Rohan Dennis hurtigste mand i Abu Dhabi
24. februar 2018 13:29 af Daniel Laursen Foto: LaPresse - Ferrari / Paolone

Den australske enkeltstartsmester vandt dagens enkeltstart i Abu Dhabi Tour. Han overtager også løbets førertrøje.

For første gang i løbets historie skulle rytterne i dag ud og kæmpe mod uret og sig selv på en 12,6 kilometer lang enkeltstart på Al Maryah Island. Etapen blev for størstedelens vedkommende kørt på brede og helt lige veje uden skarpe sving. Vendepunktet og mellemtiden lå efter 7,1 kilometer.

 

Rohan Dennis (BMC Racing Team) trak sig i dag sejrrigt ud af kampen mod uret i Abu Dhabi Tour. Den australske tempospecialist var 14 sekunder hurtigere end Jonathan Castroviejo (Team Sky), der var nærmeste forfølger. Dennis’ landsmand og holdkammerat, Miles Scotson (BMC Racing Team), rundede podiet af i en tid, der var 16 sekunder langsommere end sejrherren.

 

Dermed overtager Rohan Dennis også løbets førertrøje. Han er 14 sekunder foran Castroviejo inden morgendagens afsluttende etape, hvor rytterne slutter på den 10,8 kilometer lange Jebel Hafeet-stigning. Her må særligt Wilco Kelderman, der er 16 sekunder efter Dennis i den samlede stilling, og Alejandro Valverde, der er 24 sekunder efter, regnes for betydelige trusler for australieren i kampen om den samlede sejr.

 

En af dagens store favoritter, Tom Dumoulin (Team Sunweb) fik defekt, og det kostede ham alle chancer for en etapesejr på den 12,6 kilometer korte rute. Ved den første mellemtid havde han ellers næstbedste tid, men så gik alt galt for verdensmesteren, som måtte skifte cykel. Selvom han hurtigt var i pedalerne, så var det på den korte distance ikke muligt at indhente det tabte, og  han sluttede som nummer 12, 31 sekunder efter vinderen.

 

Manden i løbets førertrøje før etapen, Elia Viviani (Quick-Step Floors), havde et forspring på 13 sekunder forud for etapen, men det var langt fra nok til et forsvar. Han var 49 sekunder langsommere end Rohan Dennis og måtte derfor aflevere trøjen.

 

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG