Rundt om Mitchelton-Scotts Tour-trup
23. juni 2018 07:30 af Tobias Munck SørensenFoto: Sirotti

Tour de France nærmer sig med hastige skridt, og vi varmer op ved at analysere hvert af de 22 deltagende hold. I denne artikel er fokus på Mitchelton-Scott.

Hele sæsonen har det været annonceret, at Mitchelton-Scotts planer for Tour de France primært ville være at give Caleb Ewan debut i sportens største løb og gå efter etapesejre og måske endda pointtrøje med ham og sekundært lade Adam Yates vende tilbage til løbet, som han fik sit gennembrud i for to år siden med en samlet fjerdeplads og en ungdomstrøje til følge.

 

Derfor var det noget af en overraskelse, da man i forbindelse med offentliggørelsen af truppen kunne konstatere, at der ikke var blevet plads til the pocket rocket, som den lille sprinter også kaldes. Rygterne omkring et muligt holdskifte for Ewan havde svirret et stykke tid, men der var dog næppe mange, der havde set det komme, at australieren ville blive vraget til Touren af den grund (naturligvis er der ikke kommet en officiel bekræftelse på, at det er årsagen til udeladelsen, men man kan næppe undgå at spekulere heri).

 

I stedet er der nu et entydigt fokus på Yates, og hvis holdet vurderer, at han kan levere en Tour på niveau med broderens Giro, kan man måske godt forstå, hvorfor man ikke har fundet det gunstigt at optage halvdelen af truppen (der som bekendt nu tæller en rytter mindre i forhold til tidligere) til et tog til Ewan.

 

I stedet har man valgt at medbringe en række solide motorer, der helt åbenlyst tjener til formål at støtte Yates i den første uge, hvor særligt holdtidskørslen ligner et sted, hvor australierne kan vinde tid på flere af konkurrenterne. Sidst, der var holdtidskørsel på programmet var i 2015, og ved den lejlighed sluttede man sidst og smed fem minutter, hvilket dog ene og alene skyldtes, at holdet allerede havde mistet Simon Gerrans, Michael Albasini og Daryl Impey, mens Michael Matthews kørte rundt med nogle beskadigede ribben.

 

To år tidligere vandt man holdløbet i Touren, og selvom der nok er for skarp konkurrence til, at det vil kunne lade sig gøre i år, ser det ud til, at Yates vil komme godt igennem løbets første otte dage - endda med god mulighed for etapesejr på Mûr de Bretagne. Roubaix-etapen bliver et lotteri, men hvis Yates kommer helskindet igennem den og er med i toppen af klassementet, vil han med Mikel Nieve og sekundært Damien Howson ved sin side stå fornuftigt i forhold til at begive sig ud på, hvad der må være hans mission: At overgå sin fjerdeplads fra 2016 og blive den første af Yates-tvillingerne til at køre sig på podiet i en Grand Tour.

 

Skulle Yates' klassementsprojekt mislykkes, står holdet ikke alt for stærkt, men i Daryl Impey og Mikel Nieve har man dog et par ryttere, der kan håbe på en etapesejr i så tilfælde. En ellers ganske formstærk Michael Albasini er ligesom Ewan og dennes leadout i form af Roger Kluge og Luka Mezgec blevet udeladt, mens heller ikke Christopher Juul vender tilbage til Touren efter et hårdt program med Giro og Schweiz Rundt, der kastede en etapesejr af sig i sidstnævnte.

 

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR-MANAGERHOLD. PRÆMIER TIL DE 100 BEDSTE OG 21 ETAPEVINDERE

 

Adam Yates - klassementshåbet

 

Nation: Storbritannien

Alder: 25 år

Professionel siden: 2014

Antal professionelle sejre: 7 (3 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Tredje deltagelse. I 2016 vandt han ungdomstrøjen og blev nummer 4 i klassementet. Ved den lejlighed blev han angrebet af en punkterende kilometer-port, hvilket heldigvis kun kostede et par skrammer på hagen.

Største meritter: Sejr i Clásica San Sebastián (2015), fjerdeplads i Tour de France (2016), andenplads i Critérium du Dauphiné (2018).

Vejen til Touren: Tour of California (nummer 4) og Critérium du Dauphiné (nummer 2)

 

 

Det er svært at tale om Adam Yates uden inddragelse af tvillingebroderen Simon. Modsat den gængse forståelse er de to ikke enæggede tvillinger, men alligevel volder de enhver cykelbetragter problemer, når man skal tale om forskellen på dem. Både i forhold til udseende, væremåde og evner på cyklen.

 

De hører begge efterhånden til i toppen af sporten, og der kan ikke gå alt for lang tid, inden en af dem tegner sig for en sejr i Grand Tour-sammenhæng. Dog har ingen af dem endnu betrådt podiet efter 21 dage som andet end vinder af en ungdomskonkurrence, og det skal Adam forsøge at ændre på i den kommende Tour.

 

Adam har haft en glimrende sæson i 2018, hvor han var tæt på en etapesejr i Volta Valenciana og siden tog en imponerende overlegen sejr i en puncheur-finale i Tirreno-Adriatico efter at være sat tilbage i klassementet på grund af et uheld på en flad etape. Ardenner-ugen blev ødelagt af en bækken-skade, som han pådrog sig i Catalonien Rundt, og i comebacket i Californien Rundt var briten ikke helt oppe at ringe.

 

Det kom han i Critérium du Dauphiné, hvor han var en af løbets fire stærkeste , og det blev til endnu en etapesejr på WorldTour-niveau, da han på sidste etape timede sin afslutning perfekt, hvormed han hjemkørte en andenplads i klassementet.

 

Formen ser derfor ud til at være god, og der er masser af tid til at bygge på forud for Touren. Og det bringer os tilbage til sammenligningen med Simon. Han havde også vundet to etaper på WorldTouren forud for Giroen, hvor han for alvor satte verden i brand de første to uger.

 

Imidlertid knækkede han til sidst, og spørgsmålet er, om Adam kan undgå at lide en lignende skæbne. I 2016 holdt han næsten niveau hele vejen igennem, og det samme gjorde han i sidste års Giro, hvor han dog kun blev nummer ni. Det kunne ligne et punkt, hvor de to adskiller sig fra hinanden, mens Adam også tenderer til at køre en anelse mere defensivt end broderen.

 

Af fysiske attributter kan det nævnes, at Adam Yates som klassementsrytter naturligvis excellerer i bjergene og i særdeleshed på skarpe afslutninger, hvor det vel snart kun er Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe, der er ham overlegen i det professionelle felt, hvorfor briten har en realistisk chance for at brillere allerede inden de høje bjerge, når feltet på sjette etape når til Mûr de Bretagne.

 

Enkeltstarten er ikke en specialitet, og det ser ikke helt ud til, at Adam har gjort samme fremskridt som Simon i denne disciplin, men heldigvis for briten er denne Tour ikke ligefrem spækket med kilometer i kampen mod uret, og med et stærkt hold står han rustet til at få en god start med holdløbet på tredje etape.

 

 

Daryl Impey - etapejægeren

 

Nation: Sydafrika

Alder: 33 år

Professionel siden: 2008

Antal professionelle sejre: 21 (5 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Sjette deltagelse. I 2013 blev han den første afrikaner til at bære den gule førertrøje, da Simon Gerrans videregav den ved at placere sig dårligt på en etape, hvorfor Impeys sum af etapeplaceringer blev den bedste på ORICA-holdet, der vandt holdtidskørslen.

Største meritter: Samlet sejr i Tour Down Under (2018), etapesejr i Critérium du Dauphiné (2018), etapesejr i Catalonien Rundt (2017) og to etapesejre i Baskerlandet Rundt (2012 og 2013).

Derudover er han syv-foldig sydafrikansk mester i enkeltstart, og i 2009 vandt han Tyrkiet Rundt i en mindeværdig udgave, hvor han på sidste etapes opløbsstrækning blev revet omkuld af Theo Bos.

Vejen til Touren: Hammer Stavanger (holdet vandt), Critérium du Dauphiné (en etapesejr) og Slovenien Rundt (udgik efter tredje etape, hvor han blev nummer to).

 

 

Når snakken går på, hvornår man som cykelrytter er på toppen af karrieren, er den generelle opfattelse - der bakkes op af statistikken - at en alder mellem 26 og 29 år er den periode, hvor man normalt er på sit højeste.

 

Dog ser vi for tiden en række ryttere, hvis udløbsdato ikke nås så tidligt, og i form af Chris Froome og Richie Porte har vi to 33-årige ryttere, der muligvis er de allerstørste favoritter til den samlede Tour-sejr, mens 38-årige Alejandro Valverde på det nærmeste er i gang med at vise, at alder bare er et tal.

 

En anden 33-årig rytter har i denne sæson taget et gevaldigt spring frem, for Daryl Impey har aldrig haft en sæson på niveau med den, han i 2018 er i gang med at sætte sammen.

 

Det startede tilbage i januar, hvor han chokerede sig selv ved næsten at følge Richie Porte til dørs på Willunga Hill og med bonussekunder sikre sig den samlede sejr i Tour Down Under, og efter at være blevet dobbelt sydafrikansk mester fik han armene lidt ned, da han kom til Europa. I Catalonien Rundt fik han en andenplads på en etape efter at have tabt en spurt til Valverde, men i juni brillerede han med en etapesejr i Critérium du Dauphiné, og på sæsonens hidtil sidste løbsdag kørte han lige op med klassementsrytterne på en hård afslutning i Slovenien Rundt, hvor han kun til allersidst måtte kapitulere over for Rigoberto Urán, før han blev syg og måtte trække sig fra den efterfølgende etape.

 

I 2018 har Impey således bibeholdt sin høje topfart, men han virker også til at være blevet bedre på stigningerne, og han må helt entydigt være Mitchelton-Scotts plan B, hvis det skulle gå galt for Yates.

 

Man skal dog også være realistisk. Der er ikke mange etaper, der egner sig til ryttere af Impeys type i årets Tour, og han er nødt til at få skruet de helt skarpe bjergben på, hvis han skal have succes med at infiltrere et succesfuldt udbrud og slippe af sted med en etapesejr på den måde. Alternativt må han have et øje stift rettet mod femte og sjette etape, hvor han har en chance, men er oppe imod modstand, han trods alt ikke har været ude for hidtil i år, og det er måske temmelig vanskeligt at se ham overspurte ryttere som Peter Sagan og Michael Matthews, selvom sydafrikaneren er bedre end nogensinde før. Derudover har han kørt et par fremragende enkeltstarter på det seneste oh vil være en af motorerne på 3. etape.

 

 

Mikel Nieve - Yates’ højre hånd

 

Nation: Spanien

Alder: 34 år

Professionel siden: 2009

Antal professionelle sejre: 5 (5 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Femte deltagelse. I debuten i 2013 gjorde han sig mest bemærket ved at blande sig i Chris Froomes og Nairo Quintanas kamp på Mont Ventoux, men til sidst måtte han tage til takke med en tolvteplads i klassementet.

Største meritter: Tre etapesejre i Giro d’Italia (2011, 2016 og 2018) samt en etapesejr i Vuelta a España (2010).

Vejen til Touren: Pause siden Giroen.

 

 

Der skal absolut ingen tvivl herske om, at Mitchelton-Scott ikke står som et af de stærkeste klassementshold til bjergene. Men hvad Adam Yates kommer til at mangle i kvantitet, kan han til gengæld glæde sig over at have i kvalitet.

 

Efter en ikke specielt succesfuld satsning som klassementsrytter på grund af en elendig enkeltstart etablerede Mikel Nieve sig i sine år på Team Sky som en af Chris Froomes mest skattede hjælperyttere, og det var ikke en glad brite, der måtte konstatere, at Nieve søgte nye græsgange forud for denne sæson. Og i Touren kommer han da også til at indtage den samme rolle for Adam Yates, ligesom han gjorde det for Simon Yates i årets Giro.

 

Nieve er en bundsolid klatrer, der gerne sidder med, når de første favoritter begynder at komme i problemer, og skulle Yates krakelere, forstår baskeren at tage sagen i egen hånd. Det beviste han senest på 20. etape af årets Giro, hvor han leverede en magtdemonstration fra et heller ikke alt for stærkt udbrud. Der var dog ingen slinger i valsen, og Nieve kunne drage fordel af ikke at have skullet gå alt for dybt som nærmest den eneste i hele feltet på den foregående dags vanvittige etape, hvor han skulle slæbe en kaput Simon Yates til mål.

 

For to år siden leverede han en bjergtrøje og en etapesejr i selvsamme løb, efter at Mikel Landa var blevet syg, og det vil han prøve igen i år, skulle det blive påkrævet.

 

Nieve er imidlertid alt andet end en hurtig rytter, og skal han vinde en etape, er han nødt til at komme alene til mål. Derfor er det også kun på de allerhårdeste dage, han har en chance, hvilket afspejler sig i et kuriøst faktum vedrørende den slidstærke basker: Han er med sine fem sejre den rytter i det professionelle felt, der har vundet flest løb, men som ikke har vundet uden for WorldTouren.

 

Derfor er en etapesejr ikke bare et knips med fingrene, og naturligvis håber man på, at han kommer til at udfylde sin primære rolle igennem hele løbet: Bundsolid hjælper til Yates dybt ind i de bjergrige finaler.

 

 

Mathew Hayman - løbets alderspræsident

 

Nation: Australien

Alder: 40 år

Professionel siden: 2000

Antal professionelle sejre: 4 (1 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Tredje deltagelse. Han debuterede først for to år siden i en alder af 38 år og har kørt begge de to forgangne Tours som ren hjælperytter.

Største meritter: Vinder af Paris-Roubaix (2016).

Vejen til Touren: Californien Rundt, Hammer Limburg (holdet blev nummer to) og Slovenien Rundt.

 

 

Det var en sand eventyrfortælling, da Mathew Hayman for lidt over to år siden vandt Paris-Roubaix i sit 15. forsøg efter at have siddet hele forårssæsonen over med en brækket underarmsknogle. I en spurt mod kongen af Roubaix i form af Tom Boonen. Efter at have siddet i udbrud hele dagen.

 

Det er stadig en historie, der kan give gåsehud, men hverdagen er vendt tilbage for australieren, der ikke har fået ændret sin rolle på Mitchelton-Scott. Dog med den lille ændring, at han har fået lov til at deltage i Tour de France. Han skulle således være professionel i mere end 16 år, før han debuterede i sportens største løb, men nu kan han se frem til sin tredje deltagelse i løbet.

 

På trods af sin status som monumentvinder bliver det dog ikke med andet formål end at hjælpe Adam Yates i den første uge, hvor han med sin erfaring skal guide den 15 år yngre brite rundt i feltet på de flade etaper og i særdeleshed være behjælpelig i sit eget terræn, når 20 kilometer på brosten skal forceres på niende etape. Med sin store størrelse og motor kommer han også til at være en god bidragyder på holdløbet, selvom han dog ikke er ekspert i tidskørsler.

 

 

Luke Durbridge - spirende klassikerhåb

 

Nation: Australien

Alder: 27 år

Professionel siden: 2012

Antal professionelle sejre: 11 (1 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Femte deltagelse. Siden 2014 har han været med hver gang, men sidste år styrtede han og måtte udgå efter den indledende enkeltstart. I 2016 var han med i udbruddet på 14. etape, hvor han kørte Michael Matthews til sin første Tour-etapesejr og selv snuppede etapens syvendeplads.

Største meritter: Sejr på prologen i Critérium du Dauphiné (2012), dobbelt australsk enkeltstartsmester (2012 og 2013) og australsk mester i linjeløb (2013). Sidste år blev han desuden nummer seks i Strade Bianche og fire i E3 Harelbeke. 6 gange er han endt i top 5 ved VM i holdløb.

Vejen til Touren: Tour des Fjords, Hammer Limburg (holdet blev nummer to) og Slovenien Rundt.

 

 

Luke Durbridge blev professionel hos ORICA-Scott i 2012, hvilket var tidspunktet for holdets oprindelse. Fem ryttere har kørt for holdet i alle disse år, men af disse er det kun han selv og Michael Hepburn, der ikke havde kørt andre steder før holdet etableredes.

 

Det må give en speciel status, og der er ingen tvivl om, at man i ledelsen håber, at Durbridge kan bygge videre på de tendenser, han viste sidste forår, hvor han med top 6-placeringer i Strade Bianche, Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbeke viste stort potentiale i forårsklassikerne og endda for en kort stund genfandt sit tabte niveau på enkeltstarten med en etapesejr i Tre Dage ved Panne.

 

I år startede han sæsonen ganske forfærdeligt, da han måtte udgå af de australske mesterskaber med en hjernerystelse og et brækket kraveben, og han fandt aldrig sidste års ben og endte som en anonym skikkelse i forårsklassikerne, hvor holdet generelt ikke havde meget at byde ind med.

 

På sidste etape af Slovenien Rundt var der dog lidt opmuntrende takter at spore, da han med en sjetteplads afsluttede løbsforberedelsen frem mod Touren, hvor han ligesom en ganske stor del af holdet hovedsageligt kommer til at være til gavn for Adam Yates i den indledende uge. Som fast mand på ORICA’s hold til VM i holdløb bliver meget af ansvaret for tredje etapes succes lagt på australierens skuldre, og hans brostensevner skal også på den ene eller anden måde bringes til gavn for Yates på niende etape i et løb, hvor der ikke er stor sandsynlighed for personlig succes til Durbridge.

 

 

Damien Howson - altmuligmand

 

Nation: Australien

Alder: 25 år

Professionel siden: 2014

Antal professionelle sejre: 2 (ingen på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Anden deltagelse. Han debuterede sidste år uden at gøre personligt væsen af sig.

Største meritter: Vinder af Herald Sun Tour (2017), nummer 11 i Romandiet Rundt (2017).

Vejen til Touren: Hammer Stavanger (holdet vandt) og Critérium du Dauphiné.

 

 

Som U23-rytter lignede Damien Howson en ny udgave af Luke Durbridge og Michael Hepburn, da han med fantastiske evner i kampen mod uret var et helt traditionelt resultat af den australske cykelskole. Blandt andet er det fascinerende at betragte resultatlisten for VM i 2013, hvor Howson tog en helt suveræn sejr med ryttere som Stefan Küng, Ryan Mullen og Victor Campenaerts små to minutter efter sig.

 

Men efter skiftet til de professionelles rækker er Howson gået i en anden retning. Han har ikke vundet en enkeltstart siden føromtalte sejr i Firenze, og i stedet udviklede han sig som Esteban Chaves’ højre hånd i Grand Tour-sammenhæng. Således fulgte han colombianeren i alle dennes fem Grand Tours mellem 2015 og Touren i 2017, og det er faktisk første gang, Howson stiller til start i et treugers løb uden Chaves ved sin side.

 

Som Chaves-hjælper har Howson arbejdet på sin klatrestyrke, og den er blevet ganske fornuftig, hvilket muliggjorde sejren i Herald Sun Tour i fjor, der er det eneste, han har vundet som professionel. Australieren er i kraft af sin store størrelse heller ikke en dum hjælper på det flade, og på holdløbet er han også et stærkt kort. Han kommer ikke til at sidde med lige så længe som Nieve i bjergene, men rammer Howson formen, bør han kunne blive en af Yates’ vigtigste hjælpere på de hårde etaper under de kommende tre uger i Frankrig.

 

 

Michael Hepburn - tempospecialist

 

Nation: Australien

Alder: 26 år

Professionel siden: 2012

Antal professionelle sejre: 3 (ingen på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Første deltagelse.

Største meritter: Etapesejr i Tour of Qatar (2014), 5 gange top 5 ved VM i holdløb.

Vejen til Touren: Tour of California, Hammer Limburg (holdet blev nummer to) og Schweiz Rundt.

 

 

Ligesom Luke Durbridge har Michael Hepburn tilbragt hele sin professionelle karriere hos Mitchelton-Scott, der heller ikke har eksisteret uden at have Hepburn på holdkortet. Og ligesom Durbridge har Hepburn - i hvert fald i de sidste fem år - været fast mand på mandskabets hold til VM i holdløb.

 

Den faste inklusion i det arrangement kunne meget vel forklare udtagelsen af Hepburn til det kommende Tour de France, for modsat Durbridge har Hepburn ikke selv de store meritter. Kampen mod uret er klart australierens force, men det er ikke blevet til nogen rigtig stor sejr på WorldTouren. Tættest kom han i Tirreno-Adriatico sidste år, hvor han på den afsluttende etape i San Benedetto del Tronto kørte sig til en tredjeplads, igesom han har taget en mindre gevinst i Tour of Qatar.

 

De seneste fire sæsoner har Hepburn hver gang deltaget i Giroen som sin eneste Grand Tour, men i år får han altså debut i Touren. Tre gange har han været blandt de syv sidste i Giroens klassement, hvilket vidner om, at han har det svært, når feltet rammer bjergene. Det er derfor helt entydigt i den første uge, at Hepburn skal vise sit værd, og holdtidskørslen er hans vigtigste moment i løbet. Han vil dog også være endnu et stærkt kort for Yates, hvis helvedet skulle bryde løs på en sidevindsetape, hvorimod han bestemt ikke har de bedste erfaringer med brostenskørsel.

 

 

Jack Bauer - newzealandsk fladbanespecialist

 

Nation: New Zealand

Alder: 33 år

Professionel siden: 2012

Antal professionelle sejre: 6 (ingen på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Fjerde deltagelse. I 2014 var han tæt på en etapesejr, da han med under 100 meter til mål blev indhentet efter en hel dag i udbrud.

Største meritter: Etapesejr i Tour of Britain (2016), newzealandsk mester i linjeløb (2010) og enkeltstart (2017). I 2012 blev han nummer 10 i linjeløbet ved OL.

Vejen til Touren: Tour of California, Hammer Limburg (holdet blev nummer to) og Slovenien Rundt (fjerdeplads på sidste etapes enkeltstart).

 

 

Jack Bauer kører sit første år for Mitchelton-Scott efter at have haft en enkelt sæson for Quick Step sidste år. Inden da havde han tilbragt hele karrieren på det, der engang hed Garmin.

 

Ligesom hovedparten af Mitchelton-Scotts hold til Touren har han sin force, når vejen ikke skråner opad, og med en enkelt ottendeplads i E3 Harelbeke for tre år siden har han endda vist et glimt af, at han har talent for også at navigere på brosten.

 

Det er dog på tidskørslen, at newzealænderen har fejret sine største triumfer, og i år har han også været stærk i kampen mod uret med flere top 10-placeringer. I 2014 var han som nævnt hjerteskærende tæt på at tage en etapesejr i løbet, men man skal ikke forvente at se ham få tilsvarende muligheder i år, da det synes usandsynligt at de mange sprinterhold vil lade noget være overladt til tilfældighederne på den slags etaper, som Bauer har en chance på, og derfor kommer vi primært til at se ham hjælpe Yates på det flade og i holdtidskørslen, mens han formentlig vil forsøge sig på løbets enkeltstart, der dog ikke passer hans karakteristika ideelt. Sammen med Durbridge og Impey skal han ligeledes spille en rolle tidligt på bjergetaperne, hvor han kan udnytte sine sin størrelse til trods ikke helt ringe klatreevner.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

LØRDAG