BinckBank Tour-analyse: Ardennerkongen, man kan stille et ur efter
16. august 2019 12:00Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres BinckBank Tour, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 4. etape.

Wellens slår Hirschi på stregen på 4. etape af BinckBank Tour

se mere cykling på

Det er nu sjovt med Tim Wellens. Man skal ikke have fulgt belgieren længe for at vide, at han kan være ualmindeligt svingende. På sine bedste dage kan han være så suveræn, at Tom Boonen eksempelvis sammenlignede ham med Eddy Merckx, da han for to år siden knuste al modstand i GP de Wallonie. Til gengæld kan han også på sine dårlige dage være så ringe, at man har meget svært ved at fatte, at der vitterligt er tale om den samme rytter. Det så vi senest i årets Tour, hvor han måske nok fik masser af opmærksomhed for at køre i bjergtrøjen, men det skyldtes nu snarere et ikke specielt gennemtænkt pointsystem end Wellens selv. Faktisk leverede belgieren den ene skuffende præstation efter den anden, og selvom han ikke endte med at udgå, som han tidligere har gjort det, blev det ikke i 2019, at han og Touren kom deres dårlige forhold til livs.

 

Men nu er det august, og nu er det tid til BinckBank Tour. Når vi kommer til denne tid af året, kan man være stensikker på, at Wellens er knivskarp. Det meste af sæsonen har man ikke skyggen af chance for at vide, om det er den gode eller dårlige version af Wellens, der kommer til start. Men to gange om året er belgieren så træfsikker, at man kan stille uret efter, at hans formkurve topper. Det gælder første gang i sæsonåbningen på Mallorca, hvorefter han som regel kører som en motorcykel gennem hele februar, og det gælder til denne uges belgisk-hollandske WorldTour-løb.

 

Alligevel var vi sikkert mange, der efter en svær Tour alligevel var lidt i tvivl. Ikke blot i Frankrig, men også i San Sebastian havde belgieren været så skidt kørende, at det ikke blev til mange buler i de bløde hatte, selvom han trådte så hårdt, han kunne. Derfor kunne man ikke lade være med alligevel at betvivle, om han nu igen ville være det monster, han som regel er i hjemmebaneløbet, som han allerede har vundet to gange.

 

Efter i dag kan vi konstatere, at man stadig kan stille sit urværk efter Lotto-kaptajnen. For fjerde gang på seks år sejrede han på løbets ardenneretape, og den statisk bliver kun endnu mere imponerende af, at der slet ikke var en ardenneretape sidste år. Med andre ord er det siden 2014 kun i 2016, at Wellens ikke har krydset stregen først på løbets traditionelt hårdeste etape, og det er endda sket, til trods for at ruterne flere gange har været så nemme, at man på forhånd har kunnet betvivle, om det vitterligt kunne lade sig gøre for ikke just lynhurtige belgier at slå til. Det var således også tilfældet i år, hvor dagens meget specielle 96,2 km lange etape omkring Houffalize bestemt ikke hørte til den sværeste i løbets nu efterhånden halvlange historie, og hvor man nok kunne betvivle, om terrænet var svært nok og distancen lang nok til, at de bedste klatrere kunne sætte sig igennem.

 

Alligevel gjorde Wellens det igen. Nok blev det ikke til en knusende magtdemonstration, som da han kørte hele feltet midt over i 2014, 2015 og i 2017 - i sidstnævnte år kunne Tom Dumoulin nok følge ham, men han var så kvæstet, at han end ikke turde prøve at tage kampen op i spurten - men alligevel var han en af løbets tre stærkeste og god nok til at spurte sig til sejr i Houffalize, hvor han nu har taget tre af sine fire sejre. Man kan diskutere, hvem af de tre forreste der var stærkest, men Wellens lignede aldrig en mand, der for alvor var i problemer, og selv da han til slut skulle spurte mod den på papiret hurtigere Marc Hirschi, lykkedes det ham akkurat på de sidste meter at tage sejren på målfoto.

 

Dermed tog Wellens også et stort skridt mod en tredje samlet sejr i et løb, som han egentlig slet ikke burde kunne vinde. Trods sine mange kvaliteter er han nemlig ingen gudbenådet temporytter - i hvert fald ikke før i år - og gang på gang har han fået læsterlige klø i den som regel meget afgørende enkeltstart. Alligevel har han med sin overlegne kørsel i Ardennerne vundet løbet to gange, hvortil man kan lægge sidste års 3. plads og 2. pladsen bag Dumoulin i 2017.

 

Efter i dag er han nu favorit til at gøre det igen - en status, han nu i mine øjne også havde allerede inden starten. Løbet afgøres som regel på marginaler, og derfor er de 20-40 sekunder, han sikrede sig på de fleste rivaler i dag, så stor en margin, at det formentlig er dagens top 3, som også vil slutte på podiet på søndag. Nok har Wellens aldrig været helt komfortabel på brostenene, men han har aldrig for alvor været presset på søndagens klassiske Flandern-etape, og med tanke på den chokerende gode enkeltstart, han kørte i BinckBank Tour, hvor han slog blandt andre en meget formstærk Remco Evenepoel samt Victor Campenaerts, ser det også ud til, at han vil kunne vinde tid på sine to vigtigste konkurrenter på lørdagens enkeltstart. Lægger man dertil, at han med sit punch vil kunne tage bonussekunder på søndagens Gyldne Kilometer, ligesom han formentlig vil være den bedste af de tre på den etape, har han taget et stort skridt mod samlet sejr.

 

Hans værste rival er umiddelbart Laurens De Plus. Modsat Marc Hirschi, der bestemt ikke er nogen tempospecialist, har De Plus nemlig kørt flotte enkeltstarter, blandt andet i sidste års Vuelta, hvor han blev nr. 8 på den flade rute i Torrelavega. Problemet er bare, at den 8 km lange rute i Den Haag er så kort, at dieselmotoren De Plus næppe når at komme op i fart, og da han blandt de tre forreste, er den mindst eksplosive og uden stor erfaring på brostenene, vil det kræve, at han vinder al den nødvendige tid på lørdag. Det bliver ikke let, men med de fremragende ben, han viste i dag, ikke umuligt.

 

I det hele taget må man komplimentere både ham og Jumbo-holdet for deres initiativ på dagens etape. På forhånd var De Plus ikke andet end outsider, for selvom han som bekendt kørte en fabelagtig Tour, er dette altså ikke et løb for ham. Reelt er det kun dagens etape, der passer en ikke specielt eksplosiv fyr som ham, og derfor var hans eneste vej til et samlet topresultat at udnytte dagens stigninger til at skabe et sandt blodbad.

 

Og det var præcis, hvad han gjorde. Mens alle ventede, at det var Lotto og Deceuninck, der skulle tage initiativet til at gøre det hårdt, var det i stedet de gulklædte fra Jumbo, som allerede på første af de tre omgange svingede taktstokken og skabte en indledende udskilning. Særlig en dybt imponerende Timo Roosen satte et dræbende tempo, der gjorde det muligt for De Plus trods sit manglende antrit at være manden, som hele to gange gjorde de forskelle, der skilte fårene fra bukkene. Nok kan det se svært ud for De Plus at få skovlen under Wellens, men alene en podieplads til det belgiske stortalent, der efter nogle svære år på Deceuninck hos Jumbo virkelig er blomstret op, er langt mere, end man kunne have ventet på forhånd.

 

Til gengæld kan det også være, at taktikken gav bagslag. Mike Teunissen overraskede nemlig positivt ved med relativ stor lethed at komme med forfølgerne hjem, og han var endda fuldstændig overlegen i deres spurt. Nu er det svært at vide, hvad der var sket, hvis ikke Jumbo havde taget initiativet, for så var der sikkert andre, der havde gjort det, men man kan ikke helt slippe tanken, at det kunne have været anderledes, hvis holdet havde kørt et mere defensivt løb, som dermed nok også var blevet mindre selektivt. I givet fald kunne Teunissen med støtte fra De Plus måske have vundet etapen og en kombination af bonussekunder og en stærk tidskørsel måske endda have vundet hele molevitten på søndag.

 

Et lignende dilemma var Sunweb i. Efter 3. pladsen i San Sebastian viste U23-verdensmesteren Marc Hirschi nemlig atter, at han er en af sportens sande gulddrenge, da han nærmest som en selvfølgelighed efter en tidlig blunder, kørte med Wellens og De Plus. Desværre tabte nerverne en anelse mod slutningen, hvor han trods sin status som gruppens på papiret hurtigste med en lidt for lang spurt smed en stor sejrschance væk, men det skal ikke overskygge, at han fremstår som en af de mest lovende nyprofessionelle i de senere år. Det er bestemt ikke mange, der i deres første sæson kan køre på podiet i en af de hårdeste klassikere og nu formentlig også i et vanskeligt WorldTour-etapeløb. Og da han samtidig har været i top 10 i brostensklassikeren E3 og været tæt på at spurte sig etapesejr i Baskerlandet, har han gennem sæsonen virkelig givet prøver på sit mangefacetterede talent. Desværre tæller det ikke enkeltstarter, og da han umiddelbart er den svageste temporytter af de tre topnavne, kan han få svært ved at få skovlen under Wellens, også selvom 10. pladsen i E3 viste, at han godt kan håndtere søndagens brosten.

 

Problemet for Sunweb var bare, at de også havde Søren Kragh. Efter en generelt svær sæson har danskeren de seneste dage endelig lignet den rytter, han var inden den helt igennem katastrofale sygdom, der i Algarve slog ham og en stor del af feltet ud. Det bekræftede han i dag, hvor han kørte et flot og offensivt løb, men hvor han modsat Hirschi fik spillet på den forkerte hest ved at være med i første udskilning, som desværre viste sig nyttesløs, og ikke den sidste. De spildte kræfter kunne han have brugt, da De Plus for anden gang splittede feltet, og nu havnede han i stedet i anden gruppe. Her kunne man have argumenteret for, at Sunweb skulle have ladet Hirschi sidde på hjul, for med den - i hvert fald indtil Stefan Küng fik kæmpet sig tilbage - bedste temporytter blandt forfølgerne, havde holdets samlede sejrschancer formentlig været større, hvis der var skabt samling. Og hvis ikke, havde Hirschi som minimum været så frisk, at han havde gjort det færdig i en spurt.

 

Om det var det rigtige valg, ved vi først søndag, når vi har set, hvor god en enkeltstart Hirschi og Kragh kører, og hvordan de klarer brostenene. Med denne strategi sikrede de sig formentlig en podieplads, og det er trods alt et ganske glimrende udkomme, ikke mindst fordi det opnås med et stort talent. Og Kragh kunne meget vel være i spil til en fin 4. plads og dermed få tanket vigtig selvtillid efter et år, der bestemt ikke er gået som håbet.

 

I det hele taget var det dagen, hvor de danske klassikerryttere rejste sig. Kragh, Michael Valgren og Mads Pedersen har alle haft en ganske forfærdelig sæson, men i dag kørte de alle det, der vel må betegnes som årets bedste løb - i hvert fald på WorldTouren, og hvis man ser bort fra tidskørsler. Særligt Valgren må opleve det som en stor lettelse, at han for første gang i år kunne blande sig med de bedste, og måske var det i virkeligheden en grand tour, han havde brug for at komme igennem. Eller også er der bare sket et eller andet for Dimension Data, for i disse dage har Stephen Cummings og Giacomo Nizzolo også imponeret i hhv. Norge og Burgos. Det kan man da i hvert for det hårdt prøvede sydafrikanske mandskab håbe.

 

For Pedersen var der også oprejsning. Nok løb kræfterne tør til sidst, men ingen kunne have forventet mirakler fra en mand, der ikke er nogen letvægter på så stejle stigninger, og som faldt fra tidligt på stigningerne i Polen. I dag var han ganske offensiv først på etapen, og senere, da løbet var ved at glide Trek af hænde, førte han flot for Fabio Felline, der med en 11. plads også fortsatte sin genrejsning. Nok blev det ikke til et personligt resultat, men med tanke på de lead-outs, han kørte først i løbet, må årets BinckBank Tour siges at være stedet, hvor Pedersen kom tilbage på sporet.

 

Det blev også dagen, hvor en stribe hurtige herrer overraskede. Mens det ikke helt uventet blev for hårdt for Sam Bennett, var Ivan Garcia dagens helt store overraskelse. Nok har han i Vueltaen vist, at han på sine gode dage klatrer fremragende, men efter en skuffende Tour lå det ikke i kortene, at han skulle være i stand til at køre fra flere af verdens førende specialister på en etape, der udviklede sig ganske hårdt. Ikke desto mindre viste spanieren, at hans vanvidsføring i tirsdags vitterligt var udtryk for eminente ben, og selvom projektet i sidste ende mislykkedes, blev den 15. august dagen, hvor Garcia for alvor viste, at hans potentiale er større end som så. På samme vis var der næppe mange, der havde luret, at Reinardt van Rensburg ville sidde med favoritterne - og ja, så er vi tilbage ved de opløftende akter fra Dimension Data.

 

Lignende opløftende takter kom også fra en stribe andre ryttere. Efter et forår, der blev ødelagt af sygdom og skader, viste Dion Smith atter det potentiale, han hvert år synes at vise i dette løb, og som også kom til fuld skue på den svære sidste etape i Volta a Catalunya i år. Stefan Küng kom efter en skidt sæson hæderligt igennem den for ham vanskeligste etape, Ruben Guerreiro kørte sit vel nok bedste europæiske WorldTour-løb, Kevin Geniets og Martijn Tusveld understregede, at de er meget lovende talenter, og Zhandos Bizhigitov fik vist, at det altså ikke kun er Alexey Lutsenko, der som Astana-kasak har sin berettigelse på højeste niveau.

 

Til gengæld var der også tabere. Størst var naturligvis Deceuninck, der på forhånd lignede løbets stærkeste hold, men som ganske enkelt blev kørt midt over. At formsvage Bob Jungels ikke kunne spille en rolle, var til at forudse, men holdet havde utvivlsomt regnet med, at som minimum en fra duoen bestående af Zdenek Stybar og Philippe Gilbert kunne spille en rolle. Den belgiske veteran var desværre en skygge af sig selv og skal være flad for overhovedet at holde sig inde i kampen om top 10, og Stybar manglede det sidste for at følge favoritterne. Dermed ser det for en gangs skyld ud til, at Deceuninck vil opleve et større WorldTour-løb uden nogen stor succes, da også massespurterne er gået dem ilde.

 

Også EF kom lidt til kort, selvom Simon Clarke og Sep Vanmarcke, der altid har været lidt for tung til Ardennerne, kørte hæderligt, men de kan som minimum se frem til, at Vanmarcke bør være blandt favoritterne, når vi rammer hans terræn på søndag, hvor han med den tilsyneladende gode form vil kunne komme langt. Mere skuffende må det trods alt have været for Greg Van Avermaet, der kom til løbet efter at have kørt fremragende i San Sebastian, men som åbenbart må sande, at der trods alt er grænser for, hvor meget man kan slide på den ellers uopslidelige belgier. Og Oliver Naesen må sande, at han nok stadig er lidt for stor til de stejle ardennermure, og at hans forbedrede klatring først for alvor kommer til udtryk, når det hele bliver en anelse mindre eksplosivt og knap så stejlt.

 

Alle sammen har de dog noget at se frem til. Hvor denne etape var en lækkerbisken for ardennerspecialisterne Wellens, Hirschi og De Plus, vil ryttere som Naesen, Van Avermaet, Vanmarcke, Gilbert og Stybar alle være mere komfortable på søndagens brostensstigninger. Nok ser det ud til, at den samlede sejr gled dem af hænde i dag, men som minimum er der i hvert fald en etapesejr at gå efter. Og hvem drømmer ikke om at vinde på Flanderns vel nok mest ikoniske stigning?

 

Det bliver nok svært for Wellens. Selv i de år, hvor han har været som på en anden planet i Ardennerne, har han haft det sværere på de belgiske brosten. Det har dog ikke forhindret ham i at holde sig til de bedste, og det vil han sikkert også gøre på søndag. Forinden skal han forsvare førertrøjen i kamp først og fremmest med De Plus på lørdagens enkeltstart, og lykkes det, har han taget et stort skridt mod en tredje sejr i et løb, der er så tæt, at det ellers burde være svært at vinde mere end én gang.

 

Men nu har vi vel efterhånden lært lektien. Man kan altid stille uret efter Wellens’ form, når kalenderen siger BinckBank Tour.

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

FREDAG

Sådan stiller landene op til VM

Démare og holdet glad for sejr i Slovakiet

Jumbo-Visma to og tre i Kampioenschap van Vlaanderen

Ung hviderusser toer i Slovakiet Rundt: Finalen passede mig godt

Optakt: Memorial Marco Pantani

Optakt: Primus Classic

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Følg Van der Poel, Sagan og Van Avermaet teste VM-formen

Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Demare stærkest i Slovakiet Rundt - Brøchner lige udenfor top 10

Quick Step-stagiaire vinder Kampioenschap van Vlaanderen efter sidevindsdrama

Holm om Sagan: Rytterne hader ham

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

Sunweb overvejer at sagsøge østrigsk dopingsynder

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov

Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Cavagna forlænger med Deceuninck-Quick Step

Bennett, Impey eller Colbrelli? – Disse ryttere er stadig uden kontrakt

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Seks arresteret i spansk antidoping-operation

Lefevere: Vi burde boykotte holdstafetten

Franskmand vender hjem til Marseille

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Bendixen slutter sæsonen af i Belgien

Fransk rytter testet positiv for EPO - Deler træner med Alaphilippe

Quaade skriver to år med Riwal-Readynez

Hindsgaul hasteindkaldt til VM

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Lutsenko-sejr vigtig for moralen inden VM

Kritik af cross-åbning i USA

Grosu vinder kongeetapen i Slovakiet Rundt

Bernal efter løbspause: Jeg troede ikke, at jeg ville være så god

Dumoulin rystet efter nye beskyldninger: Fik måske ulovlig hjælp i Giro-sejr

Medie: 24-årig nordmand skifter til Riwal næste år

Lutenkso vinder Coppa Sabatini efter vildt soloridt

Ambivalent Blaudzun: Stokbro fortjener det

Optakt: Coppa Sabatini

Landa: Bahrain-Merida giver mig chancen som leder

Ny mountainbike teknikbane ved Brandbjerg

Valverde motiveret inden VM efter flot Vuelta

Lefevre mener: Evenepoel kan vinde VM i enkeltstart

Valverde taler ud om sin depression

Cofidis skriver kontrakt med to ryttere

Sivakov melder sig klar til Touren

ColoQuick-rytter må melde afbud til VM

ONSDAG

Thomas og Yates med England til VM

EF Education First skriver med norsk sprinter

Küng tog anden sejr på fire dage i Slovakiet

Jetlagpræget-Neilands overrasket over stor solosejr

Neilands sejrer i Wallonien

Steve Cummings har brud på fire ryghvirvler

Visconti vinder Giro Della Toscana foran Bernal

Wout Poels siger farvel til Ineos

Sean Kelly vælger Alaphilippe som favorit til VM

Kristoff vinder i Slovakiet – Mørkøv toer

Andreas Stokbro ny WorldTour-rytter

Spaniere anført af verdensmesteren Valverde

TIRSDAG

Optakt: Giro della Toscana

Optakt: GP de Wallonie

Amador bliver costaricansk enmandshær til VM

Ung tysker får kontrakt hos Deceuninck-Quickstep

Unik italiensk historie hviler på Trentins VM-skuldre

Benoot om VM-vragning: Jeg er skuffet

Rygte: Ineos og Lotto Soudal jagter Guerreiro

Sunweb sender Asbjørn Kragh i aktion i Belgien

Wacker får vigtige kilometer i benene i Slovakiet

Kristoff skal skaffe sejre i Slovakiet

Ulissi håber på godt resultat i Pantani-løb

EF Education First glad for Vueltaen trods styrt

CCC håber på slovakisk topresultat

AG2R sender VM-klart mandskab til Vallonien

Van Baarle får lang forlængelse hos Ineos

LIVESTREAM: GP de Wallonie og Coppa Sabatini

Italien til VM uden Nibali

Skræmmende stærke slovenere til VM

Produktnyt: Trek Supercaliber XC MTB

Debutanten skriver: Stjerneløbet - En hyldest til de frivillige kræfter

Hermans forlænger med Nicki Sørensens hold