Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

I en artikelserie bringer vi de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden og tredje artikel med de 10 bedste transfers forud for 2021-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Gianni Moscon (fra Ineos Grenadiers til Astana)

Var Gianni Moscon skiftet fra Ineos til Astana fra nogle år siden, ville det formentlig have været et skifte, der havde tiltrukket sig betydeligt flere overskrifter, end det var tilfældet, da det i sidste måned officielt blev afsløret, at den kontroversielle italiener i den kommende sæson for første gang skal køre som professionel i en anden trøje end den, der kommer fra det britiske storhold. Vi skal nemlig ikke mange år tilbage for at finde en tid, hvor Moscon regnedes som sportens måske mest lovende klassikertalent og måske endda en mand, der kunne komme tæt på den næsten umulige mission at vinde sportens fem monumenter. Det er i hvert fald ikke mange, der efter blot to sæsoner som professionel kan prale med en 3. plads i Il Lombardia og en 5. plads i Paris-Roubaix - de to mest forskellige af de fem store endagsløb - og samtidig have været ganske tæt på at skulle spurte om en VM-titel i Bergen mod Julian Alapahilippe, efterat netop de to var kørt fra alt og alle på løbets sidste stigning.

I det lys kan det derfor heller ikke undre, at Ineos viste sig yderst fleksible med deres eget moralske kodeks, da det kom frem, at Moscon med sin adfærd var lige så kontroversiel, som han var en god cykelrytter. Det så i hvert fald ud til, at briterne strakte sig ganske langt for at undgå at fyre deres guldklump, selvom han i en periode syntes knap at kunne komme ud af den ene skandale, inden han var blevet involveret i den næste. Alligevel undgik han i hele periode at blive smidt på porten, og den store accept af både voldelig adfærd og racistiske kommentarer har næppe gavnet det britiske storhold image. Men når det gælder sportslige resultater, strækker man sig jo gerne langt.

Problemet var bare, at det pludselig blev lidt småt med de sportslige resultater. Efter et mildest talt sublimt efterår i 2018, hvor man flere gange faldt ned af stolen over de klatrepræstationer, den ellers ganske store italienske landmandssøn leverede, blev der pludselig usædvanligt stille om italieneren. Ser man bort fra, at han var tæt på at hjælpe Matteo Trentin til en VM-titel for to år siden, var der i 2019 og 2020 bemærkelsesværdigt stille om Moscon - i hvert fald når han ikke kastede med cykler efter Jens Debusschere i Kuurne-Bruxelles-Kuurne - og derfor kan det heller ikke undre, at Ineos pludselig ikke syntes at være helt så faste i kødet i deres bestræbelser på at fastholde deres tidligere guldklump.

I det lys er der sikkert mange i det britiske holds ledelse, der mest af alt betragter det som et løst problem, at Moscon fremover vil give negativ omtale af Astana og ikke Ineos, hvis han igen skulle blive involveret i en eller anden uheldig kontrovers. Alligevel må der nage en vis frygt i det britiske sind for, om de alligevel begik en fejl ved at sende italieneren videre til Kasakhstan.

Meget tyder nemlig på, at Moscon har lagt sine to svage sæsoner bag sig. I 2021 lignede han i hvert fald igen det vidunderbarn, han var i karrierens tre første sæsoner. Nok viste et svagt efterår, at han stadig er svær at regne med, når man ser på det tårnhøje niveau, han havde selv i de høje bjerge under Giroen, hvor han var helt afgørende for vinderen Egan Bernal, og husker på, at han for bare en måneds tid siden måske blot var en punktering og et styrt fra at vinde den mest episke udgave af Paris-Roubaix i ganske mange år, står det klart, at vi formentlig ikke har set det sidste til Moscon endnu.

Det håber Astana i hvert fald ikke. Kasakkerne befinder sig i en temmelig synlig krise, efter at bruddet med PremierTech har ført til en åreladning af mange af holdets profiler, og til den kommende sæson ser holdet ud til at være stærkt afhængige af ganske få profiler, først og fremmest den hjemvendte Miguel Angel Lopez. I det lys stilles der store krav til de få topnavne, der i den kommende sæson vil være at finde i den lyseblå trøje, og det gælder således i særdeleshed for Moscon, der er hentet til holdet som den store klassikerkaptajn.

Om det projekt vil lykkes, er svært at sige. Dertil har vi set alt for mange dårlige perioder fra italieneren i de seneste sæsoner, og der er derfor en overhængende risiko for, at Alexandre Vinokourov skal bruge mere tid på at rage kastanjerne ud af ilden efter endnu en uheldig Moscon-episode end på at fejre den italienske traktors triumfer. Til gengæld er det også et projekt, der kan blive en gigantisk succes og sørge for, at Astana ikke falder helt hen i den anonyme glemsel, som de alt for ofte gjorde i en ikke specielt god 2021-sæson. Alt sammen vil det ske til en pris, der formentlig er en brøkdel af, hvad den ville have været, hvis kontrakten var blevet underskrevet, dengang Moscon stadig lignede en kommende klassikergigant. Hvis bare luften denne gang bliver i alle slanger, når der til april atter køres Paris-Roubaix, ligger der måske endda en monumentsejr og venter, og når man ser på den temmelig profilfattige Astana-trup vil et sådant resultat være en gigantisk succes for Vinokourovs tropper.