Kan I huske Paris-Roubaix i 2014 og 2015? Det var dengang, John Degenkolb var på toppen af sin karriere og havde hele verden for sine fødder. I de to udgaver af Helvedet i Nord cementerede han sin status som verdens bedste på flade pavéer, og i de to år var der ingen, der nogensinde havde held og styrke til at køre fra den store tysker på brostenene i verdens største klassiker. Med sin utrolige power og sin eminente spurt efter et langt og opslidende løb satte han sig tungt på Roubaix-tronen, og havde Niki Terpstra ikke udnyttet Quick-Step-overtallet til at snige sig væk i 2014, ville tyskeren havde vundet den smukkeste klassiker to gange i træk. Nu blev det i stedet blot til en 2. og en 1. plads, men det så ud til, at der lå adskillige sejre og ventede på den nye tyske klassikerkonge.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Knap et år senere glemte en halvforvirret britisk kvinde, at hun var kommet til Kontinentaleuropa, hvor man som bekendt kører i højre side af vejen og bragede direkte ind i en gruppe Sunweb-ryttere, der var i gang med at forberede sig til en sæson, der for alvor skulle cementere Degenkolbs status som tidens brostenskonge. Resultatet blev en svært beskadiget finger, der kun akkurat kunne reddes, men som aldrig bliver fuldt funktionsdygtig, og selvom det i første omgang ikke så ud til, at Degenkolb var den mest uheldige af de ramte ryttere, skulle det blive starten på en lang, lang ørkenvandring.

Egentlig så det ganske lyst ud for Degenkolb, da han i efteråret slog navne som Demare og Kristoff i en spurt i Arctic Race of Norway, og da han bare et par måneder senere krydsede stregen først i en reduceret massespurt på en sidevindsetape i Dubai Tour, så det ud til, at den tyske Roubaix-konge måske blot midlertidigt have udlånt sin trone. Da det blev alvor i de store klassikere, blev det imidlertid tydeligt, at der fortsat var lang vej at gå, for selvom han endte i top 10 i fire ud af fem forårsklassikere, herunder både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, var han aldrig i nærheden af at køre med om sejren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

En frustrerende sommer og et efterår ødelagt af styrt fulgte, og selvom han kom godt fra start i 2018 med to sejre i svagt besatte sprinterfelter på Mallorca, var det svært ikke at afskrive Degenkolb efter årets store forårsløb. Selvom sygdom i Paris-Nice var en del af forklaringen, var Degenkolb nærmest rystende dårlig i klassikerne, hvor Trek kun akkurat reddede æren i kraft af en overraskende stærk Mads Pedersen og en stabil Jasper Stuyven. Kaptajn Degenkolb var til gengæld helt væk.

Katastrofepræstationer i Tour de Suisse og Hammer Series gav ikke ligefrem grund til optimisme, men så sagde det pludselig klik. Ved de tyske mesterskaber overraskede en helt isoleret Degenkolb stort ved at overspurte næsten alle de tyske supersprintere - og dem er der mange af - i et helt fladt fladbaneløb, der slet ikke passede den stærke Trek-kaptajn.

Om det var det resultat, der gjorde forskellen, skal jeg lade være usagt, men siden da har alt været forandret. I Tourens massespurter har Degenkolb været en af de positive overraskelser, for selvom han som regel har været en mindre katastrofe i positionskampen og slet ikke har farten til at vinde klassiske spurter, har han været med fremme hver eneste gang. Det gav de første indikationer, at Degenkolb måske var på vej tilbage. Men alligevel var der grund til forsigtighed forud for dagens etape, hvor han atter vendte tilbage til de pavéer, der om noget har defineret hans karriere.

De gode spurter var imidlertid mere end bare små tegn. I dag viste Degenkolb med en stor sejr på den etape, han allerhelst ville vinde, at det er alt, alt for tidligt at begrave Tysklands store klassikerkonge. Efter en overbevisende Trek-præstation, hvor en velkørende Jasper Stuyven med et par forceringer havde lagt grunden, var Degenkolb på pletten, da brølstærke Yves Lampaert med et kraftfuldt angreb skabte den trio, der skulle ende med at afgøre etapen. Herefter efterlod han åbenbart så stærkt et indtryk, at der hverken Lampaert eller Greg Van Avermaet havde mod til at angribe, til trods for at de begge med stor sandsynlighed måtte se sig slået i spurten. I finalen lod Degenkolb da heller intet være overladt til tilfældighederne, og med en klassisk lang ”Degenkolb-spurt” tog han helt suverænt en meget følelsesladet sejr, der efter den megen kritik måske endda betyder endnu end de to store monumentsejr, han allerede har på sit cv.

Degenkolbs sejr var smuk og mindeværdig, men kom desværre som en kulmination på en etape, der ikke levede op til de tårnhøje forventninger. De mange styrt skabte ellers præcis lige så meget dramatik, som man kunne have ventet, og gang på gang opstod der muligheder for at køre ryttere ud af klassementet, men ingen havde modet til at udnytte de mange chancer. Størst mulighed havde Sky tidligt i løbet, da man efter det store styrt på den fjerde pavé sad i en ganske lille frontgruppe uden selskab af de fleste forhåndsfavoritter, men selvom briterne virkede skræmmende stærke og havde meldt ud, at etapen var en chance for at vinde tid, holdt de igen. På samme måde kørte Movistar kun halvhjertet til, da Chris Froome efter sit lille styrt var i defensiven, og selvom navne som Ilnur Zakarin, Dan Martin, Jakob Fuglsang, Adam Yates, Primoz Roglic, Steven Kruijswijk, Vincenzo Nibali, Rafal Majka, Bauke Mollema alle på forskellige tidspunkter var sat tilbage, stoppede feltet gang på gang op, og der skabtes derfor samling gang på gang.

Man kan undre sig over manglen på aggressivitet, men tilsyneladende betød frygten for selv at blive ramt af uheld, at ingen havde modet til at skabe den splittelse, som efter en punktering eller et styrt pludselig kunne gå fra mulighed til katastrofe. Kun en meget stærk Fuglsang, Tom Dumoulin samt - med et par meget sene angreb - Chris Froome og Alejandro Valverde, havde modet til at gå efter en gevinst. I stedet var det for favoritterne vigtigst at undgå den totale katastrofe, og det førte til en etape, der i højere grad mindede om fuseren fra 2015 end om dramaet fra 2014.

Måske har den episke etape fra 2014 skabt for store forventninger. Dengang var det styrt og dårligt vejr, der skabte en uventet situation, som Nibali kunne udnytte, men man skal næppe forvente, at brostensetaper i den moderne og meget konservative cykelsport kan give et lignende drama. Som man generelt set det i den første uge, er betydningen af verdens største cykelløb så enorm, at der ganske enkelt ikke er plads til at tage store risici så tidligt i løbet. Derfor var alle tilfredse med at undgå tidstab, og derfor endte etapen som en skuffelse, hvor kun uheld satte enkelte favoritter ud af spillet.

Værst gik det naturligvis for Richie Porte, hvis exit enhver cykelfan må begræde. Der kan ikke være mange, der ikke så frem til endelig at se den lille australier i bjergene vise den klasse, der i et par år har gjort ham til verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Ikke mindst hans fantastiske præstation på Mur-de-Bretagne havde i den grad skruet forventningerne til Porte i vejret, og derfor var det ikke blot for Porte og BMC selv en katastrofe, at han igen måtte forlade Touren. Også selve løbet kommer i den grad til at mangle den altid aggressive Porte, der kunne have lignet Alpernes helt store vinder.

I stedet ender han igen Touren med et uheld, som det har været tilfældet i alle de tidligere forsøg. I 2014 blev han syg, da han fik sig en uventet chance efter Froomes exit, i 2016 kostede en punktering og to styrt en stensikker podieplads, og sidste år var det nedkørslen fra Mont du Chat - i øvrigt også på 9. etape - der sendte ham hjem i utide. Nu kan man blot håbe, at skaderne denne gang ikke er så alvorlige, og at han kan gå efter en revanche i Vueltaen. Desværre er Porte ikke kendt for mental råstyrke, og man kan i den grad frygte, at han ikke kan mobilisere den nødvendige motivation til at rejse sig på de spanske landeveje.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I det hele taget endte etapen som en katastrofe for BMC, der efter yderligere uheld også mistede den nu ikke specielt lovende plan B, Tejay van Garderen. Ganske vist forsvarede Greg Van Avermaet trøjen, men da han til slut troede lidt for meget på den spurt, der før har gjort det muligt endda at besejre Sagan, fik han ikke den sejr, der delvist havde kunnet kompensere for Portes exit. Nu ser det svært ud for BMC, der rammer bjergene med et ikke specielt skræmmende bjergmandskab, hvor kun van Garderen og Damiano Caruso har en lille chance for at vise flaget frem.

Den anden store taber var naturligvis Rigoberto Uran. Den første uge er ellers gået godt for colombianeren, der hidtil har været forskånet for kostbare uheld. Det var i den grad alarmerende, at han tabte tid på Mur-de-Bretagne, men hvor kaptajnen ikke selv har virket skræmmende, har EF-holdet imponeret. Et overraskende godt holdløb og stærk kørsel i finalerne havde sikret Uran et godt udgangspunkt, men modsat mange andre var han så uheldig, at hans styrt kom så dybt inde i finalen, at situationen ikke stod til at redde. Dermed er den situation, der efter holdløbet gav grundlag for, at Uran kneb sig lidt i armen, med ét forvandlet til en mindre katastrofe, ikke mindst fordi Uran som sagt ikke selv har virket overbevisende.

Endnu mere uheldig var Romain Bardet, der i forvejen havde udsigt til en svær dag, men som kun fik gjort tingene endnu mere komplicerede af en lang liste af uheld, der må betyde, at kvoten for nedture i den grad er opbrugt. Hele tre punkteringer blev det til, og da han efter de to første havde opbrugt hele sit hold, så det ud til, at dagen ville ende som en katastrofe for hjemmenationens darling. Heldigvis blev han reddet af Mikel Landas Movistar-tropper, og på nærmest mirakuløs vis rullede han ind Roubaix med et tidstab på bare syv sekunder. Det havde han utvivlsomt solgt den for, da punktering nummer 3 ramte ham dybt inde i finalen.

Til gengæld mistede holdet deres anden klassementskandidat, Pierre Latour, der måtte ofres for kaptajnen. Sjovt nok endte Latour alligevel som en lille vinder, for i den direkte kamp om den hvide trøje, gik det langt værre for hans værste rival, Egan Bernal. Den lille colombianer blev efter sin lovende start budt velkommen til Nordfrankrigs brutale virkelighed med et tidligt styrt, og da Sky naturligvis ikke havde tid til at vente på deres plan C, blev han efterladt med et tidstab på hele 16 minutter. Dermed må han definitivt være degraderet til slave for Froome og Thomas, og da Latour nåede mål i samme tid som Guillaume Martin, blev en svær dag omsat til et godt resultat - samtidig med at hans chance for at tage en udbrudssejr i kraft af tidstabet blev kraftigt forøget.

Den anden lille taber var Mikel Landa, der ligesom Bardet smed 7 sekunder, men havde man på forhånd tilbudt manager Eusebio Unzue dagens resultat, havde han utvivlsomt skrevet under med det samme - formentlig endda lagt en skilling som tak for slagtilbuddet. I snart et år har Movistar gruet for den 15. juli, men spanierne var i den grad dagens positive overraskelse. End ikke det tidlige - og på lang sigt måske ret kostbare - tab af Jose Joaquin Rojas kunne bringe dem ud af fatning, og Movistar var aldrig på noget tidspunkt fanget. Både Quintana og Landa overlevede samtlige udfordringer uden at være i defensiven, og havde Landa blot kunnet holde koncentrationen i en ufarlig situation, ville holdet være endt helt uden tidstab. Da Valverde samtidig i den absolutte finale endnu engang efterlod et indtryk af at være knivskarp og særdeles velforberedt, har Movistar i den grad rejst sig efter Quintanas dårlige start og er kommet ganske fint igennem de ni dage, de om noget har frygtet.

Det samme har også Ilnur Zakarin og Dan Martin, hvoraf særligt sidstnævnte efter gårsdagens styrt, lignede oplagte ofre. Begge lykkedes det dem imidlertid at overleve uden yderligere tidstab, og selvom de begge undervejs har fået sig en lille lussing på en flad etape, kan de begge være ganske fint tilfredse med stadig at have deres podiemuligheder intakte. Også Steven Kruijswijk var sårbar, men ”Bøjlen” imponerede stort ved som en konstant ensom LottoNL-skikkelse at sidde med fremme hver eneste gang, feltet knækkede. Hans holdkammerat Primoz Roglic var mindre synlig, men sad også med hjem, og LottoNL har derfor begge deres to farlige podiejokers i spil.

Manglen på aggressivitet gjorde det svært at drage mange konklusioner om favoritternes styrke, men der er grund til at fremhæve Fuglsang. Danskeren var flere gange i defensiven, men kom gang på gang tilbage. Modsat de andre, der havde nævnt etapen som en mulighed for at vinde tid, havde danskeren endda modet til også at satse, men desværre viste det sig umuligt at gøre en forskel. Dermed blev det en forspildt chance, men alligevel er der al mulig grund til optimisme for Fuglsang, der har været en af mest overbevisende klassementsryttere i den første uge trods en hel serie af uheld og et halvsvagt hold.

Også Dumoulin, der var næsten tvunget til at vinde tid inden bjergene, turde med hjælp fra en dybt imponerende Søren Kragh tage initiativ, men heller ikke den hollandske maskine kunne bryde dødvandet. Dermed ser Giro-Tour-projektet endnu mere svært ud for hollænderen, der var stærkt afhængig af en god første uge for at køre med om de bedste pladser. Efter det uventede tab på Mur-de-Bretagne har han nu endda tid, der skal vindes, og det virker ikke videre sandsynligt for manden, der aldrig tidligere har blot gennemført to grand tours i samme sæson.

Den altid aggressive Nibali efterlod et halvkedeligt indtryk, for der var næppe nogen, der overhovedet lagde mærke til italieneren. Selvom netop denne etape fik hans tænder til at løbe i vand, da ruten blev præsenteret i oktober. Om han blot kunne fornemme, at muligheden aldrig bød sig, eller om han vitterligt havde halvdårlige ben, er uklart, men i hvert fald er det en kendsgerning, at Nibali ikke har fået det udbytte af den første uge, som han havde ventet.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Med to etapesejre har Quick-Step egentlig grund til at være fint tilfredse, men det er de ærgerrige belgiere næppe. Julian Alaphilippe skuffede på de etaper, han skulle vinde, og de seneste to dage har Fernando Gaviria fået en sprinterlektion. I dag skuffede de så på den etape, de allerhelst ville vinde, og var i det hele taget skuffende repræsenteret, når feltet knækkede. Man mistede hurtigt Niki Terpstra i et styrt, og både Philippe Gilbert og særligt en meget imponerende Fernando Gaviria så stærke ud, men udkommet var pauvert. Lampaert viste ellers stor styrke ved som den eneste at kunne gøre forskellen i finalen, men det taktiske spil brændte helt sammen for belgierne til slut, hvor Lampaert undlod at bruge Gaviria-kortet til at sætte sig på hjul. I stedet satsede han alt på en spurt, han på forhånd var dømt til at tabe, og der kom heller ikke det sene angreb, som netop Lampaert ellers har vist sig som specialist. Ganske vist vandt Bob Jungels et par sekunder til sidst, men Patrick Lefevere og co. havde helt sikkert forventet meget, meget mere.

Det havde Peter Sagan også, men slovakken leverede en overraskende svag præstation. Naturligvis var han ikke hjulpet af at være blevet isoleret tidligt af et styrt til Daniel Oss og et ødelagt hold, der var blevet brændt op for at bringe Majka tilbage efter et styrt, men det ændrer ikke på, at Sagan også selv efterlod et kedeligt indtryk. Havde han haft sine vanlige ben, havde Sagan aldrig ladet tre af de stærkeste køre, og da præstationen kommer få dage efter et dårligt holdløb, er der nu mere og mere, der tyder på, at verdensmesteren ikke er på toppen. Selv på 80% kan Sagan vinde etaper og køre massespurter, men det er svært at falde ned af stolen over det, slovakken leverede i dag,

Sagan var dig ikke den eneste, der blev efterladt skuffet tilbage. Alexander Kristoff rejste sig flot efter en serie skuffelser, og tabet af Jens Keukeleire kostede måske André Greipel en chance for at spurte om sejren. Begge manglede de folk til at kontrollere finalen, og selvom man må tage hatten af for en stærk Jelle Vanendert, der imponerede på en etape, der slet ikke passede ham, blev den uheldige tysker og den frustrerede nordmand efterladt uden noget resultat. Det samme gjorde Arnaud Demare, der med endnu en sløj indsats blot bekræftede det kedelige indtryk, han har efterladt siden starten.

Og alle har de grund til at være ekstra frustrerede, for nu er deres del af løbet slut. Ganske vist venter der for de tunge folk tre sprinteretaper spredt ud over de sidste to uger, men efter mandages lille hvil starter der et helt, helt andet cykelløb. Alle favoritterne har været nødsaget til at vente indtil denne aften med at lægge videre planer, men nu ved de, hvor de står inden bjergene.

Selvom de fleste har tabt lidt tid hist og her, er det kun Porte, der definitivt er ude af spillet om podiet, og derfor har vi noget nær en drømmesituation efter de første ni dage. Kun én rytter i det historisk brede favoritfelt er definitivt tilbage, og samtidig har løbets største favorit både vist svaghedstegn og tabt lidt tid- Det får utvivlsomt alle favoritterne til at lugte blod inden den historisk hårde alpemenu, og da de fleste samtidig har tabt så meget tid, at defensiv kørsel ikke er en option, kunne scenariet ikke være skrevet meget bedre. Hel cykelverdenen kommer til at savne Porte, der på Mur-de-Bretagne lignede feltets stærkeste klatrer, men heldigvis er der rigeligt med klasseryttere til at tage kampen op med Froome og resten af Sky-mandskabet. I hvert fald bliver der utvivlsomt tilbragt mange timer ved det taktiske tegnebræt i løbet af mandagen - og mon ikke Unzue sammen med sine tre Movistar-musketerer allerede er i gang på flyet, der skal føre dem ned til deres terræn i Alperne?