Sejren kom bag p\u00e5 mange, ikke mindst Blaak selv. Hun skulle nemlig blot skabe et sv\u00e6rt l\u00f8b, der kunne g\u00f8re det muligt for de to kaptajner at angribe i finalen.<\/p>","
\u201dJeg var motiveret til at skabe et h\u00e5rdt l\u00f8b, men havde aldrig regnet med at vinde,\u201d sagde hun efterf\u00f8lgende p\u00e5 pressem\u00f8det i Bergen. \u201dJeg sagde til de andre over radioen: \u201dJeg er i udbrud. Jeg er god p\u00e5 stigningerne, men jeg er ikke sikker p\u00e5, at jeg kan sl\u00e5 [Hannah] Barnes i en spurt. Tag jeres egne beslutninger.\u201d Jeg var glad for at se Annemiek og Anna komme op til mig. Det gav flere muligheder.\u201d<\/p>","
Hvor Blaaks sejr var uventet, var det helt forventet, at en holl\u00e6nder ville vinde. Det lille land er nemlig den ubetinget st\u00e6rkeste kvindenation, og de vidste derfor, at det ville v\u00e6re op til dem at skabe l\u00f8bet.<\/p>","
\u201dVi forventer, at alle kigger p\u00e5 os,\u201d forklarede hun. \u201dVi var glade for at spare os i starten, men vidste, at det skulle g\u00f8res h\u00e5rdt, fordi vi er st\u00e6rkest. Det var det, vi gjorde.\u201d<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
”Det var det perfekte løb. Det er altid svært på et stærkt hold, men jeg er så glad for at alle tog chancen. Alle var i udbrud på et tidspunkt. Alle havde chancen, og alle arbejdede sammen. Jeg er glad for, at jeg var i det rette udbrud. Alle kan vi være stolte af vores løb.”
”Vores plan var, at alle måtte angribe, og at vi skulle være aggressive. Jeg blev sat på næstsidste stigning, men kom tilbage. Jeg tog chancen. Man ved aldrig, om man holder hjem, og det gjorde vi. Alle havde frihed til at angribe.”
Det så ellers ud til at være ovre for Blaak midtvejs i løbet, da hun styrtede og måtte bruge mange kræfter på at komme tilbage til feltet. Selv havde hun da også afskrevet sine muligheder.
”Jeg ved ikke, hvad der skete,” forklarede hun uheldet. ”En eller anden så bagud og ramte et baghjul. Jeg kunne intet stille op. Jeg troede, at det var slut, da det tog alt for lang tid. Jeg kunne have ordnet cyklen selv, men jeg ventede på mekanikeren. Jeg sagde til mig self: ”Det er årets sidste løb. Du har trænet så hårdt, og holdet skal bruge dig.” Jeg gav alt for at komme tilbage. De andre vidste, at jeg var styrtet, for det sagde vi over radioen. Jeg sagde, at de skulle fortsætte planen, men at jeg ikke var der længere. Og så var jeg der pludselig alligevel.”
Normalt er Blaak en relativt anonym rytter, hvis største sejr hidtil kom i Gent-Wevelgem. Hun er imidlertid ikke frustreret over at stå i skyggen af sine mere berømte landsmænd.
”De andre er meget gode. I dag var det mig, der var i fokus, men de andre fortjener opmærksomheden. De har vist, at de er stærke. Alle otte her er stærke og har vundet mange løb,” forklarede hun om hendes position i hierarkier.
”Måske havde min karriere været anderledes, hvis jeg ikke var hollænder, men så var denne mulighed nok aldrig kommet. Til gengæld havde jeg nok været med til OL. Jeg er stolt af at være hollænder og vil ikke bytte.”
”Det er specielt, for når man har en stærk generation bliver alt svært. Først skal du udtages, så det er aldrig nemt. Men det giver også mange muligheder.”
”Det er min største sejr. Det har altid været en drøm. Man ved, at det er svært, men det er muligt. Når du kan vinde store løb, kan du også vinde her, hvis alt flasker sig. Og det gjorde det.”
Trods den nyerhvervede status regner Blaak dog ikke med, at hendes rolle på sportens stærkeste firmahold, Boels Dolmans, vil ændre sig mærkbart.
”Jeg vil fortsætte som altid,” svarede hun adspurgt om sin fremtidige position i hierarkier. ”Jeg har også muligheder, og de tror på mig. Vi er så mange stærke ryttere. Det ændrer kun noget for mig personligt, ikke på den måde, vi kører på.”
Og måske er det ikke helt skidt. I dag så vi, at også rollen som hjælperytter kan belønnes med en stor sejr.