Pascal Ackermann vandt i går Bredene Koksijde Classic, da tyskeren i den afsluttende spurt henviste norske Kristoffer Halvorsen og colombianske Alvaro Hodeg til de sekundære placeringer. Efter fredagens sejr har den 25-årige sprinter nu øjnene solidt rettet mod næste uges WorldTour-løb, Driedaagse Brugge-De Panne, hvor Bora-Hansgrohe-rytteren vil jagte sin syvende WorldTour-triumf efter seks af slagsen alene i den seneste sæson.
Annonce
Pascal Ackermann fik sit store gennembrud i 2018-sæsonen, og tyskeren har fortsat de lovende takter i denne sæsons første måneder. I februar besejrede han landsmanden, Marcel Kittel, og vandt Clasica de Almeria, og i går tog Ackermann så sæsonsejr nummer to, da Bora-rytteren vandt Bredene Koksijde Classic.
Sejren i det belgiske endagsløb kom i hus, efter at Ackermann havde misset sejren ved onsdagens Nokere Koerse, hvilket dog bare viste sig at motivere tyskeren yderligere før gårsdagens løb.
"Efter min andenplads i onsdags ved Nokere Koerse ville jeg virkelig gerne vinde i dag (fredag, red.)", fortæller Ackermann, der i spurtafgørelsen fik et perfekt lead-out af Rudi Selig og efterfølgende var i stand til at afvise Kristoffer Halvorsen fra Team Sky.
"I denne uge viste vi, at vi har et virkelig stærkt hold, og jeg ville gerne takke mine holdkammerater ved at tage sejren, hvilket jeg var i stand til at gøre", siger den 25-årige tysker.
På den sidste kilometer var det ellers Deceuninck - Quick-Step, der greb initiativet med Iljo Keisse foran sprinteren, Alvaro Hodeg. For en sjælden gangs skyld ramte belgierne dog fronten for tidligt, og efter det sidste venstresving gik Selig forbi med Ackermann i sit hjul. Herfra kunne tyskeren åbne spurten med 125 meter igen, og kun Halvorsen kom bare i nærheden af den suveræne Bora-rytter.
Afslutningen var dog ikke uden udfordringer for Ackermann.
"Der var modvind i spurten, og det var meget kaotisk. Jeg tabte hjulet på min lead-out man et par gange, men var altid i stand til at komme tilbage og finde en god position", forklarer han.
Næste mål for Ackermann bliver nu det tidligere Tre Dage ved Panne, som sidste år debuterede som endagsløb, hvilket gentages i år under navnet Driedaagse Brugge-De Panne. I fjor blev Ackermann nummer to efter Elia Viviani, men nu håber tyskeren at komme et trin højere op på podiet, når rytterne på onsdag skal dyste om WorldTour-point.
"Efter et par dages pause vil jeg stille til start ved Driedaagse Brugge-De Panne, hvor jeg håber at være i stand til at tage endnu en sejr", slutter Ackermann, der sidste år var først over stregen hele seks gange på WorldTouren.
Ackermanns sejr ved gårsdagens Bredene Koksijde Classic sender Bora-Hansgrohe op på ni sejre i alt i denne sæson, hvilket placerer dem på fjerdepladsen blandt WorldTour-holdene efter kun Mitchelton-Scott, Deceuninck - Quick-Step og Astana. Sidstnævnte fører med foreløbigt 19 sejre i 2019.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce