Prøv vores nye app
Amerikansk stortalent ivrig efter at vise evnerne frem
07. juni 2020 20:00Foto: SWpix.com
af Joachim Alexander Farshøj

Brandon McNultys første WorldTour-sæson har af åbenlyse årsager været en yderst speciel en af slagsen, men det har ikke gjort hans appetit for cykelløb mindre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Hvis Brandon McNulty var et album, ville det være Appetite for Destruction. Amerikaneren hungrer nemlig efter igen at få lov til at lave rav i den på landevejen.

 

McNulty havde en forrygende start på sæsonen, og han imponerede stort i sine nye UAE Team Emirates-farver ved at køre sig til en samlet fjerdeplads i Vuelta a San Juan og en samlet syvendeplads i Vuelta a Andalucia, der blev vundet af Jakob Fuglsang. Derefter blev sæsonen dog som bekendt suspenderet midlertidigt, og selvom McNulty er fuldt forstående over for løbspausen, er han nu mere end klar til at bygge videre på de positive tendenser.

 

”Det er spændende at være en del af et voksende hold (UAE Team Emirates, red.), og jeg kan ikke vente med at vise, hvad jeg kan, når vi kan køre løb igen. Vi har en masse løbserfaring blandt ledelsen med Matxin Fernandez, Mauro Gianetti og Neil Stephens, og de tilføjer en masse viden til et allerede verdensklasse mandskab. Jeg ser frem til at lære af alle, når karantænen bliver fjernet, og alting vender tilbage til normalen,” siger Brandon McNulty til Cyclingnews.com.

 

Læs også
Vingegaard får hjælp fra ny løjtnant i sæsonens første mål

 

Det 22-årige stortalent skiftede forud for 2020-sæsonen til UAE Team Emirates efter tre år hos prokontinentalholdet, Rally UHC Cycling, hos hvem han særligt i 2019 slog igennem som senior. Første del af sæsonen gik således fremragende for McNulty, der sluttede som nummer ni i Tour of Oman og vandt Giro di Sicilia foran ryttere som Guillaume Martin, Fausto Masnada og Giovanni Visconti.

 

Resultater som disse, blandet med flere store præstationer på U23-scenen, var nok til at skabe interesse hos UAE Team Emirates, der skrev en tre-årig kontrakt med McNulty. Det ville dog være synd at sige, at McNulty på nogen måde har fået en normal start på livet som WorldTour-rytter, men Phoenix-drengen forsøger at holde skruen i vandet ved at inkludere lidt spas i træningen.

 

”Med al den usikkerhed med hensyn til løbskalenderen har jeg prøvet at have det sjovt, og jeg har været meget på mountainbiken for at holde formen ved lige. Min træner, Inigo San Milan har været rigtig god. Han rådgav mig til bare at være glad for at kunne cykle udenfor og ikke bekymre mig for meget om en struktureret træningsplan. Min familie og jeg har været raske og positive gennem hele situationen (med Covid-19, red.), og så længe vi er raske, er jeg taknemmelig,” lyder det fra McNulty.

Annonce

 

McNulty var ikke det eneste stjernefrø, der drog til UAE Team Emirates før sæsonen. Det gjorde danske Mikkel Bjerg også, og netop Bjerg og McNulty har haft flere store dueller som U23-ryttere og juniorer.

 

Tilbage ved VM i Doha i 2016 startede historien mellem de to, da McNulty slog Bjerg i kampen om U19-guld på enkeltstarten, men allerede året efter var rollerne byttet om, da Bjerg henviste McNulty til andenpladsen ved U23’ernes VM i enkeltstart. Bjerg vandt som bekendt igen i 12 måneder senere, mens McNulty denne gang sluttede som syver, inden danskeren færdiggjorde hattricket i fjor i Yorkshire, hvor McNulty sluttede på U23-enkeltstartens nederste trin.

 

Mikkel Bjerg og Brandon McNulty har endnu ikke kørt noget løb sammen hos UAE Team Emirates.

You have an error in your SQL syntax; check the manual that corresponds to your MySQL server version for the right syntax to use near 'DESC ) AS tbl ON ( rdb_hold.id = tbl.id_hold ) WHERE rdb_hold.tags IN ( '#3037#'' at line 1