De 10 øjeblikke er på ingen måde objektive, og kriterierne er også helt uklare. I stedet er der tale om en helt subjektiv vurdering, der ingenlunde kan betragtes som en facitliste, og de 10 momenter er alene dem, der dukkede op i erindringen på en tur hjem fra ferie, hvor der hverken var adgang til internet eller andre moderne kommunikationsformer. Med andre ord er det ganske enkelt de 10 bedrifter, der dukkede op, når tankerne fik lov at flyde, og det er derfor helt givet, at alle vil være uenige på mindst ét punkt. Og det betyder også, at der helt sikkert vil være forglemmelser, og at listen sikkert kunne se anderledes ud, hvis den var blevet udarbejdet på et andet tidspunkt.

Det er svært at pege på objektive kriterier for de øjeblikke, der er kommet på listen. Skal man forsøge at sammenfatte dem i ét ord, må det være ”WOW”-oplevelser. Det var de løb, hvor man efterfølgende forbløffet og måbende blot måtte udråbe et ”WOW” af ren benovelse, overraskelse eller næsegrus beundring. Bedrifterne kan være at finde på listen, fordi selve resultatet var smukt, fordi det blev opnået på særlig flot maner, eller fordi det var en overraskelse, der kom enten helt ud af det blå eller i hvert fald var svært uventet.

Nationale hensyn er der ikke taget, og derfor vil mange nok savne nogle flere danske bedrifter, men det har aldrig været hensigten særskilt at hylde de hjemlige ryttere. Tværtimod er listen udarbejdet på et tidspunkt, hvor klaphatten har været gemt godt og grundigt væk, og hvor en italiensk præstation tillægges præcis lige så stor en ”WOW”-effekt som en dansk.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Nedenfor omtales de 10 mindeværdige øjeblikke i vilkårlig rækkefølge.

Julian Alaphilippes Tour-mirakel

Nu er det måske svært at beskrive tre uger som blot et enkelt øjeblik, men det føles nu alligevel som om, at den bedrift, Julian Alaphilippe leverede denne sommer, var ét langt mirakel, der bare blev ved og ved. Alle profetier om, hvor længe den fabelagtige franskmands gule eventyr ville fortsætter blev gang på gang gjort til skamme, og til slut var koret af cykeliagttagere, som troede på, at det umulige - en gigantisk choksejr - faktisk ville være muligt.

Så vildt gik det trods alt ikke. Selvom han gjorde sit bedste for at sætte den ud af kraft, var der trods alt en vis logik, som selv Alaphilippe måtte bøje sig for. Det ville trods alt også have krævet, at samtlige cykellærebøger skulle skrives om, hvis en mand, der hidtil altid havde haft markante begrænsninger på lange stigninger, og som indtil denne sommer havde lidt så kraftigt under en ringe restitution, at han i ugelange etapeløb altid var gået ned efter 3-4 dage. Der var en grund til, at Alaphilippe forud for årets Tour aldrig havde været tæt på at vinde et etapeløb på WorldTouren, og derfor ville det også have været det gale vanvid, hvis den første sejr skulle være kommet i det største løb af dem alle.

Det skal imidlertid ikke tage noget af bedriftens glans, for den bidrog til at gøre sommeren 2019 til en af de mest overraskende og vanvittige, siden Thomas Voeckler i 2011 var på kanten af at skabe et lignende mirakel. Planen var som bekendt blot at erobre førertrøjen på 3. etape efter en nøje tilrettelagt plan, der inkluderede et godt holdløb og et sublimt angreb i det puncheurterræn, Alaphilippe mestrer som ingen anden. Efter kortvarigt at have sluppet den fornemme trikot som følge af et klatresvagt hold, der slet ikke var kommet til Frankrig med det formål at gå efter den samlede sejr, bragte ukuelige Alaphilippe sig i trøjen med endnu en klassiske Alaphilippe-offensiv, og efter en enkeltstartssejr, der i lyset af rutens karakter slet ikke var så overraskende, som mange gjorde den til, leverede han det ene chok efter det andet i de høje bjerge - uanset om det var på Tourmalet, Prat d’Albis eller Galibier.

Trods lidt uventet hjælp fra vejrguderne sprang elastikken alligevel til sidst, og det havde nok også været for meget, hvis ikke den var gjort det. Det ændrer imidlertid ikke på, at Alaphilippe var hovedmanden bag en af de bedre Tour-årgange og skabte en fransk Tour-feber, hvis lige end ikke de seneste podieplaceringer til Romain Bardet, Thibaut Pinot og Jens-Christophe Peraud har kunnet skabe.

Mathieu van der Poels vanvidsridt i Amstel Gold Race

At Mathieu van der Poel skulle vinde Amstel Gold Race, var hverken overraskende eller uventet. Tværtimod havde det hollandske fænomen i ugerne forinden med sejre i Dwars door Vlaanderen og Brabantse Pijl samt et vildt comeback i et uheldsplaget Flandern Rundt indskrevet sig som de flestes forhåndsfavorit allerede inden løbet. Nej, WOW-effekten kom i dette tilfælde overhovedet ikke af vinderen, men derimod af den måde, hvorpå Van der Poel brød en alenlang hollandsk sejrstørke i det flade lands største cykelløb.

Nu har jeg ikke tjekket live-odds under løbet, men jeg vil antage, at der var en god skilling at tjene, hvis man dybt inde i finalen havde satset spareskillingerne på sejr til forhåndsfavoritten. På det tidspunkt så det nemlig ud til, at Van der Poel for længst havde udspillet sig chance med endnu et af de overilede angreb, den utålmodige hollænder har for vane at lancere, når han i de efter hans smag alt for lange landevejsløb begynder at kede ham. Således havde mange rystet på hovedet over den mildt sagt meningsløse offensiv, som han havde iværksat bare få minutter inden løbets nøglestigninger, og da Julian Alaphilippe helt efter bogen kort efter igangsatte finalen med de forventede angreb i løbets nøglefase, var det hollandske krudt tilsyneladende brændt af.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Herfra lignede det længe en duel mellem samme Alaphilippe og Jakob Fuglsang. Måske var der en chance for, at Matteo Trentin eller Michal Kwiatkowski kunne komme tilbage i spillet, men alle øvrige ryttere så ud til for længst at være ude af kampen. I hvert fald indtil Fanden tog ved Van der Poel, der uden tanke for det ganske store antal blylodder, han undervejs samlede op, og som hægtede sig på det hollandske eksprestog, der i en stor alt-eller-intet-satsning insisterede på at gøre det umulige.

Udfaldet kender vi alle. Nok spillede fejlagtige tidsinformationer til den senere slagne frontduo en rolle, men det skal intet tage fra det vanvid, Van der Poel havde gang i. Med et stærkt nødlidende halehæng af segnefærdige ryttere førte han som et æsel på omgangen på den sidste rundstrækning, indtil han kunne ane Alaphilippe og Fuglsang i horisonten. Og netop som det så ud til, at han enten var kommet lidt for sent i gang eller ville blive overspurtet af en eller flere af sine blinde medpassagerer, åbnede han en evighedsspurt, som ifølge konventionel logik aldrig ville kunne give en sejr i en gruppe med så mange spurtstærke afsluttere. Heldigvis havde Van der Poel den dag glemt at læse op på logiklærebogens mest basale kapitler, og derfor endte det, der længe lignede endnu en Alaphilippe-sejr i franskmandens jubelforår i stedet som en af de mest mindeværdige klassikersejre i mange år - og et varsel om, at de kommende års klassikere meget vel kan ende som en temmelig ensidig affære, når og hvis Van der Poel engang vælger at landevejssporten som den foretrukne blandt den nærmest endeløse liste af discipliner, han kan dominere efter forgodtbefindende.

Teenagerens legestue i Tour-stjernernes revancheopgør i San Sebastian

Når vi er ved det med at bryde al logik, må Van der Poel dog sande, at det ikke er ham, der i 2019 først og fremmest har mestret den kunst. I stedet blev den forgangne sæson året, hvor vi lærte, at logik og Remco Evenepoel vil kunne findes som par i enhver ordbog over antonymer. Det virker i hvert fald til, at det belgiske vidunderbarn, der sagtens kunne have været Alejandro Valverdes søn, har besluttet sig for at modbevise al logik hver eneste gang, han sætter sig op på en cykel.

Derfor kunne man egentlig også vælge og vrage, hvis man skulle pege på det mest imponerende Evenepoel-moment i en sæson, hvor de nærmest står i kø. Det kunne være, at han var imponerende tæt på at vinde enkeltstarten i Vuelta a San Juan, hvor han netop var trådt ud af juniorklassen. Det kunne have været, da han fik ardennerspecialisten Tim Wellens til at ligne en nybegynder på stigningerne i Hammer Series. Det kunne være, da han gav samme Wellens en gang bøllebank i Belgium Tour. Det kunne have været hans knusende overlegne enkeltstartssejr på den flade tonserrute ved EM. Eller det kunne have været hans vilde VM-sølvmedalje i den i længste enkeltstart, han nogensinde havde kørt.

Alligevel er det vel sejren i Clasica San Sebastian, der skille sig ud som det mest vanvittige løb i Evenepoels vanvidssæson. Forud for den spanske klassiker havde den belgiske ungersvend kun enkelte gange været oppe at kysse 200 km-barrieren, og han havde aldrig tidligere blot deltaget i et endagsløb på WorldTouren. Derfor var forventningerne til Evenepoel i det spanske storløb, der traditionelt altid domineres af ryttere, som kommer direkte fra Tour de France, da også beherskede - især fordi han trods en etapesejr med endnu et af sine allerede legendariske soloridt var kommet til kort i det lille Adriatica Ionica Race umiddelbart forinden.

Evenepoel har imidlertid allerede nu vist sig som en fyr, der kan levere den smukkeste bedrift ud af det blå. Og det var netop, hvad han gjorde, da han denne lørdag i august gik på endnu et af de solotogter, der altså nu er hans varemærke. Og man kan sagtens forstå, at rivalerne ikke prompte reagerede på Evenepoels i første omgang så uskyldige offensiv, for i minutterne forinden havde alverdens cykelfans været vidne til belgiernes kamp for at komme tilbage til et ellers ganske stort felt, han netop havde sluppet på en af løbets tidligere stigninger.

Evenepoel er imidlertid allerede nu kendt for sin ukuelighed, og derfor behøvede han heller ikke lang tid til at komme sige, da han igen var sad omgivet af de store og mere erfarne navne i det stjernebesatte felt. Kort efter reagerede han på et angreb fra Toms Skujins, og det, der i første omgang lignede, en relativt ligegyldig sidehistorie inden favoritternes kamp på den sidste mur, skulle vise sig at være starten på en kraftig påmindelse om, at man aldrig må give Evenepoel blot en halv lillefinger.

Det lærte de på en hårde måde i Belgium Tour og Adriatica Ionica Race, og det lærte verdensstjernerne på endnu mere brutal vis, da teenageknægten fra Belgien for første gang stillede til start i en stor klassiker. Og når han allerede sætter verdensstjernerne til vægs i første forsøg, tør man slet ikke tænke på, hvad der vil ske, når han også bliver gammel nok til at kunne købe alkohol i USA.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Tadej Pogacars grand tour-sensation

Egentlig er det lidt synd for Tadej Pogacar, at føromtalte Evenepoel er en anelse yngre. Havde det ikke været tilfældet, havde sloveneren nemlig formentlig fået betydelig mere omtale i en 2019-sæson, hvor han har leveret resultater, som slet ikke burde være mulige for en 20-årig. Formentlig skyldes den megen hype om Evenepoel først og fremmest hans hjemlands besættelse af cykelløb, der allerede har gjort ham til nationalikon, og det forhold, at han modsat Pogacar kommer direkte fra juniorklassen, men ser man alene på resultaterne, kan man sagtens argumentere for, at det er sloveneren, som har det smukkeste generalieblad.

Det er i hvert fald ikke mange 20-årige, der vinder deres første europæiske etapeløb i deres første sæson på WorldTouren, men det var, hvad Pogacar gjorde, da han tilbage i februar slog stjerner som Wout Poels og Enric Mas i Volta ao Algarve. Det er heller ikke mange, der i deres første sæson på WorldTouren vinder et etapeløb på WorldTouren, men det var, hvad Pogacar gjorde, da han sejrede i Tour of California i maj. Og på den baggrund var der da også visse forventninger om, at sloveneren ville kunne levere en sjælden set grand tour-debut, da han i august drog til Spanien for at tage hul på Vueltaen.

Alligevel var det nok de færreste, der havde forestillet sig, at det skulle gå, som det gjorde over de tre uger på de spanske landeveje. Nok havde Pogacar gennem hele sæsonen tydeligt vist, at han har en motor som få, og at han besidder en evne til at blive bedre og bedre igennem et etapeløb - præcis den evne, der kendetegner de virkelige grand tour-talenter - men der er alligevel forskel på at besidde talentet til at give stjernerne klø i allerførste forsøg på at køre tre uger i træk.

Det var imidlertid, hvad Pogacar gjorde. I sig selv hører det til sjældenhederne, at en ikke-sprinter vinder tre etaper i en grand tour, så at det skulle ske for en debutant, tenderer det utænkelige. At sejrene ovenikøbet skulle komme på tre af de absolut sværeste bjergetaper og fuldbyrdes med en samlet podieplads, er på grænsen til at kunne betegnes som et lille slovensk mirakel.

Omstændighederne gjorde blot Pogacars Vilde Vuelta endnu vildere. Sloveneren var nemlig kommet håbløst fra start med et ærgerligt styrt på holdløbet, og hans kørsel i de to første bjergfinaler på Javalambre og Alto Mas de La Costa antydede ikke, at han skulle være med i kampen om podiet. Da først feltet ramte de virkelige bjerge i Andorra, åbnede Pogacar for sin tilsyneladende uudtømmelige godtepose og kørte fra alt og alle under episke vejrforhold på løbets kongeetape. Derefter inviterede han landsmanden Primoz Roglic med til en kollektiv slovensk legestue på den brutale Los Machucos, og bedst som han alligevel så ud til at have tabt pusten og smidt podiet væk på den første af to etaper i de madrilenske bjerge, iværksatte han på løbets næstsidste bjergetape en af årets smukkeste og modigste solooffensiver, hvor han måske ikke greb ud efter Roglics suveræne sejr, men bragte resten af verdensstjernerne så meget ud af fatning, at kun en allersidste mobilisering af kræfter fra Alejandro Valverde forhindrede ham i at sikre en slovensk dobbeltsejr.

Det blev det ikke til i denne omgang, men det kan kun være et spørgsmål om tid, inden Pogacar gør Roglic selskab i hans lige nu meget ensomme enmandshær af slovenske grand tour-vindere. Når man som 20årig kan vinde tre bjergetaper i første forsøg, er der i hvert fald grund til at have forventninger om, at Pogacar i de kommende år vil gøre selv det mest umulige muligt.

Rohan Dennis’ forrygende VM-comeback

Samler man lister over sportens mest kontroversielle skikkelser, vil navnet Rohan Dennis forefindes på de fleste. Australierens fænomenale tempoevner, som i 2018 indbragte ham en af VM-historiens mest overlegne enkeltstartssejre, er nemlig kun én af grundene til, at han i de senere år har været i rampelyset mere end de fleste. Den megen opmærksomhed skyldes i lige så høj grad hans voldsomme temperament, der har givet ham et ry som en rytter, man skal tænke sig om to gange, inden man skriver kontrakt med - tempofænomen eller ej.

Det var da også af alle de forkerte årsager, at Dennis blev en af de mest omtalte ryttere i hans første sæson hos Bahrain-Merida. Igennem hele foråret var det diskussionen om, hvordan et enkelt skifte fra en BMC- til en Merida-cykel tilsyneladende havde forvandlet det engang altædende australsk monster til en solid, men ganske ordinær temporytter, som i løbet af årets første seks måneder blot vandt én enkelt enkeltstart - og faktisk slet ikke var tæt på sejr nr. 2. Under Touren kulminerede den negative omtale af hans tilsyneladende pludselige forsvinden, der længe fik sociale medier til at iværksætte en verdensomspændende eftersøgning af en mand, der faktisk var i gang med at deltage i en af klodens mest mediedækkede begivenheder. Og bedre blev det ikke, da det kom frem, at Dennis havde forladt løbet som følge af en i offentligheden stadig dårligt belyst utilfredshed med det materiel, der med ét havde forvandlet ham fra verdens bedste enkeltstartsrytter til noget ganske andet.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

På den baggrund lignede Dennis en overgang en mand i krise og en rytter, hvis tid i toppen af verdenseliten allerede kunne være ovre. Den massive mediekritik fik ham til at trække stikket fra de sociale medier og efterlod ham i en efter eget udsagn større mental krise. Alligevel formåede han at overvinde den megen modgang samt en alt andet optimal forberedelse, der var resultatet af, at hans arbejdsgiver Bahrain-Merida holdt ham helt ude af konkurrence i resten af sæsonen efter den uheldige Tour-exit, og da han stillede til start i Yorkshire for at forsvare VM-titlen fra 2018 som feltets største spørgsmålstegn, skulle han ikke bruge mange kilometer på at bevise, at klasse ikke fornægter sig. Knap havde han sat sig på cyklen, før resten af feltet var kørt agterud, og selvom sejrsmarginen ikke var helt så overbevisende som i 2018, var han stadig i en liga for sig med 1.09 ned til den ellers ret suveræne Remco Evenepoel og næsten to minutter ned til Filippo Ganna, der på tredjepladsen var lysår fra guldet.

Det krævede åbenbart blot en tilbagevenden til en BMC-cykel for Dennis at blive sig selv igen, og dermed er det alt, alt for tidligt at begrave det australske tempofænomen. Nu er spørgsmålet, hvilket hold der efter de mange kontroverser i 2019 tør binde an med at engagere den kontroversielle verdensmester, men den skræmmende VM-magtdemonstration på en alt andet end optimal baggrund viser, at Evenepoel i hvert fald ikke får det hele for sig selv lige med det første, hvis blot Dennis finder et hjemsted, hvor han kan trives og temperamentet tøjles.

En ”træt” Primoz Roglics’ magtdemonstration i Giro dell’Emilia

Med en suveræn 1. plads på den individuelle verdensrangsliste er Primoz Roglic på sin vis selvskrevet på denne liste - og så alligevel ikke. Vi er nemlig efterhånden blevet så vant til, at sloveneren vinder, hvor end han kører, at det nærmest har karakter af rutine at notere sig endnu en sejr til den tidligere skihopper, uagtet at det altid er endnu en afspejling af den tårnhøje klasse, sæsonens bedste rytter besidder. Faktisk var det i perioder snarere hans sjældne nederlag end hans sejre, der kunne fremkalde en vis ”WOW”-effekt, for indtil det ”blot” blev til en 3. plads i Giroen i begyndelsen af juni, havde han vundet alle de cykelløb, han havde kørt, og udover den italienske grand tour var det i år kun de slovenske mesterskaber, som han mest kørte ”for sjov”, de to VM-løb samt årets to sidste løb, Il Lombardia og Chrono des Nations - et løb, han mest af alt kørte for den betragtelige hyre, der fulgte med - ikke vandt.

På den baggrund har Roglic nået et niveau, hvor han måles med en anden målestok, end de fleste andre, og han skal formentlig bare indstille sig på, at han skal levere noget ganske særligt, hvis han fremover skal kunne påkalde sig en plads på lister som disse. Blandt årets mange sejre er der dog alligevel en enkelt, der havde det element af overraskelse og afsløring af nye sider af talentet, som berettiger til omtalen her. Og sjovt nok er det en af de to blandt de i alt 13 sejre, der ikke kom i et WorldTour-løb.

Da Roglic i oktober stillede til start i Giro dell’Emilia, var forventningerne nemlig for en gangs skyld begrænsede. Efter Vuelta-sejren havde den slovenske supermand nemlig kørt en uhørt ringe enkeltstart ved VM, og da han i linjeløbet gik med i det tidlige udbrud i stedet for at køre finale, lignede han en mand, der efter en vild sæson var træt og mest af alt havde brug for ferie. Alene hans deltagelse i den italienske efterårssæson var derfor en overraskelse. Og endnu mere vanvittig var den kørsel, han lagde for dagen.

Roglic skulle nemlig ikke bruge mange kilometer til at bevise, at al snak om træthed var et fatamorgana. Knap havde feltet ramt den stejle San Luca-stigning i udkanten af Bologna, hvor han få måneder forinden havde knust al modstand på den indledende Giro-enkeltstart, før resten af feltet var reduceret til statister. Hverken Alejandro Valverde, Egan Bernal, Jakob Fuglsang eller den senere Il Lombardia-vinder, Bauke Mollema, kunne yde blot nævneværdig modstand, og da den uhyre formstærke Michael Woods som sidste mand måtte strække våben, stod det klart, at Roglic nok engang var på en anden planet.

Resultatet blev karrierens første endagssejr, der lagde endnu et lag til det alsidige potentiale hos en mand, der i år har vundet bjergetaper, enkeltstarter, spurter, en grand tour, ugelange etapeløb og til slut altså også to af de ældste italienske klassikere, Giro dell’Emilia og Tre Valli Varesine - alt sammen i en alenlang periode fra slutningen af februar til begyndelsen af oktober. Sidstnævnte sejr kom bare tre dage efter triumfen i Emilia og gjorde Roglic til så gigantisk stor favorit til Il Lombardia, at årets sidste monument endte som ”Alles Kamp mod Roglic”. Den kamp blev trods alt for svær i et løb, der udviklede sig meget taktisk, men det ændrer ikke på, at unikummet Roglic mod slutningen af sæsonen dokumenterede, hvad der egentlig længe har været ganske åbenlyst, nemlig at han sagtens kunne være en af verdens bedste klassikerryttere, hvis blot det var den retning, han havde lyst til at dreje sin uhyre lovende karriere i - en karriere, der trods en fantastisk 2019-sæson endnu ikke synes at være kommet i nærheden af at kunne blot ane sin grænse.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne.

Mads’ Magiske Mirakel

Det har krævet en del overvejelser at beslutte sig for, om Mads Pedersens magiske VM-sejr fortjener en plads på denne liste. Spørgsmålet er nemlig, om den i vores hjemlige offentlighed først og fremmest har fået opmærksomhed, fordi Pedersen nu engang er dansk, eller om bedriften vitterligt var så speciel, at det også vil være et definerende moment for sæsonen for iagttagere uden for landets grænser. Og det har ikke været helt let at frigøre sig fra alle nationale hensyn og forsøge at betragte sejren gennem helt objektive briller.

Alligevel fortjener den at komme med. Det skyldes ikke så meget bedriften i sig selv, for der er andre VM-sejre, der sagtens kan måle sig med Pedersens. For mange var det helt sikkert smukkere, at Alejandro Valverde efter mere end 15 års konstant kredsen om det forløsende VM-guld i 2018 endelig fik fingre i regnbuetrøjen. For andre var Peter Sagans magtdemonstration på brostensbakken i Richmod en endnu større demonstration af klasse. Nogle vil sikkert fremhæve, hvordan Philippe Gilbert efter et års konstant lidelseshistorie i et flygtigt moment genfandt 2011-klassen og suverænt sejrede en kilometer fra toppen af Cauberg i 2012. Og andre vil sikkert kunne se det smukke i, at Mark Cavendish i København levede op til sin status som gigantfavorit og færdiggjorde en fornem kollektiv britisk indsats.

Pedersens sejr havde imidlertid noget andet, nemlig elementet af overraskelse. Ingen - heller ikke folkene i den danske lejr - havde regnet med, at det skulle være den indtil den septemberdag temmelig usynlige Trek-rytter, der skulle løbe med sportens smukkeste trøje. Faktisk skulle han med sit angreb alene forsøge at agere forpost for Michael Valgren og Jakob Fuglsang, der var udset til at skulle levere den overraskelse, som en dansk sejr under alle omstændigheder ville have været i et felt, hvor der var betydeligt mere udprægede vindertyper end kaptajnerne på det danske hold.

Det vidunderlige ved cykelløb er heldigvis, at det ikke altid går, som præsten prædiker. Og denne søndag i Yorkshire talte omtalte præst for helt døve ører, når han forsøgte at forklare Pedersen, hvordan VM-løbet ifølge drejebogen ”burde” forløbe. På sine store dage - og de skal helst indebære kulde og dårligt vejr - kan den danske maskine nemlig noget, som kun de færreste kan gøre ham kunsten efter. Når alle andre synes, at livet er træls, tilværelsen lidt for kold og våd og karrieren som professionel cykelrytter måske ikke alligevel besværet værd, kan Danske Mads finde nogle hidtil gemte ressourcer frem og igangsætte den ustoppelige Duracell-kanin, han har vist sig at være.

Det var det, han gjorde, da han i sidste års Flandern Rundt beredte en offensiv fra John Degenkolb og Jasper Stuyven, men aldrig blev hentet igen af andre end Niki Terpstra. Og det var det, han gjorde igen denne drivvåde søndag i England, da han efter et tidligt angreb holdt ud, mens nogle kom op og andre faldt fra, indtil han til slut overspurtede gigantfavoritten Matteo Trentin på et tidspunkt, hvor der formentlig allerede var meldt udsolgt af champagne i hele Italien.

Andenpladsen i Flandern Rundt havde egentlig vist, at Pedersen har potentialet til det umulige på dage som disse. Mange havde bare glemt det, fordi resten af 2019-sæsonen mildt sagt var noget være møg for danskeren, der aldrig fandt benene i foråret, sommeren eller første del af efteråret. Men hvad gør det, når de er der på den dag, det gælder allermest? Det var de for Oscar Freire, da han i 1999 leverede det seneste eksempel på en VM-sensation i samme klasse. Og præcis 20 år senere var det Danske Mads, der gjorde spanieren kunsten efter ved at sikre sig en sejr, man skulle have været mere end profetisk for at have forudset.

Dylan Groenewegens sprintlektion i Driedaagse van de Panne

Sprinterne udgør naturligvis den ryttergruppe, der vinder flest cykelløb. Alligevel har de pr. definition sværere ved at komme på en liste som denne end mange andre. Sprinterløb betragtes nemlig af mange som sportens kedeligste - en påstand, det indtil de sidste kilometer er svært at argumentere imod - og det gør det svært for de hurtige folk at bjergtage en hel cykelverden på samme måde, som feltets letteste klatrere.

Heller ikke i 2019 har det ellers skortet på flotte spurtsejre. Særligt Sam Bennett har leveret dem til overflod i en sæson, hvor han vandt i næsten alle de cykelløb, han deltog i, Caleb Ewan fik en Tour-debut, alle vil misunde ham, Pascal Ackermann etablerede sig som en sand sprinterstjerne med en fantastisk første grand tour i Italien, og Fabio Jakobsen gjorde det samme med et imponerende udbytte i sin grand tour-debut i en meget sprinterfjendtlig udgave af Vueltaen.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Alligevel er det manden, der af mange i de seneste år har været regnet som feltets hurtigste, Dylan Groenewegen, som leverede den måske mindeværdige spurt af dem alle. I et år, hvor hans position som feltets sprinterkonge ellers i den grad er kommet under pres fra særligt Bennett, Jakobsen og Ackermann, gav han nemlig flere gange i løbet af foråret klare beviser på, at den hollandske kanonkugle ikke har tænkt sig at abdicere uden kamp.

Allertydeligst blev det i Driedaagse van de Panne, der nu er blevet til et endagsløb for sprintere og i år for første gang var en del af WorldTouren. Den status havde haft en effekt på feltet, der talte flere af de førende sprintere. Ackermann, Giacomo Nizzolo, Marcel Kittel, Kristoffer Halvorsen, Max Walscheid, Nacer Bouhanni, Matteo Moschetti samt ikke mindst Elia Viviani og Fernando Gaviria var til start i et løb, der kunne præsentere både erfarne og etablerede topsprintere og nogle af tidens mest lovende navne.

Særligt Gaviria og Viviani tænker utvivlsomt tilbage på onsdag d. 27. marts som en forfærdelig og måske endda halvpinlig dag. Efter den hektiske spurt i den lille belgiske kystby var det i hvert fald svært at forstå, at det var Viviani, der få måneder forinden havde endt 2018-sæsonen som den suverænt mest vindende, og at det var Gaviria, der den foregående sommer havde spurtet sig til to etapesejre og en gul førertrøje. Begge fik de nemlig en lektion af Groenewegen, der fulgte sin magtdemonstration i Paris-Nice op med en intet mindre end suveræn spurt, der kortvarigt fik de to sprintere, der indtil sæsonstarten havde stået for hovedparten af Quick-Steps mange sejre, til at ligne nybegyndere, som først nu var ved at lære sprinterkunsten af den erfarne mester.

Og en mester er Groenewegen stadig. Det kan godt være, at hans Tour blev en skuffelse. Det kan godt være, at han så temmelig pauver ud, da Bennett gav ham klø den ene dag efter den anden i BinckBank Tour, men når han er på toppen, er han stadig noget ganske særligt. Det mindede han nok engang Viviani om, da han atter knuste italieneren i sit sidste løb, Tacx Pro Classic, i oktober. Og det var det, Gaviria og Viviani, blev mindet om på den hårdest tænkelige måde, da Groenewegen i marts blot skulle træde i pedalerne 2-3 gange, inden han blæste væk fra de to sprinterstjerner med en overlegenhed, der fik sejren i WorldTour-løbet til at ligne en af de letteste i en sæson, der ellers ikke har manglet imponerende spurtsejre.

Egan Bernals og Moder Jords magtdemonstration på Tour-feltets vej mod Tignes

Ligesom Pedersens VM-sejr har også Egan Bernals Tour-triumf været svær at kategorisere. Denne gang er det ikke nationaliteten, der bidrager til vanskelighederne, men i stedet det forhold, at sejren ikke kom bag på ret mange. De fleste iagttagere havde allerede inden løbet udpeget det colombianske vidunderbarn som manden, der skulle slås, hvis det skulle blive til sejr i verdens største cykelløb, og derfor var der heller ikke mange, der blev overraskede, da den colombianske nationalmelodi for første gang gjaldede ud over Champs-Elysees en juliaften denne sommer.

Når man tænker tilbage på 2019-sæsonen, vil det alligevel for mange være Tour de France, der først dukker frem i tankemylderet. Og det skyldes ikke blot, at der er tale om verdens største cykelløb, eller at Julian Alaphilippe leverede det mirakel, der allerede er omtalt ovenfor. Ej heller skyldes det, at Bernal leverede en ekstraordinær sejr, der enten skyldtes et eminent comeback eller en knusende overlegenhed. Nej, faktisk var colombianeren halvskuffende gennem løbets to første uger, og da løbet forlød Pyrenæerne, havde han måske nok endelig fået lidt gang i benene, men efter en regulær magtdemonstration på Prat d’Albis var det snarere den senere så uheldige Thibaut Pinot, der lignede løbets stærkeste rytter.

Når Bernals sejr alligevel vil blive husket, skyldes det i høj grad udefrakommende hjælp. Dels bidrog Alaphilippes endeløse serie af overraskelser til at gøre sommeren uforglemmelig, og dels spillede Moder Jord i Alperne så voldsomt med musklerne, at de ydre omstændigheder blev så dramatiske, at de i sig selv vil være svære at glemme. Det vil forhåbentlig - klimaforandringer eller ej - fortsat høre til sjældenhederne, at selv magtfulde ASO ganske enkelt må afblæse en etape midt i finalen, ganske enkelt fordi selv Christian Prudhomme og hans ellers svulmende pengetank er blevet mødt af en magt, han ikke kan tæmme.

Mens der ikke længere er den store uenighed om, at det var den korrekte beslutning at afblæse en etape, hvor et kraftigt jordskred gjorde det umuligt at fortsætte hele vejen til målet i Tignes, er der stadig megen diskussion om, hvorvidt beslutningen var den rette. Skulle etapen have været neutraliseret helt? Skulle man have taget tiden et andet sted på ruten? Havde kommunikationskanalerne været klare nok? Og samtidig har det åbnet for en evig diskussion om kontrafaktisk historieskrivning, for ingen ved, hvad der ville være sket, hvis etapen var blevet afviklet, som først planlagt. Var Bernal blevet hentet? Var Alaphilippe kommet tilbage? Eller havde Bernal flot sat en endnu federe streg under den overlegenhed, han allerede havde dokumenteret, da han med sin klassiske siddende og visuelt så ”langsomme” stil havde efterladt alt og alle gispende efter vejret i Alpernes iltfattige luft på toppen af mægtige Col d’Iseran.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Det får vi aldrig svaret på. Til gengæld er det svært at diskutere, at Bernal var den fortjente vinder af Touren - i hvert fald nu, hvor Pinot ulykkeligvis blev taget ud af ligningen. Da først colombianeren havde lagt sin haltende start på La Planche des Belles Filles og Col du Tourmalet bag sig, var han nemlig i særklasse, da feltet ramte hans virkelige terræn i Alpernes høje luftlag. Først var det på Galibier og siden på Iseran, at han satte resten af rivalerne til vægs, og hvis han stadig havde haft brug for at vinde tid, kunne han formentlig have gjort det igen på den afsluttende alenlange klatretur op til Val Thorens. Samtidig blev det gjort med et mod, der ansporede ham til at angribe fra distancen på de to første af de tre alpeetaper, vel vidende at det indebar en risiko for, at det hele kunne falde på gulvet.

Særligt sidstnævnte er lovende. Mange sætter deres lid til, at Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og måske endda hans egen holdkammerat, Ivan Ramiro Sosa, i de kommende år kan forhindre Bernal i at blive en sand Tour-konge, der vil kunne vinde verdens største cykelløb med samme selvfølgelighed, som Lance Armstrong gjorde det i de år, der hørte til blandt løbets mest forudsigelige. Skulle han udvikle sig til en sådan altædende magtfaktor, der nærmest fra start kvæler al spænding, kan vi i det mindste glæde sig over, at han er en uhyre spektakulær og på alle måder dybt imponerende cykelrytter, der både besidder mod, alsidighed og tårnhøj klasse. Det var det, han for første gang for alvor åbenbarede for Tour-publikummet denne fredag på Col d’Iseran, og han vil formentlig gøre det igen talrige gange i de kommende år, så de kontroversielle omstændigheder omkring den første Tour-sejr, der blev opnået i en uhørt ung alder, lynhurtigt vil gå i lidt i glemmebogen som et lille kuriosum i en lang og flot karriere.

Alberto Bettiols gigantsensation på enkeltstarten i Tirreno-Adriatico
Vi slutter i den mere kuriøse ende. Der er nemlig formentlig ikke mange andre end mig eller andre meget dedikerede cykelnørder, der overhovedet kan huske, at Alberto Bettiol blev nr. 2 på den afsluttende enkeltstart i Tirreno-Adriatico. Skal man pege på én enkeltstående begivenhed, der fik mig til at tabe næse, mund og alt andet, der kan rasle af ansigtet, var det imidlertid udfaldet af den klassiske, godt 10 km lange tidskørsel på de flade veje i kystbyen San Benedetto del Tronto.

Lige netop den enkeltstart er imidlertid noget ganske særligt. Siden dens debut i 2011 har den udviklet sig til et slags uofficielt verdensmesterskab i den helt særlige disciplin at køre en kort, teknisk ukompliceret og helt flad tonserenkeltstart, og det gør den oftest til et mål for sportens største specialister. Det er da også disse, der findes på en vinderliste, som tæller Fabian Cancellara (fire gange), Rohan Dennis (to gange), Tony Martin, Adriano Malori og efter i år også Victor Campenaerts. Selv superspecialisten Bradley Wiggins vandt den trods flere forsøg aldrig, og selv i sin storhedstid lykkedes det altså blot for Martin at vinde en enkelt gang.

I år var de der da også næsten alle. Vinderen fra 2017 og 2018, Dennis, førte an i et felt, der talte hele VM-podiet bestående af ham, Tom Dumoulin og Campenaerts. Martin var naturligvis også med igen, Jos van Emden, der to gange var blevet nr. 2, var også til start, og det samme var det schweiziske tempomonster Stefan Küng. Den senere VM-bronzevinder, Filippo Ganna, kom med en frisk og meget overlegen prologsejr i Provence i bagagen, og den på det tidspunkt ustoppelige Primoz Roglic kørte for at tage den samlede sejr for næsen af den førende Adam Yates. Lægger man dertil navne som Jonathan Castroviejo, Michael Hepburn, Luke Durbridge, Yves Lampaert samt den danske trio bestående af Søren Kragh, Kasper Asgreen og Mads Pedersen, var det vel i virkeligheden kun Geraint Thomas, Patrick Bevin og Michal Kwiatkowski (samt Remco Evenepoel, der dengang stadig ikke havde vist sig frem på en enkeltstart på dette niveau), man for alvor kunne savne til en enkeltstart af denne type.

Derfor var det også helt åbent, hvem der ville vinde. Det eneste, der vel var helt sikkert, var, at det ikke ville blive Bettiol. Forud for etapen var italienerens bedste resultat på en større enkeltstart nemlig 20. pladsen på prologen i Driedaags van West-Vlaanderen helt tilbage i 2016, og der var intet - med streg under intet - der indikerede, at det skulle forbedres denne tirsdag i Italien.

Da røgen havde lagt sig efter giganternes opgør, havde sensationen imidlertid været skræmmende tæt på at indtræffe. Ganske vist gik sejren til en af favoritterne, Campenaerts, men på 2. pladsen fandt man Bettiol, der blev slået med bare 3 sekunder. Helt ud af det blå kom et ridt, der var 1 sekund hurtigere end Van Emdens, og henholdsvis 4, 5, 6 og 10 sekunder hurtigere end Lampaerts, Dumoulins, Dennis’ og Roglics. Det var som at lade en sæbekassebil deltage i et Formel 1-løb - og derefter se den hjemmelavede øse blive slået blot af en enkelt Ferrari.

Præstationen satte imidlertid tonen til det, der ventede. Det var nemlig et af de første vidnesbyrd om den gigantiske fremgang, EF-mandskabet leverede gennem næsten alle årets enkeltstarter, og som Bettiol også bidrog yderligere til, selvom han aldrig helt nåede samme flyvende højder som i Italien. Og det indvarslede det niveauspring, samme Bettiol havde gjort i al almindelighed, og som kulminerede med den senere sejr i Flandern Rundt. Den var måske nok hans i særklasse største resultat, men den kom efter en serie gode præstationer trods alt ikke ud af det blå. Det gjorde derimod mirakelridtet i San Benedetto del Tronto tirsdag d. 19. marts.