Nedenfor giver vi en analyse af Mitchelton-Scott.

Ryttere, der bliver på holdet

Michael Albasini, Sam Bewley, Esteban Chaves, Luke Durbridge, Alexander Edmondson, Caleb Ewan, Jack Haig, Mathew Hayman, Michael Hepburn, Damien Howson, Daryl Impey, Christopher Juul-Jensne, Roger Kluge, Roman Kreuziger, Luka Mezgec, Robert Power, Svein Tuft, Carlos Verona, Adam Yates, Simon Yates

Nye ryttere

Mikel Nieve (Sky), Matteo Trentin (Quick-Step), Cameron Meyer (Mitchelton Scott), Jack Bauer (Quick-Step), Lucas Hamilton (Mitchelton-Scott)

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ryttere, der forlader holdet

Simon Gerrans (BMC), Ruben Plaza (Israel Cycling Academy), Jens Keukeleire (Lotto Soudal), Magnus Cort Nielsen (Astana), Mitchell Docker (EF Education First-Drapac), King Lok Cheung (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er meget få hold, der har en så klar og langsigtet strategi som Mitchelton-Scott. Det australske mandskab startede som et hold at etapejægere og klassikerryttere, mens man opdyrkede talentmarkedet. Det lykkedes at finde frem til og få fingre i Esteban Chaves, Adam og Simon Yates samt Caleb Ewan, og siden da har holdet været bygget 100% op om de fire stortalenter. Det har betydet, at fokus er blevet flyttet fra etapesejre i grand tours og et hovedfokus på klassikerne til, at det nu er klassementerne i de tre uger lange etapeløb samt spurtsejre med Ewan, der er holdets væsentligste ambition. Derfor har holdets i de senere år også i deres indkøbspolitik med stor præcision primært satset på at tiltrække erfarne klatrere, der kan hjælpe kaptajnerne i de store etapeløb, samt lead-out men, der kan spille en rolle i Ewans tog. Derudover har man ikke glemt den store succes, man har haft med talentudvikling, og derfor er der som regel også blevet plads til en ung australier eller to forud for hver sæson.

Det er samme model, der har ligget til grund for transferstrategien denne gang. Blandt de fem nye ryttere er der én veteran, der skal hjælpe i bjergene i de store etapeløb, to ryttere, der kan gøre sig gældende i Ewans tog, én all-rounder, der kan bidrage lidt på begge områder, samt et ungt australsk talent. Samtidig har holdet dog ikke helt glemt klassikerne, selvom de i dag spiller en mindre rolle, og der er lagt op til en oprustning i 2018.

Det er da også på dette område, at holdet er blevet styrket mest forud for den kommende sæson, og faktisk vil det ikke være urimeligt at hævde, at Mitchelton-Scott har begået årets transferkup. I løbet af sommeren stod det nemlig klart, at holdets klassikerkaptajn, Jens Keukeleire, var på vej væk, og derfor skyndte man sig at hente Matteo Trentin, der var på jagt efter flere personlige muligheder efter en lang læretid på Quick-Step, til holdet. På tidspunktet for offentliggørelsen trak det ikke de store overskrifter, men det har det i den grad gjort siden…

Fra august til oktober var Trentin en af cykelsportens allermest dominerende skikkelser, og italieneren oplevede i de måneder et stort gennembrud. Det blev til 4 etapesejre i Vueltaen, endnu en triumf i Paris-Tours, en knusende magtdemonstration i Primus Classic samt en 4. plads til VM. Med ét gik Trentin fra at være en halvanonym hjælperytter, der først og fremmest støttede kaptajnerne i klassiker og var en del af Marcel Kittels tog, til at være en af sportens mest succesrige ryttere. Mitchelton-Scott-ledelsen kan derfor formentlig ikke tro deres eget held over til en formentlig relativt billig penge at have hentet italieneren til holdet. Naturligvis mangler han fortsat sit helt store gennembrud i de største klassikere, men meget tyder på, at det kan komme i 2018. Her vil han overtage kaptajnansvaret fra Keukeleire, der aldrig for alvor slog igennem i australsk tjeneste, og der er ingen tvivl om, at det er en voldsomt forstærket klassikertrup, man kan præstere i 2018. Bedre bliver det kun af, at Trentin som en af verdens bedste lead-out men kan spille en nøglerolle i Ewans tog, og at han i kuperede løb selv kan vinde massespurter, som han med stor succes gjorde det i Vueltaen.

Holdet har også hentet Jack Bauer, og det er tanken, at han skal styrke truppen på de samme områder som Trentin. Det betyder, at han først og fremmest skal være en vigtig mand for Ewan efter i år at have fået værdifuld erfaring i lead-outs hos Quick-Step. Derudover drømmer man om, at han kan finde de brostensben, han havde for et par år siden, og lykkes det, vil han være en værdifuld støtte for Trentin i de største klassikere.

Holdet har også gjort et mindre kup ved at få fingrene i veteranen Mikel Nieve. Igennem adskillige år har baskeren været en af de allermest værdifulde hjælpere for Chris Froome, og derfor kan hans betydning i grand tours slet ikke overvurderes. Chaves og Yates-brødrene kunne ikke have ønsket sig en bedre mand til at hjælpe dem i bjergene, og modsat Roman Kreuziger, der i de forløbne år har været langt fra fordums styrke, har han så sent som i Vueltaen vist, at han kan køre i top 10 på de store bjergetaper. At han samtidig i sidste års Giro viste, at han også fortsat er i stand til at vinde etaper - han vandt som bekendt både en etape og bjergtrøjen - gør ham blot til en endnu mere værdifuld tilføjelse til truppen.

Cameron Meyer overraskede ved midlertidigt at indstille karrieren midtvejs i 2016-sæsonen, men nu er han tilbage. 2017 viste, at han stadig er en habil cykelrytter, og selvom hans hovedfokus er på banen frem mod 2020, vil han være en nyttig rytter for Mitchelton-Scott på landevejen. De tider, hvor han har store personlige ambitioner, er formentlig ovre, og derfor er han den perfekte hjælperytter. Han har vist, at han med sine klatreevner kan køre i top 10 i ugelange etapeløb, og samtidig betyder hans baneerfaring, at han er en glimrende lead-out man. Med andre ord styrker han holdet på alle de områder, de satser.

Endelig henter holdet det australske stortalent Lucas Hamilton. Han har i år været en af de allerbedste klassementsryttere på U23-scenen og blev således nr. 2 i Babygiroen samt nr. 4 i Tour de l’Avenir. Med andre ord var han en af de allermest attraktive unge ryttere på markedet, og derfor er det en fremragende langsigtet investering at få fingre i ham.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Som sagt må holdet vinke farvel til Keukeleire, og det er naturligvis en markant svækkelse af klassikertruppen. Hvis man betragter det som en direkte udskiftning med Trentin på kaptajnpladsen, er det imidlertid helt indlysende, at holdet står bedre i 2018, end man gjorde i år. Derudover siger holdet farvel til Magnus Cort, og det er helt sikkert en afgang, man gerne have undgået. Det stod imidlertid klart, at danskeren ikke helt kunne indfri sine personlige ambitioner på et hold, hvor Ewan er førstesprinteren, og det vil kun være blevet yderligere kompliceret af Trentins ankomst. Derfor er det ikke stærkt overraskende, at man ikke kunne holde på danskeren. Desværre må man også vinke farvel til Mitchell Docker, en af Ewans vigtige lead-out men, men han var i de senere år blevet skubbet lidt i baggrunden af Roger Kluge og Luka Mezgec og kan derfor formentlig undværes.

En lille overraskelse er det måske, at holdet ragede uklar med Simon Gerrans, der ellers om nogen var manden, der satte dem på landkortet i de første år. Det er lidt uklart, hvad der er sket i kulissen, men faktum er i hvert fald, at det ikke er en helt lykkelig skilsmisse. Det gør imidlertid mest ondt på holdets image og af følelsesmæssige årsager, da Gerrans i de seneste to år har været en skygge af sig selv og ikke været mere end en anonym hjælper. Veteranen Ruben Plaza forlader også holdet, og det er naturligvis ærgerligt for Chaves og Yates-brødrene. Han synes imidlertid at være et stykke fra fordums styrke, og der er ingen tvivl om, at Nieve er erstatning, der overgår Plaza med flere længder. Endelig forlade os King Lok Cheung mandskabet, men det vil næppe kunne mærkes, da hans tilstedeværelse tydeligvis alene skyldes kommercielle interesser i Kina og Taiwan.

Samlet set er det således et markant styrket Mitchelton-Scott-mandskab, der ganske vist vinker farvel til et par solide navne i Cort og Keukeleire, men som i Trentin og Nieve samtidig henter to ryttere, hvis værdi næppe kan overvurderes, og som passer perfekt ind i holdets overordnede planer. At man samtidig med Hamilton sikrer sig et af tidens største etapeløbstalenter efterlader blot et endnu stærkere indtryk af, at australierne igen kan trække sig ud af transfersæsonen som vindere.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Mitchelton-Scott fik som bekendt sine første store succeser i klassikerne, først og fremmest med Simon Gerrans’ sejre i Milano-Sanremo og Liege-Bastogne-Liege. I de senere år er de store endagsløb gledet ned ad prioritetslisten, men det har paradoksalt nok ikke ændre på holdets succes. Således vandt man i 2016 hele to af de tre monumenter, man fortsat manglede, nemlig Paris-Roubaix og Il Lombardia, og det er således kun i år, at holdet havde en relativt anonym klassikersæson.

Det satses der på, at man kan rette op på næste år, og der er gode chancer for, at det vil lykkes. Det skyldes som omtalt ovenfor, at Matteo Trentin er kommet til holdet, og selvom der samtidig vinkes farvel til Jens Keukeleire, kan vi forvente at se australierne spille en langt større rolle i 2018. Trentin vil være den klare kaptajn i alle løb i den første del af klassikersæsonen. Allerede i år var italieneren langt stærkere på brostenene end tidligere, og med det kvantespring, han tog i efteråret, kan det kun blive endnu bedre i 2018. I teorien burde han kunne køre med om sejren i samtlige brostensløb fra Omloop Het Nieuwsblad til Paris-Roubaix, men måske mangler han den sidste holdbarhed i monumenterne, specielt i Roubaix, der ikke passer ham helt perfekt. Han vil samtidig skulle dele ansvaret med Luke Durbridge, der i år fik et stort gennembrud på brostenene og ikke var langt fra at vinde E3. Han er naturligvis slet ikke så spurtstærk som Trentin, men til gengæld har han en fremragende motor, der kan bringe ham langt i monumenterne. Sammen vil de udgøre en skræmmende stærk duo.

Trentin har også store ambitioner i Milano-Sanremo, men det er tvivlsomt, om han har hurtigheden til faktisk at vinde sit hjemmebaneløb. Til gengæld har holdet i La Primavera en meget interessant plan B. I år sad Caleb Ewan ganske overraskende med feltet hjem og sikrede sig en overraskende top 10-placering. Næste år vil han formentlig være endnu stærkere, og selvom det er tvivlsomt, hvor meget af sin hurtighed han kan bevare efter 300 km, bliver det yderst interessant at se ham i årets udgave af kalenderens længste løb. Før det har holdet god mulighed for at gøre det godt i en anden italiensk klassiker, Strade Bianche, hvor Trentin, Durbridge og Christopher Juul-Jensen alle tidligere har gjort det godt.

I de kuperede klassikere vil fokus hurtigt skifte til Michael Albasini. I mange år var han intet andet end en solid hjælper i de store endagsløb, selvom de på papiret passede ham fremragende, og det var kun i Fleche Wallonne, han fik sin egen chance. I de senere år har han imidlertid endelig fået lov at vise, hvad han kan i alle de tre store ardennerløb, og efter at være blevet nr.2 i Liege sidste år og tidligere have været på podiet i Fleche lykkedes det ham i år at komme i top 10 i dem alle tre. Albasini er en ældre herre, og derfor er der altid en risiko for, at han ikke kan holde sit høje niveau, men som udgangspunkt giver han holdet gode muligheder i alle ardennerklassikerne og også i Brabantse Pijl, hvis man skulle stille til start her.

Albasini er imidlertid ikke alene om at skulle levere resultater her. På papiret har Simon og Adam Yates alt det, der skal til, for at levere topresultater, ikke mindst i Fleche Wallonne. Man skal således huske på, at Adam Yates allerede har vundet Clasica San Sebastian, og at de to brødre er som skabte til de kuperede endagsløb. Som vi argumenterer for nedenfor, er der en vis sandsynlighed for, at de begge i år vil satse på Touren, og det burde kunne give mulighed for, at de kan gå efter resultater i Ardennerne. Sammen med Albasini vil de udgøre en stærk trio, der til fulde er i stand til at gå efter mindst et top 5-resultat i de to belgiske klassikere. Endelig skal man huske på, at Roman Kreuziger traditionelt har kørt stærkt i Ardennerne, og skulle det lykkes for ham at genfinde fordums styrke, vil han være et godt kort, specielt i Liege. Endelig skal man ikke udelukke, at Daryl Impey med sine gode klatreevner og fremragende spurt er et godt bud på en back-up for Albasini i Amstel Gold Race, ligesom Trentin vil være det, hvis han kan holde formen gående så længe.

I efteråret er første mål, at Caleb Ewan skal vinde EuroEyes Cyclassics for anden gang i karrieren, og det er den lille australier til fulde i stand til. Også RideLondon Classic kunne være et glimrende løb for den hurtige sprinter, der til gengæld formentlig vil overlade ansvaret til Luka Mezgec eller Daryl Impey i Bretagne Classic. I Clasica San Sebastian har de to Yates-brødre alle muligheder for at være med fremme, men da de formentlig begge har kørt Tour, bliver det svært. Historien viser nemlig, at de to brødre som regel er helt færdige, når de har gennemført et tre uger langt etapeløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

De canadiske klassikere er som skabt til Albasini, men af uransagelige årsager har han aldrig været med fremme. Impey har også før gjort det fornuftigt her, men også Yates-brødrene kan gøre det godt, specielt på den hårde rute i Montreal. Specielt løbet i Quebec passer også fint til Trentin, men han er formentlig ikke disponibel, da Vueltaen er det oplagte mål for ham. Endelig har holdet i Esteban Chaves en af de helt store favoritter til Il Lombardia. Colombianeren kører sandsynligvis Vueltaen og har ofte viste, at han kommer flyvende ud af det spanske løb. Det er ikke uden grund, at han allerede én gang har vundet det italienske monument. Også Yates-brødrene burde kunne gøre det godt, men de er sjældent i form på den tid af året, og der er derfor større chance for, at det er Jack Haig, der vil udgøre holdets plan B.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt har Mitchelton-Scott forvandlet sig fra at være et hold af etapejægere til at være et mandskab med fuld fokus på klassementer i grand tours. I Esteban Chaves samt Simon og Adam Yates har man tre lovende klassementsryttere, og da holdet ikke har lagt skjul på, at man vil gå efter et topresultat i alle de tre store løb, skal de tre kaptajner fordele løbene imellem sig. Sidste år var det planen, at Yates-brødrene sammen skulle køre Giro, Chaves fokusere på Touren og alle tre satse på Vueltaen. Chaves’ knæskade betød imidlertid, at Simon blev flyttet fra Giro- til Tour-truppen.

I skrivende stund har holdet ikke meldt du, hvordan man vil fordele ansvaret i 2018, men holdet har det problem, at de tre kaptajner som ryttertyper alle er meget ens og derfor ofte har sammenfaldende præferencer. Eksempelvis vil de alle hade den stressende første uge af Touren, ligesom de alle vil være begejstrede for, at hverken Touren eller Giroen i år byder på voldsomt mange enkeltstartskilometer. Den store forskel er, at de to Yates-brødre er mest komfortable på relativt korte stigninger og har det lidt svært på de helt store dage i de høje bjerge, mens Chaves er en mere alsidig klatrer, der mestrer stort set enhver stigning.

Der har været rygter i pressen om, at Chaves efter en skuffende sæson vil vende tilbage til Giroen, der tidligere har været scenen for hans bedste resultat. Det er en yderst nærliggende tanke, ikke mindst fordi det synes tydeligt, at de to Yates-brødre begge foretrækker Touren. Ruten i Italien passer ikke Chaves dårligt, og efter at have været tæt på sejren i 2016 er det nærliggende for den lille colombianer igen at gå efter endnu en podieplads. Samtidig er han et mere sikkert kort end de til tider temmelig ustabile Yates-brødre, og derfor er der god logik i at lade ham være ene om kaptajnansvaret i Italien, mens de to briter så kan fokusere på Touren, hvor de begge tidligere har haft succes. Unge Jack Haig bekræftede i år, at han er en fremtidig grand tour-stjerne, og han har givet udtryk for, at han gerne vil køre Giro d’Italia efter den vellykkede grand tour-debut i Spanien sidste år. Det vil være helt oplagt at lade ham støtte Chaves i Italien, samtidig med at han måske kan få lov at køre sit eget klassement og herved gå efter den hvide trøje. De to veteraner Mikel Nieve og Roman Kreuziger er vigtige støtter, der formentlig vil dele opgaverne mellem sig. Al logik tilsiger, at Nieve skal være en nøglerytter for Chaves i Italien, hvor der er mindre stress i den første uge og intet holdløb, mens den mere robuste tjekke herefter kan være Yates-brødrenes løjtnant i Frankrig.

Det er mere åbent, hvordan man vil gribe sprinterrollerne an. Hidtil har man ikke kunnet finde plads til Caleb Ewan i Touren, men det er klart, at australieren efter nu at have vundet etaper i både Giroen og Vueltaen må være ivrig efter at være til start i Frankrig. Samtidig er der i år ikke mange sprinteretaper i Giroen, ligesom Vueltaen traditionelt også er fattig på muligheder for de hurtige folk. På alle måder er Touren den grand tour, der passer en ren sprinter som Ewan bedst, og det logiske vil derfor være at lade ham gøre Tour-debut. Det vil ganske vist betyde, at man skal finde plads til folk som Roger Kluge og Luka Mezgec i Tour-truppen, men det er måske ikke noget dårligt valg i lyset af den svære første uge, hvor der er brug for tunge ryttere til at beskytte Yeates-brødrerne.

Det helt store spørgsmål er, hvad Matteo Trentin til. Ved VM i Bergen fortalte han mig, at han på sit nye hold forventede først at skulle fokusere på klassikerne og siden satse på spurter i grand tours. Der er vel reelt to muligheder for italieneren, hvis Ewan vitterligt kører Tour. Enten stiller han til start i sit hjemland, hvor han vil kunne være Mitcheltons førstesprinter, og hvor de relativt mange kuperede etaper, hvor der selv på flade ruter som regel er en lille bakke i finalen, burde passe ham fint. Det er også muligt, at han er så inspireret af brostensetapen i Touren, at han stiller til start i Frankrig som lead-out man for Ewan med mulighed for selv at gå efter etaper på sværere etaper undervejs. Giro-løsningen er mest sandsynlig, men det er formentlig ikke let for italieneren at vælge.

Hvis ovenstående holder stik, vil Chaves med 100% sikkerhed være kaptajn i Vueltaen, hvormed colombianeren vil forsøge at gentage bedriften fra 2016, hvor han sluttede på podiet i både Italien og Spanien. Om Yates-brødrene også vil være til start, er mere tvivlsomt, men i givet fald vil det formentlig primært være for at forberede sig til VM. Nieve vil helt sikkert også være at finde i hjemlandet, ligesom Kreuziger også kan være det på vejen mod VM. Trentin drømmer helt sikkert om at gentage succesen fra sidste år og vil med stor sandsynlighed få en vis chance for at jagte etapesejre undervejs. Mere usikkert er det, om Haig også vil være med, men det er formentlig for tidligt for den unge australier allerede nu at køre to grand tours.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Der er naturligvis intet hold, der satser så meget på løbene i Australien som Mitchelton-Scott, og er det vigtigt, at holdet kommer flyvende fra start. Tidligere havde man i Simon Gerrans en stensikker mand til at jagte succes i specielt Tour Down Under, og sidste år havde man Esteban Chaves til start. Efter sit grimme styrt i Giro dell’Emilia vender colombianeren helt sikkert ikke tilbage, og det gør det svært at se, hvem der skal jagte et topresultat for hjemmebaneholdet. Caleb Ewan vil forsøge igen at rydde bordet i spurterne, men det bliver svært at vinde samlet, hvis ikke man overtaler en af Yates-brødrene til at komme i form langt tidligere end vanligt. Mest sandsynligt er det dog, at Darýl Impey, der før har været i top 10, samt Damien Howson får chancen, men de er ikke i stand til at køre med om de helt sjove placeringer.

Efter de ventede sejre i Australien handler det for Ewan om at vinde så meget som muligt, og derfor vil han helt sikkert køre et eller flere af de arabiske løb, der passer ham helt perfekt. Herfra går det videre til Tirreno-Adriatico, hvor han tidligere har været tæt på en etapesejr, og da han ikke skal køre mange klassikere, er der plads til, at han i år kan køre lidt flere etapeløb i foråret, hvis han vitterligt satser på Tour de France. De bjergrige løb i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet passer ham bestemt ikke godt, men det kunne være et fint skridt i hans udvikling at stille til start i mere kuperet terræn. Trentin vil til gengæld have sit fokus på klassikerne, men mon ikke han også undervejs vil jagte etapesejre i Paris-Nice og måske Tour de Romandie. Endelig er der gode muligheder for, at Daryl Impey og Luka Mezgec får spurtchancer i de tre ovennævnte kuperede løb, ikke mindst fordi Impey før har haft succes i både Baskerlandet og Catalonien, og Mezgec har haft det i Catalonien.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Holdet plejer at være konkurrencedygtigt i de ugelange etapeløb med Yates-brødrene, der begge har adskillige topresultater i mange af de sværeste løb. Til gengæld er Chaves som regel temmelig usynlig i forårsløbene, og satser han igen på Giroen med sin vanlige forberedelse i Colombia, vil det formentlig også være tilfældet i år. Vi vil nok først se noget til colombianeren, når det går løs i Israel den 4. maj, men inden da kan vi forvente, at Yates-brødrene vil have fordelt Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie. Hvis det går, som det plejer, vil de have været i top 10 i dem alle, og målet må denne gang være, at det også kan blive til en podieplads. Jack Haig må også være ivrig efter at teste sig selv som klassementsrytter i et ugelangt etapeløb på WorldTouren, men det kan blive svært, hvis han skal satse på Giroen.

Den chance kan han til gengæld få senere på året, hvor Tour de Pologne, Tour of Turkey og Tour og Guangxi alle er perfekte muligheder for australieren. Måske Damien Howson eller Robert Power også får en chance i i løbet af efteråret. Afhængig af Ewans friskhed og grand tour-planer kan de løb også være et naturligt mål for sprinteren. Luke Durbridge fik i år et stort gennembrud som klassikerrytter, og det kunne derfor være enormt interessant at se, om ikke han kan levere et topresultat i BinckBank Tour. Michael Hepburn blev meget stærkere i 2017, hvor han for første gang havde fuld fokus på landevejen, og det kunne være forfriskende, hvis det kunne give anledning til en enkeltstartssejr eller to undervejs. Det samme kunne være et mål for talentet Alexander Edmondson, der imponerede ganske meget i 2017, og som også kan overraske i en spurt eller to. Endelig vil Trentin helt sikkert forsøge at gentage sit fabelagtige efterår fra i år og sammen med Michael Albasini gå efter sejre i nogle af efterårsløbene i Italien og Frankrig.

Hvem kan overraske?

Lige siden han blev nummer 2 i Tour de l’Avenir, har det været klart, at Jack Haig er den næste store australske klassementsrytter, men det tog lidt tid for ham at få bekræftet evnerne på højeste niveau. Det lykkedes imidlertid i 2017, hvor han først tog en gennembrudssejr i Tour de Pologne - et løb, han kunne have gjort det langt bedre i, hvis han havde været holdets kaptajn - og siden kørte en fabelagtig Vuelta. Næste år vil han med statsgaranti være endnu stærkere, og vi vil få en endnu klarere fornemmelse af, præcis hvor god han kan blive. Som sagt er det nærliggende at tro, at han får lov at køre lidt klassement som en slags plan B i Giroen, og det vil være den helt store udfordring for ham i 2018. Derudover må det være på tide, at han slutter i top 10 i et ugelangt etapeløb, og det vil helt sikkert også være et mål for ham i den kommende sæson.

Faktisk var der meget, der tydede på, at Robert Power, der også er blevet nr. 2 i Tour de l’Avenir, er endnu mere talentfuld end Haig, men desværre er han blevet sat voldsomt tilbage af en sjælden sygdom, der kostede ham næsten et år. Nu har han imidlertid haft sin første fulde sæson i det professionelle felt, men desværre er der noget, der tyder på, at sygdommen har ramt ham hårdere end ventet. I hvert fald har han været langt fra fordums styrke, og karrieren synes at være gået i stå. Heldigvis er det for tidligt at afskrive det store etapeløbstalent, og man kan håbe, at 2018 bliver året, hvor han gør, hvad Haig gjorde i 2017.

Den næste australske klassementsrytter i rækken er talentet Lucas Hamilton, der bliver professionel i år. Det er formentlig for tidligt at have store forventninger allerede i år, men det skal blive interessant at få de første klare indikationer på, hvor langt han kan komme. En anderledes ryttertype er Alexander Edmondson, der imponerede så meget sidste forår, at holdet ændrede alle planer og pludselig sendte ham til Giroen. Han har alle de nødvendige evner til at blive en fremragende rytter i brostensklassikerne, og det er i år, at han for alvor skal vise sig frem som en vigtig hjælper for Trentin i de store endagsløb. Samtidig er han en glimrende temporytter og en hurtig afslutter, der kan jagte resultater på korte enkeltstarter og i massespurter i kuperede etapeløb.

Endelig er det værd at fremhæve Luke Durbridge, der overraskede stort på brostenene i den forgangne sæson. Hvis han kan forbedre sig på lignende vis frem mod den kommende sæson, kan australieren, man troede skulle være en af verdens førende temporyttere, pludselig vise sig som en podiekandidat i Flandern Rundt og ikke mindst Paris-Roubaix.