Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren. En undtagelse er gjort ved Alberto Dainese, hvis sejr i Herald Sun Tour var i et felt med meget begrænset WorldTour-modstand.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge.

Olav Kooij (Team Jumbo-Visma)

I mange år forundredes man over, hvordan det pandekageflade Holland den ene gang efter den anden kunne producere en lovende klatrer. Robert Gesink, Bauke Mollema, Steven Kruijswijk, Bauke Mollema og Tom Dumoulin hører alle til blandt de hollandske klassementsstjerner, der er slået igennem i løbet af de seneste godt 10 år og har således alle bidraget til et af cykelsportens større paradokser.

Nu ser det imidlertid ud til, at logikken er ved at blive genetableret. På det seneste er det tyndet gevaldigt ud i rækken af lovende hollandske klatrere, men til gengæld vælter det ud med supersprintere. Indtil de på ét og samme tidspunkt blev elimineret af deres sammenstød på den højdramatiske 1. etape i Polen i august, kunne man nemlig sagtens gennemføre et fornuftigt argument for, at Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen enten allerede var eller havde kurs mod at blive verdens to hurtigste reneste sprintere.

Mens vi stadig venter på at får Groenewegen tilbage i feltet til maj og spændt venter på, om Jakobsen overhovedet kan genfinde sit gamle niveau, står arvtageren allerede klar i kulissen. Det er nemlig ret sjældent, at en sprinter slår igennem allerede i sit første år i U23-klasen, men det var præcis, hvad bare 18-årige Olav Kooij gjorde, da han for Jumbo-Vismas talenthold efter en flot, men ikke altdominerende juniorkarriere tog hele verden med storm i den korte og kompakte 2020-sæson.

Faktisk var blækket på udviklingsholdets kontrakt med ham næppe blevet tørt, inden han allerede havde taget sine første to store UCI-sejre på 1.2-niveau foran ganske etablerede sprintere som Marko Kump, Nelson Soto og Marco Benfatto. Efter ”kun” at være blevet nr. 2 bag sin kommende holdkammerat David Dekker, der er omtalt andetsteds, i det sidevindsmartrede Ster van Zwolle vandt han nemlig to massespurter på to dage i Kroatien, lige inden verden lukkede ned, og derfra kunne verden så spændt vente på at finde ud af, om det bare var en gylden vinterform eller reelt superpotentiale, der var blevet åbenbaret.

Foto: Jumbo Visma

Svaret var sidstnævnte. Efter genoptagelsen af sæsonen fortsatte den stadig bare 18-årige Kooij med atter at slå tidligere grand tour-sprintere i det slovenske GP Kranj i den allerførste opgave efter pausen. Senere vandt han feltets massespurt bag de seks udbrydere ved de hollandske mesterskaber, inden han viste en vis robusthed med en 5. plads på den bestemt ikke helt flade EM-rute. Alt sammen var det dog bare opvarmning til det helt store gennembrud i det stærkt besatte Coppi e Bartali, hvor 18-årige Kooij vandt løbets eneste massespurt foran en anden komet, Ethan Hayter, og en etableret sprinter i Phil Bauhaus og i et felt med hele ni (!!!) WorldTour-hold til start. Som afrunding på sæsonen gjorde han rent bord ved at vinde begge etaper og derfor også samlet i Nations Cup-løbet Orlen Nations GP og satte dermed en streg under, at han måske var U23-klassens bedste rene sprinter - stadig bare i en alder af 18 år.

Den unge alder er årsagen til, at han først bliver professionel 1. juli, men som vi så i Coppi e Bartali kan den til den nu 19-årige Kooij sagtens ende med at vinde cykelløb i sit første halve år hos Jumbo-Visma. Nok skal vi ikke regne med at se ham i de store løb, men bliv ikke overrasket, hvis vi allerede i 2021 får et endnu klarere bevis på, at Groenewegen og Jakobsen måske om få år ikke længere skal se på hinanden, når de skal slås om titlen som Hollands og dermed måske også verdens bedste sprinter.

Marco Brenner (Team DSM)

Inden verden havde hørt om navnet Remco Evenepoel, var det nærmest helt utænkeligt at forestille sig, at en rytter skulle tage springet direkte fra juniorklassen til WorldTouren. Ganske vist havde Filippo Pozzato foretaget samme skridt helt tilbage i 2000, men selv en senere så dekoreret rytter som den elegante italiener havde det mildt sagt svært i sin første tid med de store drenge. I mange år har det været god latin, at en læretid i U23-klassen er forudsætningen for en god overgang til den professionelle verden.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Den logik pillede Evenepoel godt og grundigt ved, da han i 2019 leverede resultater, som med ét overgik det, langt hovedparten opnår i en hel karriere, og siden er det blevet en mere og mere udbredt trend. I denne vidunderbørnenes tidsalder, hvor de unge drenge kører med om de største sejre allerede i de allerførste år på den store scene, giver det i stigende grad mening at springe U23-klassen over, som også Trek gjorde med Quinn Simmons og Ineos med Carlos Rodriguez i 2020.

