For et par år siden blev der i cykelsporten indført et nyt begreb, ”Froome Day”. Det blev betegnelsen for årets første store bjergetape, der ofte kom dagen efter første hviledag, og hvor Froome havde for vane at knuse al modstand, tage en suveræn solosejr og lægge resten af løbet i et jerngreb. Det gjorde han første gang i 2013, hvor han og Richie Porte tog en mageløs dobbeltsejr på Ax 3 Domianes, og minsandten om ikke den fantastiske Sky-duo gentog kunststykket to år senere på La Pierre Saint-Martin.

I de seneste to år har ”Froome Day” været aflyst, for ambitionen om at vinde både Touren og Vueltaen tvang ham til at holde igen og undlade lignende magtdemonstrationer. Derfor var det en betydeligt mere defensivt kørende Froome, der tog sejren i både 2016 og 2017, hvor han snarere lukrerede på sin enkeltstart, sit hold og angreb på nedkørsler og i sidevind til at tage to knap så suveræne sejre.

Også i år var der meldt om aflysning af ”Froome Day”, for den forsvarende vinder havde meldt ud, at den formentlig stod på defensiv kørsel i Alperne med henblik på at finde en formtop til den tredje uge. I år har han trods alt en Giro i benene, og derfor handler det om at være forsigtig med kraftudfoldelserne.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Gårsdagens første etape endte derfor også som lidt af en fuser, hvor det lykkedes det stærke Sky-hold at lægge løbet i et jerngreb, og de fleste havde formentlig forventet, at det skulle gå på samme vis i dag, hvor den første bjergafslutning ellers ville være den naturlige ramme om årets ”Froome Day”. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for pludselig eksploderede løbet i et festfyrværkeri, og da muligheden bød sig, slog Sky og Froome til, og selvom der ikke var tale om en magtdemonstration på samme niveau som i 2013 og 2015, var der tale om et show, der i vidt omfang kvalte spændingen i samme omfang som dengang.

Denne gang var der dog ikke tale om ”Froome Day”, men snarere ”Sky Day”. I 2018 var det nemlig ikke Froome, der løb med det hele foran sin løjtnant, som det var tilfældet i de foregående år. I stedet var det hjælperen, der greb momentet, udnyttede det store fokus på Froome selv og kørte sig til både etapesejr og førertrøje. Froome blev overspurtet i kampen om andenpladsen, og derfor blev det ikke til samme dobbeltsejr som tidligere, men i det overordnede billede var der tale om et Sky-show, som vi kender det.

Sjovt nok var det formentlig aldrig nogensinde en del af Skys plan, men i stedet blev de vinderne af det store mod, som Movistar og Sunweb udviste. Alle havde forventet, at Movistar ville spille deres tre kaptajner tidligt ud, men de færreste havde vel forventet, at man allerede på den anden dag i Alperne ville ofre ”Plan C”. Det tjener imidlertid til deres store ros, at de forsøgte at ryste Sky på et tidspunkt, hvor de formentlig var svagest, og havde Valverde blot haft de ben, man kunne have forventet, kunne scenariet have været anderledes.

Det blev det imidlertid ikke, for en kombination af forskellige omstændigheder betød, at Movistars mod endte med at ramme dem lige i nakken. Valverde viste ikke blot svaghedstegn, men blev også effektivt elimineret som en umiddelbar trussel mod Sky-herredømmet. Mikel Landa - der formentlig er mærket af sit styrt - var en skygge af den rytter, der sidste år betog en hel cykelverden, og da Nairo Quintanas genfødsel med ét blev aflyst, endte Movistars trehovedede monster med på bare 108,5 km at blive reduceret til et ethovedet lam, der næppe får Froome eller Thomas til at ligge søvnløse.

Dermed ser det overordentligt svært ud for Movistar, der allerede har brændt deres taktiske optioner af i første hug. Landa og Quintana har en historik i trede uge, der gør, at de stadig kan blive farlige, men Valverde, der i forvejen var et wildcard som vinderkandidat mere end en reel topfavorit, kan ikke på samme måde bruges i spillet. Selvom Marc Soler i dag rejste sig flot og leverede en jætteindsats for Valverde, ligner Movistar ikke længere et hold med den potens, der for et par uger siden gjorde dem til Skys værste trussel i deres regeringstid.

Problemet for alle rivalerne er, at det ikke blot var Thomas og Froome, men hele Sky, der knuste alle rivalerne. Selvom Wout Poels ikke er på toppen endnu - det er han som bekendt altid først i den tredje uge - og Gianni Moscon ikke synes at være i topform, er resten af mandskabet niveauer over deres rivaler. I dag førte Michal Kwiatkowski i et så overmenneskeligt tempo, at han satte navne som Adam Yates, Jakob Fuglsang og Ilnur Zakarin til vægs, og han var endda stærkere end fænomenet Egan Bernal, der således aldrig nåede at komme i spil. Lægger man dertil, at Jonathan Castroviejo har lagt yderligere et lag til de forbedrede klatreevner, han allerede viste i Dauphiné, og nu er i stand til at køre feltet ned til ca. 20 mand, har man et skræmmende kollektiv, der på forhånd kan knuse alle rivalernes lyst til at gå efter sejren.

Og måske er de allerede begyndt at køre efter de sekundære placeringer. I dag viste Vincenzo Nibali, der ellers altid er kendt som en af feltets mest offensive ryttere, end helt uventet defensiv indstilling, da han sendte Franco Pellizotti og Domenico Pozzovivo frem for at neutralisere Valverde-truslen på Cormet de Roselend på et tidspunkt, hvor briterne faktisk var ved at tabe en del tid, fordi de insisterede på at holde tropperne samlet så længe som muligt.

Derfor var det i høj grad Nibali og co., der skar det ene hoved af det trehovedede Movistar-monster, og resultatet udeblev da heller ikke. Nibali fik Kwiatkowski, der således slap for at føre sig halvt ihjel midtvejs på etapen, Thomas og Froome lige i nakken på La Rosiere-stigningen, og de kørte ikke uventet Nibali midt over. Italieneren fik ganske vist elimineret Valverde som en konkurrent i kampen om podiet, men han bidrog i høj grad til, at Sky kunne knuse alle rivalerne i finalerne. Man må håbe for den ellers altid så underholdende italiener, at han får sin podieplads - og ellers kan han vel nyde den øl, som Thomas og Froome må skylde ham efter dagens tjeneste.

I virkeligheden var der kun én mand, der kunne måle sig med Thomas og Froome, og konkurrencen kom for mig fra en uventet kant. Læsere af disse analyser vil vide, at jeg ingenlunde har haft megen tiltro til Tom Dumoulins meget ambitiøse Giro-Tour-projekt, men hollænderen har fra start overgået alle mine vildeste forventninger. Allerede i går var det påfaldende, hvor stærk han så ud på Colombiere-stigningen, hvor han sad limet til Sky-rytternes hjul, og i dag viste han, at klatrebenene er bedre end måske nogensinde. Dagens præstation, hvor han kørte Valverde midt over, og til slut efter et ridt på næsten 20 km helt uden hjælp alligevel kunne hænge på Froome til slut, var måske den bedste ”Bjerg-Dumoulin”, vi nogensinde har set, og hans uventede styrke kommer som en gave til et løb, der ellers allerede nu kan ligne en ret lukket Sky-fest.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Problemet er bare, at Dumoulin måske kørte mere med hjertet end med hovedet. Dagens offensiv var flot, men efter en hård Giro er det måske vigtigere end nogensinde for Dumoulin at spare på kræfterne - særligt fordi han i forvejen har en tendens til at tabe niveau mod slutningen af en grand tour. De fleste vil huske, hvor tam han var på 20. etape af årets Giro, efter at han den foregående dag havde gravet meget dybt, og noget lignende skete i den tredje uge i 2017. Selvom Dumoulin lige nu, ligner den værste trussel mod Sky-maskinen, er risikoen for et sammenbrud mod slutningen - måske allerede i morgen - ikke blevet mindre. Lad os for løbets skyld håbe, at han holder hele vejen.

Gør han ikke, kan det i virkeligheden være løbets store joker, der er Froomes største trussel. Ganske vist er Nibali og Quintana, der med deres suveræne historie i tredje uge af grand tours er de mest sikre kort i kampen om podiet, stadig de mest oplagte rivaler, men måske kan det være Primoz Roglic, der er den virkelige fare. Den slovenske supermand var i hvert fald ikke meget svagere end de to etablerede stjerner, og dermed bestod han den første store test som grand tour-rytter til UG med kryds og slange. Der er stadig ingen, der aner, om han kan stå distancen over tre uger, men foreløbig er han præcis lige så knivskarp, som han har været gennem hele sæsonen. Og med tanke på hans dødbringende enkeltstart skulle man måske alligevel have elimineret ham i sidevinden den anden dag.

Mindre interessant bliver det ikke af, at Steven Kruijswijk vitterligt er genfødt. Jeg har som bekendt flere gange påpeget, at en genrejsning lurede under overfladen, men i dag kom den endelige bekræftelse. Kruijswijk har ikke været bedre siden det dramatiske styrt i Giroen i 2016, og det stiller LottoNL i en fremragende position. I Roglic har man wildcardet, der kan skabe den store overraskelse, og i Kruijswijk har man den stensikre backup, som notorisk blot bliver bedre, som dagene går.

Romain Bardet var sit sædvanlige stabile selv og levede til fulde op til forventningerne. Den franske darling er en garanti i kampen om topplaceringerne, men dagens etape viste også, hvorfor han aldrig vinder Touren. Bardet er en solid rytter, men han mangler det ekstra, der hæver ham over resten. Med tanke på hans håbløse enkeltstart bliver det derfor ikke Bardet, der bryder den franske Tour-tørke.

Det bliver næppe heller Dan Martin, der bryder den irske tørke siden onklens sejr i 1987, men man må tage hatten af for irerens eminente timing. Med få kilometer til toppen lignede Martin bestemt ikke en af dagens vindere, for på det tidspunkt var han tabt bag Bardet, Nibali, Roglic, Thomas, Froome og Dumoulin, der alle var stærkere. Martin lavede imidlertid ”en rigtig Martin” ved aldrig at give op og lancere sit klassiske kontraangreb, netop som havde genvundet kontakten. Det var hans angreb, der definitivt knækkede Quintanas ryg, og da det taktiske spil indledtes bag ham, kunne Martin sejle væk og i kraft af sin kløgt og snilde vinde den tid, han stod til at tabe. Det er ikke uden grund, at han er den eneste af de nuværende aktive ryttere udover Philippe Gilbert, der har vundet de to kuperede monumenter. Martins løbsnæse er unik!

I dag sad timingen også lige i skabet for Thomas i det, der var en total deja-vu-oplevelse i forhold til Dauphiné, hvor man kørte samme etape. Også dengang angreb han de øvrige favoritter under den røde flamme, men dengang lykkedes det ham akkurat ikke at fange Pello Bilbao. I dag gentog scenariet sig, og denne gang jagtede han atter en basker med et stormende angreb på den sidste kilometer. Modsat Bilbao kunne Mikel Nieve imidlertid ikke modstå sin tidligere holdkammerat, og dermed endte Thomas for andet år i træk med via en etapesejr at køre sig i gult.

Nieve var ellers lige ved at gøre det, han gør allerbedst: at redde sit holds grand tour. Det gjorde han i Giroen i 2016, hvor han efter Mikel Landas tidlige exit med en etapesejr og bjergtrøje sikrede, at Sky ikke skulle tomhændede hjem. Og det gjorde han igen i år, hvor han i Giroen vandt den sidste store bjergetape dagen efter Simon Yates’ spektakulære sammenbrud

I dag var bundsolide ”Frosty” ved at gøre det igen, men denne gang kom han akkurat til kort. En sejr havde imidlertid været endnu en livline, for hans kaptajn Adam Yates var dagens mest uventede taber. I går så den unge brite knivskarp ud, men i dag eksploderede han på den mest dramatiske vis. Desværre er det en lidt kedelig tendens for de to Yates-brødre, at der er for meget ”enten-eller” over deres kørsel, men man havde dog forventet, at et eventuelt kollaps først ville komme i den tredje uge. Nu står Yates imidlertid over for en mulig nedtur ovenpå skuffelserne i Giroen og Vueltaen sidste år, og dermed glider manden, der lignede den mest succesrige af de to brødre, med ét i skyggen af sin tvillingebror - hvis altså ikke den ustabile Yates rejser sig de kommende dage.

Det kan man også håbe, at Jakob Fuglsang gør. På en ellers flot dansk dag, hvor Magnus Cort, Søren Kragh, Jesper Hansen og Michael Valgren alle gjorde det langt bedre, end man kunne forvente, slog den danske darling ikke til. Allerede i år kunne man se kollapset komme, og i dag blev det bekræftet, at han ligesom Rafal Majka, Bauke Mollema og Rigoberto Uran er de af forhåndsfavoritterne, der er de svageste af forhåndsfavoritterne. En podieplads har hele tiden været et urealistisk projekt, men den ellers så stabile Fuglsang havde som kunnet forvente en top 10-placering. Desværre fremhævede jeg allerede inden løbet, at både holdbarheden over tre uger og evnen til at holde formen over så lang en periode kunne blive et problem, og meget tyder på, at den profeti desværre viste sig korrekt.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Helt modsat forholder det sig for Ilnur Zakarin, der igen fik sig en lille dukkert, men dog varb en anelse bedre end i går. Russeren har som altid kurs mod at ramme formen i den tredje uge, men skal han nogensinde blive en seriøs kandidat, går det ikke, at han fortsat skal bruge så lang tid på at finde de bedste ben. Der er noget at arbejde med i Katusha-lejren.

Det er der til gengæld ikke hos Sky. Igen i år har deres timing været ”spot on”, og med undtagelse af Poels og Moscon sidder formen lige i skabet for holdets fabelagtige kollektiv. Fastholder Kwiatkowski, Bernal og Castroviejo deres niveau også de kommende dage, virker det næsten umuligt at knække den maskine, der har domineret løbet fem af de seneste seks år.

Nu udestår så blot af afklare kaptajnspørgsmålet, men det er næppe til den store diskussion. Ganske vist er Thomas nu i gult, men hans etapesejr gør det også nemmere at forklare ham, hvad hans virkelige rolle er. Kan Thomas holde niveauet over tre uger - og det er fortsat usikkert for en mand, der har været i form siden Dauphiné - kunne han formentlig sagtens vinde, men der er ingen tvivl om, hvem Sky helst vil have øverst på podiet. Der skal skrives historie, og det er kun Froome, der kan gøre det.

Derfor kan vi vente os, at Froome en af de kommende dage vil sætte det angreb ind, der definitivt cementerer hans status som holdets kaptajn. Og hvilket sted er smukkere at gøre det end på Tourens mest ikoniske stigning. La Rosiere var rammen om ”Sky Day”, men måske er ”Froome Day” blot udskudt til slaget på Alpe d’Huez!