Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne, talenter og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

Nedenfor bringer vi de tre sidste af de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge. De øvrige syv blev bragt i to tidligere artikler - se første del her og anden del her. Inden da kan du tjekke de 10 bedste transfers forud for 2020-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Matteo Trentins skifte fra CCC Team til UAE-Team Emirates

Ser man på resultaterne for 2020, er det måske ikke selvindlysende, at Matteo Trentin fortjener en plads på en liste over de mest spændende transfers. Det sidste års tid har mildt sagt ikke været nogen jubelfest for italieneren, der for første gang siden debutåret i 2020 ikke vandt ét eneste cykelløb.

Meget af det har imidlertid sin forklaring. Trentin styrtede slemt i Milano-Sanremo, netop som han skulle finde sin form, og det uheld satte ham klart tilbage i hele den franske rundtur. Heldigvis nåede han at vise lidt af sin klasse i et Gent-Wevelgem, hvor han var meget overbevisende, og selvom han senere oplevede en dum offday i Flandern Rundt, fik han vist, at han stadig skal tages alvorligt.

Alt andet ville da også være dumt. Trentins 2019-sæson var nemlig vild og voldsom, og det er sjældent, at man ser en rytter præstere konstant på et så tårnhøjt niveau gennem et helt år, alt sammen kulminerende med den ærgerlige 2. plads ved VM. At klassen ikke er forsvundet, nåede han trods alt også at indikere i år, hvor han trods trængslerne trods alt kørte i top 6 i tre af de fire brostensløb på WorldTouren med en 3. plads i Gent-Wevelgem, en 4. plads i Omloop Het Nieuwsblad og en 6. plads i det episke Driedaagse Brugge-De Panne, hvor han dog som resten af feltet kom til kort mod hæren af Deceuninck- og Alpecin-ryttere i den kraftige sidevind.

Derfor forstår man godt, at UAE-Team Emirates slog til, da CCC-kollapset åbnede en pludselig mulighed. Araberne er nemlig uhyre ambitiøse og har planer om at indtage verdensherredømmet, men op til førstepladsen i hierarkiet er der stadig et stykke vej. Nok har de fundet deres plads i toppen af ranglisterne, og nok har de en sand guldfugl i Tadej Pogacar, men holdet mangler noget bredde, hvis de for alvor skal true de alsidige Jumbo-drenge, der kan være med i stort set ethvert slags cykelløb.

Brostensløbene er et godt eksempel. Holdet er bestemt konkurrencedygtige, når de i Alexander Kristoff har en rytter, der har vundet både Flandern Rundt og Gent-Wevelgem og så sent som i år faktisk endte som nr. 3 i det flamske monument. Kristoff har imidlertid også ganske markante begrænsninger. Hans force er de mere sprintervenlige løb, men bortset fra det alenlange Flandern Rundt, hvor hans gigantiske motor kommer til sin ret, har han aldrig været med i front i de hårde flamske løb som E3 og Omloop. I de løb har UAE i alt væsentligt været helt fraværende, og Kristoff har tillige i den grad manglet støtte i en trup, der har ladet meget tilbage at ønske.

Det problem løses med Trentins ankomst. Italieneren er en langt mere klatrestærk type, der nok har en fin spurt, men gang på gang har vist, at det ikke er med sin hurtighed, han skal vinde de store klassikere. Kombinationen af en holdbar Trentin og en spurtstærk Kristoff vil med ét give UAE et brostensarsenal, der har manglet for et hold med ambitioner om at være verdens bedste.

Trentin kan imidlertid mere end det. Han er bestemt ikke ren sprinter, men han kan sagtens fungere som afslutter i mindre felter og udfylde lidt af hullet efter Jasper Philipsens exit. Vigtigst af alt er han dog en sand sidevindskonge, som han blandt andet har vist i Paris-Nice, hvor han har været umuligt at sætte i blæsende betingelser, og senest i De Panne. Husker man på, at et vist slovensk vidunderbarn tabte vigtig tid i Tourens sidevind - en disciplin, Kristoff af uforklarlige årsager aldrig rigtigt har mestret - er Trentin måske den helt afgørende brik, der skal gøre Tadej Pogacar mindre sårbar på det felt, præcis som han var instrumental i at sikre Jack Haig en 4. plads i sidste års blæsende udgave af Paris-Nice.

Trentin udfylder altså et hav af huller i en stadig lidt for smal UAE-trup, men forudsætningen for, at matchet er godt, er dog, at italieneren også præsterer på sit topniveau. Det er dog også helt rimeligt at forvente. Det er immervæk kun et års tid siden, at han næsten blev verdensmester, og med tanke på det slemme styrt i Sanremo er der en god forklaring på, at det aldrig helt spillede i 2020. Det bør det kunne gøre i det kommende år, hvor han skal bidrage til at gøre UAE til de bedste i verden, i hvert fald på sigt.

Laurens de Plus’ skifte fra Jumbo-Visma til INEOS Grenadiers

Det vil være helt fair at stille spørgsmålstegn ved Laurens de Plus’ motiver for at skifte fra Jumbo-Visma til INEOS Grenadiers. Han har nået en alder, hvor et holdskifte bør tjene det formål at udforske eget potentiale som kaptajn, men hvis ønsket om at komme væk fra Jumbo-Vismas stjerneparade bunder i en trang til at opnå en kaptajnstatus, er det svært at argumentere for, at han skulle stå spor bedre ved at skifte til et Ineos-mandskab, der efter dette transfervindues opgradering er om muligt endnu mere stjernespækket end tidligere.

Nej, De Plus kunne meget vel ligne en af de lukusslaver, som Dave Brailsford med sine tilsyneladende utømmelige lommer har gjort det til sit speciale at lokke til det britiske mandskab, og det kan derfor meget vel ende med, at det slet ikke er på resultatkontoen, at vi kommer til at se den mindste værdi i at hente det belgiske klatretalent til holdet. Som bekendt baserer denne vurdering sig imidlertid på, at skiftet skal tilføre markant værdi til holdet, og selvom man kan frygte, at De Plus’ personlige udkomme af skiftet mest af alt er en federe bankbog og knap så mange resultater, taler alt for, at Ineos får masser af glæde af at have været på rovhugst hos rivalerne.

Netop sidstnævnte er nemlig i sig selv en væsentlig pointe. Det står i stigende grad klart, at Ineos og Jumbo-Visma skiller sig ud som til de stærkeste på etapeløbsfronten, og selvom hollænderne i år viste, at de sagtens kan præstere uden deres belgiske klatrer, er det alligevel et mindre kup at fravriste dem en rytter, der var en dominerende faktor i bjergene i den Tour i 2019, hvor han bidrog til at bringe Steven Kruijswijk op på podiet. Han har dermed også allerede vist, at han er stærk nok til at være en nøglekomponent for et stærkt Ineos-mandskab dybt inde i finalerne på de største bjergetaper, og med hans alder i sin favør er der al mulig grund til at tro, at han kan fortsætte de stormskridt, han tog i 2019. Det gælder også på enkeltstarten, hvor han særligt hos Quick-Step nåede at vise, at der er evner at arbejde med.

De Plus har med andre ord hele pakken til selv at kunne løfte et klassementsansvar på sigt, og det er utvivlsomt også en del af planen for Ineos-mandskabet. I 2021 bliver hans primære opgave dog nok at agere hjælper, og uanset om det bliver i Giroen, Touren eller Vueltaen udgør han en markant styrkelse af det tog, der mildt sagt ikke var skræmmende i 2020.

Naturligvis er der også usikkerheder. Skader og helbredsproblemer betød, at belgieren stort set ikke kørte cykelløb i hele 2020, og derfor har han til gode at bevise, at han kan genfinde de takter, der gjorde ham så stærk i Touren for et år side. Der er dog intet, der taler for, at den stadig blot 25-årige belgier ikke vil gøre det, når helbredet atter er en med- og ikke modspiller. Lykkes det, bliver det utvivlsomt smertefuldt for Jumbo at se deres belgiske talent gøre ondt på sine gamle kaptajner, når det forstærkede Ineos-tog lægger pres på i grand tour-bjergene i 2021. Og skulle der så allerede næste år også falde en personlig mulighed eller to af, viste han med sejren i BinckBank Tour, at han sagtens kan gøre det færdigt, også på WorldTour-niveau.

Daniel Martinez’ skifte fra EF Pro Cycling til INEOS Grenadiers

Jeg indrømmer gerne, at det er lidt halvkedeligt bare at opremse Ineos-mandskabets transfers, men i en tid, hvor det har været småt med de bemærkelsesværdige holdskifter - formentlig grundet pandemien - er det svært at komme udenom, at det er Dave Brailsford, der har haft den heldigste hånd (eller måske i højere grad den største tegnebog).

Beslutningen om at investere i Daniel Martinez ligger helt i forlængelse af investeringen i Laurens de Plus. Begge er klatrere, der har vist ganske pæne tempoevner - Martinez måske endda i endnu højere grad end De Plus - og begge er unge navne på vej frem. Begge har de vundet et ugelangt etapeløb på WorldTouren, men begge har de stadig til gode at gøre sig gældende i en grand tour.

Der er dog også forskelle. Hvor De Plus har meget at revanchere efter et skadesplaget 2020, kommer Martinez til Ineos efter sin hidtil bedste sæson. Den unge colombianer blev en chokerende vinder af det stjernebesatte Dauphiné, og selvom han i den grad var båret frem af andres uheld, klatrede han også selv ganske overbevisende gennem hele ugen, ikke mindst på sidste etape, hvor han pressede en desværre isoleret Thibaut Pinot helt ud i tovene og trods massivt føringsarbejde kørte en vis Tadej Pogacar ud af hjulet på de sidste meter.

Det er blot én af tre stunder, hvor Martinez har vist sit potentiale. Allerede sidste år satte han Miguel Angel Lopez og Simon Yates til vægs på kongeetapen i Paris-Nice, og inden pausen var han ganske imponerende, da han i Tour Colombia overspurtede Egan Bernal og holdkammeraten Sergio Higuita på kongeetapen. Når han har sine store dage, er Martinez allerede nu en sublim klatrer - en status, han understregede ved at slå et ganske stærkt udbrud og klemme sig ud af en Bora-sandwich, da han i september tog sin Tour-etapesejr.

Til gengæld er det ikke uden grund, at Martinez stadig ikke er lykkedes med at slå til i grand tours. De mange styrt er en del af forklaringen, men den anden er en uhyre stor forskel på top- og bundniveau, der gør ham til en alt for svingende og ustabil størrelse. I det lys er et skifte til Ineos måske ikke nogen dum ide, for briterne har for vane at få det bedste ud af deres ryttere, også i grand tours, og han kan utvivlsomt lære et trick eller to af de bedste.

Ligesom for De Plus gælder dog også, at man kan diskutere, om det for Martinez er det klogeste skifte. Hos EF havde han udsigt til en stor fremtid som kaptajn, mens han hos Ineos blot er én blandt så mange, at det virker helt umuligt at se, at han skulle få en lederrolle i en grand tour allerede næste år. Hans placering på denne liste skyldes imidlertid, at han utvivlsomt er til stor værdi for et Ineos-hold, der får en perfekt hjælper til det supertog, der er genopbygget til 2021 samt en rytter, der på sigt måske kan udvikle sig til en af kaptajnerne også.

For Martinez selv handler det om at gøre som Chris Froome, Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart, nemlig at køre så stærkt, at han selv sikrer sig en kaptajnrolle unden forudgående grand tour-meritter. Gør han det, er han endt på verdens bedste hold til at vinde grand tours. For Ineos derimod er det en investering, der stadig har sine risici, hvis ustabiliteten bliver en vedvarende faktor, men som med meget stor sandsynlighed giver pote allerede næste år, når der skal etableres et hold, der kan true de nye giganter fra Jumbo.

Nils Politts skifte fra Israel Start-Up Nation til Bora-hansgrohe

Der var engang, man aldrig kunne huske, om manager Ralph Denks hold hed Bora-hansgrohe eller Team Peter Sagan. Slovakken var nemlig så altdominerende, at han stort set var alene om at levere holdets resultater.

