Nedenfor giver vi en analyse af Katusha-Alpecin.

Ryttere, der bliver på holdet

Maxim Belkov, Jenthe Biermans, Jose Goncalves, Marco Haller, Reto Hollenstein, Robert Kiserlovski, Pavel Kochetkov, Viacheslav Kuznetsov, Maurits Lammertink, Tiago Machado, Tony Martin, Marco Mathis, Baptiste Planckaert, Nils Politt, Jhonatan Restrepo, Mads Würtz Schmidt, Rick Zabel, Ilnur Zakarin, Simon Spilak

Nye ryttere

Marcel Kittel (Quick-Step), Alex Dowsett (Movistar), Nathan Haas (Dimension Data), Ian Boswell (Sky), Steff Cras (nyprofessionel), Matteo Fabbro (nyprofessionel), Willie Smit (Nippo-Vini Fantini)

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ryttere, der forlader holdet

Alexander Kristoff (UAE Team Emirates), Angel Vicioso (stopper), Rein Taaramae (Direct Energie), Michael Mørkøv (Quick-Step), Alberto Losada (stopper), Sven Erik Bystrøm (UAE Team Emirates), Matvey Mamykin (Burgos-BH)

Hvordan gik transfersæsonen?

Tænk, at det bare er to år siden. I 2015 var Katusha sølle 13 point fra at vinde WorldTouren efter en drømmesæson, hvor Joaquim Rodriguez blev nr. 2, Alexander Kristoff nr. 4 og Simon Spilak nr. 16 på den individuelle rangliste. Kristoff vandt Flandern Rundt og Bretagne Classic og opnåede et hav af topplaceringer i klassikerne, Rodriguez vandt Baskerlandet Rundt og blev nr. 2 i Vueltaen, Ilnur Zakarin og Spilak sikrede en dobbeltsejr i Rout de Romandie foran selveste Chris Froome, Spilak vandt Tour de Suisse, og holdet vandt et hav af etaper i snart sagt alle etapeløb. Det var dengang, holdet havde en reel vinderkandidat i stort set ethvert stort cykelløb og var at regne for at være et af sportens absolutte kraftcentre.

Ved udgangen af 2017-sæsonen er situationen helt anderledes. Rodriguez hører nu til fortiden efter en kedelig exit, der ødelagde forholdet mellem de to parter, og på samme måde er det nu også endt i en bitter skilsmisse med Kristoff, hvis 4. plads på verdensranglisten ikke var nok til at tilfredsstille ledelsen. Ganske vist er Zakarin i løbet af de to år steget markant i graderne, men det siger en del om holdets deroute, at man på bare 24 måneder er faldet fra en 2. til en 11. plads i det internationale hierarki.

2017-sæsonen var den ringeste i mange år for det ambitiøse mandskab, der forud for starten ellers havde gennemført en større revolution. I et forsøg på at blive mere internationale flyttede man licensen fra Rusland til Schweiz, hentede tyske Alpecin ind som sponsor og gennemførte en større udskiftning på ryttersiden, hvor et stort antal russere røg ud, og hvor ryttere fra en hel stribe forskellige nationaliteter til gengæld blev hentet ind. Desværre gav omvæltningerne langt fra det ønskede udbytte i det første år.

På den baggrund må Katusha-ledelsen være desperate i deres forsøg at genrejse holdet, og derfor er det en anelse overraskende, at man har været så relativt lidt aktive på transfermarkedet, som det har været tilfældet. Ganske vist har man hentet syv nye ryttere, men med tanke på den aktivitet, holdet udviste sidste år, og at der i den grad er brug for forstærkninger, er både omfanget og ikke mindst kvaliteten og typen af nyerhvervelserne en anelse skuffende. Mest påfaldende er det, at en af holdets helt store svagheder i 2017 var, at holdets diamant, Zakarin, i bjergene var stort set isoleret, og alligevel har man stort set intet gjort for at styrke russerens støtte i grand tour-sammenhæng.

Mest markant er udskiftningen i fladt terræn. Holdet må som sagt efter en slet skjult uenighed med den norske stjerne vinke farvel til Kristoff, men til gengæld har man i stedet sikret sig verdens i særklasse hurtigste sprinter, Marcel Kittel. Det kan på papiret ligne et godt bytte efter Kittels forrygende 2017-sæson, der bød på hele fem etapesejre i Touren. Problemet er bare, at Kittel modsat Kristoff er en sprintertype, der er dybt afhængig af et stærkt tog, og Katusha har intet gjort for at sikre ham den nødvendige støtte. Tværtimod er holdets lead-out blevet svækket, da også Michael Mørkøv siger farvel, og derfor kan man desværre frygte, at Kittel i tjeneste hos Katusha slet ikke vil have samme succes som tidligere. Da holdet samtidig mister deres stjerne i brostensklassikerne, hvor Kittel som bekendt intet har at skulle have sagt, og hvor holdet derfor i 2018 kan ventes at være temmelig usynlige, kan det meget vel vise sig, at der er tale om et temmelig dårligt bytte.

Ledelsen synes at være bevidst om, at Zakarin mangler støtte i bjergene, og derfor har man hentet Ian Boswell til holdet. Amerikaneren har stor erfaring som grand tour-hjælper efter sin lange årrække på Sky og er derfor helt sikkert en værdifuld forstærkning, som måske også kan forsøge sig på egen hånd i et ugelangt etapeløb undervejs. Problemet er blot, at man samtidig siger farvel til stortalentet Matvey Mamykin og Rein Taaramae, der så sent som i 2016 vandt en af de hårdeste bjergetaper i Giroen. Det er ganske vist korrekt, at begge havde en mildt sagt katastrofal 2017-sæson, og at de begge er kendetegnet af så stor ustabilitet, at de ikke nødvendigvis er de oplagte hjælper for en grand tour-stjerne som Zakarin, der jo har brug for visse garantier for, at han kan regne med en vis støtte. Alligevel er deres afgang udtryk for en svækkelse, fordi Mamykin trods alt har vist, at hans potentiale som klatrer er temmelig stort, og da Taaramae på sine gode dage - som den han havde på årets kongeetape i Schweiz Rundt - stadig er en fabelagtig cykelrytter.

Udover Kittel og Boswell har holdet hentet yderligere to etablerede WorldTour-rytter, Alex Dowsett og Nathan Haas. Af disse er sidstnævnte den mest interesse. Haas oplevede nemlig et mindre gennembrud i 2017, hvor han specielt i årets første måneder kørte vanvittigt stærkt og blandt andet var ganske tæt på at vinde Amstel Gold Race og blev nr. 4 i Tour Down Under. Da han også tidligere har været med helt fremme i de canadiske klassikere og fortsat synes at have et vist udviklingspotentiale, er han en spændende forstærkning til de letteste af de kuperede klassikere, hvor holdet efter Rodriguez’ exit var temmelig usynlige. Hvor Dowsett skal bidrage er mere uklart. Briten er ganske vist en glimrende temporytter, der har vundet store enkeltstarter på WorldTouren, men udover at bidrage med en sejr eller to på en tidskørsel vil hans primære bidrag nok være at støtte Zakarin i fladt terræn i løbet af sæsonen.

Hvis man skal rose Katushas indkøbspolitik, er det måske mest værd at hæfte sig ved, at man har tænkt langsigtet. De nye ryttere på holdet tæller nemlig også Stef Cras og Matteo Fabbro, der hører til blandt de mest talentfulde klatrere på U23-scenen. Cras blev i år nr. 5 i Tour de l’Avenir og 3 i Ronde de l’Isard, og da hans 3. plads ved de belgiske mesterskaber i enkeltstart, vidner om, at han kan mere end blot at klatre, er der tale om en investering, der kan blive meget interessant på længere sigt. Det samme er tilfældet med Fabbro, der trods en mildt sagt uheldig sæson med flere grimme styrt alligevel fik vist potentialet på den store scene i Babygiroen, Giro Valle d’Aosta og Tour de l’Avenir. Også han har store evner som etapeløbsrytter. Den sidste nyerhervelse er sydafrikaneren Willie Smit, der har gjort det flot i afrikanske løb, men næppe vil være mere end hjælperytter på højeste niveau.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Udover Kristoff, Mørkøv, Taaramae og Mamykin siger holdet farvel til arven efter Rodriguez, da to af hans mest loyale hjælpere, Angel Vicioso og Alberto Losada, indstiller karrieren. Vicioso var i de sidste år af sin karriere ikke længere konkurrencedygtig, og det er derfor blot positivt, at man slipper for at udbetale løn til den spanske veteran. Mere i tvivl kan man være om visdommen i at tvinge Losada ud i en tilværelse som cykelpensionist, men det må dog indrømmes, at heller ikke han havde nogen stor 2017-sæson, og derfor kan også han undværes. Det samme kan Sven Erik Bystrøm, der trods sin fortid som U23-verdensmester ikke har udsigt til at blive meget mere end en solid hjælper på højeste niveau.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt skal vi bare to år tilbage for at finde en tid, hvor Katusha med Alexander Kristoff på brostenene og Joaquim Rodriguez og Daniel Moreno i de kuperede løb var konkurrencedygtige i alle de store klassikere. Alle tre er de imidlertid nu historie på holdet, og da de nye kaptajner primært gør sig som klassementsryttere eller i massespurterne, er der tale om en markant svækkelse af holdet i endagsløbene. I 2017 var man nærmest usynlige i Ardennerne, men reddede ”klassikeræren” med Kristoff, der trods alt kørte i top 5 i både Milano-Sanremo og Flandern Rundt, sejrede i Eschborn-Frankfurt og opnåede flere podiepladser i efterårets mange WorldTour-endagsløb.

Med Kristoffs exit er holdet nu desværre helt uden kaptajn i klassikerne, og man kan frygte, at de færreste vil opdage holdets deltagelse i langt hovedparten af endagsløbene. Man kan håbe på, at Kittel kan fortsætte med at udbygge sin rekord i Scheldeprijs, som han allerede har vundet fem gange, men derudover er det svært at se, hvilket større endagsløb holdet skal vinde. Kittel drømmer om også at gøre sig gældende i Milano-Sanremo, som han endnu ikke har kørt, men trods hans øgede holdbarhed vil det være en mindre sensation, hvis han efter 300 km kan sidde med de bedste over Poggio. Derfor er det formentlig op til Baptiste Planckaert at føre an i den italienske klassiker, men han er helt sikkert ikke hurtig nok til at levere mere end en placering i udkanten af top 10.

I brostensklassikerne håber man først og fremmest på, at Tony Martin endelig kan få det gennembrud, som han længe har drømt om. Den tyske maskine har da også vist et vist potentiale, men resultaterne er udeblevet. Det er svært for alvor at tro på, at han kan være konkurrencedygtig i de flamske klassikere, hvor han mangler eksplosive egenskaber, men Paris-Roubaix burde være et løb, der passer ham. Man kan håbe på, at det i år kan blive til et topresultat. Derudover har holdet Planckaert og Rick Zabel til de lettere løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, ligesom man kan håbe på, at Viacheslav Kuznetsov endelig kan tage de skridt, han mangler i sin udvikling, og at Nils Politt kan fortsætte sin flotte udvikling og blive en faktor i de store klassikere.

Holdet har bedre chancer i de kuperede løb, hvor Nathan Haas har et stort potentiale. Det drejer sig specielt om Amstel Gold Race, hvor han allerede i år var tæt på sejren, Brabantse Pijl og måske Strade Bianche. Også Maurits Lammertink har helt sikkert potentiale til at køre med om de sjove placeringer i Amstel og Brabantse Pijl, men det kræver, at han genfinder sit fornemme 2016-niveau. I de samme løb kan holdet også håbe, at talentet Jhonatan Restrepo finder de ben, han havde i starten af 2017, men desværre er den alsidige og hurtige colombianer i hvert fald på nuværende tidspunkt et temmelig ustabilt wildcard. I de hårdere løb som Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege skal man derimod formentlig sætte sin lid til Ilnur Zakarin, der i år kan satse mere målrettet på Ardennerne. Han mangler dog eksplosivitet til at være en oplagt vinderkandidat, men kan han finde de ben, han havde i 2016-udgaven af Liege, hvor han formentlig var feltets stærkeste rytter, kan man ikke udelukke, at han specielt i Den Gamle Dame kan levere et topresultat. Endelig kan man drømme om, at Jose Goncalves genfinder sit fantastiske niveau fra 2015-sæsonen, men efter to halvsløje sæsoner ser det svært ud for portugiseren.

Også i efteråret vil holdet være mere usynlige end tidligere. Uden Kristoff kan man ikke håbe på mere end placeringer i udkanten af top 10 med Zabel og Planckaert i RideLondon Classic, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, men man kan håbe, at Kittel for en sjælden gangs skyld finder lidt form også efter Touren og går efter sejren i de to førstnævnte. Derudover skal man sætte sin lid til, at specielt Haas og måske også Lammertink, Goncalves og Restrepo kan køre med om podiet i de canadiske klassikere. Endelig er det nærliggende at tænke sig, at VM vil være et stort mål for Zakarin, og det kan åbne muligheder for, at han også kan køre med om sejren i Il Lombardia.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Sidste år havde holdet en klar arbejdsdeling i de tre grand tours. I Giroen og Vueltaen handlede alt om klassementet med Ilnur Zakarin, mens hovedmålet i Touren var at vinde etaper med Alexander Kristoff. Nu er nordmanden imidlertid væk, og derfor skal strategien i de store etapeløb gentænkes.

Marcel Kittel forlod Quick-Step, fordi det belgiske mandskab ikke kunne give ham en garanti for, at han ville kunne stille til start som holdets sprinter i Tour de France. Derfor er der ingen tvivl om, at han er blevet lovet en kaptajnrolle i verdens største cykelløb, og at en stor del af den 8 mand store trup vil blive dedikeret til den hurtige tysker. Det efterlader imidlertid holdet i lidt af et dilemma. Da Zakarin sidste år blev nr. 3 i Vueltaen, sagde holdets ledelse, at næste skridt var Touren i 2018, og det samme har den russiske stjerne selv givet udtryk for i diverse spanske medier. Problemet er, at det dermed tyder på, at de to eneste kaptajner dermed satser på samme løb, og udover at det kan blive svært at finde plads til hjælperyttere til dem begge, efterlader det holdet med det problem, at man kan ende op som temmelig anonymt fyld i både Giroen og Vueltaen.

Kittels deltagelse i Touren er hævet over enhver tvivl, og man kan derfor vente, at hans to lead-out men, Rick Zabel og Marco Haller, dermed også er garanteret en plads i det franske løb. Der er derimod fortsat en mulighed for, at ledelsen alligevel vælger at sende Zakarin til Giroen og Vueltaen i et forsøg på at undgå en konflikt mellem de to kaptajner. Sandheden er nemlig også, at den første uge af Touren er alt andet end god for russeren, der ikke just er kendt for sine evner i nervøs positionskamp eller tekniske egenskaber. Det ville måske være mere nærliggende at gå efter en podieplads i de to mindre grand tours, ikke mindst efter sidste års tredjeplads i Vueltaen. I skrivende stund tyder mest dog på, at han vil være at finde på startstregen i Frankrig, og her vil målsætningen formentlig være en lidt mere beskeden top 5-placering. Derefter kan det tænkes, at han også vil køre Vueltaen som forberedelse til VM, men det vil i så fald formentlig være med fokus på etapesejre.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Hvordan planerne i Giroen og Vueltaen bliver, vil afhænge af Zakarins endelige beslutning. Hvis russeren er til start, vil alt handle om ham, men fokuserer han på Touren vil man kunne give plads til en stribe lykkeriddere på de kuperede etaper. Det gælder specielt for folk som Nathan Haas, Maurits Lammertink, Jose Goncalves og Jhonatan Restrepo, der alle kan klatre og spurte og derfor ikke er dårlige etapevinderbud på mellemetaper, der holder sig fra de højeste bjerge. Derudover er det yderst spændende at se, hvilke planer Tony Martin og Alex Dowsett har. Hvis Zakarin kører Tour, vil de formentlig begge skulle til Frankrig for at støtte kaptajnen i den svære første uge, der inkluderer et vigtigt holdløb, men hvis ikke må det være fristende for dem begge at stille til start i både Giroen og Vueltaen. Begge indledes nemlig med korte enkeltstarter, der vil kunne give dem muligheder for at få sig minimum én dag i lyserødt eller rødt. Endelig kan Baptiste Planckaert og Zabel måske få chancen som sprinter i en af de to grand tours, men det vil være en stor overraskelse, hvis de kommer derfra med en etapesejr.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som sagt er det svært at blive voldsomt imponerede over Katushas trup til 2018-sæsonen, og ufatteligt meget vil derfor afhænge af, hvordan Marcel Kittel og Ilnur Zakarin klarer sig. Modsat Kristoff er Kittel ren sprinter, og hvor nordmanden havde stor fokus på klassikerne, vil det meste derfor handle om etapeløbene for den store tysker. Det handler ganske enkelt om, at han skal vinde etaper hver eneste gang, han er til start, og udover deltagelse i Scheldeprijs og måske Milano-Sanremo vil han formentlig holde sig helt væk fra endagsløbene. Fra start skal han forsøge igen at rydde bordet samt vinde samlet i Dubai Tour, inden han vil kunne gå efter etapesejre i Tour of Oman og ikke mindst Abu Dhabi Tour. Derefter gælder det sejre i Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, det nye 3 Dage ved Panne, måske Tour de Romandie, Tour of California og Ster ZLM Toer, inden han stiller til start i Touren. I efteråret kan han gå efter sejre i BinckBank Tour og flere mindre endagsløb, men desværre har han tradition for aldrig at vise sig frem i anden halvdel af sæsonen.

I de ugelange etapeløb på WorldTouren har holdet nogle fremragende kort at spille. Simon Spilak var i årene 2013-2015 en af verdens absolut bedste i de ugelange etapeløb og har blandt andet sejre i Tour de Romandie og Tour de Suisse samt topplaceringer i Paris-Nice og Vuelta al Pais Vasco. Desværre har helbredsproblemer betydet, at han slet ikke har været på samme niveau i 2016 og 2017, men med sin anden sejr i Tour de Suisse denne sommer fik han sendt et signal om, at han måske er på vej tilbage. Er det vitterligt tilfældet, ser det ganske lovende ud for Katusha, der i så fald vil have en reel podiekandidat i Paris-Nice, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie og Tour de Suisse, der altid udgør hans fire store sæsonmål.

Zakarins planer vil afhænge af, om han satser på Touren eller ej. Bliver det til Giroen, vil han formentlig som i år have et lidt afdæmpet forår, hvor det kan blive svært for ham at køre med om sejrene. Satser han til gengæld på Touren, vil han kunne have en formtop tidligt på året og vil så sammen med Spilak udgøre en formidabel trussel allerede fra Abu Dhabi Tour og frem til Tour de Romandie. Hvis Spilak satser på Paris-Nice, vil Zakarin kunne køre Tirreno-Adriatico - der er også muligheder for, at rollerne byttes rundt - og herefter vil Zakarin kunne være med fremme i Volta a Catalunya, Pais Vasco, Romandiet og Criterium du Dauphiné.

Tony Martin var tidligere i stand til at vinde ugelange etapeløb, og man drømmer helt sikkert om, at han kan ved at genfinde fordums styrke i kampen mod uret igen kan køre med om sejren i løb som Belgium Tour, Ster ZLM Toer og Tour of Britain samt derudover vinde en række enkeltstarter undervejs. Nathan Haas har været tæt på podiet i Tour Down Under, som igen må være et stort mål, og derudover kunne han jagte etaper i kuperede løb som Tour de Romandie, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya. Det samme er tilfældet for Jose Goncalves, Maurits Lammertink og ikke mindst Jhonatan Restrepo, der alle har mange af de samme karakteristika. Goncalves i Ster ZLM Toer og Lammertink i Tour de Luxembourg har også begge vist, at de kan vinde korte, let kuperede etapeløb, og det drømmer man helt sikkert om, at de kan gentage. Hvis ikke han skal støtte Zakarin i Giroen, drømmer Ian Boswell helt sikkert også om at gå efter endnu et topresultat i Tour of California, hvor han i år gjorde det godt, og måske kan han også vise sig frem i et bjergrigt løb i Europa, hvor enkeltstarten ikke er alt for afgørende. Endelig kan man drømme om, at Alex Dowsett kan vinde en enkeltstart eller to undervejs, og at Rick Zabel eller Baptiste Planckaert måske kan overraske i en spurt undervejs.

Hvem kan overraske?

Katushas store afhængighed af kaptajnerne betyder, at man i den grad kan håbe på overraskelser fra andre ryttere, men der er desværre en oplagt mangel på indlysende kandidater. Størst forhåbninger kan man måske have til Jhonatan Restrepo, der i de første måneder af 2016 imponerede meget. Han kørte stærkt i Tour Down Under, Cadel Evans Great Ocean Road Race og Vuelta a Murcia, men desværre blev resten af året ødelagt af en kombination af skader og manglende form. Colombianeren er desværre ekstremt ustabil, men med sine gode klatreevner og ikke mindst sin gode spurt har han vist et stort potentiale i kuperede endagsløb, som forhåbentlig kan udvikles i 2018.

Nathan Haas er måske snart en etableret WorldTour-stjerne, men han udvikler sig fortsat. Faktisk er det gået temmelig stærkt i de seneste to sæsoner, og hvis han tager et tilsvarende skridt næste år, bliver det for alvor interessant. Allerede i år blev han nr. 4 i både Amstel Gold Race og Tour Down Under og var dermed stærkt bidragende til Dimension Datas pointhøst. Desværre blev hans efterår ødelagt, men det er nærliggende at tro, at han igen vil komme flyvende ud til 2018-sæsonen. Hvis han kan overføre de gode takter fra sæsonstarten til de største klassikere i kuperet terræn bliver han spændende at følge, ikke mindst i Amstel Gold Race og de canadiske WorldTour-løb. Og kan han samtidig opnå lidt større stabilitet og time sin form bedre, kan det blive rigtig godt.

Det er formentlig lidt for optimistisk allerede nu at have store forventninger til Matteo Fabbro og Stef Cras, der begge gør debut i de professionelle rækker, men på længere sigt er de særdeles interessante i klassementssammenhæng. Begge har de fine resultater i de store U23-løb, og det er ofte en ganske god indikator på, hvad vi kan forvente. Umiddelbart står de lige under Egan Bernal, Pavel Sivakov og Bjorg Lambrecht, der er de mest lovende klassementsryttere fra U23-rækkerne, men det er ikke sikkert, at det vil gå på samme måde på øverste niveau. I hvert fald skal det blive interessant at se, hvor langt de kan komme allerede næste år.