Den 25. oktober døde Brian Robinson, 91 år gammel.

Robinson var en stor rytter, der blandt andet vandt Critérium du Dauphiné Libéré og sluttede som nummer tre i Milano-Sanremo. Mest af alt vil han dog formentlig altid blive husket for at være den første brite til at vinde en etape i Tour de France.

Året var 1958, og selvom løbet også dengang var kendt som Frankrig Rundt, så det en anelse anderledes ud end i dag.

Læs også

Vingegaard får hjælp fra ny løjtnant i sæsonens første mål

Ruten gik hovedsageligt langs grænserne, når den ellers ikke lige slog et smut ind i landet for at fange bjergene i Massif Central eller Vogeserne.

Desuden var den på omkring 4.300 kilometer, små 1.000 mere end moderne ruter. Transport fra mål- til næste startby gjorde man sig ikke meget i. Det var i sandhed et Tour de France.

Tidsgrænsen eksisterede, men var blot på 10 %, og punkterede man, skulle man ligge blandt de forreste for at være sikker på at modtage hjælp fra den ene servicebil, som holdet havde. Ellers var det selv at stå af, sætte en ring på hjulet og pumpe op.

Holdet var ikke et firmahold, men et landshold, og det er pudsigt nok i denne forbindelse, at en dansker, ja faktisk to, krydsede Tour-vej med Robinson.

For det var kun de store nationer, som besad helt eller stort set rene landshold. De mindre, herunder Storbritannien og Danmark, måtte slå sig sammen på det såkaldte ’Internationaux’-mandskab.

Og på dette havde Robinson det følgende år, i 1959, selskab af Arne Kjeld Jonsson og Ole-Bent Retvig (d. 2004) - to ryttere, som briten faktisk allerede kendte ganske godt.

”Jeg og Bent havde base i Beychac, der lå lidt udenfor Bordeux. Brian og tre andre englændere boede i en naboby, så vi mødtes tit på træningsture og af og til ved forskellige løb, som vi kørte dernede,” fortæller i dag 90-årige Jonsson.

De tredobbelte Tour-vinder Louison Bobet kørte sin sidste Tour i 1959. Bagved ses André Darrigade, der vandt 22 etaper, herunder to i 1959. Foto Sirotti. 

"Vi lignede hinanden"

Den 46. udgave af Touren blev skudt i gang, og som ofte set blev etaperne domineret af de mange franske ryttere (Frankrig havde gerne tre-fire hold med).

Læs også

Van der Poel sætter potentiel dato på karrierestop

Franskmændene havde vundet fire af de første seks etaper og placeret Robert Cazala i gult, da feltet nåede frem til den flade og 190 kilometer lange 7. etape mellem Nantes og La Rochelle. En etape, som for Jonsson skulle udvikle sig til ”en sjov historie”.

”På 7. etape var jeg i udbrud sammen med Brian lige fra starten af. Vi var 12 mand i udbrud, og vi lå så og knoklede alle 12 mand mod feltet. Vi holdt helt til mål i La Rochelle. Der kom vi ind på cykelbanen og skulle afslutte der alle 12 mand med 2,5 omgang,” fortæller Jonsson, der stadig husker samtlige tal og målby til perfektion.

Samme perfektion havde dommerne ifølge Jonsson dog ikke i deres arbejde, da de skulle gøre etaperesultatet op.

”Det sjove ved det var, at jeg blev nummer seks, og Brian blev nummer 10, men dommerne tog fejl. Vi havde samme trikot på. Vi lignede hinanden. Han var lyshåret, og jeg var lyshåret. Han hed Robinson, og jeg hed Jonsson. Så de tog fejl. De satte mig som nummer 10 og ham som nummer seks,” forklarer Jonsson med et grin.

Jacques Anquetil var den helt store stjerne i slutningen af 1950´erne og starten af 60´erne. Han vandt Touren fem gange, men i 1959 blev han "kun" nummer tre. Foto: Sirotti.

Den 27-årige danske debutant, hvis hidtil bedste placering ifølge L´Équipes optegnelser var en 76. plads, informerede sin sportsdirektør, som herefter brokkede sig til dommerne.

Men lige lidt hjalp det.

”Det er jo egentlig meget sjovt at tænke på. Vores sportsdirektør protesterede. Dommerne sagde så, at de ville kigge det lidt efter, men det blev aldrig ændret. Så i dag står jeg stadigvæk som nummer 10.”

Værelseskammerat, styrt og britens storsejr

På samme dag blev Jonsson også efterladt som eneste tilbageværende dansker i Touren. Ole-Bent Retvig røg for tidsgrænsen, og så skulle Jonsson have en ny værelseskammerat.

Læs også

Movistar-profil: Vingegaard er ikke bedst til alt

Det blev Robinson.

”Jeg blev sat på værelse sammen med Brian. Så vi var meget tæt på hinanden. Han var ganske almindelig,” erindrer danskeren, hvis kommunikation med briten ikke foregik på engelsk.

”Dengang var Tour de France ikke engelsk. Der snakkede man kun fransk. Brian og jeg talte fransk sammen, selvom han var englænder, og jeg var dansker. Vi talte fransk sammen, for alt gik jo på fransk. Hvis man ikke kunne fransk, så var det sgu ret svært at følge med.”

De to skulle ikke få mere end et par dage som værelseskammerater. To dage senere på 9. etape mellem Bordeaux og Bayonne, pudsigt nok på rytternes hjemegn, styrtede Jonsson og slog skulderen af led.

Danskeren røg en tur på hospitalet i Bayonne og ud af Touren.

”Det var etapen før, at vi skulle fire dage op i Pyrenæerne. Det er det, der ærgrer mig allermest, fordi jeg havde nogle gode resultater i bjergene. Jeg havde rigtig glædet mig til Pyrenæerne, for nu var jeg rigtig kommet i form. Jeg blev nummer seks på etapen (7. etape, red.), så jeg kunne mærke, at formen var der,” siger Jonsson mere end 63 år senere.

I Tour de France 1959 sluttede Ercole Baldini​ i samme tid som belgieren Jan Adriaensens, og så måtte de to dele sjettepladsen. Foto: Sirotti.

Så mens danskeren måtte sunde sig på hospitalet, kæmpede Robinson sig igennem bjergene. Faktisk blandede han sig på 13. etape med stjernerne med en fjerdeplads.

Klassement kørte han dog ikke, hvilket gav bonus på 20. og tredjesidste etape.

Læs også

Dansk stortalent skal køre Touren

”Jeg kan huske, at han stak af fra starten af. Der var de så tæt på Paris, at han fik lov til at køre. Så han kørte hjem og vandt etapen temmelig stort,” fortæller Jonsson.

Ja, Robinson vandt i den grad temmelig stort. Efter 202 kilometer nåede han Chalon-sur-Saône, og der skulle gå 20.06, før feltet ankom. En sejrsmargin, der ifølge L´Équipe kun er overgået én gang siden (Jose Luis Viego vandt i 1976 11. etape med 22.50).

Robinsons anden Tour-etapesejr skulle også blive hans sidste, men med sine bedrifter havde han endegyldigt fået skubbet til den dør, der senere skulle blive sparket helt op af Tom Simpson, Chris Boardman, Sean Yates, David Millar, Bradley Wiggins, Chris Froome, Mark Cavendish og Geraint Thomas.

Per 2022 har britiske ryttere haft mere end 100 dage i den gule trøje, vundet Tour de France seks gange og snuppet 76 etapesejre.