Sagan vinder People´s Choice Classic
14. januar 2018 13:35 af Stefan Bjerre Slothuus Foto: Patrick Beaudry

Verdensmesteren Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) tog sin første sejr i 2018, da han henviste André Greipel (Lotto Soudal) og Caleb Ewan (Michelton-Scott) til de øvrige podiepladser. 

I dag blev landevejssæsonen skudt så småt i gang med det traditionelle gadeløb, People´s Choice Classic. Rytterne skulle køre blot 50,6 kilometer på en lille omgang, hvor målstregen skulle passeres hele 22 gange.  

 

Der var mange udbrudsforsøg fra start af, da mange hold ikke havde nogen sprinter, der kunne gøre sig gældende i løbets afslutning, der traditionelt bliver afgjort i en spurt. Fumiyuki Beppu (Trek Segafredo), Tom Bohli (BMC Racing Team) og Zakkari Dempster fra det australske landshold slap først fri, indtil de fik selskab af Dempsters holdkammerat, Timothy Roe, Jonathan Restrepo (Katusha-Alpecin), Lachlan Morton (Dimension Data) og Manuele Boaro (Bahrain-Merida). Gruppen fik aldrig mere end 45 sekunders forspring til det jagtende felt med Mitchelton-Scott og Lotto Soudal i front.

 

Feltet bliver samlet

Med 15 kilometer tilbage blev den forreste gruppe reduceret til tre mand, da Restrepo, Boaro og Bohli fik et hul til de øvrige. Kun fem kilometer senere ved starten på 18. omgang var hele feltet samlet igen.

 

Matteo Montaguti (AG2R La Mondiale) forsøgte sig med syv kilometer tilbage, men der var ingen tvivl om, at det ville blive afgjort i en samlet spurt. Især Bora-Hansgrohe var synlige, da de etablerede et tog for irske Sam Bennett, mens Peter Sagan så ud til at få lov at køre for sig selv.

 

Det skulle ikke vise sig at være et problem for den positioneringsstærke verdensmester, da fulgte Greipels hjul i spurten. Det tvang den dobbelte forsvarende mester og australske hjemmefavorit, Caleb Ewan, til at starte en tidlig spurt, men Sagan var både for stærk og smart, og fik kun minimal vind på næsen, da han passerede Greipel og Ewan på de sidste meter.

 

People´s Choice Classic bliver sædvanligvis kørt et par dage før det australske WorldTour-løb, Tour Down Under, der starter natten til tirsdag dansk tid.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

FREDAG

TORSDAG