Alberto Contador og Ivan Basso er begge meget taknemmelige for den kærlighed, de igennem årene har fået fra danske cykelfans. Det fortæller de to legender i en pressemeddelelse.
Annonce
Danmark er vilde med Alberto Contador og Ivan Basso, og Alberto Contador og Ivan Basso er vilde med Danmark.
Det faktum er vist meget svært at komme udenom, og i en pressemeddelelse, der egentlig skulle handle om Mathias Larsens kontrakt med Kometa-Xstra, kan de to tidligere Grand Tour-triumfatorer ikke holde glæden over de danske cykeltilhængere tilbage.
"Vi (Kometa-Xstra, red.) håber meget på at komme til at køre PostNord Danmark Rundt i år. Jeg har kun gode minder fra Danmark, og lige siden jeg skrev under med Bjarne Riis i 2011, har jeg altid følt, at de danske cykelfans har bakket op omkring mig. Danmark er ægte cykelland, og vi vil rigtig gerne vise os frem foran de danske fans,” fortæller Alberto Contador.
Contadors popularitet i Danmark har utvivlsomt været stor, siden den syvdobbelte Grand Tour-vinder skiftede til Saxo Bank - Sungard i 2011 som erstatning for Andy og Frank Schleck, og det er åbenbart ikke gået ubemærket hen hos spanieren, der nu er leder af kontinentalholdet Kometa-Xstra.
Danske Mathias Larsen i front foran de øvrige Kometa-Xstra-ryttere på holdets træningslejr.
Dér arbejder han sammen med sin tidligere holdkammerat og gode ven, Ivan Basso, der heller ikke er bleg for at give lidt kærlighed tilbage til danskerne.
"Både Alberto (Contador, red.) og jeg har et rigtig godt forhold til de danske cykelfans. Vi har anmodet om at køre PostNord Danmark Rundt i år, så forhåbentlig kommer vi til at kunne vise holdet frem for de danske fans senere på året,” lyder det fra Basso, der kørte for Team CSC fra 2004 til og med 2006, og som skiftede til Tinkoff-Saxo i 2015.
Tilsammen har de to ikoner vundet ni Grand Tours, 16 Grand Tour-etaper samt et hav af andre etapeløbssejre, herunder Post Danmark Rundt, Baskerlandet Rundt, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce