Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Adam Yates (fra INEOS Grenadiers til UAE-Team Emirates)

Jeg skal med det samme indrømme, at jeg har det ganske ambivalent med at placere Adam Yates på denne liste. Den lille brite havde det nemlig som blommen i et æg på et Ineos-hold, hvor han i de to seneste sæsoner har fået nærmest lov til at køre som kaptajn i alle de løb, han ønskede - i år var han endda udset som Tour-kaptajn, da Egan Bernal blev ukampdygtig - og han havde fået langt mere personligt spillerum, end det så ud til, dengang man også måtte stille lidt spørgsmål ved hans skifte fra GreenEDGE-mandskabet til hans hjemlands stjernebesatte supermandskab. Med Richard Carapaz’ skifte til EF og den fortsatte usikkerhed om Bernals fremtidige formåen lå det ikke i kortene, at han ville falde væsentligt i hierarkiet i 2023-sæsonen hos sin nuværende arbejdsgiver.

Det er i hvert fald svært at se, at han vil få samme spillerum hos UAE-mandskabet. Ingen stiller spørgsmål ved Tadej Pogacars rolle som holdets hersker, og det er også svært at tro, at Joao Almeida vil blive fravristet rollen som nr. 2 i det interne hierarki. Truslen mod portugiseren kommer i hvert fald snarere fra kometen Juan Ayuso, hvis udvikling formentlig vil fortsætte med stormskridt i den kommende sæson, og derudover har holdet heller ikke lagt skjul på, at de har store forventninger til Brandon McNulty. Allerede nu synes alt da også at indikere, at kaptajnrollerne i grand tours allerede er fastlagt med Almeida som chef i Giroen, Pogacar i Touren og Ayuso i en Vuelta, hvor det også synes sandsynligt, at Pogacar endelig gør alvor af sine planer om at komme til start.

Yates ser således ud til at være ganske meget til overs i UAEs grand tour-kaptajnkabale, og det bliver kun endnu mere indlysende, når hans to sæsoner på Ineos kun bekræftede, at han har sine klare begrænsninger i de lange etapeløb, hvor hans holdbarhed ikke rækker til det helt store resultat. Hvis denne liste således alene handlede om at udpege ryttere, der havde udsigt til et væld af personlige muligheder, havde Yates slet ikke været inde i overvejelserne.

En plads på listen får man imidlertid, hvis der er tale om en gevinst for bare én af parterne, og det er svært ikke at se erhvervelsen af Yates som et kup for UAE-mandskabet. Ganske vist fik coronabølgen UAE-mandskabet til at se meget svagere ud, end det reelt var, men der er ingen tvivl om, at Pogacar får sit hyr med at matche det skræmmende Jumbo-mandskab i den kommende Tour, særligt hvis de stiller med Primoz Roglic som supplement til Jonas Vingegaard. Nok har UAE en ganske pæn trup, men tager man både Almeida og Ayuso ud af ligningen, er det ret klart, at det er hollænderne, der står stærkest - og 2022-sæsonen viste jo, hvor stor en rolle et kollektiv kan spille i at knække UAEs slovenske fænomen.

Derfor er det ikke mærkeligt, at UAE igen har grebet dybt i de lommer, der vel efterhånden synes nærmest bundløse, og at bruge lidt af oliemillionerne på Yates synes ikke at være noget dumt valg. Det kan godt være, at det kniber lidt med holdbarheden, men man kan overtale ham til en rolle som lukshjælper for Pogacar i Touren, er han en gylden forstærkning. Vi husker således alle, hvor fremragende en støtte han var i den tredje uge af den Vuelta, hans bror Simon vandt, også selvom han havde startet løbet langt fra sit højeste niveau. Som hjælper kan han få lov at tage sig sine fridage, og det øger sandsynligheden for, at han trods den skrantende holdbarhed kan ramme sit tårnhøje topniveau på de dage, hvor han virkelig skal være klar.

Kan UAE så overtale ham til at sætte sine egne grand tour-ambitioner til side? Det ved vi faktisk ikke. Siden skiftet blev annonceret, har både Yates selv og holdets ledelse været yderst tilknappede, og der er intet sluppet ud om, hvilken rolle de tiltænker deres britiske nyerhvervelse. Med Almeidas og Ayusos klart definerede ambitioner i hhv. Giroen og Vueltaen og Pogacars indlysende kaptajnrolle i Touren er det imidlertid meget svært at se, hvordan de kan have lovet ham at spille meget andet end en rolle som luksushjælper i de lange etapeløb. Måske kan der endda blive plads til, at han kan blive holdt inde i klassementet også, særligt hvis UAE er oppe mod Roglic-Vingegaard-duoen og gerne selv vil have et andet kort at spille også.

Hvis det er lykkedes at overtale Yates til den model, er det faktisk svært at være voldsomt kritisk over for skiftet. Det har nemlig været en skam at se den lille brite satse så målrettet på grand tours, når nu han igennem flere år har været en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Særligt i 2019-sæsonen var han skræmmende god i snart sagt alle forårets store etapeløb, og også i de seneste år har han nået et tårnhøjt niveau i Catalonien og UAE Tour. Når han rammer det niveau, der i 2019 satte selv den dengang helt uovervindelige Roglic til vægs på en mur i Tirreno-Adriatico, der i 2021 førte til en sand magtdemonstration på kongeetapen i Catalonien, og som i de seneste mange udgaver af UAE Tour har presset Pogacar til det absolut yderste og i 2020 endda var nok til nærmest at ydmyge hans kommende kaptajn, er han ganske uhyggelig og en stor gevinst for ethvert hold.

Man må derfor antage, at Yates skal have sin frihed til at jagte resultater i den slags løb i 2023, også selvom der er så mange potentielle kaptajner, at der bliver rift om pladserne. Det gør imidlertid ikke så meget, at de i den slags løb har flere kort at spille. Holdet har ikke lagt skjul på, at de meget intenst jagter drømmer om at ende sæsonen som nr. 1 på verdensranglisten, og i det spil kan man ikke få for mange ryttere til at score point i nogle begivenheder, der er ret pointrige. Her kan flere mand i top 10 booste kontoen ganske betragteligt - og de kan jo meget passende starte i hjemmebaneløbet UAE Tour, hvor top 2 i 2020 hed Pogacar-Yates, podiet i 2021 hed Pogacar-Yates-Almeida, og Pogacar, Yates og Almeida alle endte i top 4 i 2022. At Yates samtidig har vist et potentiale i de kuperede endagsløb gør blot værdien endnu større, selvom han i den slags løb blot bliver et af uhyggeligt mange meget stærke kort på et hold, der utvivlsomt må regnes som verdens bredeste og stærkeste i de begivenheder.

Alt sammen kræver det dog, at Yates stadig er så god, som han var engang. Det kan vi ikke helt vide efter en 2022-sæson, hvor han mest af alt var meget skuffende. Efter eget udsagn var han imidlertid ramt af sygdom i tide og utide, og hvis det vitterligt var forklaringen på de mange nedture, er der grund til at tro på, at han stadig kan nå samme flyvende højder som tidligere, selvom han begynder at have en alder, hvor man i moderne cykelsport ofte begynder at vise forfald. Den Yates, vi så i Tyskland og ikke mindst Canada i august og september, lignede i hvert fald igen den rytter, vi kender, og det giver håb om, at UAE ikke har kørt katten i sækken i form af en rytter, der allerede har toppet.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Hvis Yates gerne ville fortsætte med at jagte en drøm om at ende på et grand tour-podium, som næppe nogensinde havde været realistisk, skulle han være blevet hos Ineos eller være vendt ”hjem” til BikeExchange, som det længe var rygtet. Den ambition bliver i hvert fald meget svær at forfølge hos hans nye arbejdsgiver, der entydigt er den helt store vinder i forbindelse med denne transfer. Hvis til gengæld Yates langt om længe har erkendt, at det er i de ugelange løb og de kuperede endagsløb, at han har sin force, er det måske heller ikke noget dumt skifte for hovedpersonen selv. Gevinsten for UAE er ret åbenlys. Det kommende år vil vise, om skiftet også vil være en gevinst for Yates selv.

BEMÆRK: Dette var 10. og sidste artikel i rækken. Du finder de foregående ni her.