været undtagelsen, der bekræfter reglen om, at man altid bliver dårligere af at komme væk fra Patrick Lefeveres hold, for efter skiftet til Jumbo har han for alvor udfoldet sit potentiale. Og med en stor sejr i det mest usandsynlige af WorldTourens etapeløb kan han nu drømme om endnu mere - hvis han da kan få plads på et hold, hvor man i forvejen har vanskeligheder ved at give muligheder til alle de mange ryttere, der blomstrer op i de gulsorte farver.

Et andet eksempel er Mike Teunissen. Hollænderen lignede et af de talenter, der aldrig blev til det helt store alligevel, da han i årene på Sunweb gik i stå. Heller ikke han skulle imidlertid bruge mange dage hos Jumbo, inden han pludselig foldede sig ud som et supertalent. Han har i år etableret sig som en af verdens absolut bedste lead-out-ryttere, han har allerede vundet to mindre etapeløb, og i dag sikrede han sig så i skyggen af De Plus en fornem 6. pladsen efter et løb, hvor han både var med helt i front i Ardennerne på brostenene og på enkeltstarten. Nok kom Jumbo primært til løbet for at vinde en etape med Dylan Groenewegen, men det blev i klassementet, at de for alvor opnåede succes.

Det gjorde Wellens med sin 3. plads også, men efter i dag er det naturligvis en temmelig flad fornemmelse. På den anden side vidste han godt, at han ville være sårbar i et løb, hvor man kan undre sig over, at Lotto ikke kom med et stærkere hold til en etape, der helt givet ville blive svær at kontrollere for Wellens, som ikke er nogen ørn på brosten. Lidt overraskende valgte man i stedet at sende Tiesj Benoot til Danmark Rundt, og Jens Keukeleire skulle åbenbart i stedet brænde de sidste kræfter efter Touren ud i San Sebastian, hvor han ikke havde meget at gøre. De to ryttere kunne have været forskellen på succes og fiasko på denne etape, og man kan i et vist omfang argumentere for, at Lotto selv er skyld i, at det ikke blev til det hattrick, Wellens ellers havde kurs mod.

Det blev heller ikke til endnu en podieplads efter 3. pladsen i San Sebastian for Hirschi, men når den værste skuffelse har lagt sig, bør han alligevel være meget tilfreds. For andet WorldTour-løb i træk kørte han med om sejren, og han cementerede, at han i sin første sæson som professionel allerede kan køre med verdens bedste i ardennerterræn. Han kørte en overraskende god enkeltstart og var meget tæt på at tage karrierens første sejr på den helt store scene, og det har derfor været endnu en smuk uge for et af sportens største talenter.

I det hele taget skal han have ros for sin tilgang til dagens løb. Sunweb valgte nemlig at sætte Lotto under pres ved at sende den i klassementet ret farlige Martijn Tusveld i udbrud sammen med Casper Pedersen. Med andre ord havde han modet til at gå efter sejren og ikke blot forsvare sin 2. plads, for den defensive taktik havde naturligvis været at spare på sit stærke hold til at kontrollere finalen. Desværre lykkedes gamblingen ikke, da initiativet betød, at Tusveld og Pedersen ikke kunne støtte kaptajnen, da han skulle bruge dem i finalen. Og da Søren Kragh desværre blev syg - hvilket forklarer hans overraskende dårlige enkeltstart - og endte med at udgå, var stakkels Hirschi, der ellers burde have haft holdet som et sikkert våben, så isoleret til sidst, at han endte med blot at blive nr. 5.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I stedet udnyttede Naesen og Van Avermaet situationen til at avancere til hhv. 2. og 4. pladsen, og til sidst blev Naesen den største vinder, da de to nære venner udkæmpede en drabelig og meget seværdig spurt op ad Muren. Der kan heller ikke være nogen, der ikke kan unde Naesen sejren. Allerede sidste år var han åbenlyst stærkeste mand på samme etape, men dengang lykkedes det Sunweb at køre ham ind, da han var kørt alene væk på Bosberg. I år undgik han et lignende scenarium, da han denne gang havde selskab, og til slut viste han igen den spurtstyrke, der har været hans kendetegn gennem hele sæsonen.

I det hele taget var det et ret symbolsk opgør mellem to af Belgiens førende brostensspecialister. På den ene side havde vi en Van Avermaet, der normalt ville være favorit i en sådan spurt, men som igennem hele året har vist, at han har tabt en stor del af sin spurtstyrke. Og overfor ham havde vi en Naesen, der til gengæld med sin 2. plads i Sanremo og sin 3. plads i Gent-Wevelgem nærmest har udviklet sig til at være en semisprinter. På den baggrund var det meget passende, at Naesen endelig fik skovlen under sin ven - og måske også et symbol på et skifte i det belgiske klassikerhierarki. I hvert fald har det længe bare været et spørgsmål om tid, inden Naesen, der har været martret af uheld, fik sin første store sejr i Flandern. Og hvilket sted kunne være bedre at opnå den end på regionens mest ikoniske stigning?

Til gengæld var der en anden belgisk specialist, der skuffede. Sep Vanmarcke lignede ellers sig selv, da han sad limet til Naesens hjul under Ag2r-rytterens forcering på Muren. Her lignede han klart en af løbets stærkeste, men mod slutningen var der alligevel så tømt for kræfter, at han intet havde til spurten på Muren og åbenbart heller ikke turde bede Simon Clarke om at forsøge at køre de forreste ind. I stedet fik australieren frihed til at fortsætte sin fine sæson ved at sikre sig en uventet 4. plads på brosten, hvor han ellers ikke har sin force, mens Vanmarcke atter måtte sande, at der altså af en eller anden grund er stor forskel på for- og efterårsudgaven af klassikerspecialisten.

På samme måde skuffede Deceuninck igen. Holdet satte ellers Bob Jungels op til endnu et af hans store ridt, men en ærgerlig defekt betød, at en gunstig situation forvandledes til et løb i defensiven. Herfra var det belgiske storhold - som de har været gennem det meste af løbet - helt usædvanligt uskarpe, da de trods hele tre kandidater i Senechal, Stybar og Philippe Gilbert ikke kom med, da tremandstoget kørte. Det har været meget symptomatisk for et løb, hvor Alvaro Hodeg på falderebet reddede æren, men hvor klassikerkaptajnerne alle har været skygger af sig selv - og det ændre ikke af, at Gilbert til slut udnyttede kaosset til at snige sig væk.

Andre har grund til langt større tilfredshed. Det gælder for Michael Valgren, der efter et trist, trist forår endelig ligner sig selv igen og nu meget vel kunne have kurs mod et godt VM og en stærk sæsonafslutning med et Dimension Data-hold, der i denne uge har været som forvandlet i Belgien, Holland, Norge og Spanien, hvor de har imponeret på alle fronter - en tendens, som også Reinardt van Rensburg bekræftede i dette løb. Det gælder for Ivan Garcia, der med sin kørsel i Ardennerne og på enkeltstarten vil var løbets mest positive overraskelse. Og det gælder for Dion Smith, der efter en svær tid med sygdom og skader endelig fik givet prøver på sit potentiale igen.

Det gælder også for Fabio Felline, der med endnu et flot resultat stille og roligt fortsætter sin genrejsning efter sin lange sygdomsperiode. Det gælder for Stefan Küng, der måske ikke vandt løbet, men faktisk kørte en af sæsonens bedste enkeltstarter på en dag, hvor blæsende betingelser gjorde det ekstra svært for blandt andre ham. Det gælder for Amaury Capiot, der efter en alenlang skadesperiode lignede et fortabt talent, men som med dagens 9. plads gav løfte om, at han er på vej tilbage. Det gjaldt for Ruben Guerreiro, der mindede os om, at han engang var et lovende talent. Det gjaldt for Sam Bennett, der med tre etapesejre cementerede sin status som verdens måske bedste sprinter og i dag med imponerende kørsel understregede sin forøgede holdbarhed. Og det gjaldt for Mads Pedersen, der ligesom Valgren lagde foråret bag sig og kørte et fabelagtigt løb, uanset om det var som lead-out man, på enkeltstarten eller via offensiv kørsel i det vanskeligste terræn.

I sammenligning med De Plus er de dog alle tabere. Hverken han selv eller holdet havde skyggen af forventning om, at de ville vinde det stærkt besatte WorldTour-løb med en rytter, der egentlig hører til i et helt andet terræn. Men som Stybar, Wellens, Terpstra, Mohoric og nu altså også De Plus har vist os, skal man altid vente sig den mest uventede vinder i BinckBank Tour. Jeg tør i hvert fald ikke spå om, hvem der står øverst på podiet i Geraardsbergen om 12 måneder.