Optakt: Tour of Turkey
10. oktober 2017 12:46 af Emil AxelgaardFoto: Bettiniphoto.net

Den europæiske sæson er stort set ovre, og den sidste klassiker er kørt, men i år betyder det ikke enden på WorldTouren. Tværtimod fortsætter cykelsportens fineste serie i yderligere et par uger med to etapeløb i hhv. Tyrkiet og Kina, hvor det er det yderst omtumlede Tour of Turkey, der indleder turen til Asien. Efter over et par år at have opbygget et ry som et af de bedste forberedelsesløb til Giroen blev det faktisk ret gamle løb en del af WorldTouren forud for 2017-sæsonen, men en kombination af forskellige omstændigheder betød, at løbet blev truet af aflysning og nu i stedet har fundet en placering allersidst på sæsonen i en noget tam udgave, hvor man kan præsentere det suverænt svageste felt for noget løb i cykelsportens eliteklasse.

Løbets rolle og historie

Tyrkiet er bestemt ikke kendt som et af cykelsportens kraftcentre, men i de senere år har landet alligevel haft en ganske prominent placering for alverdens cykelfans, der har haft lejlighed til at se, hvilket fremragende cykelterræn landet kan tilbyde. Som de nærliggende lande Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har Tyrkiet ingenlunde en rig cykelscene endsige én eneste cykelrytter på højeste niveay, men i løbet af de seneste år har man haft held og dygtighed til at skabe en meget vigtig og ganske populær begivenhed på den internationale cykelkalender, hvor man har haft lejlighed til at fremvise landets skønhed og samtidig tjene som perfekt forberedelse til de store europæiske løb.

 

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1964, er Tour of Turkey faktisk et ganske gammelt løb, men i mange år var dets eksistens nærmest gået ubemærket hen i cykelverdenen. Som en lavererangerende begivenhed på UCI-kalenderen, tiltrak det hovedsageligt lokale ryttere og mindre hold, og det professionelle felt ramt aldrig tyrkisk jord. Det ændrede sig med ét i 2008, da den tyrkiske regering besluttede at udnytte cykelsporten som et middel til at eksponere landet som turiststed, og de anså et nationalt etapeløb langs den tyrkiske solkyst som det perfekte middel til at opnår det mål.

 

Med en større kapitalindsprøjtning blev løbet kraftigt opgraderet, og efter at have fået 2.1-status og dermed ret til at invitere WorldTour-hold i 2008, blev løbet endda løftet op i 2.HC-klassen i 2010. Dagene, hvor det var en mindre begivenhed for kontinentalhold var nu ovre, og i de efterfølgende år trak man gang på gang flere og flere WorldTour-hold til landet - hold, der alle så værdien i en uges kvalitetscykelløb i fremragende vejr. Efter i starten kun at have tiltrukket indre navne fra de store hold, kom også flere stjerner til landet, og Tour of Turkey etablerede sig som en væsentlig begivenhed i cykelverdenen.

 

Det var ikke tilfældigt, at løbet havde en sådan succes. Med en kalenderplacering sidst i april var det den perfekte forberedelse til Giro d’Italia, og mens det traditionelle opvarmningsløb i Romandiet er berygtet for sit regnfulde vejr, var der næsten garanti for 8 dage med solskin i et veltilrettelagt og godt arrangeret cykelløb i Tyrkiet. Efter opgraderingen blev det i første omgang afviklet to uger tidligere, men arrangørerne og UCI flyttede det hurtigt frem til Romandiet-ugen og dermed tættere på Giroen, hvormed der blev skabt større synergi mellem de to løb.

 

For Giro-rytterne udfyldte Tour of Turkey et oplagt hul i kalenderen. Tour de Romandie og det andet store forberedelsesløb i Trentino er begge ekstremt bjergrige og giver stort set ingen muligheder for sprinterne. Derfor har de hurtige folk traditionelt ikke haft mange muligheder for at teste benene forud for slagene på de italienske landeveje i hverken Italien eller Schweiz. Derimod har den lange tur langs den tyrkiske solkyst kunnet tilbyde masser af sprinterterræn, og selvom arrangørerne hurtigt tog initiativ til gradvist at gøre løbet hårdere og hårdere, har det altid være rigeligt med plads til, at sprinterne kan gøre brug af deres fart. Derfor har man i de senere år set Giro-rytterne dele sig i to: klassementsrytterne er taget til bjergene i Trentino og Romandiet, mens sprinterne er rejst til solrige Tyrkiet.

 

I de første år efter opgraderingen var løbet lidt af en sprinterfestival, hvor klassementet blev afgjort på et par småkuperede etaper langs kysten, hvor man kunne finde mindre stigninger, men ingen virkelige bjerge. På baggrund af ønsker fra flere hold gjorde arrangørerne klassementskampen mere attraktiv i de følgende år. Det første store initiativ var beslutningen om at inkludere en bjergafslutningen på Elmali-stigningen - bjerget, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez - i 2012, og i 2013 kom så endnu en afslutning på en kortere, mere eksplosiv stigning uden for byen Selcuk, hvormed klassementet blev til mere end et slag på bare én etape. Det har gjort løbet til et mere traditionelt etapeløb, hvor der er mere alsidige etaper og muligheder for forskellige ryttertyper. Den lange afstand til det europæiske hovedland betyder dog, at der ikke har været en enkeltstart på ruten - ganske enkelt for at undgå transporten af ekstra udstyr.

 

De første udgaver efter opgraderingen i 2008 var primært karakteriseret af professionelle kontinentalhold, der i stærkeste formation gik til kamp mod nogle af de unge talenter fra WorldTour-holdene, men det ændrede sig langsomt. Trods tilføjelsen af hårdere etaper kunne man naturligvis ikke konkurrere med Tour de Romandie om klassementsrytternes gunst, og derfor er klassementskampen i alt væsentligt forblevet et slag mellem mange af cykelsportens unge talenter, der har haft chancen for at gå efter et resultat som kaptajn i et stort UCI-løb. I modsætning har løbet derimod kunnet tiltrække selv de allerstørste sprinternavne, og i visse år har man set et sprinterfelt, som var et Tour de France værdigt. Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel (en af løbets flittigste gæster), Sacha Modolo, Alessandro Petacchi og Elia Viviani er blot et udpluk af de topnavne, der har kørt og vundet i Tyrkiet.

 

Mens løbet har vundet status som en vigtig sportsbegivenhed, har det også tjent sit oprindelige formål om at promovere Tyrkiet som turistdestination vel. Løbet er i alle årene blevet sendt live på Eurosport, og arrangørerne har altid sørget for med TV-billederne at fremvise det store antal turistattraktioner, mens rytterne har slås om hæder på de nærliggende veje. Man har endda haft en særlig Turkish Beauty Sprint-konkurrence, hvor der hver dag har været en indlagt spurt ved et af disse lokale symboler. Man kunne sagtens have gjort løbet hårdere og mere seværdigt fra et sportsligt synspunkt ved at køre længere ind i bjergene, men hovedformålet har hele tiden vejret at fremvise den tyrkiske solkyst.

 

Uheldigvis har løbet også været plaget af dopingskandaler, og da man i 2014 fejrede sit 50-årsjubilæum var man i desperat jagt på en troværdig vinder. Efter nogle flotte udgaver i de første år efter opgraderingen gik det galt efter inklusionen af Elmali-etapen i 2012. Det lykkedes det lokale Torku Sekerspor-mandskab at sikre sig nogle højst overraskende sejre to gange i træk, men både veteranen Ivailo Gabrovski, der knuste WorldTour-rytterne i 2012, samt lokale Mustafa Sayar, der højst overraskende sejrede året efter, testede efterfølgende positive for doping. Det kastede en skygge over både løbet og holdet, der fortsat fik lov at deltage også i de kommende år, men kun efter at have taget adskillige antidopingrelaterede intiativer, der skulle bevise deres renhed. Heldigvis har de seneste tre udgaver ikke været plaget af skandaler.

 

Trods skandalerne så fremtiden lys ud for løbet, og man lagde ikke skjul på, at man havde planer om at blive en del af WorldTouren. Desværre fik den nærmest kometagtige vækst et ordentligt tilbageslag sidste år, da en ny arrangørgruppe tog over. Den hidtil så professionelle organisering og meget effektive kommunikationsstrategi forsvandt, og længe slap der nærmest intet ud om løbet. Først i de sidste dage frem mod starten i april kom løbet på skinner, men det med et langt, langt svagere felt end tidligere. De store sprinternavne var alle væk, Lampre-Merida og Lotto Soudal var eneste WorldTour-mandskaber, og derudover var der kun yderligere to hold fra Giro-feltet til start. Forklaringen var naturligvis den temmelig kaotiske organisering, men også skærpet konkurrence fra det nye Tour of Croatia, der for feltets topsprintere pludselig havde etableret sig som et værdigt og mere nærtliggende alternativ til det tyrkiske løb.

 

Trods tilbageskridtet fik man indfriet ambitionerne om at blive en del af WorldTouren, da kalenderen blev udvidet forud for denne sæson, og fremtiden så derfor igen lys ud. Det varede imidlertid ikke længe, og den opgradering, der skulle have givet løbet en markant vækst, har i stedet sendt løbet mod en regulær deroute. De nye WorldTour-løb har nemlig ingen garanti for deltagelse af alle WorldTour-holdene, og pludselig betød særligt to forhold, at løbet blev valgt fra af stort set alle de store hold. Først og fremmest er sikkerhedssituationen i Tyrkiet med flere terrorangreb, et mislykket militærkup og efterfølgende indførelse af undtagelsestilstand blevet voldsomt forværret, og for det andet har den skærpede konkurrence fra et voksende Tour of the Alps (det nye navn for Giro del Trentino) samt det fremadstormende Tour of Croatia givet logistisk set bedre alternativer på et tidspunkt, hvor kalenderen er travl.

 

Resultater var, at man i marts stod med et felt, der inkluderede bare et eller to WorldTour-hold (der har været forskellige forlydender om det præcise antal), og det huede naturligvis ikke UCI at se et løb på den fineste kalender have et så svagt felt. Længe var løbet truet af aflysning, men i marts indgik parterne en aftale om at flytte det til sidste del af sæsonen. Med ét var rolle som Giro-forberedelse væk, og i stedet er løbet nu kommet til at have en sær position som et underligt addendum til en allerede lang sæson på et tidspunkt, hvor de fleste bare venter på ferie.

 

Det var ikke svært at forudse, at det ikke ville have den ønskede effekt på startfeltet. Først og fremmest er sikkerhedssituationen i alt væsentligt den samme som i foråret, og derudover har langt de fleste ryttere kørt cyklen i garagen efter weekendens klassikere. I forvejen er holdene presset af udsigten til at skulle deltage i det nye kinesiske etapeløb Tour of Guangxi, der fra og med i år er sidste løb på WorldTour-kalenderen og afvikles endnu senere end Tour of Turkey. Regelbogen kræver ganske vist ikke deltagelse i Kina, men da løbet samarbejder med den magtfulde Velon-organisation, har holdene herfra stort set i fuldt tal foretrukket den meget længere tur mod øst. Således er det kun UAE, Trek, Astana og Bora-hansgrohe, der fra den fineste række har kunnet finde tilstrækkeligt med friske ryttere til at køre begge løb, og de fire hold udgør derfor de eneste WorldTour-hold i årets felt i Tyrkiet.

 

Uheldigvis truer det løbets status. UCI har nemlig indført en regel, der tilsiger, at de nye WorldTour-mandskaber mister deres position på kalenderen, hvis ikke man kan tiltrække mindst 10 hold fra højeste niveau. Det er Tour of Turkey end ikke tæt på, og selvom løbet i første omgang indgår på den WorldTour-kalender for 2018, der blev præsenteret for et par uger siden - igen i en placering i oktober, der nu synes at være blevet den faste dato - er det fortsat højst usikkert, om det bliver til mere end ét år i det fineste selskab. I hvert fald er det med det klart svageste felt i noget WorldTour-løb hidtil, at 2017-udgaven indledes tirsdag - en udgave, der i øvrigt også er blevet forkortet fra de hidtidige otte til nu bare seks etaper.

 

Sidste år led løbet som sagt af et yderst svagt startfelt med bare to WorldTour-hold til start, men det betød ikke, at det ikke var spektakulært. Usædvanligt blæsende forhold betød nemlig, at der på både 2. og 3. etape blev kørt rigtig sidevindskørsel, og sammen med stigningerne var det nok til at skabe de største tidsforskelle i løbets historie. Selvom Pello Bilbao efter at have lignet en samlet vinder, blev sat ud af spillet som følge af sygdom, lykkedes det alligevel Caja Rural at levere en sand magtdemonstration ved at sætte sig på tre af de fire første pladser samt yderligere én placering i top 10. Jose Goncalves udnyttede holdets store styrke til at tage karrierens største sejr foran holdkammeraten David Arroyo, mens det unge kasakhstanske talent Nikita Stalnov blev en overraskende top 3. Goncalves og hans nye Katusha-hold er ikke til start denne gang, men Arroyo vender tilbage som en del af et stærkt Caja Rural-hold. Det gør Stalnov også, denne gang dog som en del af et noget stærkere Astana-mandskab end det Vino4ever-hold, han kørte for sidste år.

 

Ruten

Efter at have haft ret lette ruter i de første år efter opgraderingen i 2008 fandt man efter introduktionen af først Elmali-stigningen i 2012 og siden afslutningen på Selcuk-stigningen i 2013 et ret fast format for løbet i de følgende år. Da et vigtigt formål er at promovere Tyrkiet som turistdestination, har løbet haft en meget forudsigelig rute, der har ført feltet langs den tyrkiske solkyst med besøg hos en række af landets vigtigste byer undervejs, og de samme start- og målbyer er blevet brugt igen og igen. Ryttere, der har været til start tidligere, kender derfor snart hver en meter af vejene og finalerne, og mange af etaperne har været helt identiske fra år til år. Kun i 2016, hvor man fulgte et lidt specielt mønster med start i Istanbul og mål i Selcuk, har man afveget lidt fra et format, der har forbundet storbyerne Istanbul og Alanya, i de første år fra vest mod øst og i de senere år fra øst mod vest til en finale i landets største by. Undervejs har der som regel været fire helt flade sprinteretaper, to etaper med lidt bakker i finalen, hvor man ofte har set en reduceret massespurt, samt de to afgørende etaper til hhv. Elmali og Selcuk.

 

Efter sidste års lidt eksperimenterende format er man vendt tilbage til den gamle formel, og derfor består årets løb af en tur langs solkysten fra Alanya til Istanbul med seks etaper, der alle har finaler kendt fra tidligere år. Denne gang er løbet imidlertid blevet reduceret med to dage, og det betyder, at der skal ”speedes” op, at etaperne er længere, og at der er plads til færre stop undervejs.

 

Løbet indledes igen i ferieparadiset Alanya, der ligger i en helt flad del af Tyrkiet. Som i tidligere udgaver indledes løbet derfor med to helt oplagte sprinteretaper. For første gang siden debuten i 2013 er Elmali-stigningen, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez, imidlertid ikke med, og man holder sig hele vejen tæt på kysten i stedet for at bevæge sig ind i de høje bjerge. Derfor venter de første klatreudfordringer i stedet på torsdagens etape i Marmaris, hvor man genbruger løbets allermest klassiske finale med to mindre bakker tæt på mål. Historien viser dog, at etapen som regel ender i en reduceret massespurt, og derfor er første halvdel af løbet dedikeret til sprinterne.

 

I fraværet af Elmali er det løbets anden ikoniske stigning, Selcuk-stigningen, der formentlig alene skal afgøre klassementet. Det sker når man for første gang siden 2015 og for fjerde gang i historien på fredagens kongeetape vender tilbage til den relativt korte og ganske stejle stigning ved den tyrkiske vestkyst. I overensstemmelse med traditionen byder de sidste to etaper herefter på mål i storbyerne Izmir og Istanbul. På 5. etape genbruger man den lidt sværere finale fra 2015 og sender rytterne over en stigning i finalen, hvorfor det formentlig kun er de hårdføre sprintere, der har en chance i Tyrkiets tredjestørste by, Izmir. Det hele slutter med en meget spektakulær etape i Istanbul, hvor man for tredje år i træk bruger en velkendt finale med en brostensbakke på de sidste 2 km, en bakke, der hidtil hver gang har snydt sprinterne og skabt en splittelse, der muligvis kan skabe små forskydninger i klassementet.

 

1. etape

Selvom man har varieret ruten en anelse fra år til år, har man i de senere sæsoner i alt væsentligt fastholdt samme struktur for løbet, der består af en rejse mellem Alanya og Istanbul langs den tyrkiske solkyst. I de fleste af de seneste udgaver er turen gået fra ferieparadiset til storbyen, der er delt mellem Asien og Europa, og det vil også være tilfældet i år. Helt i overensstemmelse med traditionen indledes løbet derfor med en sprinteretape i det helt flade område omkring Alanya, hvor sprinterne igen i år skal slås om løbets første førertrøje.

 

Ofte er første etape både startet og sluttet i Alanya, men med kun seks dage til rådighed mod tidligere otte skal rejsen denne gang indledes med det samme. Derfor består 1. etape af en tur på 176,7 km fra Alanya til Kemer, der i de senere år har været et relativt fast stop på vejen langs kysten. Selvom man allerede på førstedagen bevæger sig langt væk fra Alanya, når man dog ikke frem til det mere kuperede terræn længere mod vest, og man bevæger sig heller ikke ind i bjergene i det indre af det store land. Derfor er etapen stort set helt flad og byder kun på et yderst begrænset antal højdemeter.

 

Fra starten i Alanya bevæger man sig langs den flade kystvej mod nordvest. Efter ca. 60 km når man frem til byen Side, hvorfra man bevæger sig lidt ind i landet. Det betyder, at terrænet bliver en anelse mere kuperet, mens man fortsætter mod vest forbi dagens første spurt, der kommer efter 90,5 km, men på intet tidspunkt når man op over 60 m over havets overflade. Herfra fortsætter man frem mod storbyen Antalya forbi dagens Turkish Beauty Sprint efter 110km, inden centrum af storbyen passeres, og man igen rammer kystvejen på den vestlige side af metropolen.

 

Resten af etapen består nu af en tur ned langs den flade kyst mod sydvest og især mod syd. Den sidste spurt kommer efter 140,7 km, kort efter passagen gennem Antalya. Bare 5,6 km senere venter en ganske lille bakke, der tæller som dagens eneste kategori 4-stigning, og derfra får det gennem helt fladt terræn frem til Kemer. Her venter en næsten helt flad finale, hvor det falder ganske let frem til de sidste 1500 m. Herefter stiger det svagt med ca. 1% frem til mål. Der er ingen tekniske komplikationer, idet den lange, lige kystvej kun afbrydes af et venstresving med ca. 1500 m til mål.

 

Hvert år taler man om, at vinden kan komme i spil langs den tyrkiske kyst, men historien viser, at det aldrig rigtigt sker i området omkring Alanya. Med et relativt stærkt sprinterfelt til start peger alt derfor på, at åbningsetapen vil blive stramt kontrolleret og udvikle sig helt efter det klassiske manuskript med et tidligt udbrud, der køres ind tidsnok til, at de hurtige folk kan slås om sejren i en powerspurt, der er som skabt til de rene sprintere.

 

Kemer har siden opgraderingen i 2008 to gange været brugt som målby. Sidste år besejrede Jakub Mareczko André Greipel i en massespurt, og i 2014 var Mark Cavendish hurtigere end Francesco Chicchi og Niccolo Bonifazio.

 

 

 

 

 

2. etape

Efterhånden som man kommer længere mod vest, bliver den tyrkiske solkyst mere kuperet, og det betyder, at etaperne altid bliver vanskeligere i den midterste del af løbet. I år har man ekstra fart på, da man kun har seks dage til at nå frem til Istanbul, og det betyder, at man efter den flade åbningsetape allerede når frem til de første større stigninger allerede på andendagen. Den store udfordring på den meget lange anden etape kommer imidlertid så tidligt, at den næppe vil gøre den store forskel, og derfor ventes det, at at de hurtige folk også skal slås om sejren på onsdagens etape.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 206 km mellem Kumluca og Fethiye, der er på rutekortet stort set hvert eneste år. I de senere år har man imidlertid mest ageret startby, men denne gang er man for første gang siden 2011 tilbage i rollen som målby. Fra starten i den nordlige udkant af Kumluca bevæger man sig mod syd ud til den flade kystvej, som man følger mods sydvest på den første del af etapen. Efter 43,1 km når man frem til dagens Turkish Beauty Sprint i byen Demre, hvilket markerer en ændring af etapens karakter. Her kører man nemlig for første gang i løbet ind i det kuperede område nord for kysten, når man skærer tværs igennem det tyrkiske hovedland ved fra øst at køre op over en kategori 2-stigning, der har top efter 59.6 km i 604 m højde. Herefter fortsætter man mod vest igennem småkuperet terræn, indtil en længere nedkørsel leder tilbage til kysten, der nås i byen Kas efter 91 km.

 

Fra Kas fortsætter man langs kysten mod vest i ca. 20 km, inden man igen kører ind i landet for at køre op ad en kategori 3. stigning efter 117,5 km. En nedkørsel leder tilbage til vandet, hvorefter man sætter kursen mod nord og væk fra kysten. Denne del af Tyrkiet er imidlertid relativt flad, og selvom man nu kører væk fra havet, er der ingen nævneværdige udfordringer på den kun let kuperede sidste del af etapen. Efter dagens indlagte spurt, der kommer efter 159,7 km, stiger det let, indtil der resterer ca. 25 km. Herefter fortsætter man mod vest og nordvest tilbage mod kysten, hvorfor det falder let i den resterende del af etapen. Man når vandet lidt nord fort Fethiye og kører herfra mod syd frem til mål i den sydlige udkant af byen. Finalen er flad, indtil der resterer knap 2 km. Herfra stiger det med 1-2% det meste af vejen til mål. Der er ingen væsentlige tekniske komplikationer langs den lige kystvej, men der venter et sidste højresving med 600 m igen.

 

Ganske vist er etapen lang og byder på en ganske svær stigning tidligt på ruten, men den sidste del er så let, at det kun er vinden, der for alvor kan true sprinterne. Det sker som bekendt sjældent i det tyrkiske etapeløb, der altid har masser af topsprintere til start. Derfor må man forvente, at det for anden dag i træk ender med en stor massespurt, hvor det sene sving denne gang dog betyder, at positionering er vigtigere end på løbets åbningsetape.

 

Fethiye var frem til 2011 stort set målby hvert eneste år. I 2011 tog Matteo Rabottini en sejr ved at overspurte Alexander Efimkin, efter at duoen var sluppet fri fra deres følgesvende i et udbrud. Året inden besejrede André Greipel Kenny Van Hummel og Angelo Furlan i en massespurt, mens Oliver Kaisen viste sig som stærkeste mand fra et udbrud i 2009. Forud for opgraderingen af løbet i 2008 vandt Eugen Wacker (2007), Giorgios Tentsos (2006), Evgeni Gerganov (2005), Svetoslav Tchanliev (2004) og Nevzat Kiral (2002) i byen.

 

 

 

 

 

3. etape

Efter to dage for de rene sprintere venter der endelig lidt flere klatreudfordringer i finalen på løbets 3. etape, der bringer feltet frem til byen Marmaris, hvor den klassiske og helt velkendte finale venter. Det betyder, at sprinterne denne gang skal grave en anelse dybere, hvis de vil have en chance for at spurte om sejren, og at de lettere typer for første gang får en chance for at angribe i finalen. Historien viser dog med al tydelighed, at etapen til Marmaris som regel ender i en reduceret massespurt, og det er naturligvis også det sandsynlige scenarium denne gang.

 

Med en distance på bare 128,6 km er der tale om en betydeligt kortere etape end hidtil, og den korte, intense rute fører feltet fra 2. etapes målby, Fethiye, frem til den smukke by Marmaris. Fra starten i den sydlige udkant af startbyen følger man den flade kystvej gennem centrum og videre mod nord og nordvest. Efterhånden bevæger man sig lidt væk fra vandet, og det betyder, at der er et par mindre bakker, inden man rammer dagens første stigning, der er i kategori 2 og har top i 327 m højde efter 32,9 km. Herefter venter med det samme en nedkørsel, der fører ned til fladlandet nord for byen Dalaman, og herfra fortsætter man videre mod nordvest ad flade veje. Undervejs er der kun en ganske lille bakke, inden man når frem til den indlagte spurt i byen Köygegiz efter 72 km.

 

Turen fortsætter herfra videre mod vest op på et lille plateau, inden man igen kører ned mod kysten og dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 101 km. Herfra går det stort set stik syd resten af dagen, idet man skærer tværs over den halvø, hvor Marmaris har hjemme. Det betyder, at de sidste 25 km er betydeligt mere kuperede og byder på to mindre, ikke-kategoriserede stigninger. Den første af disse har top efter ca. 105 km, mens den sidste, der bringer feltet op i næsten 250 m højde har top med 7 km til mål. Der er imidlertid tale om en bred hovedvejsstigning uden sving, inden der venter en nedkørsel, der tillige er helt uden tekniske udfordringer. Den fører direkte ned til kystbyen Marmaris, hvor det flader ud med 2500 m igen, og herefter falder det ganske let i den teknisk finale, der byder på tre sving med hhv. 1400, 700 og 500 m til stregen.

 

Profilen kan se drabelig ud, men man skal passe på med at overvurdere de to store hovedvejsstigninger i finalen. Samme afslutning er blevet benyttet hvert eneste år siden den store opgradering af løbet i 2008, og hvor det i de tidlige år ofte lykkedes et udbrud at holde hjem, har det ændret sig, efterhånden som feltet er blevet stærkere. Faktisk er etapen endt i en reduceret massespurt de seneste seks gange, og stigningerne har ikke engang været nok til at ryste sprintere som Mark Cavendish og Mark Renshaw, der begge har sejret. Graden af udskilning afhænger naturligvis meget af vindretningen på stigningen, men i lyset af de mange sprintere i årets løb vil det være overraskende, hvis det ikke igen denne gang ender i en eller andne form for spurtafgørelse.

 

Marmaris har været målby hvert eneste år siden 2006 og er dermed en af de hyppigst besøgte byer. Sidste år vandt Sacha Modolo en reduceret massespurt foran Manuel Belletti og Marco Zanotti, mens André Greipel var hurtigere end Daniele Colli og Daniele Ratto et år tidligere. I 2014 slog Mark Cavendish Maximilano Richeze efter en opvisning af Quick-Step, der gav en tredjeplads til Mark Renshaw, efter at Greipel havde besejret Nikias Arndt og Moreno Hofland i 2013. Renshaw tog selv en sejr på målfoto foran Matthew Goss og Colli i 2012, og Belletti fik sin triumf i 2011, hvor han slog Roberto Ferrari og Wes Sulzberger. Senest det lykkedes et udbrud at holde hjem, var i 2010, hvor Giovanni Visconti var hurtigste i en kvintet, der nåede mål med et forspring på 13 sekunder. I 2009 blev etapen også vundet af et udbrud, da Daryl Impey var hurtigst af 9 mand, og Matteo Priamo var første mand til at vinde efter opgraderingen af løbet i 2008, også fra et udbrud. Forud for det vandt Ivailo Gabrovski i 2007, Igor Pugaci i 2006, Sergey Tretyakov i 2004 og Ghader Mizbani i 2002.

 

 

 

 

 

4. etape

Efter tre dage for de hurtige folk er det formentlig tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Tour of Turkey på løbets kongeetape, der med stor sandsynlighed vil være helt alene om at bestemme det samlede udfald af årets løb. Ganske vist skipper man i år den traditionelle kongeetape til Elmali, men løbets næstmest benyttede bjergfinale er tilbage efter et års fravær. I 2013 introducerede man første gang målet på den relativt korte, eksplosive stigning i udkanten af Selcuk, og siden da har den i 2013, 2014 og 2015 spillet en helt afgørende rolle i at finde løbets vinder. Efter et års fravær er den i år tilbage, og da der denne gang ikke er nogen Elmali-etape, vil den være vigtige end nogensinde tidligere.

 

Med en distance på hele 204,1 km er der tale om en meget lang etape, der fører feltet fra torsdagens målby, Marmaris, til toppen af den omtalte stigning uden for byen Selcuk nær den tyrkiske vestkyst. Starten går ved kysten og etapen indledes med, at man skærer tværs over Marmaris’ halvø sydfra via samme vej, som blev benyttet i finalen på 3. etape. Derfor indledes etapen med to mindre stigninger. Ved kysten fortsætter man imidlertid videre mod nord og ind i højlandet, hvor løbets første kategori 1 -stigning venter. Den har top efter 35,5 km og leder op til et plateau omkring storbyen Mugla, som feltet fortsætter forbi i småkuperet terræn.

 

Efter ca. 60 km rammer fortsætter man mod nordvest via en lang, jævn nedkørsel, der afbrydes af flere mindre bakker, indtil man efter 105 km rammer fladlandet igen. Herfra fortsætter man igennemfladt terræn videre mod nordvest forbi den indlagte spurt efter 113,1 km og helt frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 149,9 km. Efter spurten drejer man mod vest og kører herfra gennem fladt terræn ud mod kysten. Kort før vandet rammer man en lille kategori 3-stigning, der har top med 14,5 km igen, hvorefter en nedkørsel leder ned mod målbyen, Selcuk. Man kører herefter mod nordvest frem mod byens centrum.

 

Kort før man når selve byen, ænder etapen imidlertid karakter når man med ca. 6 km igen tager et skarpt venstresving for at køre direkte ind på dagens målstigning, der er i kategori 2. Den er ca. 5 km og har en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 8. Den er lettet i bunden, mens de sidste 3 km stiger ganske jævnt med 9%, indtil den kortvarigt når op på 10% på de sidste få 100 m. Der er flere hårnålesving på den nedre del, men på de sidste 1500 bugter vejen sig kun let.

 

Det er fjerde gang, stigningen i Selcuk skal anvendes som målbjerg, og vi har tidligere set, at den kan gøre ganske stor skade. De tidligere vindere Mustafa Sayar, Adam Yates og Pello Bilbao er alle kommet alene til toppen efter et slag på en opkørsel, der i kraft af sin korte længde er mere skabt til eksplosive typer end rene klatrere. Tidligere er den kommet efter Elmali-etapen, og hver gang er det lykkedes for en ny mand at erobre førertrøjen, hvilket viser, at der er tale om en svær stigning. I fraværet af Elmali er det denne gang den helt afgørende etape, og derfor er der lagt op til et stort slag mellem de bedste klatrere og puncheurs om den samlede sejr i årets Tour of Turkey.

 

Stigningen blev som sagt introduceret første gang i 2013, hvor Mustafa Sayaer ganske overraskende stjal showet, tog etapesejren og erobrede førertrøje fra Natnael Berhane, der havde en svær dag. Senere er Sayar dog taget for doping, og derfor er det i dag Yoann Bagot, der er er noteret for etapesejren. Året efter blev der igen vendt op og ned på klassementet, da en ung Adam Yates med sin første store sejr tog førertrøjen fra Rein Taaramae, der nøjagtigt som Berhane året inden havde vundet på Elmali. I 2015 var det Pello Bilbao, der tog sin hidtil største sejr ved at slå Miguel Angel Lopez med 3 sekunder, mens en sjetteplads var nok til, at Kristijan Durasek kunne tage trøjen fra Elmali-vinderen Davide Rebellin. Sidste år sluttede hele løbet i Selcuk, men her kørte man kun kategori 3-stigningen i finalen og fortsatte direkte ind til en flad afslutning i selve byen, hvor Jakub Mareczko slog Sacha Modolo i en massespurt.

 

 

 

 

 

5. etape

Siden Selcuk-stigningen gjorde sin debut i 2013, er den næsten hver gang blevet efterfulgt af to flade etaper til to af Tyrkiets største byer, Izmir og Istanbul. Den model genbruges i år, hvor man igen skal slutte i de to storbyer som afrunding på løbet. Der indledes med en etape til Izmir, der har været kendt som lidt af et sprinterparadis. I tidligere udgaver har man imidlertid som regel fulgt en flad rute langs kysten, men som i 2015 har man givet etapen lidt ekstra krydderi ved at sende rytterne op over en stigning i finalen og dermed sætte sprinterne under pres.

 

I alt skal der tilbagelægges 166 km mellem fredagens målby, Selcuk, og Izmir. Fra startbyen kører man mod nord igennem fladlandet, indtil man når frem til et højdedrag. Det betyder, at det efter 30 km begynder at stige let og jævnt, indtil man efter 52,8 km når toppen af en kategori 3-stigning, der har top i 431 m højde. Herfra fortsætter man videre mod nord via en jævn nedkørsel ned til det flade floddelta, der udgår fra Izmir.

 

I stedet for at køre mod vest langs floden direkte ind til målet Izmir slår man imidlertid en sløjfe i området nordøst for storbyen. Først fortsætter man langs floden mod vest forbi dagens indlagte spurt, der kommer efter 76,3 km. Kort efter når man det østligste punkt, hvorfra man drejer mod nordvest og følger floden op til den store by Manisa. Her passerer man dagens Turkish Beauty Sprint efter med 40,8 km igen, og herefter ændrer etapen karakter. Det sker, når man forlader floden for at skære igennem det kuperede område nordøst for Izmir. Fra nordøst kører man derfor op over dagens kategori 2-stigning, der i 585 m højde har top med bare 28,9 km igen. Herefter følger en længere nedkørsel ned mod storbyen, indtil man med ca. 15 km igen er nede i fladlandet. Her fortsætter man gennem Izmirs flade forstadsterræn helt frem til byen centrum og en finale ved kysten. De sidste 3 km bugter sig en anelse, men er i alt væsentligt flade. I de sidste 5 km følger man kystvejen, der er uden skarpe sving, indtil man når er vendepunkt med ca. 1600 m igen. Efter en U-vending fortsætter man tilbage til målstregen.

 

Etapen er en tro kopi af næstsidste etape fra 2015-udgaven, og dengang blev det klart, at den sidste stigning, hvorom arrangørerne ikke giver megen information, ikke skabt megen udskilning. Ganske vist var det ikke et fuldt felt, der endte med at spurte om sejren, og de tunge folk blev siet fra undervejs. Etapen blev dog vundet af Mark Cavendish, der ellers kortvarigt var sat af, og det vidner om, at der er grænser for, hvor selektiv etapen er. Stigningen er for let og kommer for langt fra mål til, at den vil kunne bruges i klassementet, og derfor peger alt på, at vi som i 2015 skal have en reduceret massespurt, hvor graden af selektion i høj grad vil blive bestemt af vindretningen.

 

Izmir blev senest besøgt i 2015, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Andrea Piechele og Kristian Sbaragli. Året inden var Elia Viviani hurtigere end Andrea Guardini og Cavendish, mens Marcel Kittel sejrede foran Guardini og Maximilano Richeze i 2013. I 2012 var vi vidne til et sandt drama, da Iljo Keisse var på vej mod en solosejr, da han pludselig røg i asfalten mindre end 2 km fra stregen. Det lykkedes ham at komme tilbage på cyklen og akkurat nå mål, inden Marcel Kittel slog Alessandro Petacchi i feltets spurt. Forud for løbets opgradering i 2008 var det en tradition, at løbet startede med en prolog i Izmir, der i de sidste år blev vundet af Hossein Nateghi (2007), Pavel Nevdakh (2006) og Sergey Tretyakov (2005).

 

 

 

 

 

6. etape

Siden løbets opgradering i 2008 har det været en tradition, at det hele enten er startet eller sluttet i storbyen Istanbul. I de første år agerede den startby, men mellem 2012 og 2015 blev den store finale afviklet i landets største by. Sidste år lagde man igen asfalt til åbningen, men i år er det igen afslutningen, der er henlagt til Istanbul. Det sker på en etape, hvor man vil genbruge den ekstremt tekniske og meget spektakulære finale, der har været brugt i de senere år, og som byder på en lille brostensbakke til allersidst, en bakke, der nu to gange har snydt sprinterne. Etapen er også speciel, fordi det er det eneste større cykelløb, der finder sted i hele to kontinenter, idet man undervejs krydser Bosporus-strædet og således afvikler dele af etapen på både europæisk og asiatisk jord.

 

Med en distance på bare 143,7 km er der igen tale om en ganske kort etape, der både starter og slutter i Istanbul. Starten gå i den østlige udkant af byen i den asiatiske del, hvorfra man fortsætter mod sydvest med retning mod centrum. Modsat tidligere år finder hele etapen imidlertid ikke sted inde i byen, idet man herfra i stedet kører mod nord ud af byen. Efter nogle mindre bakker rammer man løbets sidste kategoriserede stigning, der er i kategori 4 og har top efter 25,2 km. Herefter fortsætter man via en nedkørsel videre mod nord, inden man fortsætter gennem fladlandet mod nord og nordvest.

 

Efter 54,6 km når man frem til en bro, der fører over Bosporus-strædet og dermed fra Asien til Europa. Dagens Turkish Beauty Sprint er placeret midt på broen, hvorefter man fortsætter videre mod vest igennem fladt terræn i den europæiske del af Tyrkiet. Efter knap 80 km sættes kursen mod syd med retning mod Istanbul, hvor det går op over en lille ikke-kategoriseret stigning efter ca. 90 km. Herefter leder en nedkørsel ned til storbyen, der er stort set helt flad. Omkring Atatürk-lufthavnen drejer man mod nordøst for at køre ind mod centrum via to mindre bakker, indtil man til slut kører mod sydøst ind mod byens gamle centrum. Her venter den indlagte spurt på kystvejen efter med 14 km igen. Man kører herefter en omgang på en rundstrækning, der blot består af en tur ad kystvejen adskilt med to U-vendinger i hver ende. På tilbagevejen frem mod den ene U-vending drejer man imidlertid i finalen væk fra kystvejen med 1400 m igen. Her rammer man den spektakulære brostensbakke, der i bunden stiger med 7% og herefter med 3-4%, indtil man når toppen med 800 m igen. Herefter flader det ud og stiger kun ganske lidt frem til stregen i en teknisk finale, der byder på hele fire skarpe sving på de sidste 800 m, hvoraf de to sidste kommer med ca. 200 m igen.

 

Det er tredje år i træk, at samme finale blev benyttet, og hver gang er det lykkedes for en rytter at undslippe på bakken. Begge gange angreb Caja Rural fra bunden med hhv. Lluis Mas og Jose Goncalves, og hver gang lykkedes det dem at holde feltet bag sig (idet det skal bemærkes, at Goncalves ikke vandt etapen, da Przemyslaw Niemiec stadig var foran efter et langt udbrud). Det viser, at det er en etape, der sagtens kan bruges af en stærk puncheur til at gøre en forskel, og det er langtfra givet, at der skal spurtes om sejren. De tidligere resultater viser også, at man i spurten finder en blanding af sprintere og puncheurs, og både Cavendish og langt mere hårdføre typer har været med fremme. Samtidig betyder de mange sving, bakken og de smalle veje, at der altid opstår huller i finalen, og derfor kan klassementet meget vel ændres, hvis man ikke holder sig til i den tætte positionskamp. Intet er derfor sikkert, indtil man er sikkert i mål i Istanbuls centrum, og der er dermed garanti for en spektakulær, uforudsigelig og flot afslutning på Tyrkiets nationale rundtur.

 

Brostensbakken i finalen er blevet benyttet i både 2016 og 2015. Sidste år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero. I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan Van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Siden man indførte Elmali-etapen i 2012 og ændrede løbet fra en uforudsigelig kamp om bonussekunder til et løb for klatrere, har Tour of Turkey været et meget enkelt løb, der har kunnet inddeles i to dele. Seks af etaperne er som regel endt i massespurter i større eller mindre felter - af og til har et udbrud fået lov at køre hjem - men klassementet er fuldstændig blevet afgjort af bjergafslutninger på Elmali og i Selcuk. Kun sidste år, hvor Selcuk-etapen udgik, og man i stedet havde indført en ny kuperet etape, og hvor én etape viste sig at blive helt afgørende på grund af voldsom sidevind, har det ikke alene været et spørgsmål om, at løbets bedste klatrer har vundet.

 

I år er man tilbage ved et traditionelt format. Ganske vist er Elmali-etapen væk, og dermed er der kun Selcuk-etapen tilbage, men alt tyder på, at løbets bedste klatrer vil vinde løbet, og det hele vil blive afgjort i Selcuk på 4. etape. De første to etaper er stensikre sprinteretaper, hvor kun vinden kan spille et puds, men det er der intet, der tyder på, at den vil gøre på de flotte solskinsdage, der venter hele løbet. Marmaris-etapen er en klassiker, der indgår år efter år, og som beskrevet ovenfor er den endt i en reduceret massespurt hver eneste gang siden 2010. I lyset af det relativt stærke felt af klatrere, der er til start i årets WorldTour-løb, er det temmelig utænkeligt, at de små bakker i finalen kan skabe forskelle mellem de bedste.

 

Den farlige etape er Izmir-etapen. Det skyldes ikke stigningen i finalen - sidste gang overlevede Cavendish, så den vil ikke spille nogen rolle i kampen mellem de bedste - men derimod den kraftige vind, der er varslet. Meget kan nå at ændre sig inden lørdag, men i skrivende stund ser det ud til, at der vil være en hård sidemedvind i finalen. Det kan skabe splittelse og er den væsentligste forhindring for, at det samlede klassement ikke fuldstændig vil afspejle udfaldet af Selcuk-etapen. Derudover er det vigtigt at holde sig til i den meget komplicerede finale i Istanbul, hvor der altid opstår huller, og hvor en rytter med god positioneringsevne og punch kan vinde tid på de rene klatretyper.

 

Samlet set kan det konkluderes, at løbet formentlig vindes af vinderen af 4. etape, hvis han kan undgå at smide dumme sekunder i Istanbul og kan holde sig til i den eventuelle sidevind på 5. etape. Stigningen i Selcuk er ganske svær, og de foregående år har vist, at det som regel er muligt for den stærkeste rytter at køre alene hjem. Stigningen er imidlertid også relativt kort, og det er derfor en opkørsel, der kræver et vist punch. Det er ikke uden grund, at vi blandt de tidligere vinder har eksplosive folk som Pello Bilbao og Adam Yates, mens de mere rene klatrere, der har vundet på Elmali, meget ofte har mistet trøjen på denne etape.

 

Der er dog én ting, der på denne tid af året er vigtigere end evnerne på en sådan stigning: friskhed. På denne tid af året kan det være lidt af et lotteri at forudsige, hvem der vinder, fordi de fleste ryttere er kørt helt i sænk og bare længes efter ferie. Derfor ser man ofte ganske overraskende og mærkværdige udfald sidst på sæsonen. En rytter, der tidligere på året ikke ville have en chance på så hård en stigning, kan pludselig sidde med helt fremme, mens de på papiret stærkeste klatrere sagtens kan ende langt tilbage.

 

Heldigvis er vi ikke helt på bar bund. Langt de fleste af løbets favoritter har været aktive i de italienske klassikere, hvor vi har fået lejlighed til at se på dem på masser af stigninger, også stigninger, der er sammenlignelige med den, der venter i Selcuk. Derfor har vi en god fornemmelse af formen hos de fleste, og selvom man på denne tid af året pludselig kan blive ramt af den berømte hammer, burde de foregående løb være et ganske godt pejlemærke. Eksempelvis skal man næppe have de helt store forventninger til folk som Darwin Atapuma og Jarlinson Pantano, der ellers på papiret burde være blandt de bedste klatrere. Begge har de således tydeligt vist, at ferien ikke kan komme hurtigt nok.

 

I stedet er der tre navne, der skiller sig ud som de klare favoritter: Diego Ulissi, Sergei Chernetckii og Daniel Martinez. Alle har de været i top 10 i mindst en af de italienske klassikere, og alle er de fremragende klatrere. De har alle tre ramt formen sidst på sæsonen, og vi vil blive temmelig overraskede, hvis ikke en af de tre ender øverst på podiet i Istanbul.

 

Mest sandsynligt er det, at det bliver en duel mellem Diego Ulissi og Sergei Chernetckii, og her peger vi på italieneren som vores favorit. Det skyldes stigningens karakter, der er som skabt til en eksplosiv ardennerspecialist som Ulissi. Ganske vist var Chernetckii bedre end Ulissi i Lombardiet, men det var ikke overraskende, at Ulissi kom til kort på svær en klatrerute. Fjerde etape i Tyrkiet passer ham langt, langt bedre, fordi det hele kan koges ned til at køre stærkt på én relativt eksplosiv stigning. Det er præcis Ulissis speciale, og han har som altid ramt topformen til årets sidste måneder. Det er ikke uden grund, at han har vundet en hel stribe af de italienske efterårsklassikere, og at han i de forløbne år har været med helt fremme i Abu Dhabi Tour. Ulissi er simpelthen altid knivskarp i oktober, og 4. pladsen i Coppa Sabatini, 7. pladsen i Emilia og 4. pladsen i Tre Valli Varesine vinder om, at det ikke forholder sig anderledes i år. Finalen i Emilia minder meget om den, der venter i Selcuk, men denne gang er konkurrencen slet ikke så skrap. På papiret er Ulissi løbets bedste mand på en stigning som denne, og da formen er i top, er han manden, der skal slås.

 

Hans værste konkurrent er Sergei Chernetckii. Russeren har længe været et stort talent, men der har godt nok været langt mellem snapsene. Kun ganske få gange har han virkelig ramt topformen og kunnet slås med de bedste på stigningerne. Første gang var i sidste års Schweiz Rundt, og anden gang er netop i disse uger. Efter en lovende præstation i Burgos og en anonym Vuelta sad han med de bedste hjem ved VM og sluttede som nummer 12 i Emilia. Mest imponerende var dog lørdagens tiendeplads i Il Lombardia, der vel kan betragtes som karrierens hidtil bedste resultat. Chernetckii har med andre ord aldrig været bedre, og han er faktisk samtidig en ganske eksplosiv rytter med en god spurt, og stigningen i Selcuk burde derfor passe ham. Han er ikke helt som punchy som Ulissi, men han viste i Lombardiet, at han er i stand til at sætte italieneren på stigningerne. Chernetckii har for alvor en chance for at tage en stor WorldTour-sejr.

 

Den største rival til de to indlysende favoritter er stortalentet Daniel Martinez. Den unge colombianer har af og til givet prøver på sit kolossale klatretalent, men han har stadig været lidt for ung til at slås med de bedste. Det har imidlertid ændret sig i de seneste uger, hvor han har været en af de allerbedst i Italien. Han blev nr. 9 i Tre Valli Varesine, der ellers slet ikke passede ham, men det var specielt syvendepladsen i Milano-Torino, hvor han slog en vis Thibaut Pinot, der blot få dage senere var tæt på at vinde i Lombardiet, der viste, hvor god han er. Desværre styrtede han i det berømte ”De Plus-sving” i Lombardiet, men han var en af de få, der slap med skrækken. Det kan dog have sat ham lidt tilbage, og man kan frygte, at Selcuk-stigningen er lidt for kort til en ren klatrer som ham. Har han de samme ben som i Torino, er der imidlertid ingen grund til, at han ikke kan true de bedste. Wilier har også en meget formstærk Yonder Godoy som plan B. Han viste i Milano-Torino, at også han kan slås med de bedste på stigningerne, men han er ikke helt på niveau med sin holdkammerat.

 

Chernetckii er ikke Astanas eneste kort. Jesper Hansen har i de italienske løb vist, at han er kommet sig efter den ufrivillige exit fra Vueltaen, og selvom han ikke helt har været på sin holdkammerats niveau, har han gjort det ganske fint. Specielt viste han flot kørsel i Tre Valli Varesine, der ikke passede ham, og han burde være langt mere komfortabel på 4. etape i Tyrkiet. Stigningen er lidt for eksplosiv til at passe ham, men man skal ikke glemme, at han i Tour of Norway har vist, at han kan være skræmmende stærk også på stigninger som disse. Hvis alle kigger på Chernetckii, kan han måske lukrere på sin holdkaptajn til at gøre forskellen, kan han undgå at smide dumme sekunder i Istanbul, hvor Ulissi og Chernetckii er langt bedre, jan han måske løbe med sejren. Astana har også Andrey Zeits, der ikke er i helt elendig form, men heller ikke er på sit topniveau og derfor næppe god nok til at vinde.

 

Androni er mødt op uden alle deres superklatrere, men det betyder ikke, at de er uden chance. I stedet vil de nemlig give chancen til det store talent Fausto Masnada, og han har potentialet til at levere noget stort. Han har været ekstremt offensiv i de italienske klassikere og vist, at formen er fremragende. Samtidig vidner den fine placering i Emilia om, at han også klatrer godt nok til at køre finale på en stigning som denne. Desværre har han set lidt træt ud i de sidste løb, og topniveauet er nok ikke helt højt nok til, at han kan vinde, men han bør være i stand til at slås med om de bedste placeringer.

 

Vi var lidt hårde ved Darwin Atapuma, der i de italienske klassikere har vist, at han er meget langt fra topformen. Helt afskrive ham skal man dog ikke. Han blev trods alt nr. 39 i Emilia, og selvom det bestemt ikke er et imponerende resultat viser det dog, at han har en smule at skyde med. Klasseryttere som Atapuma kan ofte finde lidt ekstra, når de har mulighed for at køre med om sejren, og mens det var en umulighed i de stærkt besatte italienske løb, er det bestemt ikke utænkeligt her. Han er helt sikkert ikke den stærkeste rytter, men kan måske udnytte, at alle kigger på holdkammeraten Ulissi. Det samme kan stortalentet Edward Ravasi, der desværre heller ikke er i topform, og veteranen Przemyslaw Niemiec, der imidlertid er en skygge af sit gamle stærke jeg.

 

Caja Rurals gode klatrere Chris Butler og Danilo Celano er milevidt fra formen, og David Arroyo er slet ikke den rytter, han var engang. I stedet skal holdet sætte sin lid til Antonio Molina, der med femtepladsen på den knaldhårde 1. etape af bjergløbet Tour du Gevaudan viste, at han kan blande sig med klatrerne på stigninger som denne. Formen er helt sikkert god, og Caja Rural er ivrige efter at forsvare titlen. Han er imidlertid næppe en stærk nok klatrer til faktisk at vinde.

 

Bora har Leopold König, men tjekken har fået ødelagt sin sæson af en grim knæskade, og intet tyder på, at han er bare i nærheden af at være konkurrencedygtig. I stedet skal man satse på talentet Gregor Mühlberger, der i Giroen og de efterfølgende uger viste, at han har et stort klatrepotentiale. Desværre er også han træt efter en hård sæson, og de italienske klassikere efterlod ikke et indtryk af, at han er klar til at køre med om podiet. Han bør dog kunne vise sig i et felt som dette. Måske kan Silvio Herklotz også vise sig frem, men næppe blandt de allerbedste.

 

Endelig fortjener Jarlinson Pantano, Edoardo Zardini og Sergey Firsanov en kommentar. På papiret er de alle blandt de bedste klatrere, men alle har de været milevidt fra deres bedste form. Vi har derfor ikke de store forventninger til trioen. Bedst chance for et resultat har formentlig Zardini.

 

***** Diego Ulissi

**** Sergei Chernetckii, Daniel Martinez

*** Jesper Hansen, Fausto Masnada, Darwin Atapuma, Yonder Godoy

** Antonio Molina, Gregor Mühlberger, Edward Ravasi, Edoardo Zardini, Andrey Zeits

* David Arroyo, Jordi Simon, Ildar Arslanov, Ilya Koshevoy, Przemyslaw Niemiec, Vegard Stake Laengen, Jarlinson Pantano, Sergey Firsanov, Simone Sterbini, Leopold König

 

Danskerne

Jesper Hansen er til start for Astana, og han bør være en af flere ryttere på holdet, der får lov til at køre sin egen chance i klassementet, selvom han kan ende som hjælperytter for Sergei Chernetckii.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TIRSDAG

MANDAG

SØNDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk