Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren. En undtagelse er gjort ved Alberto Dainese, hvis sejr i Herald Sun Tour var i et felt med meget begrænset WorldTour-modstand.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge.

Quinn Simmons (Trek-Segafredo)

Det var ikke uden grund, at sammenligningen med Remco Evenepoel blev bragt frem med det samme. Knap havde Quinn Simmons vundet juniorverdensmesterskabet i Yorkshire mod slutningen af 2019, inden hans skifte til Trek-Segafredo blev bekendtgjort, og dermed var det andet år i træk, at den nykårede juniorverdensmester slet og ret skippede U23-klassen for at kaste sig direkte ud i sportens højeste niveau.

Sammenligningerne gik imidlertid længere end det. Måske var Simmons ikke helt så overlegen som det belgiske vidunderbarn, men det er svært at sætte en finger på hans 2019-sæson. Han lagde ud med at vinde Gent-Wevelgem i årets første UCI-optræden, inden han vandt Spie-etapeløbet i Holland efter at have vundet tre ud af fire etaper. Tour du Pays de Vaud var for bjergrigt, men det forhindrede ham ikke i at vinde enkeltstarten, hvorefter han blev amerikansk enkeltstartsmester og vandt to af de største junioretapeløb som optakt til det VM, hvor han måske nok blev en skuffende nr. 4 på enkeltstarten, men levede op til sin favoritstatus i linjeløbet. Det var en dominans, der i hvert fald gav visse mindelser om Evenepoel.

På mange måder fulgte de endda samme udviklingsmønster, da de blev kastet for løverne. Begge havde det svært i deres første løb, men for begge gjaldt også, at der pludselig var hul igennem. For Simmons’ vedkommende kom gennembruddet efter den vanskelige sæsonstart af gode grunde lidt senere, når nu coronavirus havde sat sæsonen på pause, men da først han kom i gang, gik det storartet. For en stor fyr som Simmons var det ret imponerende, at han lagde ud med en 16. plads i WorldTour-løbet Tour de Pologne, inden han overraskede stort med en 6. plads over de 250 km i WorldTour-løbet Bretagne Classic. Senere viste han igen, at han klatrer bedre end som så, da han blev nr. 2 samlet i et Ungarn Rundt, som blev vundet af klatreren Attila Valter, men det blev også det sidste resultat i denne omgang. Som bekendt betød et uheldigt tweet med racistiske undertoner, at Simmons blev parkeret på sidelinjen og dermed gik glip af de brostensklassikere, han havde drømt om.

Foto: Sirotti​

Det er nemlig som hårdfør klassikertype, at han vil gøre sig gældende, og derfor stopper sammenligningen med Evenepoel også her. Faktisk mener han selv, at hans store fejl i foråret var, at hans selvbillede af sig selv som en stor, tung brostensrytter betød, at han forberedte sig helt forkert. Den fejl fik han rettet i efteråret, hvor han leverede resultater, der er ret uhørte for en 19-årig, hvis bare man undlader den på alle måder umulige sammenligning med Evenepoel. Og selvom han aldrig bliver bjergrytter, viser hans resultater i Ungarn og Polen, at han er meget mere alsidig end den klassiske brostensrytter.

Hvordan går det så i 2021? Formentlig ganske godt. Bretagne, Polen og Ungarn viser, at han allerede kan konkurrere på tårnhøjt niveau, og hans udviklingskurve er så stejl, at han formentlig er endnu bedre allerede næste år. Man skal i hvert fald ikke blive overrasket, hvis der sidder en ung amerikaner ved siden af Jasper Stuyven og Mads Pedersen dybt inde i brostensfinalerne, ligesom det stadig er ret uklart, hvor langt tempotalentet rækker. Og man skal bestemt heller ikke blive overrasket, hvis han undervejs overgår sidste sæsons klatrepræstationer og dermed sætter en streg under, at han vitterligt er et godt bud på en rytter, der kan komme i hvert fald i nærheden af at gå i Evenepoels fodspor.

Stefan Bissegger (EF Education-Nippo)

Det er lidt spøjst, som Schweiz har en tendens til at producere Cancellara-kloner. Nu er termen Cancellara-klon naturligvis lidt af en tilsnigelse, for et lille land som Schweiz kan ikke vente at komme i nærheden af en rytter med et sådant generalieblad i den nærmeste fremtid. Alligevel har de nu to gange på relativt kort tid produceret to nye talenter, der som typer minder så meget om det schweiziske tempo- og klassikerikon, at de hurtigt er blevet omtalt som ”Den nye Cancellara”.

Den første af disse var Stefan Küng, der allerede inden sin professionelle debut havde fået prædikatet. Sandt er det da også, at den schweiziske tempomaskine med årets EM-guld og VM-bronze for alvor er stemplet ind som en af verdens bedste enkeltstartsryttere, ligesom hans store brostensgennembrud utvivlsomt var kommet i år, hvis ikke han var blevet syg under Flandern Rundt efter et Gent-Wevelgem, hvor han virkede skræmmende stærk. Den væsentligste forskel på de to schweizere er, at Cancellara som bekendt var en ganske hurtig herre, mens Küng desværre ikke besidder den spurt, der meget ofte er forskellen på sejr og et sekundært, men flot resultat.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Den hurtighed har til gengæld nr. 3 i rækken, Stefan Bissegger. Den 22-årige schweizer slog for alvor igennem i et fremragende 2019, hvor han ikke blot var en af de klart bedste U23-ryttere med blandt andet sølv ved VM og etapesejr i Tour de l’Avenir, men også tog en stor og prestigiøs sejr, da han snød sprinterne og WorldTour-rytterne med et angreb på 1. etape af Tour de l’Ain. Med lidt held i spurten i Yorkshire havde han kunnet iføre sig en regnbuetrøje, der havde givet langt mere omtale, men alligevel var det ikke overraskende, at EF kom løbende med en kontrakt, så han i 2020 kunne blive professionel på højeste niveau.

Foto: Sirotti

Ligesom Küng som ung havde det, har Bissegger imidlertid også en banekarriere, og derfor var tanken, at han skulle satse fuldt på OL i Tokyo, inden han skulle på WorldTouren fra d. 1. august. Den plan var der som bekendt en lille virus, der fik spoleret, og derfor kom hele 2020 alligevel til at handle om landevejen, da den schweiziske maskine efter en 3. plads bag Andrea Bagioli og Primoz Roglic i den knaldhårde spurt på 1. etape af Tour de l’Ain, en sølvmedalje ved U23-rytternes EM i enkeltstart - slået af Andreas Leknessund, der ligeledes har fundet vej til denne liste - og en 5. plads i massespurten i Giro della Toscana - alt sammen opnået for det schweiziske landshold - endelig gjorde EF-debut i WorldTour-løbet BinckBank Tour i slutningen af september.

Og hvilken debut det blev. Efter at have spurtet sig til en 5. plads i den indledende massespurt blev han nr. 3 bag Søren Kragh og netop Küng på løbets enkeltstart. Desværre ødelagde et styrt på kongeetapen hans klassement, så det i sidste ende bare blev til en 12. plads, men selvom hans klassikerkampagne efterfølgende gik i skuddermudder, nåede den unge schweizer at vise, at han er ” the real deal”.

På mange måder er han da også en endnu bedre Cancellara-klon end Küng, netop fordi hans massespurtsresultater i år vidner om den hurtighed, FDJ-rytteren savner. Hans BinckBank Tour i år viste, at han allerede kan være med helt i front på WorldTour-enkeltstarter, forsvare sig hæderligt i massespurter og gøre sig gældende i hårde løb i De Flamske Ardenner. Det taler for, at vi allerede i det kommende år kommer til at se ham spurte, køre enkeltstart samt at hjælpe Alberto Bettiol, Michael Valgren og Jens Keukeleire i brostensklassikerne. Og vi ved nu, at han uden uheld allerede nu kan gøre sig gældende i klassementet i BinckBank Tour, når først han har fået den udskudte OL-ambition ryddet af vejen. Derefter vil han være helt klar til at vise, at han vitterligt er et godt bud på en ny Cancellara-klon.

Thymen Arensman (Team DSM)

Hvis ikke han er vokset fra det med at hænge plakater op på væggene, kunne man sagtens forestille sig, at der hjemme hos Thymen Arensman hænger en plakat med et billede af podiet fra 2018-udgaven af Tour de l’Avenir. På det figurerer hollænderen nemlig side om side med en vis Tadej Pogacar, efter at han var endt som nr. 2 i U23-rytternes Tour de France bag den slovener, der for et par måneder siden blev den næstyngste vinder af de voksnes udgave af verdens største cykelløb. Det eneste, der nok kan ærgre Arensman, er, at man på billedet ikke kan se, hvem han faktisk slog i det løb, for nr. 4 blev Aleksandr Vlasov, der i år tog hele cykelverdenen med storm, nr. 5 blev Clement Champoussin, der blev nr. 10 i et direkte opgør med verdensstjernerne i Vueltaens bjerge, nr. 6 blev Ivan Ramiro Sosa, der hele to gange har slået nogle af verdens allerbedste klatrere i Vuelta a Burgos og så sent som i juli kørte fra en vis Remco Evenepoel, og nr. 7 blev Joao Almeida, der som bekendt endte som nr. 4 i en Giro, hvor han kørte i lyserødt i hele 15 dage.

Jo, det var vitterligt et ret imponerende resultat, Arensman leverede den sommer for to år siden, men siden er han blevet overhalet. I år talte vi alle om Pogacar, Vlasov og Almeida, mens navnet Arensman formentlig stadig klinger temmelig eksotisk for folk, der ikke følger cykelsporten meget tæt.

Det vil der dog nok snart blive lavet om på. Arensman havde ganske vist en betydeligt mere stille 2020-sæson end sine jævnaldrende kometer, men fulgte man med i Vueltaen kan man ikke undgå at have bemærket hollænderen i Sunweb-trøjen. Her viste han nemlig tårnhøj klasse i en rolle som udbryder ved at spille en hovedrolle på to af de etaper, hvor kampen om at ramme rigtigt var allervanskeligst.

Tag nu bare 5. etape. Det var den dag, hvor Sepp Kuss tidligt fik sig sneget med i en stor gruppe, som Ineos var tvunget til at jagte igennem en stor del af dagen, indtil fårene blev skillet fra bukkene, da alle forsøgte at komme af med klassementstruslen Kuss. De tilbageværende bukke viste sig at være udbryderkongen Tim Wellens, den senere bjergkonge og kort forinden nr. 3 i Dauphiné Guillaume Martin samt ham den unge hollænder, der var så ukendt, at Wellens endda talte til ham på engelsk, selvom en flamlænder og en hollænder normalt glimrende forstår hinanden på deres modersmål. Og selvom han blev den lille i spurten til sidst, var det lidt af en bedrift, Arensman leverede den lørdag.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Foto: Unipublic / Photogomez Sport - Arensman yderst til højre

Han gjorde det samme to uger senere. 14. etape blev endnu et blodbad, hvor hele feltet forsøgte at ramme rigtigt i en vild og voldsom indledning. Da støvet havde lagt sig var vi efterladt med en syvmandsgruppe med Wellens, Michael Woods, Zdenek Stybar, Dylan van Baarle, Marc Soler og Pierre-Luc Perichon samt igen Arensman, der mildt sagt var havnet i lidt af et kongeudbrud. Selvom hans manglende spurtstyrke nok engang kostede et topresultat, var det endnu et vidnesbyrd om det gods, han er gjort af.

Men det er nu altså som klatrer, at han først og fremmest skal slå sine folder, og at han også der har potentiale viste han på den sidste bjergetape, hvor han for første gang forsøget at kæmpe med favoritterne. Renser man resultatlisten for tidlige udbrydere, endte han den dag som nr. 11 i samme tid som løbets samlede nr. 4, Dan Martin, den samlede nr. 6, Wout Poels, samt den samlede nr. 9, Felix Grossschartner. Dermed fik han vist, at han sagtens kunne have spillet en rolle på andre bjergetaper også, hvis altså blot han ikke havde sparet sig de sine udbrudstogter.

Det får vi forhåbentlig mere at se til i 2021. Det er velkendt, at unge ryttere ofte får et gevaldigt boost af deres første grand tour, og Arensman lignede en mand, der blev forvandlet af de tre uger i Spanien. På et DSM/Sunweb-mandskab uden Wilco Kelderman og Sam Oomen burde der være masser af plads til, at han nu også kan få lov at teste sig som klassementsrytter i ugelange etapeløb, hvor han også kan lukrere på den fine enkeltstart, han viste i det spanske løb. Baseret på Vueltaen er der en god chance for, at vi i 2021 mindes om, hvorfor det var ham og ikke Vlasov eller Almeida, der endte som nr. 2 bag Pogacar i Tour de l’Avenir i 2018.