Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet.

Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen.

Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, eller en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Listen består således af et miks af topnavne, talenter og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren.

Nedenfor bringer vi de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge.

Sam Bennetts skifte fra Bora-hansgrohe til Deceuninck-Quick Step

Hver sæson synes at skulle have sin egen transferfarce. Sidste år var det Treks og Skys benhårde og langtrukne kamp om Ivan Ramiro Sosas eftertragtede underskrift, og i år er det Sam Bennetts alenlange forsøg på at komme fri af det, der åbenbart var et juridisk bindende tilsagn om at forlænge kontrakten med Bora-hansgrohe. Allerede i vinter, hvor han fik besked på at skippe både Giroen og Touren, stod det ellers klart, at ireren måtte være på vej væk, og det varede da heller ikke længe, inden det blev en offentligt kendt hemmelighed, at Deceuninck-Quick Step var den nye destination.

Helt så enkelt var det bare ikke alligevel. Om han var fuld eller bare ikke ved sine fulde fem i ”gerningsøjeblikket”, skal vi lade være usagt, men i maj, hvor han ellers for længst havde fået tæsk i den interne sprinterkabale og med en endeløs serie af sejre må have været transfermarkedets måske varmeste navn, skulle Bennett åbenbart have lovet sin tyske arbejdsgiver at tage yderligere en sæson i stald hos dem. Patrick Lefevere kom åbenbart viftende med sit kontrakttilbud alt for sent, og da Bora lidt overraskende stod på sin ret til at binde den åbenlyst utilfredse irer, så det kortvarigt ud til, at supersprinteren kunne være tvunget til mod sin vilje at tilbringe endnu en sæson som tredjeviolin bag Peter Sagan og Pascal Ackermann.

Så galt gik det heldigvis ikke. Boras langtrukne juridiske kamp var tilsyneladende mest af alt et forsøg på at udnytte situationen maksimalt, enten i form af sikring af en mulig økonomisk gevinst eller en erstatning for Bennett i form af det meget omtalte holdbytte med Alvaro Hodeg, og i sidste ende blev Bennett først løst fra sin kontrakt og siden annonceret som Deceuninck-Quick Steps i særklasse mest profilerede nyerhvervelse til den kommende sæson. Det skifte er det utvivlsomt Bora, der har mest grund til at være utilfredse med, for historien viser tydeligt, at et ægteskab mellem en supersprinter og Lefevere som regel bliver en gigantisk succes, når den hurtige afslutter forsynes med det forrygende tog, der er blevet et af The Wolfpacks mest markante varemærker.

Sådan gik det i hvert fald med Mark Cavendish, Marcel Kittel, Fernando Gaviria og senest Elia Viviani, der alle blomstrede gevaldigt op i den blå trøje, og sådan er det ved at gå for Fabio Jakobsen og Hodeg, der efter blot to år allerede har etableret sig som to af verdens bedste sprintere. Nu er det så Bennett, der overtager den rolle som førstesprinter, som Viviani med sit skifte til Cofidis har efterladt, og det ligner et match, der kun kan ende som en gigantisk succes.

Man kan diskutere, om Bennett vitterligt er verdens hurtigste sprinter, men det er til gengæld hævet over enhver diskussion, at han er i den absolutte top. Det mest imponerende er imidlertid ikke hans tårnhøje topfart, som selv Dylan Groenewegen skal stramme sig an for at matche. Det er derimod hans skræmmende træfsikre positionering, der næsten må gøre Peter Sagan grøn af misundelse. Boras desavouering betød nemlig, at han blev frarøvet sin lead-out man Rudiger Selig i 2018, men selvom han reelt ikke har haft et tog i store dele af 2019, har han siddet limet til hjulet på det bedste lead-out i 95% af årets spurter. Og når han har gjort det, har han været praktisk talt umulig at slå.

Set i det lys tør man slet ikke tænke på, hvordan det vil gå, når han fremover er udstyret med et klassetog. Nok savner Deceuninck både Fabio Sabatini og ikke mindst Maximiliano Richeze, men med folk som Michael Mørkøv, Yves Lampaert, Florian Senechal, Zdenek Stybar samt nytilkomne Davide Ballerini og den yderst lovende Jannik Steimle ser belgierne stadig skræmmende ud. Sætter man Bennett på som bagerste mand, kan man egentlig godt forstå, at Bora kæmpede så desperat for at holde på ham. Han kunne nemlig med sin alsidighed og stabilitet ligne manden, der langt om længe kan true Sagans faste greb om Tourens grønne trøje. Som minimum ligner han i hvert fald et fremragende bud på at 2020-sæsonens mest vindende rytter.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det eneste, man kan diskutere er, om ikke det er spild af godt lead-out at brænde Deceunincks gode tog af på en mand, der egentlig sagtens kan klare sig selv. Men når vi er ude i den slags problemer, er det vist ret klart, at der er tale om et skifte, der næsten ikke kan gå galt.

Tom Dumoulins skifte fra Team Sunweb til Team Jumbo-Visma

Havde det ikke været for Bennett, var det formentlig Tom Dumoulins skifte til Jumbo-Visma, der var løbet med titlen som sæsonens mest kontroversielle. Ligesom for Bennetts vedkommende er der her nemlig tale om en rytter, der ganske enkelt ikke havde lyst til at blive, hvor han var, og modsat ireren havde han faktisk en helt klar og bindende kontrakt, der gjorde det muligt for Sunweb at holde på ham, hvis de insisterede. Modsat Bora lagde de sig imidlertid prompte ned, da det stod klart, at den hollandske stjerne var brændt varm på Jumbo-ideen, og gennem det meste af sommeren var det derfor Hollands dårligst bevarede hemmelighed, at et skifte var på vej.

Der er imidlertid også andre væsentlige forskelle. Hvor Bennetts skifte nærmest synes ikke at kunne gå galt, er der langt mere usikkerhed om Dumoulins succesrate i 2020. Hollænderen har trods alt tilbragt hele sine professionelle karriere på ét og samme hold, og Sunweb har så særlig en tilgang til træning og forberedelse, at vi endnu har til gode at se, om han også kan præstere i andre og mere ”almindelige” omgivelser. Samtidig kommer han til holdet efter en sæson, der blev lagt i ruiner af skader, og det indebærer altid den indlysende risiko, at han ikke kan komme sig helt igen efter så lang og sej en pause.

Det er imidlertid svært ikke at anse Jumbo-Visma og Dumoulin som et næsten perfekt match. Én ting er den fælles nationalitet, der gør, at Dumoulin som den førende hollandske stjerne automatisk vil få forrang i de fleste sammenhænge, ligesom det også er værd at bemærke, at han som tidligere rytter på Rabobanks U23-hold faktisk kender holdet, der jo er reminiscenserne af det gamle Rabobank-mandskab. Langt vigtigere er det, at han kommer til et hold, der særligt i 2019 har etableret sig som verdens næstbedste etapeløbshold efter Ineos, og at de kan mønstre en hjælperytterstab, der synes at være i stand til næsten at kunne matche briternes ellers næsten uovervindelige supertrup.

Det synes at være præcis, hvad Dumoulin skal bruge. På Sunweb var han stort set isoleret, så snart feltet havde passeret en dansk motorvejsbro, men på Jumbo vil han kunne se frem til at være omgivet af folk som George Bennett, Laurens De Plus, Sepp Kuss og Antwan Tolhoek samt i visse tilfælde også medkaptajnerne Steven Kruijswijk og Primoz Roglic, når det gør allermest ondt. Det er præcis den form for støtte, der kan forvandle Dumoulin til et sandt monster, for i realiteten kan han og Jumbo fremover køre deres eget malende Dumoulin-tempo og derved begrænse et eventuelt tab i bjergene så meget, at kaptajnen selv kan gøre det færdigt på enkeltstarterne.

Det er måske ikke den mest underholdende kørestil, men den er pokkers effektiv. Det vil Bradley Wiggins i hvert fald kunne skrive under på, for det var den opskrift, der sikrede ham en Tour-sejr samt et hav af etapeløbssejre i 2012. Dumoulin er egentlig alt for god en klatrer til at køre så defensivt, men det er formentlig den mest effektive vej til succes for en type som ham. Og når han kan vinde Giroen nærmest uden støtte i bjergene, hvor svær bliver han så ikke at slå, når han anbringes på et af sportens to stærkeste etapeløbshold?

Maximiliano Richeze fra Deceuninck-Quick Step til UAE Team Emirates

Nu var hovedårsagen til Fernando Gavirias katastrofale 2019-sæson slet ikke manglende holdstøtte. I stedet var det vedvarende knæproblemer, der først tvang ham ud af Giroen efter blot nogle få dage, som siden kostede ham deltagelsen i Touren, og som til slut betød, at han jagtede formen gennem det meste af efteråret. Alligevel nåede vi i de korte perioder, hvor han faktisk var i form, at se, at den colombianske superstjerne led gevaldigt under at have sagt farvel til Quick-Steps supertog og være kommet til et hold, der slet ikke havde samme erfaring i at sætte en supersprinter op til sejr.

Holdet kom ellers lovende fra start. I Vuelta a San Juan kørte Simone Consonni lead-outs, så det sang, og i UAE Tour, der blev det eneste med nordmanden i rollen som lead-out man, viste Alexander Kristoff, at han er som skabt til rollen som sidste mand inden en sprinter. Derefter gik det imidlertid helt galt, og gennem resten af året tabte Gaviria adskillige spurter som følge af en alt, alt for ringe position.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Det er egentlig lidt af et paradoks. Gaviria var nemlig tidligere kendt for sin fine positionering, men den evne synes han fuldstændig at have mistet. Til gengæld lykkedes det ham at i årets allersidste løb, hvor han tog gav Pascal Ackermann gevaldige klø hele to gange, at vise, at den gamle fart stadig er intakt, og selvom samme løb også satte en fed streg under positioneringsproblemerne, viste det, at der stadig er håb for, at Gaviria atter kan blive den supersprinter, han engang var.

Med andre ord ser det ud til, at det er et bedre hold, der kan forvandle Gaviria fra fiasko til succes. Og hvem er en bedre løsning på det problem end manden, der var nøglen til hans store succes hos Quick-Step? Det er i hvert fald svært at benægte, at Maximilano Richeze er en af verdens absolut ypperste lead-out men, og selvom megen af succesen i årene i Belgien naturligvis skyldes Gaviria selv, kan man slet ikke overvurdere Richezes betydning.

På den baggrund var det også indlysende, at argentineres underskrift måtte stå øverst på UAE-mandskabets ønskeliste. Da Richeze og Gaviria samtidig er gode venner, har det formentlig ikke krævet alt for mange arabiske oliemillioner at overtale ham til at blive genforenet med den rytter, han vel nok har haft det allerbedste samarbejde. Derfor var det vel også sæsonens allermest oplagte skifte, at Richeze nu vender tilbage til det hold, hvor han tidligere var manden bag Sacha Modolos hidtil bedste sæson.

Hvis Gavirias knæ kan holde til belastningen, kan det skifte næsten ikke undgå at blive en succes. Faktisk kunne noget tyde på, at Gaviria kan blive næsten umulig at slå i Touren til sommer. Ganske vist bliver det nok en engangsforestilling, men der burde være gode chancer for, at colombianeren i juli måned ikke blot kan regne med støtte fra Richeze, men også fra Kristoff, der som sagt kørte lead-outs i absolut verdensklasse i Emiraterne tidligere i år. Gaviria med de genfundne sprinterben fra Guangxi placeret på bagsmækken af Kristoff og Richeze på de franske landeveje til sommer? Så skal Bennett, Groenewegen, Ewan, og hvad de ellers hedder, godt nok stå tidligt op for at være med.

Richard Carapaz’ skifte fra Movistar til Team Ineos

Det er en gammel og velunderbygget sandhed, at for mange kokke fordærver maden. Cykelhistorien er da også fyldt med eksempler på holdkammerater, der har haft mere travlt med at bekæmpe hinanden end med at forsøge sammen at vinde sportens største løb. På den baggrund kan det virke som det glade vanvid, at Team Ineos med magnetisk kraft synes at kunne tiltrække alt, hvad kan der krybe og gå af lovende etapeløbstalent, for det kan næsten kun gå alt at samle så mange megastjerner på ét og samme hold.

Det synes bare ikke at være tilfældet hos det britiske supermandskab. Ligesom Quick-Step har haft en imponerende evne til at få alle deres mange klassikerstjerner til at trives og vinde store endagsløb, synes Ineos at kunne give plads til alle. Det er i hvert fald svært for Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal at brokke sig over de muligheder, de har fået hos Dave Brailsford og co., og da de alle inden for de seneste tre år har bidraget til hinandens Tour-sejre uden de voldsomme kontroverser, ser det ud til, at Brailsford mestrer kunsten at få selv de bedste til at sameksistere.

Alligevel er det indlysende, at Richard Carapaz løber en risiko ved at skifte til Storbritannien. Han forlader nemlig en stensikker kaptajnrolle på et stærkt svækket Movistar-mandskab, hvor han formentlig havde kunnet vælge sin kalender, præcis som han ville. På Ineos skal han i stedet kæmpe indædt for hver en kaptajnrolle, og han kan med sikkerhed opgive alle drømme om at stille til start som Tour-kaptajn i den nærmeste fremtid.

Mindre kan imidlertid også gøre det. Carapaz er stadig purung, og skiftet til Ineos skal næppe, som det er tilfældet for Bernal, ses som et livslangt ægteskab. Tværtimod handler det formentlig om at lære af de bedste i et par år, inden han senere kan drage videre og gøre brug af de indhøstede erfaringer i Tour de France på et andet hold, hvor han vil være den klare kaptajn.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Det betyder dog ikke, at tiden hos Ineos alene er læreår. Nej, der er faktisk udsigt til, at Carapaz vil kunne få masser af frihed, bare ikke i Tour de France. Allerede i 2020 ser der således ud til, at han vil kunne gå efter endnu en Giro-sejr på et Ineos-hold, hvor han formentlig skal dele kaptajnrollen i Italien med Thomas. Og viser han sig at være den bedste af de to - og det er helt op til ham selv - befinder sig på det absolut stærkeste hold, hvor han kan se frem til potentiel støtte fra andre supertalenter som Ivan Ramiro Sosa, Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart, der alle i første omgang må være under ecuadorianeren i hierarkiet.

