Den 100. udgave af Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det dog ikke for Touren, og i sidste ende kan franskmændene alligevel præsentere det stærkeste felt af cykelsportens to største løb.

Det skyldes ikke mindst, at verdens to bedste etapeløsryttere, der endda er tidligere holdkammerater og fortsat nære venner, står ansigt til ansigt i det, der har udsigt til at blive det mest åbne Tour de France siden 2012. For første gang siden sit indtog på Tour-scenen stiller Chris Froome til start uden at have erobret én eneste sejr hidtil i sæsonen, og han har i sine vanlige forberedelsesløb vist markante svaghedstegn. Samtidig har Richie Porte været i en klasse for sig og leveret så suveræne magtdemonstrationer, at også Froome selv må erkendt, at verdens bedste cykelrytter i øjeblikket kommer fra Australien. Det har skabt nogle helt enorme forventninger til et historisk spændende opgør mellem kaptajnen og hans tidligere løjtnant, og aldrig tidligere er Froome gået indtil Touren med en så stor trussel om reelt at blive slået.

Alt handler imidlertid ikke kun om Froome og Porte. Alberto Contador er gået all-in i et stort forsøg på endelig at tage den Tour-sejr, han så desperat har jagtet sin seneste officielle triumf i 2011, og han hævder, at alt er gået efter planen, og at forberedelserne har været perfekte. Nairo Quintana har ganske vist givet sig i kast med en ambitiøs og risikabel Giro-Tour-double, men hævder, at hans data indikerer, at han altid er stærkere i den anden af to grand tours. Dertil kommer, at Alejandro Valverde har haft et forår, de færreste troede var muligt, og samtidig kan glæde sig over en rute, der vil passer ham bedre end nogensinde tidligere, at Fabio Aru, Dan Martin, Jakob Fuglsang og Louis Meintjes alle kørte et yderst lovende Criterium du Dauphiné, og at Esteban Chaves trods en kompliceret første del af sæsonen endelig gør sin længe ventede Tour-debut. Med andre ord er feltet som altid enormt dybt, og der skal ikke gå meget galt for løbets to topfavoritter, før de for alvor bliver truet af en af de øvrige konkurrenter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med andre ord er det svært ikke at blive begejstret og have høje forventninger til det, der har udsigt til at blive endnu en fantastisk og spændingsmættet cykelsommer - også selvom man kan have sine betænkeligheder ved årets måske lidt for nemme rute. Et forrygende felt har i hvert fald sikret, at løbet er mere åbent end længe, og derfor er der al mulig grund til at glæde sig til det årlige højdepunkt på cykelsæsonen.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!
 

Chris Froome (*****)

Da Chris Froome rullede ud på den indledende holdkørsel ved Vuelta a Espana i 2011, var der intet, der tydede på, at den langlemmede brite ville ende som sportens i særklasse bedste etapeløbsrytter - tværtimod. To pauvre år, hvor tropesygdommen bilharziose havde hæmmet ham, havde efterladt ham med kniven for struben og med krav om en eller anden form for fremgang i det spanske etapeløb, hvis kontrakten med Sky skulle forlænges.

Resten er som bekendt historie. Froome leverede en af de senere års største grand tour-overraskelser ved at slutte løbet som nummer 2, og der er næppe tvivl om, at han havde hjemtaget sejren, hvis ikke han loyalt havde ofret sig for kaptajnen Bradley Wiggins i dennes forsøg på at knække en anden overraskelse, Juan Jose Cobo. Siden da er det gået voldsomt stærkt, og mindre end seks år senere står han allerede med tre Tour-triumfer og direkte kurs mod en plads helt oppe blandt de største i løbets historie - og det kunne endda været blevet til mere, hvis han havde kørt sin egen chance i 2012 og ikke var styrtet ud af løbet i 2014.

I løbet af de fem år har Froome opbygget en status som verdens bedste etapeløbsrytter, der gør ham til den naturlige fokuspunkt og den oplagte favorit hver eneste gang, han stiller til start i et etapeløb, ikke mindst Tour de France. Alligevel er noget forandret i 2017. Et mildt sagt katastrofalt forår betyder, at Froome for første gang siden 2012 stiller til start i verdens største cykelløb uden at have opnået bare én sejr hidtil i sæsonen.

Den magre resultatliste er måske ikke i sig selv et problem, hvis det havde været en del af en nøje tilrettelagt plan. Problemet er, at det ikke synes at være tilfældet - i hvert fald har det ikke været tilsigtet. Tværtimod lagde Froome forud for både Romandiet Rundt og specielt Criterium du Dauphiné, der traditionelt har været hans foretrukne scener til at hjemkøre de væsentligste resultater i første halvdel af sæsonen, at han havde intention om at fortsætte traditionen med altid at blande sig i kampen om sejren i disse løb. Han endte imidlertid med at forlade begge løb tomhændet efter præstationer, hvor han var langt fra fordums styrke og slået med adskillige konkurrenter, der normalt ikke er i nærheden af at true Tour-kongen.

Egentlig var året startet ganske fint. Ganske vist lykkedes det ikke at forsvare titlen i Herald Sun Tour, men det skyldtes alene en alt for let rute, der gjorde det umuligt for Froome og Esteban Chaves at sætte hinanden, og i stedet lod man løjtnanterne Kenny Elissonde og Damien Howson køre om sejren. Faktisk så det i marts måned ud til, at Froome var forud for planen, da han leverede sin hidtil bedste præstation i Volta a Catalunya - et løb, der ellers altid har voldt ham voldsomme kvaler. Efter en lidt sløv start overraskede han sig selv ved at matche en ellers formstærk Alberto Contador på den brutale Lo Port-stigning, der udgjorde en sjældent hård finale i det spanske etapeløb - kun den på det tidspunkt helt ustoppelige Alejandro Valverde kunne han ikke matche - og Froome havde efterfølgende svært ved at skjule sin begejstring over sin egen uventede præstation. At han dagen efter grundet uopmærksomhed tabte mere end 20 minutter, gjorde mindre: i bjergene havde han vist, at han var præcis, hvor han skulle være.

Om det var det overraskende gode resultat, der fik ham til at holde igen, skal vi lade være usagt, men faktum er, at billedet blev vendt totalt på hovedet, da Froome en måneds tid senere var tilbage i konkurrence i Romandiet. Her leverede briten sin hidtil svageste præstation siden gennembruddet som etapeløbsstjerne. Straks fra bunden af løbets afgørende stigning blev han sat, og modsat ved mange tidligere lejligheder var der denne gang ikke noget comeback, da han havde fundet sin rytme. I stedet endte han langt efter og kunne kun se til, mens hans værste Tour-rival, Richie Porte, forsatte sit fænomenale forår ved at køre hele feltet sønder og sammen i en sjældent set magtdemonstration. Dagen efter leverede han en yderst middelmådig enkeltstart, og heller ikke i den disciplin, der traditionelt har været hans stærkeste våben i etapeløbssammenhæng, var han blot i nærheden af at true Porte.

Froome forklarede delvist nedturen med rygproblemer, der ofte har plaget ham i foråret, men den undskyldning var ikke valid, da han for et par uger siden for alvor kunne høre alarmklokkerne ringe efter en nedtur i Criterium du Dauphiné - løbet, han ellers næsten har eget siden 2013 og altid indikeret, at han var på rette vej frem mod ny Tour-succes. Efter en mildest talt elendig enkeltstart viste han ganske vist fremgang, da han som eneste mand kunne følge den suveræne Portes afgørende acceleration på den voldsomt stejle Mont du Chat, men dagen efter fik han voldsomme klø på Alpe d’Huez-etapen, hvor han end ikke var tæt på at matche sin ærkerival. Med sit vanlige fighterinstinkt og sin altid offensive kørsel satte han alt på et bræt på sidste etape, og selvom han endte med at tabe stort - og endda miste sin podieplads - viste han trods alt med en angrebsiver og et storartet forsøg på at sætte Porte skakmat, at han var løbets næststærkeste rytter. Problemet var bare, at Porte også på sidstedagen viste sig at være lysår foran sin ven og tidligere kaptajn, og derfor var der ikke megen trøst at hente i en præstation, der ellers lagde grunden til årets måske hidtil bedste cykelløb.

Og netop Porte er Froomes største problem ved indgangen til årets Tour. Ingen kan benægte, at Froome i år har været ganske langt fra fordums styrke, men havde det ikke været for den australske rival, havde han stadig kunnet stille til start i årets Tour med en vis formodning om, at han ville vinde. Froome var trods alt næststærkeste mand i Dauphiné - også selvom Jakob Fuglsang endte med at vinde løbet - og med Nairo Quintanas meget risikable Giro-Tour-gambling er det svært at pege på en konkurrent, der i foråret har givet reelt håb om, at han har niveauet til at matche den forsvarende Tour-vinder selv på det nuværende niveau - hvis det altså ikke havde været for Porte. Australieren har været så suveræn igennem hele foråret, at Froome har al mulig grund til at ligge søvnløs i nætterne op til starten i Düsseldorf. Modsat i de forgangne sæsoner, hvor det reelt kun var uheld, der syntes at kunne forhindre den forventede Froome-sejr, er der denne gang reelt spænding om, hvem der vil være løbets stærkeste rytter.

Hvis man alene ser på det aktuelle styrkeforhold mellem Froome og Porte, der umiddelbart fremstår som den to langt mest sandsynlige vindere af årets Tour, er der ingen tvivl: Porte er i øjeblikket verdens bedste etapeløbsrytter, og det benægter end ikke Froome selv. Når vi alligevel peger på Froome som favorit og tror, at han kommer ét skridt nærmere de allerstørste i Tour-historien ved at hjemføre sin fjerde triumf, skyldes det flere forhold.

For det første skal man passe på med at drage alt for mange konklusioner på baggrund af det pauvre forår. Sidste år havde Froome stor succes med en ny formel, hvor han lagde mindre vægt på foråret for i stedet at bevare friskheden frem mod en meget travl sommer, der inkluderede Tour, OL og Vuelta. I år er der intet OL på programmet, men Froomes ambition er endelig at sikre sig den Tour-Vuelta-double, han var så tæt på i 2016. Derfor har han haft som mål at have et løbsmæssigt meget let forår, også lettere end i 2016. Der er meget, der indikerer, at det relativt beskedne niveau i hvert fald til dels kan forklares med sæsonplanlægningen - også selvom han ikke lægger skjul på, at han havde forventet bedre resultater.

For det andet er der stor en betydelig risiko for, at Porte har toppet for tidligt. Tidligere har australieren haft svært ved at køre på samme høje niveau i meget lange perioder, og derfor er han eksempelvis altid helt fraværende i anden halvdel af sæsonen. I 2016 valgte han forud for sin første store Tour-satsning bevidst at holde igen i foråret, hvor han var langt fra sit topniveau. I år har han omvendt haft som ambition at vinde en masse først på året, og det har givet sig udslag i en dominans og en overlegenhed, der ikke er set siden Froomes fremragende 2013-forår. Froome har haft en helt anden tilgang, og det er en nærliggende tanke, at Froome vil forbedres i løbet af Touren, mens Porte kan forventes at få det svært senere i løbet.

Endelig er der en verden til forskel på en grand tour og et ugelangt etapeløb. Porte viste ganske sidste år, at han sagtens kan køre et tre uger langt løb på et højt niveau, men det er endnu ikke lykkedes ham at være på toppen i samtlige tre uger. Froome derimod har en kolossal erfaring i netop denne ædle kunst og har gang på gang vist, at han er i stand til at køre med om sejren i grand tours. Tidligere var det en velkendt svaghed hos briten, at han altid syntes at falme i den tredje uge, og at han slet ikke kunne bevare det overlegne niveau, han som regel har haft i Tourens begyndelse. Sidste år viste han imidlertid, at han med en anderledes sæsonplanlægning kunne udrydde den svaghed, og selvom han måske ikke nåede samme ekstraordinært høje niveau som tidligere i løbets indledning, lykkedes det ham at levere en ganske stabil indsats fra start til slut i Touren. Lige så vigtigt er det, at han efterfølgende i Vueltaen viste, at han ovenikøbet er i stand til at forbedre sig i løbet af et tre uger langt løb, og med den sæsonplanlægning, han i år har haft, er det ikke utænkeligt, at vi vil se noget lignende i årets Tour.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det kan således godt være, at Froome ikke kan matche Porte i løbets indledende fase, og at han får sig en lektion på La Planche des Belles Filles på 5. etape, men senere i løbet kan styrkeforholdet meget vel være vendt. Den første uge byder udover Vogeseretapen kun på én farlig etape, 9. etape med Mont du Chat. Her er der imidlertid så langt til må fra toppen af Mont du Chat, at Porte skal være flyvende, hvis han skal vinde meget tid på Froome. De øvrige store bjergetaper følger alle sent i løbet, hvor meget peger på, at styrkeforholdet vil være mere jævnt og måske endda til Froomes fordel.

Derudover har Froome enkeltstarten som våben. Ganske vist er også Porte specialist i kampen mod uret, men på flade enkeltstarter har Froome altid været et niveau over sin tidligere holdkammerat. På baggrund af de hidtidige præstationer i år er der betydelig grund til at frygte, at Froome er falmet lidt i disciplinen, som det seneste skete i 2014, hvor han pludselig fuldstændigt mistede evnen til at køre alene i kamp mod uret. Den har han imidlertid genfundet, og er han bare tæt på niveauet i 2016, vil han uden problemer kunne vinde løbet ved at køre defensivt i bjergene og herefter massakrere konkurrenterne i Marseille på 20. etape, hvor ruten passer ham langt bedre, end den gør for konkurrenterne.

Samtidig er der holdet. Sidste år kunne Froome vinde løbet ved kun for alvor at gå i rødt på enkeltstarterne, fordi Sky lagde resten af løbet i et jerngreb. I år mangler man ganske vist formidable Wout Poels, der ikke har nået topformen efter en langvarig knæskade, men til gengæld har man en Geraint Thomas, der i år har etableret sig som en af verdens absolut bedste klatrere. Hvis man dertil lægger Mikel Landa, der har haft en bedre optakt til løbet end sidste år, at Sergio Henao er kommet et år længere væk fra sin forfærdelige knæskade, og at Mikel Nieve som altid vil være en af de stærkeste i bjergene, er det klar, at Froome igen i år har det i særklasse stærkeste mandskab til sin rådighed. Sidste år brugte han det defensivt, men i år vil han med stor sandsynlighed bruge det til at sætte Porte under pres. Der er al mulig grund til at tro, at Sky vil holde så mange mand inde i klassementet som muligt, og da Thomas, Landa og måske endda Henao alle i sig selv er podiekandidater, udgør det en alvorlig trussel mod Porte. Allerede i Dauphiné viste Sky, at australieren relativt let kan isoleres, og selvom han nu har en meget formstærk Damiano Caruso ved sin side, er BMC-mandskabet intet at regne mod Skys supermandskab. Froome er ikke bange for at tage chancer og at køre offensivt, og årets rute indbyder netop til at gribe de uventede momenter. Det er Froome bedre til end de fleste, og med sit mandskab har han redskaberne til at knække Porte, der netop er kendt for sine meget spektakulære kollaps.

Men handler det hele da kun om Porte? I praksis ja. Blandt de øvrige rivaler er det kun Quintana, der i de senere år har haft et niveau i grand tours, som giver realistiske forhåbninger om, at han kan slå Froome, og det vil være en overraskelse, hvis han med en Giro i benene er ved tidligere tiders styrke. Naturligvis kan uheld altid forandre billedet - bare tænk på, hvad der skete med den ventede Froome-Contador-duel i 2014 - men undgår Froome uheld, er det svært at se andre end Porte som en reel udfordrer.

Alt tyder på, at Porte i skrivende stund er verdens bedste klatrer, men at vinde en grand tour handler om meget mere end rå muskelkraft. Tværtimod er det en finere kunstart, der kræver, at et større sammensurium af mindre detaljer går op i en højere enhed. Froome har vist, at han mestrer den kunst bedre end nogen anden - og han er bakket op af et superhold, der har vist sig at kunne nøjagtigt det samme. Den stærkeste mand vinder ikke altid et tre uger langt etapeløb, og i år tyder meget på, at Froome for første gang ikke er verdens bedste cykelrytter. Alligevel er der al mulig grund til at tro, at briten, der for seks år siden var meget tæt på at stå uden kontrakt, den 23. juli kan indskrive sig i historien som den blot femte rytter, der i de officielle statistikker står noteret for mindst fire Tour-sejre.

SÆT DIT TOUR DE FRANCE MANAGERHOLD!