Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Som det er tilfældet i Spanien har mange regioner deres egne etapeløb, og modsat det store land på Den Iberiske Halvø har landet været i stand til at redde de fleste af dem igennem den økonomiske krise. Mange er relativt små 2.2-løb på UCI-kalenderen, men enkelte skiller sig ud med deres 2.1-status. Tour de l’Ain, Tour du Poitou-Charentes, Tour du Limousin og Tour du Gevaudan afvikles i den anden halvdel af året, Tour du Haut Var og Tour La Provence holdes i februar, og i maj har man traditionelt haft Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, der nu begge er forsvundet.

Sammen med løbene i Ain og Limousin udgør Tour du Poitou-Charentes en fremragende løbsblok i august, hvor ryttere af alle typer kan finde noget til deres smag. Klatrerne stjæler rampelyset i den bjergrige Ain-region, mens stærke sprintere og puncheurs viser sig i det kuperede terræn i Limousin. Som sidstnævnte region har Poitou-Charentes ingen længere stigninger, og terrænet er endda langt nemmere. Det betyder, at deres løb som regel er en sand sprinterfestival, men med tilføjelsen af en vigtig enkeltstart er kampen om den samlede sejr som regel en sag for de store rouleurs.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Tour du Poitou-Charentes blev første gang afviklet i 1987 og er dermed et relativt nyt løb, der sidste år fejrede sin 30. udgave. Det blev en professionel begivenhed i 1991, og siden det nuværende UCI-system blev introduceret i 2001, har det være et 2.1 på UCI Europe Tour. Det har haft nogle ganske store navne som vindere som danske Kim Andersen, Thierry Marie, Christophe Moreau, Floyd Landis, Jens Voigt, Sylvain Chavanel, Thomas Voeckler og Tony Martin, og mens det tidligere blev domineret af franskmænd, er det i blevet en langt mere international affære. I 2016 var der end ikke én eneste franskmand på podiet.

I år er det bestemt ingen undtagelse, da man har tiltrukket et langt stærkere felt end løbene i Limousin og Ain. De lokale WorldTour-hold Ag2r og FDJ får selskab af Sky, Movistar, BMC og Trek, og dermed er der tale om et af de stærkeste besatte franske etapeløb uden for WorldTouren.

Som nævnt er Poitour-Charentes temmelig flad, og derfor er det et ideelt løb for sprintere, der i det hele taget har mange grunde til at drage til Frankrig i august. Da Tour di Limousin finder sted blot en uge tidligere, har der traditionelt været masser af massespurter i landet i løbet af de to uger i sensommeren, og det gør det til perfekt forberedelse til WorldTour-klassikeren i Plouay, der afvikles bare to dage efter afslutningen på løbet i Poitou-Charentes. Traditionelt har etapeløbet derfor været nøgleindikatoren for form forud for et af de største endagsløb i Frankrig.

Samtidig er det et fantastisk løb for enkeltstartsspecialister. Løbet har et felt fast format med tre relativt flade etaper tirsdag, onsdag og fredag samt en nøgledag for klassementet torsdag. Her kører rytterne en flad linjeløbsetape om morgenen, mens klassementet hovedsageligt afgøres af eftermiddagens enkeltstart, der meget ofte direkte afspejler den endelige stilling.

Det var eksempelvis tilfældet sidste år, hvor Sylvain Chavanel knuste rivalerne på enkeltarten og derved sikrede sig sin fjerde samlede sejr i løbet. Han var hele 30 sekunder hurtigere end Wilco Kelderman og Nelson Oliveira, der kun blev adskilt af hundrededele i kampen om andenpladsen, som hollænderen sikrede sig. Kelderman og Oliveira kører i år Vuelta og er derfor ikke til start, mens Chavanel, der kommer direkte fra de franske banemesterskaber, går naturligvis efter en femte sejr i et af sine favoritløb.

Ruten

Tour du Poitou-Charentes følger som sagt en helt fast skabelon, som der ikke ændres på i 2017. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke kan præsentere en enkelt nyskabelse, idet tilføjelsen af et par grusvejsstykker skal gøre løbet en anelse hårdere.

Som altid indledes løbet med to relativt lade etaper tirsdag og onsdag, og her er det reelt kun vinden, der kan ødelægge det for sprinterne. Torsdagen består som altid af en flad etape om formiddagen og eftermiddagens helt afgørende enkeltstart, men denne gang har man med to grusvejsstykker i finalen på morgenetapen forsøgt at give lidt ekstra krydderi og måske skabe lidt splittelse, inden de helt flade 20 km i kampen mod uret formentlig skal afgøre klassementet. Som altid afsluttes løbet med den hårdeste etape, hvor den klassiske rundstrækning i Poitiers med en lille mur bare 3 km fra stregen kan benyttes som afsats for et sent angreb på klassementet. Det har før skabt ændringer til allersidst, selvom etapen som regel er blevet afgjort i en reduceret massespurt.

1. etape

Som altid indledes Tour du Poitou-Charentes med en sprinteretape - det kan jo ikke være anderledes, når regionen er stort set helt flad - og det vil også være tilfældet i år.

I alt skal der tilbagelægges 199,5 km mellem Bressuire og Saintes, og de består af en lang rejse mod syd tæt på den franske vestkyst gennem næsten helt fladt terræn. Efter 49,2 km venter en stigning på 1 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,5, og der følger en anden bjergspurt (400 m, 6%) efter 93,8 km). De to sværeste stigninger kommer hurtigt efter hinanden med hhv. 80,5 og 76,2 km igen og stiger begge med 6% over 800 m. Man rammer den afsluttende rundstrækning efter 169,6 km og krydser stegen 11,6 km senere. Etapen afsluttes nu med en omgang på den flade 18 km lange runde, hvor målstregen kommer for enden af en lang, lige strækning uden sving i flere kilometer. Der er indlagte spurter efter hhv. 28, 139,5 og 160,8 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der er tale om en helt klassisk etape i Poitour-Charentes med kun enkelte stigninger, og derfor bør den ende i en massespurt. Vinden er altid en fare i det franske løb, og derfor skal klassementsrytterne tage sig i agt, men ellers vil det blive en relativt nem dag. I sidste ende venter en spurt, hvor de nlige opløbsstrækning gør det til en perfekt afslutning for de allerhurtigste.

Saintes var senest målby i 2013, hvor Nacer Bouhanni var hurtigst i spurten. Ellers skal vi helt tilbage til 2002 for at finde en afslutning i byen. Dengang vandt Aliaksandr Usau i en spurt.

2. etape

Heller ikke anden etape afviger fra traditionen, og derfor ser det ud til, at sprinterne også skal have det sidste ord om onsdagen. Igen venter en hovedsageligt flad rute med kun nogle mindre bakker, men denne gang kommer de dog tættere på mål og kan derfor måske trætte sprinternes ben lidt mere.

I alt står der 185,7 km mellem Saint-Savinien sur Charente og Roumazieres-Loubert på programmet. De fører stort set hele dagen i en stik vestlig retning. Starten er helt flad og byder kun på indlagte spurter hhv. 29 og 74 km. Herefter slår man en lille sløjfe sydøst om målbyen for at ramme områdets bakker. Den første stigning (700 m, 5%) kommer efter 94 km, mens den sidste spurt kommer 9,7 km senere. Herefter kommer der en stigning (3 km, 3,5%) efter 110 km, en stigning (1,1 km, 5%) efter 120,3 km, endnu en bakke (900 m, 5%9 efter 133,7 km og dagens sidste bjergspurt (1 km, 6%) efter 145,3 km. Efter 150,8 km rammer man den afsluttende rundstrækning og man krydser stregen 9,2 km senere. Etapen afsluttes med en omgang på den 25,7 km lange runde, der er helt flad. Igen venter en ukompliceret finale uden sving i flere kilometer.

Igen står der massespurt skrevet ud over det hele. Naturligvis er der lidt flere stigninger på programmet, men de tjener alene til at uddele bjergtrøjen. Igen er det kun vinden, der kan skabe splittelse. Ellers burde de hurtige folk skulle afgøre etapen.

Roumazieres-Loubert har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Som alt venter der om torsdagen to etaper, hvoraf den vigtigste naturligvis er eftermiddagens enkeltstart. Om formiddagen har der hidtil altid ventet en helt ukompliceret sprinteretape, men i år har arrangørerne tilføjet lidt krydderi til den tidlige udfordring. Således har man placeret to grusvejsstykker i den absolutte finale, og det vil utvivlsomt kunne gøre løbet mere stressende end vanligt.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I år byder etapen på 94,7 km mellem Vouillé og Neuville-de-Poitou, to byer, der ligger meget tæt på hinanden. Derfor består første del af etapen af en rundstrækning syd for startbyen, hvor der venter en stigning (1,3 km, 5%) efter 11,9 km og endnu en bakke efter 37,2 km. Efter 41,8 km er man tilbage i Vouillé, og herfra sløj man en sløjfe mod nordøst, inden man kører syd på for at ramme målbyen fra sydøst. Undervejs er der en indlagt spurt efter 52,6 km og en sidste stigning med 29 km igen, men den store udfordring er de to grusvejsstykker. Det første er 1100 m langt og kommer med 16,1 km til mål, mens det kortere 500 m lange stykke er placeret, når der resterer 14,5 km. Til slut venter en teknisk vinale med hele fire skarpe sving på de sidste kilometer, inden man rammer den relativt korte opløbsstrækning.

Introduktionen af grusveje er en interessant nyskabelse på en etape, der altid er svær at håndtere for favoritterne, for hvem det handler om at spare kræfter til eftermiddagens enkeltstart. Det er tvivlsomt om grusvejene vil skabe den store splittelse, og etapen bør - med mindre det blæser - igen ende i en massespurt, men det vil helt sikkert skabe en masse stress, give anledning til mere aggression og øge risikoen for uheld. Vi regner dog fortsat med, at sprinterne får det sidste ord.

Neuville-de-Poitou var senest målby i 1999, hvor Stephane Barthe spurtede sig til sejr om formiddagen, og Christophe Moreau slog Chris Boardman på eftermiddagens enkeltstart.

4. etape

Som altid er det torsdag eftermiddags enkeltstart, der er løbets absolutte nøgleetape, og det vil også være tilfældet i 2017. Naturligvis er der tale om en helt flad sag for de store specialister, men afstanden har varieret lidt fra år til år. Denne gang har man sammensat en 20,6 km lang rute, og dermed er tidskørslen en anelse til den korte side.

De 20,6 km forbinder Mirebeau med Neuville-de-Poitou, der også var formiddagens målby, og de er stort set alle helt flade. Fra start bevæger man sig via en lang, lige vej mod syd til Le Rochereau, hvorfra man fortsætter mod sydøst til Villiers. Her vender man rundt for at køre mod nordøst til Charrais, inden man fra nordvest kører til målbyen. Her venter en lidt mere teknisk del med fem skarpe sving, idet man kører en lille rundstrækning i centrum, inden man kører frem til mål.

Enkeltstarterne i Poitou-Charentes er alle relativt ens. Som regel er de helt flade uden store tekniske udfordringer og dermed skabt til specialisterne. Det er også tilfældet i år, hvor ruten er designet til, at de store motorer kan gøre en forskel. Den største trussel er det altid uforudsigelige franske vejr, der kan give forskellige forhold for forskellige ryttere.

Neuville-de-Poitou var senest målby i 1999, hvor Stephane Barthe spurtede sig til sejr om formiddagen, og Christophe Moreau slog Chris Boardman på eftermiddagens enkeltstart.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

5. etape

Etaperne i løbet varierer altid fra år til år, men der er én ting, der altid er uforandret. Sidste etape slutter på en ganske svær rundstrækning i Poitiers, hvor man flere gange i finalen skal op ad en lille bakke. Den har før skabt splittelse og givet anledning til små ændringer i klassementet, og derfor er etapen ikke altid endt i en massespurt.

Den første del af etapen varierer lidt fra år til år. I 2017 er der 157,8 km på programmet, og de fører fra Rouazieres til Poitiers. Indledningen er den nemmeste og fører stik nord mellem de to byer. Undervejs er der to indlagte spurter efter hhv. 17,2 og 60,9 km, en 3100 m lang stigning efter 36,2 km og en anden stigning (1 km, 4%) efter 102,5 km. Med 39,2 km igen kommer den sidste spurt, og 5,8 km senere rammer man rundstrækningen. Her skal man over den 500 m lange mur, der stiger med 11%, for første gang med 30,5 km til mål. 3,1 km senere krydser man stregen, og etapen afsluttes nu med to omgang på den 13,7 km lange rundstrækning, hvorfor man yderligere to gange skal op over bakken, sidste gang med 3,1 km igen. Herfra fører en lige vej ned til mål, hvor der venter to sving inden for de sidste 2 km, det sidste ganske tæt på stregen.

Rundstrækningen benyttes hvert eneste år og skaber altid en del udskilning. Som regel er det endt i en reduceret massespurt, men af og til er det lykkedes en gruppe af klassikerspecialister og puncheurs at køre væk. Samtidig kan klassementet være så tæt, at bonussekunderne kan komme i spil, og det er før set, at enten splittelse eller de indlagte spurter har skabt ændringer i den samlede still til allersidst.

Sidste år vandt Sonny Colbrelli en reduceret massespurt foran Ben Swiftmens Matteo Trentin var hurtigere end Bryan Coquard i 2015. I 2014 var Jesus Herrada hurtigst i det lille felt, og han vandt såmænd også i 2013, da han Arthur Vichot og Eduard Vorganov kørte væk i finalen. Francisco Ventoso vandt en reduceret massespurt i 2012, mens Alex Dowsett snød sprinterne med seks sekunder i 2011. Jimmy Casper vandt fra et udbrud i 2010, mens Heinrich Haussler og Samuel Dumoulin var hurtigst i hhv. 2009 og 2008. Jean-Eudes Demaret tog en udbrudssejr i 2007, mens Nicolas Vogondy lavede et soloangreb i 2006. Danilo Napolitano vandt en spurt, da rundstrækningen gjorde debut i 2005.

Favoritterne

Tour du Poitou-Charentes er som regel et meget enkelt løb. I langt de fleste tilfælde afspejles det endelig resultat fuldstændig af udfaldet af enkeltstarten. Linjeløbsetaperne har kun sjældent kunne gøre den store forskel, og det kan de næppe heller denne gang. Sky er til start med Elia Viviani, Cofidis kommer med Nacer Bouhanni, og selv BMC, der ellers kunne tænkes at køre offensivt, vil måske køre for Jempy Drucker. Med andre ord er der masser af interesse i at holde tingene samlet på de flade dage

Normalt er den største trussel vinden, men i det, der ser ud til at blive et meget varmt løb med temperaturer tirsdag på hele 34 grader, vil der ikke være megen blæst, slet ikke nok til at splitte det ret stærke felt, der er til start. Der vil være lidt regn fredag, men heller ikke det vil sandsynligvis spille en stor rolle.

Den eneste mulighed for at skabe splittelse kommer på fredagens etape, og skulle vinderen af enkeltstarten være en virkelig tung fyr, kan der måske skabes ravage. Størst chance for at ændre på klassementet kommer dog i kraft af bonussekunder, men de vil kun komme i spil, hvis det er tæt.

Derfor er der meget stor chance for, at løbet bliver vundet af vinderen af enkeltstarten, og det kan ses af startlisten, der rummer mange store rouleurs. Det gør det til en ganske åbent slag mellem de mange specialister, og det er et løb uden en helt klar favorit.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

På papiret må Jonathan Castroviejo dog betragtes som manden, der skal slås. Spanieren vandt EM sidste år, tog bronze ved EM og blev nummer 4 ved OL, hvilket vidner om, at han er den stærkeste i kampen mod uret. Han foretrækker mere kuperede ruter, men han har opnået store resultater på flad vej også. Havde det været 2016, havde han været soleklar favorit, men i år er der mere usikkerhed. Han har kørt skuffende enkeltstarter hele året, og der er samtidig usikkerhed om formen, da han grundet sit barns fødsel ikke har kørt siden Touren. Alligevel burde han være stærkeste mand i kampen mod uret, og vi tror på, at han endelig får vist sin klasse og tager den samlede sejr her.

Hans værste rival må være Matthias Brändle. Østrigeren har i år fundet tilbage til fordums styrke i kampen mod uret og har blandt andet vundet i Belgium Tour. Hans speciale er korte, flade enkeltstarter, og ruten her passer ham fint. Havde den været en anelse kortere, havde han været vores klare favorit, men denne gang er distancen måske en anelse for meget. Til gengæld ved vi efter BinckBank Tour, at han er i ganske god form. Trek har også Mads Pedersen , der i år har kørt flere gode enkeltstarter, men nok finder distancen en anelse lang, og Fabio Felline, der dog er på vej tilbage efter en skade og næppe bryder sig om powerruten på 4. etape. Til gengæld kan de begge gå efter bonussekunder undervejs.

BMC stiller med et virkeligt supermandskab med flere ekstremt stærke temporyttere. Bedst chance tilskriver vi Joey Rosskopf , der pludselig har nået et helt nyt niveau i kampen mod uret. Det viste han med femtepladsen på sidste enkeltstart i Giroen samt med sejren ved de amerikanske mesterskaber. Senest kørte han en overraskende god bjergenkeltstart i Utah, og han burde være langt stærkere på en rute som denne.

Med fire sejre er Sylvain Chavanel kongen af dette løb, og han drømmer om at vinde igen. Han er måske ikke den temporytter, han tidligere var, men når han rammer dagen, er han stadig sublim. Senest blev han eksempelvis nummer 10 på sidste enkeltstart i Touren, og han kørte også stærkt i De Panne tidligere på året. Han kommer direkte fra de franske banemesterskaber, hvilket måske ikke er den ideelle forberedelse, men historien viser, at Chavanel altid er skarp i dette løb.

Listen over mulige BMC-vindere rummer også Tom Bohli. Den unge schweizer har flere gange imponeret stort på korte, flade enkeltstarter, og han er helt sikkert en af de største specialister. Desværre er ruten måske lidt for lang for ham. Holdet har også Brent Bookwalter, der er en ganske stærk temporytter og viste god form i de amerikanske løb. Han er dog næppe specialist nok til at vinde her. Det fjerde kort er Miles Scotson , der på U23-niveau var en af verdens bedste. I BinckBank Tour kørte han sin første gode enkeltstart som professionel, og kan han holde niveauet her, kan han komme langt. Endelig har man Jempy Drucker, der kan vinde bonussekunder undervejs, men nok finder enkeltstarten for lang, samt unge Nathan Van Hooydonck, der er en glimrende temporytter.

Armee-mandskabet har Damien Gaudin , der har haft en helt fantastisk sæson og blandt andet vundet flere prologer. Han er imidlertid prologspecialist, og vi frygter, at ruten her er for lang for ham. Alternativt har man banespecialisten Benjamin Thomas, der har været et an årets overraskelser, men ikke har de helt store enkeltstartsresultater.

Udover Castroviejo håber Movistar på Jesus Herrada, der to gange har vundet sidste etape i Poitiers. Han har af og til kørt fremragende enkeltstarter, men mangler desværre stabilitet. Samtidig er ruten nok for flad. Den kunne til gengæld være god for Daniele Bennati , men han har ikke kørt forrygende enkeltstarter på det seneste. Endelig kan Victor De La Parte køre en fin enkeltstart, men også han finder ruten for flad.

Det gør til gengæld ikke Artem Ovechkin, der tidligere altid blandede sig i toppen på enkeltstarter som disse. Det er dog længe siden, at han sidst har blandet sig. Endelig vil vi pege på Pierre-Luc Perichon , der gang på gang overgår vores forventninger og måske kan køre en fin enkeltstart, selvom han ikke er specialist

***** Jonathan Castroviejo

**** Matthias Brändle, Joey Rosskopf

*** Sylvain Chavanel, Tom Bohli, Miles, Brent Bookwalter, Miles Scotson, Damien Gaudin

** Jesus Herrada, Nathan Van Hooydonck, Daniele Bennati, Mads Pedersen, Jempy Drucker, Artem Oheckin, Fabio Felline, Pierre-Luc Perichon

* Martin Elmiger, Lilian Calmejane, Victor De La Parte, Jeremy Roy, Benjamin Thomas, Owain Doull, Laurent Pichon, Arnaud Gerard, Gediminas Bagdonas, Eduardo Sepulveda

Danskerne

Mads Pedersen er til start for Trek og kan måske få sin chance i spurterne, hvor han skal dele ansvaret med Fabio Felline og Kiel Reijnen. Han kan tillige gøre det godt på enkeltstarten, og der kunne derfor ligge et godt resultat forude.