I det tilfælde kan Carapaz blive skræmmende. Det er de færreste etapeløbsryttere, der ikke bliver bedre af at komme i stald hos Brailsford, som kan få de fleste til at blomstre op, især hvis de hører til i gruppen af dedikerede og seriøse ryttere. Det synes det ecuadorianske vidunderbarn - præcis som Bernal i øvrigt - at gøre, og dermed er der lagt op til, at han i de kommende år kan gøre gigantiske fremskridt. Med tanke på, at han vel reelt Giroen uden nogensinde at åbne helt op og for alvor vise, hvor god han var, er det en skræmmende udsigt for alle, der drømmer om at få skovlen under briterne.

Ja, Carapaz’ skifte er en stor risiko. Og ja, det indebærer formentlig, at han må udskyde Tour-drømmen i nogle år. Til gengæld kan det være et skifte, der på sigt kan bære ham rigtigt langt. Og det vil med stor sandsynlighed også føre til store triumfer i de år, han tilbringer i Brailsfords supertrup.

Matteo Trentins skifte fra Mitchelton-Scott til CCC Team

Måske var det ikke helt gennemtænkt, at CCC Team valgte deres orange trøjer. De skrigende farver gjorde det nemlig åbenbart for enhver, at Greg van Avermaet var en orange enmandshær, for hvem hjælperyttere i finalen af klassikerne var som en by i det Polen, hans hold kommer fra. Det var imidlertid en uundgåelig konsekvens af, at det tidligere BMC-holds fremtid først blev sikret sent i 2018, hvor transfermarkedet reelt var lukket.

Derfor var det også stensikkert, at 2020-sæsonen ville byde på markante forstærkninger, og det var da også det polske mandskab, der annoncerede den første større nyerhvervelse, da transfervinduet åbnede den 1. august. Mange dage var der ikke gået, inden Matteo Trentin blev præsenteret som holdets andet es til den kommende sæsons klassikere, og selvom det meste af ryttertilgangen åbenlyst har været rettet mod at opbygge den etapeløbsdivision, holdet hidtil har manglet, sikrer den tidligere europamester, at det vil være et helt andet og langt mere potent CCC-hold, vi vil se i forårets store endagsløb.

På Trentins vegne kan man være i tvivl om, hvorvidt det er en god ide at forlade et markant stærkere hold, hvor han var den åbenlyse kaptajn i de løb, han satser på, og hvor han i 2019 blomstrede op med en fantastisk sæson, der gjorde ham til en hovedaktør fra begyndelsen af februar til slutningen af oktober med en endeløs serie af topresultater. Fra CCCs perspektiv kan der imidlertid ikke være tvivl om, at de har lavet lidt af et kup ved at sikre sig en rytter, der utvivlsomt har været en af de mest eftertragtede på hele markedet, og hvis værdi kun kan være blevet forøget markant siden kontraktunderskrivelsen, da han i september som bekendt var uendelig tæt på at blive verdensmester.

Resten af klassikertruppen er desværre stadig alt for svag, men hvad holdet ikke har i bredden, har de i den grad i toppen. Duoen Van Avermaet-Trentin ligner den måske mest potente i det kommende forår, for de synes at komplementere hinanden fremragende. Nok er Van Avermaet hurtig, men han er en rytter, der først og fremmest skal bruge et hårdt løb for at vinde. Modsat er Trentin en type, der vil kunne tro sin spurt i langt de fleste situationer, og en sådan kombination af en aggressiv og hurtig, men hårdfør type har ofte åbnet muligheder for begge parter. Måske har Van Avermaet før haft det lidt svært i sin sameksistens med medkaptajner, men mon ikke han efter en lidt sløj sæson som enmandshær kan se værdien i ikke fremover at skulle være eneste appelsin i det farvestrålende klassikerfelt? Quick-Step har i hvert fald vist, at mange kokke ikke altid fordærver maden.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

At Trentin så samtidig styrker holdet markant i etapeløbene, hvor de i fraværet af en supersprinter og en klassementsrytter i år mest af alt var henvist til at satse på udbrud, gør det blot til et endnu bedre match for et mandskab, der i år klart var et af WorldTourens svageste. Jo, manager Jim Ochowicz ramte i den grad rigtigt, da han rettede sigtekornet mod papegøjen i begyndelsen af august.

Enric Mas fra Deceuninck-Quick Step til Movistar

Indrømmet. Movistar har været igennem lidt af en åreladning i de senere år, der får dem til at fremstå som en af de store tabere ikke bare i denne transferkampagne, men i de seneste mange. Izagirre-brødrene, Giovanni Visconti, Jonatan Castroviejo, Jesus Herrada og nu også holdets kaptajner Mikel Landa, Nairo Quintana og Richard Carapaz samt en profil som Andrey Amador udgør hovedparten af den åreladning, der nu igennem flere år har fundet sted og efterladt det spanske storhold som en skygge af det mandskab, der for få år siden havde en kronisk tilstedeværelse i den absolutte top af diverse holdranglister. Læg dertil, at manager Eusebio Unzue er blevet uvenner med den måske mest magtfulde rytteragent, Giuseppe Acquadro, der har mange sydeuropæiske og latinamerikanske ryttere i sin stald, og du har opskriften på noget, der kan ligne en transfertristesse, der ikke har udsigt til at slutte foreløbig.

På de mest triste dage kan Unzue dog altid finde ét lys i mørket. Efter at den gyldne generation med Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez og Alejandro Valverde med en enkelt tilsyneladende utrættelig undtagelse nu er gået på pension, har det været temmelig sløjt på den engang så uudtømmelige spanske grand tour-scene. I lang tid var Mikel Landa den eneste reelle arvtager til det gyldne firkløver, og derfor har det ikke kunnet undre, at Enric Mas kom som en gave sendt fra himlen, da han pludselig blev nr. 2 og vandt kongeetapen i sidste års Vuelta. Fremkomsten af ”Den Nye Contador” må have føltes som en utrolig lettelse i et land, der i de senere år kun er gledet den forkerte vej på diverse nationsranglister, og som ikke har vundet en grand tour, siden Contador sejrede i Giroen for nu snart fem år siden.

Naturligvis skal den bedste spanske grand tour-rytter køre for det bedste spanske hold. Sådan havde Unzue det med Landa, og nu hvor baskeren rejser til Mellemøsten, er det kun naturligt, at han har det på samme måde med Mas. Derfor har det i efterhånden ganske lang tid lignet Unzues vigtigste mission at bringe den spanske guldfugl ”hjem”, og det er ny lykkedes, endda tilsyneladende uden brug af for megen spansk smiger og leflen. Mas selv savnede nemlig angiveligt at være omgivet af landsmænd og andet spansktalende godtfolk, og derfor var hans ønske om et ægteskab lige så stort som Unzues.

Bliver det så en succes? Det er der bestemt ingen garanti for. Landa ser næppe tilbage på Movistar-årene som en ren jubelstund, og historien viser klart, at et skifte væk fra Quick-Step er noget, man skal vende en ekstra gang, inden man sætter pen til papir. Der er dog undtagelser fra den generelle regel om, at man kun bliver dårligere af at forlade Lefeveres tropper. Maximilian Schachmann er det seneste eksempel på en ung rytter, der faktisk accelererede sin udvikling ved at sige farvel til Belgien og rejse hjem. Mark Cavendish blomstrede gevaldigt op i sit første år efter skiftet væk fra Lefevere, Rigoberto Uran rejste sig pludselig fra en voldsom stagnation, da han tog turen til Cannondale, og i år viste Laurens de Plus at et skifte væk fra Belgien for nogle faktisk ligefrem kan synes som en forløsning af et talent, der ellers slet ikke kom til udfoldelse tidligere.

Det er alt for tidligt at sige, om det går på samme måde med Mas, men udelukkes kan det i hvert fald ikke. Mens Quick-Step rimer mere på klassikere end etapeløb, er Movistar nærmest synonym med grand tours, der er selve holdets DNA, og Unzue kan mere end de fleste prale af en grand tour-historik, der kan får mange til at spærre øjnene op. Den strækker sig også ind i nyere tid, hvor han har forvandlet Quintana og Carapaz fra upoleret til guld til grand tour-vindere, og selvom Quintana også gik i stå igen under Unzues vinger, kan ingen benægte, at Movistar kan et og andet, når det handler om at skabe en god grand tour-rytter.

Lægger man dertil, at Mas kunne ligne lidt af en tryghedsnarkoman, der selv har angivet ønsket om at ”vende hjem” som hovedårsagen til at sige nej til Lefevere, og som sjovt nok har opnået de fleste af sine største resultater på spansk grund, er forudsætningerne for succes i hvert fald til stede. Et dårligt 2019 er bestemt heller ikke nok til at sende Mas på talenternes kirkegård allerede nu, slet ikke efter at han sluttede sæsonen stærkt af med en suveræn sejr i årets sidste WorldTour-løb, Tour of Guangxi. Om ægteskabet bærer frugt ved vi først om nogen tid, og det er først næste efterår, at vi kan vurdere, om det blev i 2020, at Mas igen viste, hvorfor han med sin 2. plads i Vueltaen leverede en uhørt stærk første grand tour som klassementskaptajn. Ægteskabet mellem det førende spanske hold med en af feltets bedste grand tour-historiks og den nye spanske grand tour-stjerne ser som minimum ud til at have potentialet til at kunne blive langt og lykkeligt - også selvom det ikke skulle blive til guldbryllup mellem ham og Unzue, som det er blevet det for evighedsmaskinen Valverde og den spanske manager.

