Test: X-Sauce Eco-Lube
06. oktober 2017 19:00 af Adam Aisen

Dette voksbaserede kædesmøremiddel er nyt på det danske marked, men der er bestemt ingen grund til at være forbeholden - det lader nemlig kæden gøre sit arbejde og, ikke mindst, holder den dejlig ren. Som man siger: ’What’s not to like?’

 

Fakta:

Indeholder teflon (PTFE)
Biologisk nedbrydeligt
En flaske indeholder 125 ml. smøremiddel
Vejl. pris: Kr. 99,-

Dansk importør: Pro Passion.
Se producentens produktside her.


Introduktion:
Der findes groft sagt to typer af smøremidler til cykelkæde: De olie- og de voksbaserede. Igen groft forenklet kan man sige, at de oliebaserede smører fortrinligt, holder længe, men også kræver en del opmærksomhed og rengøring, hvis ikke kæden - og de dele, den er i berøring med - relativt hurtigt risikerer at blive beskidte.

Heroverfor er de voksbaserede smøremidler typisk mindre længelevende, dvs. kræver hyppigere smøring, men er så til gengæld rigtig gode, så længe voksen (stadig) sidder og virker på kæden - og sviner mindre til.

Den urimeligt simple forenkling kunne derfor lyde: at det økonomiske kloge valg er de oliebaserede, da dråberne holder længst og giver lav friktion (når kæden ikke er alt for beskidt); mens det tidsmæssigt smarte valg er de voksbaserede, da der samlet set er langt mindre besvær med rengøring.

Eco-Lube fra spanske X-Sauce er et af disse voksbaserede smøremidler. Og tilmed helt nyt på det danske marked. Modsat flere af de øvrige voksbaserede smøremidler, indeholder Eco-Lube teflon. Det skal medvirke til at øge holdbarheden af smøremidlet i brug.

I den danske beskrivelse af Eco-Lube hedder det blandt andet, at netop sammensætningen af voks, vand og teflon sikrer ”ultra lav friktion samt en ren kæde under alle vejrforhold”.

Når smøremidlet indeholder ’Eco’ i navnet, er det naturligvis, fordi det er biologisk nedbrydeligt og dermed ikke til skade for naturen. Det oplyser den danske importør.

 


Test:

Vi har anvendt og testet Eco-Lube over efterhånden halvmåneds tid og på tre forskellige cykler: Crosscyklen, mountainbiken samt på pendlercyklen, der primært har asfalt, men også grus som underlag. De to terræncykler har været brugt alt slags føre, man støder på i naturen. Det giver næsten sig selv, at der er blevet testet i det meste tænkeligt efterårsvejr.

Det anbefales fra X-Sauce, at Eco-Lube ikke blandes med andre smøremidler, navnlig ikke med de oliebaserede. I det hele taget gøres det klart, at man skal sikre, at kæden er helt ren, første gang smøremidlet påføres. Herefter skulle det ikke være nødvendigt, da Eco-Lube ifølge producenten ikke samler støv og skidt.

Så det gjorde vi - rensede kæderne meget grundigt inden første påførsel. Og vi har løbede tilført nye lag Eco-Lube, når det trængtes. Typisk efter cykelvask, med eller uden sæbe. Men uden en grundig vask af kæden, dvs. med kemikalier (degreaser) til at rense den helt i bund.

Som skrevet ovenfor skal man med voksbaserede smøremidler ikke forvente samme længelevetid som de mere almindelige kædeolier. Det er også det overordnede indtryk med Eco-Lube. Efter påførsel - og her skal det bemærkes, at kæden er klar til brug efter få sekunders tørring - arbejder kæden smidigt og uden meget mærkbar friktion. Den kører med andre ord godt og vil gøre de fleste mere end tilfredse.*

(*Ryttere med feinschmecker-tendenser eller bare - naturlig - fartfølsomhed overfor friktion vil måske kunne mærke, at deres luksuskædeolie ’glider’ bedre. Men vores bud er, at størstedelen af os ikke vil føle sig langsommere med denne Eco-Lube voks.)

Navnlig på pendlercyklen, som primært har kørt på asfalt, og hvor graden af jord og snavs derfor har været begrænset, har vi været positivt overrasket, over hvor længe kæden har kørt som (ny)smurt. At det hænger sammen med kun sjælden vask af cyklen, på nær de mange regnskyller, er vi ikke blinde for. Men vi er overbeviste om, at Eco-Lube kan blive en god, fremtidig væbner for mange racercyklister.

På de to terræncykler har vi måttet konstatere, at det hyppigt har været nødvendigt at tilføre et enten tyndt lag (fx ét lag på kædelængden) eller kraftigt lag (fx 2-3 lag på kædelængden) væske. Det har været helt afhængigt af, hvor grundigt cyklen er blevet vasket efter brug. I mange tilfælde, hvor cykelvask ikke har været nødvendig, eller hvor vask kun er foregået med vandspuling, har det været muligt at fortsætte uden tilførsel af nyt smøremiddel.

I alle tilfælde, navnlig på de beskidte terræncykler, har glæden været stor, når den skinnende, rene kæde har åbenbaret sig efter både let og grundig vask. Og smilet er ikke blevet mindre over, at en ren kæde jo samtidig betyder ren kassette, tandhjul og gearskifter.

 

Konklusion:
Det voksbaserede kædesmøremiddel, Eco-Lube fra spanske X-Sauce, er nyt på det danske marked, men der er bestemt ingen grund til at være forbeholden - det lader nemlig kæden gøre sit arbejde og holder den ren.

Racercyklister vil formentlig blive positivt overraskede over, at smørelsen giver lav friktion og relativt lang levetid på kæden. Mens ryttere i terrænet hyppigere skal tilføre nye lag dråber - men samtidig vil være glade for, at vask af cyklen sjældent har været nemmere, hvad kæde, kassette og bagskifter angår. Som man siger: ’What’s not to like?’

Vi giver gerne Eco-Lube en anbefaling med på vejen (og i skoven). Måske dyrere på den korte bane - men sjovere i længden.

Feltet.dk's vurdering:

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

LØRDAG

FREDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk