Tidligere sejrsmaskine vil genfinde sit topniveau
13. januar 2018 16:07 af Frederik ZeunerFoto: Jérémy-Günther-Heinz Jähnick

Belgiske Timothy Dupont havde en fuldstændig vanvittig sæson i 2016, hvor han slap afsted med intet mindre end 15 sejre. Det niveau kunne han slet ikke finde i 2017, men nu håber han, efter at have skiftet hold, at han igen kan tage for sig af sejrene.

I 2016 var der ikke meget at rafle om, når Timothy Dupont stillede til start i et cykelløb. Hele 15 gange lykkedes det den hurtige belgier at komme først over stregen. Hans daværende hold Verandas Willems Cycling Team kørte den gang på kontinental-niveau, mens de i 2017-sæsonen tog skridtet op som pro-kontinentalhold. Dupont fulgte med, og planen var, at han skulle være en af de bærende kræfter på holdet resultatmæssigt.

 

Sådan gik det imidlertid ikke. Blot en enkelt gang lykkedes det Timothy Dupont at vinde, hvilket slet ikke levede op til hverken holdets eller Duponts egne forventninger. Forud for 2018 sæsonen er han nu skiftet til pro-kontinentalholdet Wanty Groupe-Gobert, og nu skal der andre boller på suppen.

 

Det belgiske hold havde nemlig også en lidt lunken sæson i 2017, hvor holdet fik skrabet 12 sejre sammen. Det antal skal ifølge sportsdirektør Hilaire van der Schueren hæves til 20 i 2018, og han regner med, at Timothy Dupont tager sin del af dem.

 

”Vores mål er at få mindst 20 sejre i denne sæson. Det er næsten dobbelt så mange som sidste år, men hvis vi nu har en Timothy Dupont på sit bedste niveau, så tager alene han jo seks sejre,” siger van der Schueren til Het Laatse Niuews.

 

Dupont selv håber også på at nå sit gamle niveau - om ikke sejrsmæssigt, så i hvert fald kvalitetsmæssigt: ”Jeg sigter efter seks sejre. Ikke helt så mange som i 2016, tror jeg, men intet er selvfølgelig umuligt,” siger Timothy Dupont.

 

Holdet har igen i 2018 fået et wildcard til Tour de France. Her vil Timothy Dupont igen få mulighed for at spurte mod de bedste i verden, hvilket han altså havde succes med i 2016.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

ONSDAG

TIRSDAG

MANDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk