Vuelta a España 2018 byder traditionen tro på masser af bjerge, særligt i løbets sidste halvdel, hvor seks af løbets otte bjergafslutninger er placeret.
Annonce
Ruten til årets Vuelta a España er i dag blevet offentliggjort, og som altid er der masser af bjerge fra start til slut. Efter en kort enkeltstart på første etape i Malaga, så slutter anden etape på en skarp kategori 3-stigning på Caminito del Rey.
Dagen efter er den første kategori 1-er på menuen, mens den første afslutning på en kategori 1-stigning er den følgende dag. Derefter ser det nogenlunde overkommeligt ud indtil niende etape, hvor målet er placeret på toppen af et bjerg i Special-kategorien.
Ekstremt bjergrig anden halvdel
Efter et par sprinter/udbryder-etaper begynder løbets uhyrligt bjergrige anden halvdel så på 13. etape, der er den første af seks bjergafslutninger på vejen mod Madrid. Kun en enkeltstart på 16. etape og en sprinteretape til Lleida på 18. bryder rytmen før den afsluttende parade i den spanske hovedstad.
Udover den efterhånden klassiske etape til Lagos de Covadonga, så ser særligt næstsidste etape i Andorra skrækindjagende ud. 106 kilometer med et bjerg i kategori 3, et i kategori 2 og hele fire, inklusiv den afgørende stigning, i kategori 1, udgør en sidste mulighed for at rykke rundt på klassementet.
Lige muligheder for sprintere og udbrydere
Mens der er masser af indbydende terræn for løbets bjerggeder, så ser det anderledes tyndt ud for sprinterne. Fem etaper ligner på papiret oplagte kandidater til en massespurt, men det kræver, at de otte mand store hold kan mønstre energi og vilje til at holde sammen på feltet så sent på sæsonen. Samt selvfølgelig at der overhoved er sprintere til stede i løbet.
Udbrudskongerne har nogenlunde samme udsigter som sprinterne. Fem etaper byder på klassisk udbrudsterræn, der er for hårdt for sprinterne men for let for klassementsrytterne.
Årets Vuelta begynder 25. august, og vinderen kåres i Madrid 16. september.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce