Volta a Catalunya-analyse: Kunsten af skyde sig selv i foden
20. marts 2018 19:17 af Emil AxelgaardFoto: Movistar Team

I disse dage køres Tirreno-Adriatico, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.

Det er næsten vildt at tænke på, at det er mindre end to måneder siden, at hele cykelverdenen fortsat var i tvivl. Ville vi nogensinde få den gode, gamle Alejandro Valverde tilbage? Eller vil den flækkede knæskal, han pådrog sig i sit grimme styrt forårsaget af noget spildt motorolie på en vej i Düsseldorf betyde, at en af sportens fænomener aldrig ville genfinde sin gamle styrke?

 

De overvejelser havde vi sidst i januar. Nu siger kalenderen den 20. marts, og vi har næsten allerede glemt den tvivl. Efter mindre end to måneder i sadlen har El Imbatido, som han helt berettiget kaldes, støvsuget sejre i et nærmest endnu mere altopslugende omfang end tidligere, og man kan næsten ikke tro, at vi for så kort tiden siden havde blot den mindste tvivl om, hvorvidt et af sportens største talenter nogensinde ville blive sig selv igen.

 

Valverde har selv haft svært ved at sige det direkte, men man har på hans udtalelser sagtens kunnet fornemme, at han faktisk føler sig endnu stærkere end tidligere. Resultatlisten bakker i hvert fald den antagelse op. Ganske vist var han også altædende sidste forår, hvor han vandt alle de tre store etapeløb, han deltog i samt begge de to hårdeste ardennerklassikere, men i år tyder meget på, at han kan gøre det endnu bedre. Kun forsigtighed på nedkørslerne forhindrede ham i at vinde begge de svære løb i Mallorca, ligesom det taktiske spil kostede ham sejren i Strade Bianche og en vennetjeneste til Luis Leon Sanchez er en nærliggende forklaring på den skuffende 2. plads i Murcia, men derudover har han vundet alt, han har rørt ved. Faktisk er det hævet over enhver tvivl, at Valverde har været stærkeste mand i alle de løb, han hidtil har deltaget i.

 

Meget tyder på, at det også er tilfældet i dettes års Volta a Catalunya. Allerede på forhånd var han i kraft af rutens beskaffenhed storfavorit, men hvis man stadig kunne have lidt tvivl om løbets udfald for 24 timer siden, synes den sidste rest af håb at være slukket hos rivalerne nu - og det endda efter bare to af løbets letteste etaper. Det har jo længe været kendt, at Valverde er lynhurtig på stregen - han vandt bl.a. en decideret massespurt i dette løb for et par år siden - men alligevel var det svært at betegne spanieren som topfavorit til dagens relativt nemme etape. Sidevind kunne måske åbne muligheder for et så hårdt løb, at chancen kunne byde sig, men med tanke på morgendagens etape ville Movistar under ingen omstændigheder selv tage det initiativ, der skulle muliggøre en etapesejr ved at sætte sprinterne under pres.

 

Paradoksalt nok endte han med at få 10 bonussekunder foræret af det hold, der på papiret udgør hans værste rivaler. Mitchelton-Scott har i de formstærke Yates-brødre samt Esteban Chaves en trio, der som de eneste i kollektiv styrke kan matche det formidable Movistar-mandskab. Holdet er da også stillet til start med en tro på, at de kan vinde løbet. Derfor kan det virke helt paradoksalt, at det netop blev australierne, der endte med at forære Valverde den perfekte udgangsposition for de kommende etaper.

 

Situationen viser fint, hvordan det kan være svært at forene to modstridende interesser. Mitchelton-Scott havde al mulig interesse i, at Valverde ikke fik del i bonussekunderne, og derfor ville det være ideelt, hvis sprinterne kunne overleve Coll de Lilla i finalen. På den anden side var afslutningen skræddersyet til formstærke Daryl Impey, der efter sin opvisning i Australien tidligere på året med nogen ret kunne kræve opbakning fra holdet, ikke mindst fordi han vandt en etape i løbet sidste år. Problemet var, at Impey ikke ville have en chance mod de rene sprintere, og derfor skulle løbet gøres knaldhårdt, hvis det skulle blive til sydafrikansk sejr.

 

I sidste ende løb man risikoen og sendte de talentfulde klatrere Robert Power og Carlos Verona frem for at sætte et dræbertempo på stigningen. Resultatet udeblev ikke. I løbet af kort tid var løbets fem eneste tilbageværende rene sprintere Alvaro Hodeg, Sam Bennett, Niccolo Bonifazio, Roberto Ferrari og Max Walscheid væk, og dermed havde man skabt de perfekte betingelser for Impey. Problemet var bare, at situationen var endnu bedre for Valverde. Mens australierne havde slidt deres i forvejen ikke specielt spurtstærke hold op, sad Valverde perfekt beskyttet af Jose Joaquin Rojas. Som det var tilfældet, da Valverde vandt benævnte massespurt for et par år siden, guidede den loyale spanier sin kaptajn sikkert gennem finalen, og herefter afgjorde El Imbatido det selv med vanlig klinisk præcision.

 

Valverde viste også vanlig årvågenhed ved undervejs at score to bonussekunder, og dermed har han allerede nu en buffer på 12 sekunder ned til sine værste rivaler. Da Nairo Quintana samtidig opsamlede et sekund - man kan stadig undre sig over, hvordan rivalerne, specielt hurtige Dan Martin, kunne lade den ikke just spurtstærke colombianer nuppe den bonus - har Movistar ikke kunnet ønske sig en bedre start. Og samtidig har man stadig Marc Soler som en ikke helt ringe plan C, hvis det skulle glippe for de to kaptajner.

 

Impey kan tænkes at føle lidt skyldfølelser over at have beordret tropperne frem, men han viste dog atter holdet, at han er et stærkt kort i disse finaler, og at han i år er bedre end nogensinde. Alt peger i retning af, at sydafrikaneren i år kan få en kaptajnrolle i Amstel Gold Race, og inden da har han en mulighed for at tage en sejr på sidste etape i dette løb - hvis han da kan få skovlen under en vis 37-årig spanier.

 

Etapen blev som ventet for hård for de rene sprintere. Hodeg viste klart, at han er en langt tungere type end landsmanden Gaviria, og at det alene er topfarten, der kan give anledning til sammenligning mellem de to colombianske sprintere. Sam Bennett er endnu ikke i tilstrækkeligt god form til at blande sig i så svært terræn. Mere skuffende var det, at Niccolo Bonifazio så hurtigt måtte slippe. Desværre er italieneren endnu ikke på det niveau, han var for et par år siden.

 

Bennetts problemer gav endnu en chance til Jay McCarthy, der med endnu en 3. plads bekræftede, at han for første gang endelig har taget sin gode form med sig fra Australien til Europa. I de seneste år har han ellers efter en lovende start på hjemmebanen været anonym i sportens hovedland, men det ser ud til, at sejren på højeste niveau i Cadel Evans Great Ocean Road Race har gjort ham godt. Han synes at køre med større selvtillid og kølighed end tidligere, og det er vigtigt for en rytter, der tidligere i høj grad har lignet en mand med manglende tro på sig selv. Nu skal det blive spændende at følge ham i Ardennerne, hvor specielt Amstel Gold Race burde være et løb, hvor han både kan agere kaptajn og opnå et topresultat.

 

Her vil også Enrico Gasparotto gå efter et resultat, men så skal han hæve sit spurtniveau. I dag fik han et perfekt lead-out af Matej Mohoric - der i øvrigt virker skræmmende stærk i disse uger og bliver en nøglehjælper for Vincenzo Nibali i Ardennerne - men set i bagklogskabens løb skulle rollefordelingen nok have været omvendt. Der var i hvert fald ikke meget skud i Gasparottos stænger, da han trådte an, og efter en skuffende 2017-sæson, hvor han var ramt af styrt, kan man have en berettiget frygt for, at de bedste dage er ovre for den ellers så sympatiske italiener.

 

Interessant var det også, at Egan Bernal blandede sig i en massespurt. Meget er den lille colombianer kendt for, men spurtstyrke hører bestemt ikke til blandt spidskompetencerne. Der var næppe mange, der vil have sat penge på en fjerdeplads til den klejne klatrer, og den flotte præstation lover derfor godt for den videre færd. De kommende etaper er nemlig præget af lette stigninger, der kræver god spurtstyrke og et godt punch. Måske har Bernal mere af det, end han hidtil har vist os.

 

Alt sammen kan det dog være lige meget, hvis Valverde fortsætter som hidtil. De kommende tre etaper passer ham nemlig som fod i hose, og han kan i virkeligheden sagtens ende med også at vinde 3., 4., 5. og 7. etape. Første chance for at true spanieren for rivalerne på morgendagens kongeetape, men efter at sidste stigning grundet dårligt vejr er blevet fjernet fra programmet tyder mere og mere på, at spanieren virkelig er El Imbatido - den ubesejrede - i dette løb.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk