Danny van Poppel tog i Halle-Ingooigem endelig sæsonens anden sejr, da han akkurat overspurtede Fabio Jakobsen.
Annonce
Efter Danny van Poppels skifte til LottoNL-Jumbo før denne sæson, begyndte flere at regne ham som en sprinter i den absolutte klasse. Det var ventet, at han på sit nye hollandske hold ville få langt mere hjælp, end han fik på Sky, og han lagde da også ud som lyn og torden ved at vinde sit allerførste løb i 2018 - 1. etape af Volta a la Communitat Valenciana. Det lignede starten på et perfekt match, men siden da har van Poppel måttet arbejde hårdere for succesen. Faktisk havde hollænderen ikke vundet et eneste løb siden sæsondebuten, før han i dag kørte over stregen i Halle-Ingooigem et par millimeter foran Fabio Jakobsen.
”Endelig vinder jeg igen. Jeg er meget tilfreds med det. I de forgangne uger har jeg været meget tæt på et par gange - især i Giroen - så det er let at forestille sig, hvor glad jeg er for den her sejr,” siger Danny van Poppel ovenpå triumfen.
Van Poppel havde ikke mange holdkammerater med i finalen, så han måtte i stedet lukrere på konkurrentens tog.
”Det var meget tæt mellem Jakobsen og mig, men en sejr er en sejr. Jeg sad perfekt i Jakobsens lead out. Jeg ville gerne åbne før ham, og jeg mistede meget fart mod slutningen, men heldigvis var det nok til at vinde. Det giver mig selvtillid før de næste opgaver,” lyder det fra LottoNL-Jumbo-sprinteren.
Selvom Danny van Poppel er i gang med sin sjette sæson som professionel på WorldTouren, fylder han først 25 år om en måneds tid.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce