Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren. En undtagelse er gjort ved Alberto Dainese, hvis sejr i Herald Sun Tour var i et felt med meget begrænset WorldTour-modstand.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge.

Diego Andres Camargo (EF Education-Nippo)

I en tid, hvor man næsten fornemmer, at der på årlig basis produceres flere colombianske bjergtalenter, end der produceres mundbid til en coronaramt befolkning, holdes der altid særligt øje med de ryttere, der slår igennem på den colombianske scene. Derfor vækker det særlig opsigt, når en rytter vinder både Vuelta Colombia og Vuelta Juventud, der kan betragtes som U23-udgaven af det nationale etapeløb. Det er en bedrift, der i en historisk kontekst er næsten uhørt, og i det hele taget er det et fåtal af U23-ryttere, der har mestret af vinde den ofte ret stærkt besatte colombianske rundtur.

Ikke desto mindre var det, hvad Diego Camargo gjorde i år. Bedriften bliver ikke mindre af, at han først kørte sit første cykelløb på en gammel havelåge i 2015 (et løb, han vandt med et minut ned til nærmeste forfølger), og det indikerer, at der er et særligt potentiale i den 22-årige colombianer. Derfor var det da heller ikke mærkeligt, at Jonathan Vaughters kom viftende med en kontrakt som led i det samarbejde, hans EF-hold har indledte med det colombianske sportsministerium, og som vil føre et markant mere colombiansk præg på det amerikanske hold i de kommende år.

Foto: Diego Andres Camargo - EF Education First

Til gengæld er der også noget at arbejde. Camargos begrænsede erfaring betyder, at han først i dette efterår kørte sine første løb i Europa og det med ganske begrænset succes i form af en beskeden 67. plads i Baby-Giroen. Til gengæld viste han i foråret, at hans potentiale er lovende, da han i selskab med WorldTour-ryttere blev nr. 18 i San Juan og ikke mindst nr. 11 i et Tour Colombia, der som bekendt har for vane at være relativt stjernebesat og ikke mangle klatrere.

Det er da også som klatrer, Camargo skal sætte sig igennem, men han har også en ganske hæderlig enkeltstart. Med andre ord kunne han være den næste colombianske etapeløbsrytter, og det er da også med den tanke, at Vaughters har hentet ham til holdet. Som sagt har han stadig meget at lære, og derfor kan det sagtens ske, at 2021 kommer lidt for tidligt til, at han for alvor kan slå igennem i Europa. Omvendt viser resultaterne i år, at hans udvikling har raketfart. Bliv derfor ikke overrasket, hvis det er navnet Camargo, der fylder spalterne, når der skal tales om nye colombianske talenter i den kommende sæson.

Jordi Meeus (Bora-hansgrohe)

I en tid, hvor Remco Evenepoel blev belgisk nationalhelt, inden han havde forladt juniorklassen, er det ikke let for andre unge belgiere at skabe den helt store begejstring, i hvert fald når de uundgåeligt skal sammenlignes med landets vidunderbarn nr. 1. Alligevel er der nu god grund til også at holde lidt øje med Jordi Meeus, for den 22-årige belgier har igennem flere år vist, at han har et ganske pænt potentiale.

Heldigvis for ham er han også en helt anden type end Evenepoel, og derfor er den direkte sammenligning faktisk ret irrelevant. Med sine 190 cm og 80 kg er Meeus nemlig en ordentlig kleppert, der først og fremmest har potentiale som sprinter og brostensrytter. Det var da også i den slags løb, at han første gangf gjorde sig bemærket for et lidt bredere publikum, da han som 20-årig overspurtede Amund Grøndahl Jansen, Martin Mortensen, Guillaume Boivin og Jonas Rickaert og således vandt 1.1-løbet Gooikse Pijl, bare 4 sekunder inden Dylan Groenewegen og resten af feltet kom blæsende.

Foto: Jan Brychta / Czech Tour

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det store gennembrud kom dog i år, da han på to dage i august vandt to massespurter i Czech Tour i et felt, der talte blandt andre Tim Merlier, som få uger senere vandt Brussels Cycling Classic og endda en etape i Tirreno-Adriatico. Senere blev det til massespurtsejr samt 2 andenpladser i Baby-Giroen, en 4. plads i massespurten i Gooikse Pijl og en spurtsejr ved de belgiske U23-mesterskaber.

