\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
”Her, hvis man ikke er i topform og er den skarpeste, du kan være, jamen så kan du ikke være med, netop fordi det er fuldtidsprofessionelle. Det er også der, jeg har haft min lille ulempe ved, at jeg er den eneste, der har et arbejde ved siden af,” siger Winther Olsen, der i det civile liv er forretningsudvikler.
Store præmiepenge kan medvirke til store styrt
Uheldene ville dog ingen ende tage, da Winther Olsen var involveret i det store styrt, der ramte feltet ved den første af de to afdelinger i London.
”I London gik det heller ikke ligefrem min vej med et stort styrt. I starten troede jeg, at jeg landende blødt, men jeg fik vredet mit knæ, så jeg kan ikke rigtig træde med mit venstre ben, så det giver lidt udfordringer,” konstaterer Winther Olsen og bekræfter, at velodromen i London har efterladt spor på hendes krop, der kan mærkes endnu.
”Det er jo bare en del af sporten, jeg sidder tilbage med en hel masse blå mærker og et ømt knæ, men ellers skete der gudskelov ikke så meget,” bemærker Winther Olsen som en ægte væddeløber, der ikke bliver slået let ud.
Artiklen fortsætter under billedet...

Det store styrt i London. Foto: UCI Track Champions League.
Champions League-formatet er kendt for de kæmpestore præmiepenge, der er på spil. På det punkt regnes konkurrencen for at være blandt de mest attraktive i sporten.
Jeg spørger derfor Winther Olsen, om det er medvirkende til de voldsomme styrt, som fandt sted både i London, men også på Mallorca for herrerne.
”Det er med til, at man lige giver den en tand ekstra, fordi der er så meget på spil i forhold til pengepræmier. Top-3-placeringerne kan godt få deres årsløn ind på at køre Champions League, så der er rigtig meget på spil, og det er helt sikkert også det, der gør, at man lige giver den, måske, lidt for meget,” vurderer 29-årige Winther Olsen.
Champions League-formatet sammenlignet med 3- og 6-dagesløb
Den 29-årige dansker synes, at det øger trygheden, at man i Champions League skal forholde sig til de samme ryttere uge efter uge.
”Man bliver mere og mere tryg jo flere gange, man kører mod de forskellige ryttere, og i og med vi kører mod de samme ryttere en måned i træk, så ved man, hvem man skal holde sig til, og hvordan de forskellige ryttere kører,” fortæller Winther Olsen, inden hun beskriver endnu en fordel ved Champions League-formatet.
”Man kan reflektere lidt mere over løbene: Hvad gjorde jeg godt her? Hvordan kan jeg køre næste gang? Hvem skal jeg holde øje med? Så jeg synes, det er meget fedt, at det er de samme ryttere, man kører imod i de fire uger.”
Artiklen fortsætter under billedet...

Amalie Winther Olsen i 2020. Foto: Henriette S. Brandt/Feltet.dk.
Løbsserien har dog også sine ulemper, når man sammenligner med traditionelle banestævner som 6-dagesløb, eller i de senere år 3-dagesløb.
”I 3-dagesløb, og de tidligere 6-dagesløb, der har du jo tre eller seks dage at køre i. Det er nemmere at køre sig i form i løbet af de løb, hvor her der har man ikke tid til at køre sig i form og finde sig selv, fordi man har de to løb at gøre godt med, og hvis du ikke gør det godt i dem, så kan du vente en uge mere.”
”Det er meget tid at skulle sætte af til at køre relativt korte løb. Det er også derfor, at de har lagt et langt pointløb ind. I den sidste afdeling bliver jeg udskilt som den første. Det er sørme langt at skulle tage til London, hvis jeg kun skulle køre 22 omgange. Så det er derfor, det er super vigtigt, de har et pointløb med også, så man kan få kørt nogle kilometer,” fastslår Winther Olsen.
Banesæsonen er langt fra slut
Selvom deltagelsen i Champions League er overstået for denne gang, så hviler Winther Olsen bestemt ikke på laurbærrene. Hun har en del flere løb på bedding.
”Jeg tager til Geneve på næste onsdag (den 22/11, red.) og kører et 4-dagesløb dernede. Derefter så er der DM i Odense, hvor jeg skal køre parløbet med Ida Fialla, som gjorde det rigtig godt i weekenden i Ballerup. Ugen efter det tager jeg til Schweiz igen til Grenchen. Så banesæsonen den er travl, som den plejer at være,” meddeler Winther Olsen.
VM på hjemmebane til næste år, vurderer hun, er imidlertid ikke en mulighed.
”Til VM i år var der en plads i pointløbet, hvor jeg desværre ikke fik lov til at køre, så jeg tænker heller ikke, jeg er med i billedet til næste år, lige meget hvor mange point, jeg får skrabet sammen. Der bliver satset på nogle unge ryttere, og det skal jo til, og det gør så, at så kan jeg ikke komme med,” konstaterer en meget ærlig Winther Olsen, der ikke sætter forventningerne om VM for højt.