Sådan er det ikke længere. Bora er i dag en så mangefacetteret størrelse, at man på verdensranglisten stort set ikke har kunnet se, at holdets historiske stjerne i de seneste to år har gennemgået sæsoner, der vel bedst kan karakteriseres som pauvre og resultatfattige. Maximilian Schachmann, Pascal Ackermann, Emmanuel Buchmann, Lennard Kämna, Patrick Konrad, Sam Bennett og Felix Grossschartner er blot et udpluk af de ryttere, der i de senere år har høstet solidt og endda alle har fået deres helt store gennembrud i holdets trøjer. Og bedst af det hele for det meget geografisk bevidste hold er, at kun ét af de ovennævnte navne ikke kommer fra et tysktalende land i nærheden af hjemstavnen.

Derfor er holdet allerede begyndt at planlægge udover Sagan-æraen, der kickstartede entreen på højeste niveau, men her har der hidtil manglet noget. Hvor Ackermann og tidligere Bennett har gjort Sagan mulig at erstatte i massespurterne, og de øvrige nævnte navne sikrer en stor bredde i ugelange etapeløb og grand tours samt i Ardennerne, har der været et gabende hul på brostenene. Det har naturligvis haft sin naturlige forklaring, når netop de har været Sagans helt egen hjemmebane, men da slovakken i år i stedet var aktør i Giroen i den sammenpressede kalender, blev det helt åbenlyst, at holdet uden deres stjerne i de løb er statister - særligt nu hvor de har fundet Jempy Drucker for gammel og sendt ham til Cofidis i stedet.

I det lys er det et kup, at det er lykkedes at få fingre i Nils Politt. Naturligvis er han slet ikke en én-til-én-erstatning for Sagan - hvem er i øvrigt det? - og faktisk er de to slet ikke sammenlignelige. Sagan er en af feltets mest alsidige ryttere med evner i de fleste slags løb, mens Politt til gengæld er uhyre endimensionel og faktisk kun kan siges for alvor at passe til ét løb, nemlig Paris-Roubaix.

Alligevel lå det i kortene, at Bora måtte jagte ham. Med deres store fokus på tyskere var Politt reelt eneste valg, hvis de vil have det tyske flag til også at gøre sig gældende i de hårdere brostensløb, og derfor mår det være en mand, der længe har været jagtet. Indtil nu har skiftet måske været knap så attraktiv for Politt selv, men med Sagans generelle niveaufald og mulige holdskifte i 2022 er det helt oplagt for tyskeren nu at søge til sin hjemstavn og måske lære et trick eller to af Sagan, inden han for alvor skal stå på egne ben.

Faktisk er det en gave at få chancen. Tager man et blik på ovenstående rytterliste - og husker på, hvordan Davide Formolo hos holdet også fik sparket liv i sin karriere igen - er det åbenlyst, at Bora har en særlig evne til at udvikle og forbedre ryttere. Mest imponerende var det måske, at de endda lykkedes med at booste Schachmann ganske gevaldigt, for det er ikke mange ryttere, der endda bliver bedre efter at have forladt Deceuninck. Den effekt kan Politt håbe på også at drage fordel af.

Til gengæld er der også noget at arbejde med. Politt har to gange vist, at hans eminente motor er skræddersyet til Paris-Roubaix, men til gengæld står det også klart, at det halter på de flamske stigninger. Her har han hidtil manglet både punch og klatreevner, og selvom han har spurtet sig til placeringer som hr. 5 og 6 i hhv. Flandern Rundt og E3 i grupper, der har kæmpet om de sekundære placeringer, har de flamske løb altid handlet om overlevelse.

Det betyder dog ikke, at han ikke kan lære det. Bortset fra at han ikke har nordmandens spurt, minder han som brostensrytter på mange måder om Alexander Kristoff, der jo netop i kraft af sin gigantiske motor altid kører med helt i front i Flandern Rundt, selvom han altid er helt fraværende i de kortere løb. Politt er immervæk kun 26 år, og meget kunne tale for, at netop Bora måske kan gøre ham så alsidig, at han kan være med i hele paletten af brostensløb.

Det gør ham naturligvis ikke til nogen Sagan - slet ikke. Men hvis Bora kan erstatte deres stjerne med en førende tysk brostensrytter, der kan gøre sig gældende i de største løb på det ujævne underlag, vil det nok alligevel være svært for manager Denk at få armene ned igen.