Meeus er imidlertid mere end bare sprinter, som også sejren i Gooik i 2018 vidnede om. Han er nemlig også hårdfør, som vi så, da han blev nr. 2 på grusvejene i U23-udgaven af Paris-Tours og endda nr. 5 i det knaldhårde grusvejsløb Antwerp Port Epic, hvor han atter var oppe mod WorldTour-ryttere. Han er altså langt fra blot en ren sprinter, men derimod den mere alsidige type, som både kan køre massespurter og nordlige klassikere.

Skiftet til Bora er derfor heller ikke helt dumt. Her kommer han i lære hos Peter Sagan, og efter Sam Bennetts exit er der nu mere plads ved siden af slovakken og Pascal Ackermann til endnu en sprinter, der kan søge sin chance i mindre løb. I det lys skal vi bestemt ikke blive overrasket, hvis belgieren allerede i det kommende tager yderligere et par mindre spurtsejre - og hvem ved, hvor langt han kan komme i brostensløbene allerede nu?

Juan Ayuso (UAE Team Emirates)

Som nævnt under omtalen af Marco Brenner tidligere synes Remco Evenepoels vilde debutsæson og de unge løvers generelle dominans i denne vidunderbørnenes tidsalder at gøre det stadig mere attraktivt at hive ryttere direkte til WorldTouren fra juniorklassen. Sidste år var det Quinn Simmons, der fik stor omtale, og i år er Brenner bestemt ikke alene om at generere omtale.

Der findes nemlig et andet navn, som allerede har fået prædikatet vidunderbarn i diverse fora, og ”opdagelsen” af ham falder endda på et tørt sted. Den gamle stormagt Spanien, der længe havde monopol på nationsranglistens førsteplads, leder stadig desperat efter arvtagere til den gyldne generation med Alberto Contador, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez, men det ser i stigende grad sløjt ud - faktisk så sløjt at stormagten lige nu blot er på ranglistens 10. plads, hele tre placeringer bag Danmark.

Det gør ondt, og derfor har det også skabt så stor begejstring, at 18-årige Juan Ayuso allerede er omgivet af så megen hype, at han har genereret omtale uden for landets grænser, hvor unge spaniere ellers er langsomme om at slå igennem. Det har Ayuso for så vidt også været, for ligesom sine landsmænd har han stort set kun begået sig på sin spanske hjemmebane. Her var han imidlertid meget overbevisende allerede i sit første juniorår i 2019, hvor han kronede en flot sæson med sejr ved det spanske mesterskab, inden han i år lagde ud om lyn og torden ved at vinde seks løb allerede inden nedlukningen. Senere blev han dobbelt spansk mester i enkeltstart og på landevejen og tog en solosejr ved det store juniorløb Gipuzkoa Klasika.

Foto: UAE Team Emirates

Ikke overraskende stod Jose Fernandez Matxin, der er kendt som en af feltets bedste talentspejdere, klar med en kontrakt, der skulle binde ham til det meget ambitiøse UAE-mandskab. Og når man finder guld, kan man lige så godt sikre det ordentligt, og derfor skrev 18-årige Ayuso under for hele fem år, dog med den lille note, at han skal køre det første halve år af 2021 hos Team Colpack i Italien, så han i det mindste får et par måneder i U23-klassen, inden han fra 1. august gør sin entre som professionel på WorldTouren.

Hans meget få løb uden for Spanien gør ham sværere at vurdere end eksempelvis Evenepoel, der længe beviste, at han var helt suveræn i juniorklassen, men i Spanien har han været så dominerende, at udsigterne er lovende. Han anser sig selv som klatrer, men generelt er han uhyre alsidig, som vi så, da han ved de spanske mesterskaber spurtede sig til sejr i en gruppe på hele 40 mand. Selv ved EM på den relativt flade rute i Plouay blev det til en 7. plads i massespurten, men til gengæld viste hans 5. plads i enkeltstarten, at han i hvert fald på det område fortsat har lidt at arbejde med.

Det er der heldigvis også tid til, og logikken siger da også, at vi ikke ser ham meget i sit første år, hvor han vil være bare 18 år helt indtil midten af september. Det sagde vi bare også om Evenepoel i 2019, og vi husker alle, hvordan det gik. Nu får han kun et halvt år til at boltre sig, men blive ikke overrasket, hvis vi allerede ser lidt til Ayuso i eksempelvis de mange italienske efterårsløb, der kunne ligne et godt sted at starte for Spaniens bud på et nyt vidunderbarn.