Davide Ballerini fra Astana til Deceuninck-Quick Step

Movistar rimer på grand tours og dermed også på Mas. Hans tidligere arbejdsgiver, Deceuninck-Quick Step, rimer derimod på klassikere, og derfor skal man altid være ekstra opmærksom, når Patrick Lefevere skriver kontrakt med en lovende klassikerrytter. Det skal man nu generelt altid være, når den belgiske købmand finder tegnebogen frem, for listen over hans fejlinvesteringer er imponerende kort.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

På den baggrund er der grund til at tro, at navnet Davide Ballerini vil være værd at holde øje med, måske ikke så meget allerede i 2020, men i hvert fald i de kommende år. Italieneren har aldrig lagt skjul på, at det var brostensklassikerne, der kunne få hans mundvand til at løbe, og derfor var det svært uheldigt, at han måtte tilbringe den første del af sin karriere hos Androni, for hvem brostensløb nærmest er som en by i Rusland. Derfor var det også først i 2019, at han langt om længe fik lov at prøve sig af sine drømmeløb, da han endelig blev en del af WorldTouren hos Astana, og man skal derfor ikke blive alt for nedslået af en resultatliste, der ser mindre prangende ud. Brostensklassikerne handler for en stor dels vedkommende om erfaring og et stærkt hold, og ingen af delene havde Ballerini, der lignede en lyseblå enmandshær hos kasakkerne.

Han nåede dog at give prøver på det talent, der i 2018 gav ham to sejre på to dage i store italienske endagsløb. Således må han stadig ligge søvnløs over, at han punkterede ud af den gruppe, som endte med at afgøre Paris-Roubaix, for var det ikke sket, er det meget muligt, at der kunne have stået et 0 eller to ekstra på den kontrakt, Lefevere præsenterede ham for. Det er da også meget tænkeligt, at det var netop den dag i Nordfrankrig, der blev sidste pind på den liste over gode argumenter, den belgiske manager skulle bruge for at hente italieneren til Belgien.

For Ballerini må det være lidt af en drøm at komme til verdens bedste brostenshold, hvor han fra de allerbedste kan lære alt, han skal bruge om de løb, han helst vil satse på. Han har da også en perfekt vejviser, der kan lære ham, hvordan man via Lefevere kan forlade Støvlelandet og blive til en verdensstjerne i den slags endagsløb. Viceverdensmesteren Matteo Trentin har nemlig med succes gjort brug af samme opskrift, og da Ballerini som ryttertype er nærmest en tro kopi af sin landsmand, kan han med nogen ret drømme om gå i Trentins fodspor.

Det betyder også, at den første del af tiden hos Lefevere kan blive brugt som hjælper. I de første år fik Trentin ikke mange chancer i klassikerne, og han var primært hjælper samt en vigtig lead-out man i holdets berømte sprintertog. Alligevel vandt han blandt andet lynhurtigt to Tour de France-etaper, og dermed blev han et eksempel på den succes, der næsten altid følger med en tur til Quick-Step, også selvom det i første omgang handler om at lære. Det vil det sikkert også gøre for Ballerini, præcis som det i første omgang gjorde for Yves Lampaert og Florian Senechal. Heldigvis er tålmod en dyd på det hold, for mens Trentin i dag må regnes som en sand stjerne, kørte Lampaert og Senechal begge i top 6 i årets Paris-Roubaix. Følger Ballerini samme karriereplan, er der al mulig grund til at tro, at han kan blive endnu et navn på Lefeveres liste over klassikerstjerner, også selvom han i 2020 måske mest skal ofre sig for holdets stjerner og køre massespurter for holdets tre supersprintere.

Andrea Vendrames skifte fra Androni Sidermec til Ag2r-La Mondiale.

Og nu vi er ved de tidligere Androni-ryttere. Manager Gianni Savio har altid haft et særligt blik for talent, men i de senere år synes han at have skærpet falkeblikket en anelse. Egan Bernal, Ivan Ramiro Sosa, Davide Ballerini, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada har alle i de senere år brugt Savios hold som affyringsrampe mod en WorldTour-karriere, og seneste skud på stammen er sammen med de to sidstnævnte Andrea Vendrame, der i 2020 vil skifte de trygge italienske rammer ud med et fransk eventyr.

Mange vil sikkert undre sig over Vendrames plads på denne list. Det er trods alt ikke ham, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed i år, og den 25-årige italiener er jo ikke just nogen Remco Evenepoel. Alligevel synes matchet med Ag2r at være næsten perfekt. Det franske mandskab har nemlig i mange år lidt under en manglende evne til at vinde cykelløb, og trods flotte præstationer fra kaptajnerne i de største løb figurerer de altid nær bunden af sejrslisterne. Det skyldes åbenlyst, at holdmanager Vincent Lavenu nærmest synes at forsage sprintere, og de få sprintersatsninger, som holdet har foretaget med navne som Rudy Barbier og Clement Venturini, har aldrig udmøntet sig i en væsentlig styrkelse af den slunkne sejrskonto.

Vendrame er da heller ikke nogen sprinter, men han har alligevel en evne, som i den grad savnes på holdet, nemlig en afslutning, der gør ham til en sand vindertype. Nok blev det i de tre år hos Androni bare til to sejre i mindre løb, men bag det pauvre tal gemmer sig en anden sandhed. I år kørte han således i top 10 hele 27 gange på bare 71 løbsdage, og det er en score, der kan gøre de fleste misundelige.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Samtidig åbenbarer det en alsidighed, der er få forundt. Vendrame er måske mest af alt puncheur, men han mestrer det meste. Han vandt en puncheurspurt i Sarthe, men også på Tro-Bro Leons grusveje. Han blev nr. 5 samlet i Slovenien Rundt, hvor han excellerede i spurter i mindre grupper og næsten klatrede med de bedste. Han blev nr. 5 i den hårde spurt i GP Kanton Aargau og var ganske tæt på at sikre sig en af sportens smukkeste trøjer med en 5. plads ved nogle knaldhårde italienske mesterskaber, hvor han kunne have spurtet om sejren i en lille gruppe, hvis ikke det havde været for Davide Formolo. Mest imponerende var det, at det formentlig kun var en defekt, der forhindrede ham i at vinde den Giro-bjergetape, som nu i stedet gik til Esteban Chaves på en dag, hvor han klatrede som en drøm. Og faktisk var han tæt på hele to gange, da han vandt feltets spurt på 7. etape, hvor udbruddet desværre endte med at køre om sejren.

Jo, Vendrame var vitterligt her, der og alle vegne i alle slags terræner i 2019 - han sluttede såmænd også sæsonen af med en 4. plads i det stjernebesatte Tre Valli Varesine vundet af Primoz Roglic - og derfor kan man godt forstå, at manager Vincent Lavenu fandt checkhæftet. Matchet synes da også at være perfekt, for Vendrame er lige præcis den type, Ag2r mangler, nemlig en rigtig afsluttertype. Det kan franskmændene ikke blot drage fordel af i den serie af franske løb, hvor han trods sit italienske pas sjovt nok har opnået langt de fleste af sine resultater, men også på den større scene i løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor de har manglet en hurtig herre på de dage, hvor de mest af alt har koncentreret sig om at passe på kaptajnerne. Vendrame bliver næppe den rytter, vi kommer til at tale mest om i 2020, men for Ag2r kan være lige præcis den rytter, der manglede i puslespillet.

Alex Aranburus skifte fra Caja Rural til Astana

Lidt af det samme kan siges om Alex Aranburu og Astana. Modsat Ag2r var kasakkerne bestemt ikke sejrshungrende i en sæson, hvor de knap kunne stille til start i et etapeløb uden at ende med den samlede sejr, men den flotte resultatliste kom egentlig mest på trods af konventionel logik. Normalt skal man nemlig have en topsprinter for at ende på en 4. plads på holdenes sejrsliste, men blandt Astanas nærmest endeløse række af 37 sejre er det kun Yevgeniy Gidichs sejr på 3. etape i CRO Race, som faktisk var årets sidste, der kom i en klassisk spurtafgørelse.

Astana har da heller ingen intentioner om at ændre DNA og pludselig gå ned af en sprintervej, hvor tidligere satsninger på folk som Andrea Guardini, Riccardo Minali og vel endda Magnus Cort ikke just har givet det store udbytte. Alligevel kunne holdet godt savne en afsluttertype, der kunne give dem et formål i mange af de løb, hvor de mest af alt bare skal fragtes sikkert fra A til B, og det er præcis det, de har fået med erhvervelsen af Alex Aranburu.

Det var i sidste års Tour of Norway, at man første gang fik en svag fornemmelse af, at Aranburu havde interessante afslutterevner også i større løb, og den evne har han siden forfinet. En sejr i Circuito de Getxo satte gang i et momentum, der desværre blev sat i stå af en skade igennem det meste af foråret, men derefter stod der Aranburu på det meste af sæsonen. En 2. plads bag Tao Geoghegan Hart i Tour of the Alps, etapesejr i Vuelta a la Comunidad de Madrid, fremragende kørsel i Hammer Limburg og stærk klatring i Route d’Occitanie var udbyttet af første halvdel, inden han i anden halvdel blev nr. 2 i Getxo, nr. 1, 2 og 5 på puncheuretaper i Burgos og siden to gange nr. 2 på udbrudsetaper i Vueltaen. Mest imponerende var det dog, at han var den eneste ”ikke-klatrer” i den lille favoritgruppe på den overraskende selektive 2. etape af Vueltaen, hvor Nairo Quintana sensationelt sejrede.

Aranburus force er først og fremmest hans hurtighed, men den omtalte Vuelta-etape viser også en imponerende holdbarhed, i hvert fald når stigningerne ikke er for lange. Det gør ham til en ryttertype, der mangler på et Astana-hold, der måske nok har halvhurtige folk som Omar Fraile, Gorka Izagirre, Luis Leon Sanchez og Alexey Lutsenko, men som sagt vandt ingen af disse en spurt i 2019. Løb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, der er skabt til klatrestærke og hurtige folk, vil være guf for Aranburu, der vil kunne give kasakkerne et andet formål end ”bare” at køre klassement. Og fortsætter han sin udviklingstakt kan han også blive et ekstra våben i de kuperede endagsløb, hvor holdet ellers ikke mangler styrke, men hvor en hurtig afslutter altid er et godt taktisk kort at kunne spille om nødvendigt.

Lægger man dertil, at Astana er et af de hold, der har haft en imponerende evne til at få ryttere til at blomstre, og den 25-årige basker gjorde gigantiske fremskridt i 2019 på et hold, der ellers har haft store vanskeligheder ved at få folk til at blomstre op i de senere år, kunne der være basis for et godt og positivt ægteskab, ikke mindst fordi atmosfæren med adskillige baskiske og spanske ryttere næppe vil føles helt fremmed for Aranburu. Dermed kunne noget tyde på, at vi fremover kan føje hans navn til en liste over succesrige spaniere i kasakhisk tjeneste - en liste, der allerede tæller navne som Sanchez, Fraile, Pello Bilbao og Izagirre-brødrene.

Aleksandr Vlasov fra Gazprom-Rusvelo til Astana

På en liste som denne skal der også være plads til en af de helt unge drenge. Da listen over det kommende års nyprofessionelle ikke er helt så spændende som i de seneste år, vil vi i stedet rette blikket mod en rytter, der teknisk set ikke kører sin første sæson som professionel, men som for første gang kan se frem til at deltage i de største løb. Og igen er det Astana-lejren, blikket rettes imod, for selvom Alexander Vinokourovs tropper på den korte bane ser svækkede ud, har de foretaget nogle meget lovende investeringer, der peger længere frem.

Blandt de mange lovende nyerhvervelser er det særligt Aleksandr Vlasov, der springer i øjnene. Efter en lovende juniorkarriere blev den bredere cykeloffentlighed for første gang for alvor opmærksom på hans talenter, da han sidste år vandt Baby-Giroen i ganske suveræn stil i en sæson, hvor han også blev nr. 2 i Toscana Terra di Ciclismo, nr. 4 i Tour de l’Avenir og nr. 3 i Sibiu Cycling Tour, hvor han var oppe mod professionelle hold. I år viste han så, at han er moden til næste skridt med en 8. plads i Ruta del Sol, en 8. plads i Coppa e Bartali, en 4. plads i Giro di Sicilia og en 10. plads i Tour of the Alps. I Vuelta a Asturias endte han som nr. 3, efter at han som sidste mand måtte slippe Landa og Carapaz på den frygtede Acebo-stigning, og i Slovenien lignede han stærkeste mand på stigningerne, hvor han sår skarpere ud end den lokale helt Tadej Pogacar. Han knuste al modstand med et soloridt ved de russiske mesterskaber, og selvom en dårlig dag på Grossglockner kostede ham den samlede sejr i Østrig Rundt, rejste han sig med sejr på Kitzbüheler Horn, hvorved han også avancerede til 5. pladsen i 2.HC-løbet.

Den slags resultater og ikke mindst stabilitet er ikke hverdagskost for en 23-årig. Vlasov har allerede vist, at han kan tage kampen op med den absolutte verdenselite, og det er endda sket på et hold, der ikke har den allerbedste historik, når det handler om at producere kommende verdensstjerner. Det har til gengæld Astana, der i år har været en sand konge af etapeløb, og særligt først på sæsonen tog de den samlede sejr snart sagt hver eneste gang, de var til start i en begivenhed over flere dage. Samtidig er den eks-sovjetiske forbindelse åbenlys, og man skulle mene, at Vlasov ville passe godt ind på et hold med base i samme del af verden, som han selv kommer fra.

Man kan naturligvis spørge, hvor meget plads han får allerede i 2020. Miguel Angel Lopez, Jakob Fuglsang, Ion Izagirre og vel efterhånden også Alexey Lutsenko er store stjerner, der er langt foran ham i det interne hierarki, og dertil kommer, at der er andre unge navne som Oscar Rodriguez, Yuriy Natarov, Vadim Pronskiy og Harold Tejada, der også alle drømmer om allerede næste år at få en chance eller to. I et år med bjergrige OL- og VM-løb bør klatrerne dog få så presset en kalender, at Vlasov nok kan få lov at vise evnerne en gang eller to som andet og mere end hjælper, og med den store stabilitet, han udviste i 2019, vil det være muligheder, han nok kan gribe.

Tager han næste skridt, ser det i hvert fald lovende ud. I år var det vel i Slovenien, at han imponerede mest med sine voldsomme forceringer på stigningerne i et løb, der dog var en anelse for let til at passe en ren klatrer som ham. Året forinden var det en anden ungersvend, nemlig Pogacar, der havde imponeret stort på de slovenske veje, og faktisk var Vlasov i år betydeligt mere overbevisende, end sloveneren var det 12 måneder tidligere. Med tanke på den WorldTour-debut, UAE-vidunderbarnet havde i 2019, er der således grund til at have stor tro på, at den Vlasov kan gå i slovenerens fodspor og blive rytteren, der i 2020 konfirmerer tendensen til, at unge ryttere nu om dage leverer resultater, så snart de har forladt kravlegården.