Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne, talenter og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum.

Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

Nedenfor bringer vi de tre første af de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge. De øvrige syv kommer i senere artikler den 28. og 29. december 2020. Inden da kan du tjekke de 10 bedste transfers forud for 2020-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Ivan Garcia Cortinas skifte fra Bahrain-McLaren til Movistar

Indrømmet! Det er på alle måder ulogisk at fremhæve det, når et hold, der igennem det meste af deres alenlange eksistens sjældent har spillet en rolle i løb med færre end 3000 højdemeter og på alle måder har etapeløb og klatring som sit DNA, henter en rytter, hvis mål er brostensklassikerne og reducerede massespurter. På mange måder er det et helt umage ægteskab, når Movistar i 2021 møder til start med Ivan Garcia Cortina som en kandidat til sejren i løb, hvor holdet traditionelt mest har været fyld, hvor hjælperyttere har kunnet få lov til at boltre sig og jagte lidt personlig succes.

Virkeligheden har imidlertid ændret sig dramatisk for det tidligere spanske storhold. Efter noget, der måske kan karakteriseres som cykelhistoriens mærkeligste og mest usammenhængende transferstrategi, blev en af sportens giganter fra 2019 til 2020 forandret til en samling unge ryttere fra et hav af forskellige lande, hvor det endda var de færreste, der havde vist et sindsoprivende potentiale. Med en på forhånd skræmmende afhængighed af bare tre ryttere, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, frygtede man den totale katastrofe, og efter et år, hvor holdet vandt bare to cykelløb og stort set var reduceret til ligegyldige statister i alle andre løb end Touren og Vueltaen, blev det næsten endnu værre, end selv de største pessimister kunne have spået.

I det lys kommer Garcia Cortinas ankomst som sendt fra himlen. Det kan godt være, at han som ryttertype slet ikke passer ind på holdet, men holdets nu så usammenhængende trup er slet ikke så entydigt fokuseret på bjergrigt terræn som tidligere. Faktisk er de fleste af de mange nye, unge ryttere relativt tunge folk, og Garcia Cortina falder derfor ikke helt ved siden af, som han gjorde, da holdet for år tilbage pludselig hentede Jurgen Roelandts til holdet.

Det er dog ikke den storslåede støtte fra holdkammeraterne, der gør Garcia Cortinas skifte til et godt match. Det skyldes alene, at holdet har fået fat i et af sportens største talenter, der i sine løb er et af de mest lovende navne og trods sine blot to professionelle sejre - begge på WorldTouren vel at mærke - med sin hurtighed er lidt af en vindertype. Efter en sæson, hvor holdet vandt to gange, og hvor det stod klart, at sejrsmaskinen Alejandro Valverde langt om længe er ved at løbe tør for benzin, er det mere end noget andet det, der er brug for.

Garcia Cortina fandt aldrig rigtigt rytmen efter nedlukningen, men han er et kolossalt talent. Det viste han i foråret, hvor han i Paris-Nice i sidevinden på 1. etape leverede en helt uhørt føringsindsats for Dylan Teuns, uden hvilken Tiesj Benoot formentlig var endt som løbets samlede vinder, inden han slog en vis Peter Sagan i en stigende spurt og tog en stor sejr et par dage senere. Årets forinden imponerede han stort i terræn, der egentlig burde være for svært, da han på kongeetapen i BinckBank Tour på imponerende vis kørte alene op til Marc Hirschi, Laurens de Plus og Tim Wellens, og da han sensationelt blev nr. 3 blandt cremen af klassikerstjerner i et GP Montreal med mere end 4000 højdemeter. Det potentiale er utvivlsomt ikke forsvundet, blot fordi han ikke ramte rigtigt i anden halvdel af 2020.

Naturligvis indebærer det en risiko. Han kommer til et hold uden megen tradition i de løb, han vægter højest. Han kan regne med at være ganske alene i de afgørende momenter i klassikerne, og han får heller ikke noget forkromet tog til sin rådighed, hvis han skal spurte som i årets Paris-Nice. Derfor er det slet ikke sikkert, at det bliver en succes, men på et Movistar-hold med kurs mod afgrunden kan han næsten ikke undgå at forbedre holdets resultatliste betydeligt og i hvert betyde, at statistrollen bliver knap så hyppig, som den var i katastrofeåret 2020.

Miguel Angel Lopez’ skifte fra Astana til Movistar

Man kunne stort set gentage hele smøren ovenfra, når det handler om Miguel Angel Lopez. Der er bestemt ingen garanti for, at det colombianske talent vil gøre det bedre i spansk end i kasakhisk tjeneste, for det er ikke alle, der er blomstret op under Eusebio Unzue, selvom hans track record er ganske pæn. Præmissen for denne liste er imidlertid, at vi taler om ryttere, der kan tilføre væsentlig værdi til holdet, og på et mandskab, hvor man ikke engang skulle bruge en halv hånd for at tælle antallet af sejre, kan betydningen af Lopez’ ankomst næppe undervurderes.

På mange måder er der også tale om et langt mere oplagt match, end det er tilfældet for Garcia Cortina. Movistars DNA er som sagt klatring og etapeløb, og derfor har holdet altid været spækket med klatrestærke folk, helst af spansk eller sydamerikansk herkomst. Lopez kan sætte flueben ud for begge parametre, og han er derfor en ryttertype, der helt naturligt står højt på Unzues ønskeliste.

Tilgangen udfylder et væsentligt hul. Enric Mas’ dieselmotor gør ham kun for alvor konkurrencedygtig i grand tours, og noget tyder på, at Alejandro Valverde ikke længere vil være i stand til at køre med om sejren i hverken korte eller lange etapeløb. Marc Soler er en flygtig størrelse med meget stor afstand mellem top- og bundniveau og ikke en rytter, man på nogen måde kan sætte sin lid til som en sikker pointmaskine.

Det er Lopez til gengæld. Det er ganske sjældent, at den lille colombianer ikke spiller en hovedrolle i de løb, han kører, og modsat Mas har han med samlede sejre i Tour de Suisse og Volta a Catalunya også en glimrende historik i kortere etapeløb. Det var måske i virkeligheden holdets største mangel - at de stod så svagt i ugelange løb - og her kommer Lopez som sendt fra himlen. Samtidig gør hans tilstedeværelse, at holdet nu vitterligt kan stille med en kapabel kaptajn til alle grand tours, og det tyder da også på, at det er planen i en kalender, hvor Soler skal satse på Giroen, Lopez og Mas gøre fælles front i Touren og Valverde satse på en Vuelta, hvor han formentlig får selskab af en eller flere af de øvrige stjerner.

For Lopez selv er skiftet heller ikke nødvendigvis helt dumt. Movistar er måske ikke ved fordums styrke, men de viste trods alt med deres meget aktive kørsel i Vueltaen, at de stadig har en A-trup, der kan sætte ild til bjergetaperne - en opskrift, der er helt nødvendigvis for en temposvag klatrer som Lopez. Dertil kommer, at Movistar i forhold til Astana har en langt bedre historik i tidskørslerne, der altid har stået Unzues hjerte nær, og tempostjerner som Adriano Malori, Alex Dowsett, Nelson Oliveira og Jonathan Castroviejo har i en periode alle trives på holdet, der sågar vandt medalje ved VM i holdløb. Nairo Quintana forbedrede sig i en periode ganske markant, Alejandro Valverde kørte i en periode fornemme enkeltstarter på holdet, og Izagirre-brødrenes sammenbrud som temporyttere faldt netop sammen med skiftet væk fra Movistar.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Lopez nåede i Algarve at vise, at han har et vist potentiale til at forbedre sin enkeltstart, inden det hele atter ramlede sammen på den katastrofale 20. etape af Touren. Det potentiale kan formentlig bedre bringes til udfoldelse på Movistar end på Astana, og dermed kan man i hvert fald håbe, at hans største akilleshæl, der i år kostede en Tour-podieplads, kan i hvert fald afdæmpes. Lægger man dertil, at han uden tvivl vil gøre Movistar betydeligt mere konkurrencedygtig, end de var i det netop overståede annus horribilis, kan skiftet ende med at blive en pæn succes for begge parter.

Michael Matthews’ skifte fra Sunweb til GreenEdge Cycling

Det er næsten svært at forstå, at Michael Matthews for få år siden lidt var i vejen på Mitchelton-Scott/GreenEdge Cycling. Dengang var han og Simon Gerrans nemlig i kronisk konflikt og ofte ved at rive hovederne af hinanden, fordi deres mål var meget tæt på at være totalt sammenfaldende. Kørte de grand tours, var det de samme etaper, der havde udset sig som mål, begge havde store ambitioner i ardennerklassikerne, og også på det australske VM-hold kom det til nærmest åben krig, da de i 2015 i Richmond endte med at køre være deres spurt i stedet for at ”brænde” den ene af kaptajnerne af i forsøget på at hente Peter Sagan, der nu endte med at holde hjem og henvise Matthews til 2. pladsen.

Dengang virkede det helt uundgåeligt, at den ene af de to kamphaner måtte væk, og det må næsten have følt som en lille lettelse for ledelsen, at Matthews smuttede til Sunweb, så konfliktniveauet ikke permanent skulle ligge i umiddelbar nærhed af krigszonen. Tre år kan imidlertid være en evighed, og når Matthews fra 1. januar igen ifører sig trøjen for sit hjemmehold, vender han næsten tilbage som en slags Messias, der skal udfylde et gabende hul i en trup, der har gennemgået en større metamorfose i de år, han var i tysk tjeneste.

Egentlig startede processen allerede, da Matthews stadig var på holdet. En af grundene til, at han gerne vile væk, var netop, at mandskabet efter i de første år at have været et rent klassiker-, sprinter- og etapejægerhold nu entydigt havde sat kursen mod at vinde grand tours. Esteban Chaves og Yates-brødrene var omdrejningspunktet, og stille og roligt var man i gang med at geare både trup og sæsonplanlægning efter at vinde de tre største etapeløb.

Resultatet blev, at Matthews var overflødig, og mens han har været i Tyskland, er processen blevet fuldendt. Også Caleb Ewan blev verfet til siden, Gerrans er siden stoppet, og afslutter- og klassikertyper som Magnus Cort, Michael Albasini, Jens Keukeleire, Mathew Hayman og Sebastian Langeveld, der alle har været leveringsdygtige i nogle af holdets større resultater, er heller ikke længere en del af holdet. Processen har da også haft sin effekt for holdet, der nu har været på podiet i tre grand tours og vundet Vueltaen en enkelt gang.

Til gengæld har det også haft sin pris. Der er næppe nogen, der opdaget, at det australske mandskab faktisk har deltaget i brostensklassikerne i de seneste år. Yates-brødrenes på mange måde fejlagtige negligering af endagsløbene har betydet, at holdet kun har været et sporadisk bekendtskab i Ardennerne. Selvom Dion Smith sikrede sig en overraskende 6. plads i Milano-Sanremo, figurerede australierne næppe i mange oversigter over blot outsidere til sejren i den italienske klassikere. Og nok kæmpede Luka Mezgec og Kaden Groves heroisk i deres massespurter, men for et hold, der tidligere havde stærke og dominerende sprintertog for først Matthew Goss og siden Ewan, må det være mærkeligt, at man nu om dage nærmest er helt ligegyldige i de flade løb.

I det lys er det et gigantisk tomrum, Matthews falder ned i, når han i 2021 ”vender hjem”. Nok er han ikke sprinter til de store massespurter, men hans enorme alsidighed betyder, at han med ét gør holdet konkurrencedygtige i de fleste af de løb, hvor de i de senere år har været fraværende. Hårde massespurter og puncheurspurter har altid været hans speciale, Sanremo-podiet har han betrådt flere gange, hans bedste resultater i de tre ardennerløb er en 3. plads i Amstel Gold Race, en 4. plads i Lieg og en 5. plads i Fleche Wallonne (samt 2. pladser i Brabantse Pijl), han har de seneste par år vist potentiale i de brostensløb, han længe negligerede, og han har tillige taget i alt tre sejre i de canadiske klassikere og i år vundet Bretagne Classic. Måske er truppen ikke den stærkeste til at støtte ham, selvom de på lidt længere sigt har unge folk på vej frem, men han gør pludselig mandskabet til en faktor over en langt bredere palet, hvilket er særligt vigtigt i en tid, hvor Esteban Chaves er faldet sammen, Adam Yates smutter, og Simon Yates i det meste af to år har været en skygge af sig selv. Og vigtigst af alt: han skal ikke længere slås med nogen Gerrans!

Også for Matthews selv er skiftet en befrielse. Nok var matchet med Sunweb-hold uden Tom Dumoulin og snart også Wilco Kelderman nærmest helt perfekt, men efter et 2020, hvor han på absurd vis blev frarøvet alle sine sæsonmål, gav det ikke rigtigt mening at fortsætte i en stald, hvor andre heste fik lov at deltage i de sjove løb. Den slags udfordringer får han ikke hos et GreenEdge-hold, hvor han formentlig kan vælge sit klassikerprogram, som det passer ham, og hvor han stort set kun skal blive enig med Simon Yates om, hvordan de fordeler grand tour-opgaverne mellem sig. Efter en sæson, hvor Mitchelton-Scott for første gang siden 2013 endte uden for ranglistens top 10, og Matthews på den individuelle rangliste var uden for top 30, bør det være et ægteskab, der kun kan give forbedringer.