I 2021 kan det meget vel blive Marco Brenner, der går i Evenepoels fodspor. Naturligvis findes der kun én Evenepoel, og man skal ingenlunde forvente, at Brenner blot kommer i nærheden af belgierens 2019-resultater allerede i 2021. Mindre kan imidlertid også gøre det, og man skal bestemt ikke blive forundret, hvis Brenner i hvert fald leverer resultater på niveau med Simmons, der jo hurtigt viste, at han kan gøre sig gældende også i de største løb.

Foto: Sirotti

Det er nemlig slet ikke uden grund, at talentfabrikken DSM/Sunweb kom løbende med en kontrakt, der strækker sig over intet mindre end fire år. Allerede i sit første juniorår var Brenner nemlig ganske imponerende med topplaceringer - herunder to sejre - i fire af de største etapeløb, ligesom han vandt fire enkeltstarter, herunder det tyske mesterskab, VM-bronze i enkeltstart og det tyske linjeløbsmesterskab samt blev nr. 5 i EM-linjeløbet. Som for mange andre blev hans 2020-sæson en kortfattet affære, men det blev da til et tysk mesterskab i enkeltstart, placeringer som nr. 2 og 4 i de to EM-løb samt en samlet 4. plads og enkeltstartssejr i etapeløbet Grand Prix Rüebliland.

Naturligvis er det en skam, at vi ikke fik lov at se Brenner folde sit talent rigtigt ud i det sidste juniorår, men hans overbevisende præstationer som førsteårsjunior er rigeligt til at bevidne, at vi taler om et stort talent. Enkeltstarten synes at være spidskompetencen, men derudover har han vist, at han både kan klatre og spurte. DSM er stadig meget forbeholdne med at pege på, i hvilken retning han skal udvikle sig, men meget kunne tale for, at vi taler om et rigtigt alsidigt etapeløbstalent.

Hvor meget vi får at se i 2021, er dog nok uklart. Med kun juniorklassen i rygsækken vil han utvivlsomt blive sat på skånekost og næppe køre alt for mange store løb. Til gengæld er det tyske holds talentfabrik og så gode til at give deres unge talenter plads til at udfolde sig, og derfor skulle det være mærkeligt, om ikke vi får set et og andet til Brenner, selvom det virkelige gennembrud nok først ligger lidt ude i fremtiden.

Giovanni Aleotti (Bora-hansgrohe)

Man mærker panikken brede sig. Efter et år, hvor landets bedste grand tour-placering var Vincenzo Nibalis skuffende 7. plads i en svagt besat Giro, er italienerne blevet mere og mere desperate ved udsigten til en nær fremtid uden nogen grand tour-stjerne. Kronprinsen, Fabio Aru, er faldet sammen langt tidligere, end nogen kunne have ventet, og Davide Formolo, der af flere blev set som nr. 3 på listen, har vist sig at være ardenner- og ikke etapeløbsrytter.

Derfor spejdes der med lys og lygte efter lidt lys i mørket, og derfor blev der jublet, da Tour de l’Avenir blev rundet af for et år siden. Dengang endte Giovanni Aleotti nemlig som en fornem nr. 2, kun slået af Tobias Foss, og det endda i en alder af bare 20 år. Med tanke på at Tour de l’Avenir nærmest mere end nogensinde på det seneste har været et varsel om, hvem der slår igennem som professionel, er der endelig lidt at juble over i det stadigt mere desperate støvleland.

Der er dog nogen vej endnu. Nok var Aleottis 2. plads fornem, men der har manglet den stabilitet, man tidligere har set hos tidligere Tour de l’Avenir-vindere som Egan Bernal og Tadej Pogacar. Eksempelvis blev han forinden blot nr. 31 i Baby-Giroen, og i år, hvor det italienske etapeløb var den eneste helt store opgav, endte han på en relativt beskeden 4. plads endda slået af en landsmand, nemlig den kommende Mitchelton-rytter Kevin Colleoni.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Foto: Bettini Photo | Bora-hansgrohe

Det betyder dog ikke, at der ikke er masser at se frem til. Aleottis resultater er vitterligt flotte, når man også betænker hans præstationer i flere italienske endagsløb, at han er italiensk U23-mester, og at hans bedste resultater er opnået i en relativt ung alder. Det er da heller ikke noget tilfælde, at han er endt på et af sportens største hold, nemlig Bora-hansgrohe.

Det er også for ham selv et perfekt valg. Det er efterhånden svært at pege på ryttere, der ikke er blomstret op hos tyskerne - selv Maximilian Schachmann, der kom fra sejrsmaskinen Deceuninck, blev endnu bedre af at komme til Ralph Denks hold - og derfor er det formentlig det ideelle sted at udvikle sig. Samtidig er holdet ikke overfyldt med grand tour-stjerner, og der burde være plads til, at han får lov at vise sig frem.

Det er dog stadig lidt uklart, i hvilken retning karrieren går. Han har to fine etapeløbsresultater, men hans endagsresultater kunne også antyde, at han har evner i de kuperede klassikere. Boras udgangspunkt er, at han skal udvikle sig i etapeløbene, men Formolo viser, at man aldrig skal vide sig helt sikker med en rytter som Aleotti. 2021 handler nok først og fremmest om at lære på et hold, der trods alt har ret mange gode klatrere, men som minimum bør vi i det kommende år får en fornemmelse af, hvor potentialet er størst, og mest af alt hvor langt det rækker.