Løbets rolle og historie

Den tredje uge af februar har fået et ry som en af de vigtigste uger i den tidlige del af sæsonen. Med ikke mindre end fire etapeløb er det et helt afgørende tidspunkt for de fleste ryttere, der jagter værdifulde løbskilometer forud for en succesfuld klassikersæson eller et forsøg på at opnå sejre i de mange store etapeløb i foråret.

Mens Tour of Oman, Volta ao Algarve og Vuelta a Andalucia er helt traditionelle etapeløb i den forstand, at de vindes af etapeløbsspecialister og afgøres i bjergene eller på enkeltstarterne, er ét af løbene helt anderledes. Det to dage lange Tour du Haut Var i Sydfrankrig er ikke for ryttere, der specialiserer sig i grand tours. I stedet er det en uforudsigelig affære, hvis kuperede terræn gør det perfekt for klassikerspecialister og punchy ardennerryttere.

Løbet blev skabt som et endagsløb under navnet Nice-Seillains i 1969, hvor Raymond Poulidor vandt den første udgave, og straks fra start blev det et stort løb med mange prominente vindere. I 1975 var det kendt som Draguignan-Seillans og året efter som Seillans-Draguignan, inden det fik sit nuværende navn Tour du Haut Var i 1977. I de tidlige år blev det vundet af store navne som Joop Zoetemelk, Bernard Thevenet, Freddy Maertens, Sean Kelly, Charly Mottet, Luc Leblanc, Laurent Brochard, Laurent Jalabert og Davide Rebellin, og det havde altid stor appel til internationale ryttere. Først i 00erne udgjorde det sammen med det fladere Clasico Haribo en solid løbsweekend, der kunne bruges som forberedelse til større begivenheder.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Sidstnævnte løb forsvandt imidlertid fra kalenderen efter 2006, og det åbnede døren for, at Tour du Haut Var kunne vokse. Siden 2009 har det været et løb over to dage og har bibeholdt sin rolle som et godt forberedelsesløb forud for den belgiske åbningsweekend. I den forstand er det del af en meget travl februar måned i Frankrig, hvor man med GP Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour La Provence, Tour du Haut Var og endagsløbene Boucles de Sud-Ardeche og Drome Classic kan sammensætte et perfekt program alene inden for landets grænser.

Løbets rute er varieret lidt fra år til år. Selvom der ingen store bjerge er, er det bestemt ikke et løb for sprintere, og der har sjældent været én eneste mulighed for de hurtigste. I de tidlige år som etapeløb havde det flere afslutninger på korte, stejle mure, men i de senere år er man gået bort fra den type afslutninger. I stedet er 1. etape ofte blevet afgjort i en spurt op ad bakke, mens 2. etape har været afgjort på en hård rute omkring Draguignan, hvor klassikerspecialisterne har excelleret.

I det hele taget kan man betragte løbet som to klassikere, og det gør det til en helt åben og uforudsigelig affære, der er blevet afgjort på taktik og sekunder. Det er et af de få etapeløb, som klassikerrytterne kan vinde, og selvom feltet er domineret af franske ryttere, er der som regel mindst en håndfuld internationale klassikerstjerner, der bruger løbet til at forberede sig til de store endagsløb under forhold, der er sammenlignelige med det, der venter senere. Sammen med Trofeo Laigueglia og Tour La Provence, der afvikledes i sidste uge, er det således et solidt alternativ til de tre større og længere etapeløb.

Sidste år konfirmerede Arthur Vichot sin status som en Frankrig bedste ardennerryttere ved at vinde løbet samlet for anden gang i træk og tredje gang på bare fem år. Ganske vist måtte han se sig henvist til andenpladsen af Samuel Dumoulin i puncheurfinalen på 1. etape, men på den klassiske kongeetape lykkedes det at komme af med Ag2r-sprinteren, og med en 3. plads i spurten i en gruppe på 11 mand kunne han sikre sig den samlede sejr i samme tid som Julien Simon og Romain Hardy, der tog de sidste pladser på podiet. Efter at have været skadet hele vinteren er Vichot ikke tilbage i konkurrence, og derfor må han droppe drømmen om et hattrick. Også Simon er sat tilbage af skader, og heller ikke han er med denne gang. Således er Hardy den eneste genganger fra sidste års top 3.

Ruten

Efter at man opgav finalerne på de stejle mure for et par år siden - et kendetegn, der ellers var løbets varemærke - har løbet haft et relativt ensartet format i de senere år. Første etape har som regel været afsluttet på en rundstrækning i La Croix-Valmer efter en hård dag i moderat kuperet terræn. Her har den stigende opløbsstrækning været god for kraftfulde sprintere, og både Romain Hardy og Thor Hushovd har vundet her, inden Carlos Betancur satte John Degenkolb til vægs i 2014. Anden etape har traditionelt været holdt på en lang, kuperet rute omkring Draguignan, men den flade finale har givet flere forskellige udfald. Af og til er et udbrud kørt hjem efter sidste stigning, mens det i andre udgaver er et lille felt, der har spurtet om sejren.

I 2015 ændrede man manuskriptet ved at gøre 1. etape betydeligt hårdere, idet den sluttede efter en 10 km lang opkørsel, der imidlertid ikke kunne betragtes som en reel stigning. I 2016 opfandt man igen en helt ny første etape, denne gang med en flad finale, og i 2017 vendte man tilbage til puncheur-formatet. I alle årene har man dog benyttet stort set samme kongeetape omkring Draguignan som afslutning.

I 2018 er løbet blevet helt nytænkt, og der er ingen ligheder med de seneste års udgaver. Tværtimod har man sammensat to helt nye etaper, der til sammen giver den hårdeste og mest klatrevenlige rute længe. Som altid er der tale om et godt løb for ardennerspecialister med styrke på korte stigninger, men denne gang sluttes der begge dage med mål på en lille stigning, hvormed løbet i højere grad er skabt til puncheurs end spurtstærke typer. 1. etape slutter på den kendte Mur de Fayence, der er særligt kendt fra Paris-Nice, inden det hele afsluttes med en helt ny etape til byen Flayosc, der vil give en vis usikkerhed om, hvad vi skal forvente i den 50. udgave af løbet.

1. etape

Nytænkningen af ruten betyder, at der ikke er nogen form for genbrug i årets udgave af Tour du Haut Var, og den måske største forskel i forhold til de seneste udgaver er, at man denne gang har sammensat en åbningsetape, der måske vil være den vigtigste i kampen om den samlede sejr. Egentlig byder etapen ikke på det sværeste terræn i regionen, men i finalen venter en voldsom udfordring. Her skal rytterne nemlig slutte på den kendte rundstrækning omkring Fayence, der nu tre gange inden for et årti også er blevet benyttet i Paris-Nice. Det betyder, at man skal slutte på den berømte og meget stejle Mur de Fayence, hvor Sergio Henao sidste år lagde grundstenen til sin samlede sejr i Løbet mod Solen, og det siger alt om, at der her kan skabes tidsforskelle, der kan blive afgørende i et løb, der typisk er blevet afgjort med det yderste af neglene.

I alt skal der på 1. etape tilbagelægges 169,7 km mellem Les Cannet des Maures og Fayence. Fra starten går det skiftevis mod sydøst og nord igennem hovedsageligt fladt terræn. Det ændrer sig først efter 56 km i byen Le Muy, hvor man kører op ad kategori 3-stigningen Col du Blavet (4,1 km, 4,1%) fra sydvest. Toppen nås efter 61,9 km, hvorefter terrænet atter flader ud, mens man snor sig mod nord op til den første spurt, der kommer efter 86,5 km. Herfra kører man mod sydøst ned til Fayence, hvor målstregen dog ikke krydses.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I stedet begiver man sig mod øst gennem byen op over en lille stigning til byen Montauroux. Herfra fortsætter man mod sydøst ned til en lille rundstrækning, der skal køres én gang. Den første halvdel er i alt væsentlig stigende og fører op over kategori 2-stigningen Les Marjories (2,4 km, 6,8%), der har top efter 119,0 km. Herfra går det tilbage til Montauroux ad samme vej mod nordvest, hvor man skal op over den kendte stigning Mur de Motaouroux (2,2 km, 7,3%), der ikke er kategoriseret og har top efter 130,5 km. Herfra går det ned mod Fayence, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, der er kendt fra Paris-Nice. Kort efter skal man første gang op ad Mur de Fayence, på hvis top målstregen krydses efter i forbindelse med den anden indlagte spurt efter 142,3 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 27,4 km lange rundstrækning, der indledes med, at man kører mod nord op ad den ikke-kategorisrede Col de Bourigaille (9,2 km, 5,1%), der har top, når der resterer 20,1 km. Herfra får det mod øst og sydøst ned ad nedkørslen, indtil et kort fladt stykke fører tilbage mod vest frem mod bunden af Muren. Etapen afsluttes nu med, at man igen skal op ad den 2,4 km lange stigning, der stiger med 4,1% i gennemsnit. I Paris-Nice endte etapen efter den stejle del, men her fortsættes lidt længere op således, at der efter 1 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 10 venter en lettere finale med en sidste kilometer, der stiger med bare 3,3%. Der 4 hårnålesving på de sidste 1500 m.

Rundstrækningen er som sagt kendt fra Paris-Nice, hvor det er blevet åbenbaret, at man kan vinde ganske meget tid på Mur de Fayence, der er tilstrækkeligt stejl til at gøre en forskel på ganske mange sekunder. Sidste år lykkedes det således for Sergio Henao at distancere sin nærmeste rival Richie Porte med 9 sekunder med én kraftfuld forcering, og det viser, hvor megen skade bakken kan gøre. Faktisk kan man allerede angribe på Col de Bourigaille, der dog nok primært skal bruges til at skabe en solid udskilning, inden de bedste klatrere og mest kraftfulde puncheurs skal slås i en finale, der meget vel kan vise, hvem der skal vinde årets udgave af Tour du Haut Var.

Mur de Fayence blev senest brugt som mål i løbet i 2012, hvor sensationen Jonathan Tiernan-Locke tog den samlede sejr ved at besejre Julien El Fares med 1 sekund og Julien Simon med yderligere 3 sekunder. Målet blev som sagt også brugt sidste år i Paris-Nice, hvor Simon Yates med et angreb henover toppen af Col de Bourigaille kunne holde feltet bag sig og sikre sig en solosejr foran Sergio Henao, der med et kraftigt ryk på Muren vandt tid ned til Richie Porte, Julian Alaphilippe og Dan Martin, som var hans nærmeste forfølgere. I 2014 lagde Carlos Betancur fundamentet til sin samlede sejr ved i overvægtig tilstand at henvise Rui Costa, Zdenek Stybar og Geraint Thomas til de sekundære placeringer. I 2009 gik Alberto Contador på spektakulær vis sukkerkold på rundstrækningen, og det gav Luis Leon Sanchez mulighed for med en solosejr at køre sig i førertrøjen og siden tage den samlede sejr.

2. etape

Hvert eneste år siden 2013 er løbet sluttet med en stor set uforandret etape omkring byen Draguignan med den berømte Cote des Tuilleres som løbets nøglepunkt efterfulgt af en flad finale. Den kongeetape er imidlertid for første gang siden 2012 fjernet fra programmet og erstattet af en ny etape til Flayosc. Som den gamle etape byder årets sidste etape også på masser af højdemeter, men denne gang sluttes der med en stor stigning tættere på mål samt en lille rampe op til stregen, hvormed der burde være endnu bedre muligheder for at gøre forskelle end tidligere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I alt skal der denne gang tilbagelægges 188,5 km mellem Vidauban og Flayosc, der i alt væsentligt afvikles på en rundstrækning omkring målbyen. Fra starten bevæger man sig mod nord op ad en lille stigning, inden et fladt stykke leder mod vest forbi den første spurt, der kommer efter 19 km. Herefter fortsættes op ad en lille bakke mod nordvest frem til rundstrækningen. Her skal man op over kategori 2-stigningen Bastide de Tourtour (7,6 km, 4,7%), der har top efter 42, 4 km, inden en nedkørsel leder mod nordøst, sydøst og syd ned til målbyen Flayosc. Her forcerer man første gang den 1,2 km lange målrampe, der stiger med 6,9% i gennemsnit.

Efter første målpassage køres to omgange på den 44,4 km lange rundstrækning, der efter et kort småkuperet stykke består af Bastide de Tourtour-stigningen, den efterfølgende nedkørsel samt den afsluttende målrampe. Undervejs er der efter 76,5 km en sidste indlagt i Salernes i bunden af stigningen på første hele omgang på rundstrækningen. Efter anden omgang afsluttes løbet med en omgang på en forkortet 33,3 km lang rundstrækning, der straks efter mål leder feltet op over Bastide de Tourtour fra en anden side, hvor den over 6,3 km stiger med 4,3% i gennemsnit og denne gang ikke giver bjergpoint. Fra toppen resterer 19,1 km, som er identiske med anden halvdel af den store rundstrækning og derfor består af den velkendte nedkørsel og den lille rampe op til mål. I finalen er der et skarpt sving med 1600 m igen, og derefter er der en blød kurve, inden to hårnålesving følger på de sidste 500 m.

Finalen er helt ukendt, men på papiret ligner det en ganske hård etape, der vil kunne skabe mindst lige så meget udskilning som den hidtidige slutetape. Stigningerne er ikke voldsomt stejle, men tilstrækkeligt svære til at kunne skabe en gradvis udskilning, og etapen kan derfor meget vel ende som en aggressiv affære, som det kræver et stærkt hold at kontrollere. Det er muligt med et angreb på sidste rundstrækning for en eller flere ryttere at slå et afgørende hul, men det kan også være en lille favoritgruppe, der skal afgøre det i en spurt på rampen i Flayosc, der er i sig selv er svær nok til, at man kan vinde de afgørende sekunder, der kan tippe balancen i kampen om den samlede sejr til allersidst i det to dage lange løb.

Flayosc har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Favoritterne

Mange etapeløb afgøres med meget små marginer, men som regel lykkes det trods alt at adskille de bedste med et par sekunder. Tour du Haut Var er imidlertid et meget specielt løb. Der er ikke bonussekunder i det franske løb, og i fravær af en bjergetape og en enkeltstart betyder det, at det traditionelt har været meget vanskeligt for de bedste ryttere at vinde tid på konkurrenterne. I 2016sluttede 10 ryttere således i samme tid, og det var dermed summen af etapeplaceringer, der gav Vichot sejren, og sidste år havde de 9 bedste samme tid.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I år er ruten som sagt af en anden karakter end tidligere, og det vil gøre det langt lettere at skabe forskelle. Terrænet er grundlæggende af samme natur, men denne gang slutter begge etaper på en lille stigning. Det betyder for det første, at der som sagt vil opstå flere huller, men det vil også tippe balancen. Tidligere har favoritterne været ryttere, der kunne overleve stigningerne samt spurte hurtigt på flad vej. Nu er det i højere grad et løb for puncheurs. Mur de Fayence er så stejl, at man skal være en temmelig let rytter for at gøre sig gældende - bare se på udfaldet af de Paris-Nice-etaper, der er endt med samme rundstrækning - og selvom afslutningen på 2. etape i sig selv ikke er voldsomt slem, betyder det hårde terræn forinden, at man også her skal klatre ganske godt for overhovedet at være med til sidst.

Lidt overraskende er feltet relativt svagt besat, og mange hold har undladt at komme med deres bedste folk. Det kan gøre det lidt vanskeligt at kontrollere løbet i så svært terræn, og det er derfor et løb som dette, der kan give anledning til en overraskelse, som da Ben Gastauer snød favoritterne for et par år siden. Angrebslyst kan således måske belønnes i Haut Var, men uanset hvad skal man klatre godt for at have en chance.

Vejret bliver glimrende uden megen vind, og derfor vil det være stigningerne, der skal gøre forskellen. Her vil de største forskelle kunne gøres på Mur de Fayence, der minder meget om Mur de Huy, og derfor er det et løb for eksplosive ardennerspecialister. De vil også være gode i finalen på 2. etape, men her skal man være en lidt mere slidstærk klatrer for at være med.

Som sagt er feltet ikke specielt stærk, men en af verdens førende puncheurs er dog til start. Alexis Vuillermoz har med en topplacering i Fleche Walllonne, sejren på Mur de Bretagne i Touren og sidste års samlede sejr i Tour du Limousin vist sine fabelagtige evner i puncheurfinaler. Jo stejlere, jo bedre er hans mantra, og Mur de Fayence kunne faktisk ikke være meget bedre for ham. Han tog et stort skridt frem i 2017, og selvom han skuffede lidt ved sin sæsondebut i Valencia, fik han trods alt vist, at formen ikke er dårlig. I dette felt er han i særklasse den bedste puncheur, og samtidig er Ag2r det på papiret stærkeste hold med gode folk til at kontrollere løbet, hvis Vuillermoz skulle vinde 1. etape. Den kombination ser god ud, og derfor er Vuillermoz løbets oplagte favorit.

Efter et par løb, hvor han har arbejdet for Lilian Calmejane, får Jonathan Hivert her sin egen chance på Direct Energie. Den ekstremt ustabile franskmand har tidligere været god i februar, og selvom han ikke er rødglødende som tidligere, er han også på et godt niveau i år. Han blev nr. 4 på kongeetapen i Provence og nr. 5 både på enkeltstarten og samlet i Besseges, og formen synes helt klart at være opadgående. Han er specialist i puncheurfinaler, og specielt afslutningen på 2. etape burde passe ham. Mur de Fayence er til den stejle side, men sejren på La Camperona sidste år i Vuelta a Castilla y Leon viser, at han også kan på stejle procenter. Kan Vuillermoz ikke komme af med ham på den svære del af Muren, vil Hivert være hurtigst i den lidt fladere afslutning, og Direct Energie-kaptajnen er derfor ikke uden muligheder.

Thibaut Pinot gør endelig sæsondebut, men i et løb, der ikke passer ham ideelt. Samtidig er det planen at toppe formen senere og generelt have et roligere forår. Han har endda forberedt sig ved at stå på ski, hvilket efterlader os med stor tvivl om hans form. Eksplosive finaler som disse er ikke ideelle, men man skal ikke glemme, at Pinot sidste år udviklede en ganske markant hurtighed i flade spurter, som han også burde kunne gøre brug af i finaler som disse. Mur de Fayence er hård nok til, at han kan gøre en forskel, og han er på papiret løbets bedste klatrer. Hvis han er i bedre form end annonceret, er han også i stand til at vinde på en rute som denne.

Cofidis burde her give chancen til Anthony Perez, der sidste år viste, at han er en aldeles lovende puncheur. Han besejrede nemlig selveste Greg Van Avermaet i en sådan finale på kongeetapen i Luxembourg Rundt, og det vidner om, hvor store muligheder han har. Afslutningen på 2. etape burde være ideel for ham, men Mur de Fayence er nok desværre en anelse for stejl. Kan han overleve den svære del, vil han dog være skarp i den fladere finale, og han har vist glimrende form hidtil. Bliver løbet ikke alt for selektivt, burde han kunne komme med hjem og bruge sin hurtighed.

FDJ satser mest på Pinot, men har Georg Preidler som plan B. Han er mest kendt for sine togter i bjergene, men er faktisk også ganske hurtig i en spurt på en bakke. Finalerne her er derfor ikke helt håbløse for ham, og selvom han skuffede lidt i Tour Down Under, meldes formen ikke at være elendig. Han har fordel af, at løbene bliver så hårde som muligt. Lykkes det, burde han være en af de bedste klatrere her. En anden kandidat kan være unge Leo Vincent, der endelig viser tegn på sit talent. Efter et svært 2017 kørte han en fremragende enkeltstart i Besseges og burde kunne få en chance her,

Det samme er den genfødte Remy Di Gregorio, der i lørdags tog en af karrierens største sejre på kongeetapen i Provence. Hele året har det været klart, at han nærmer sig fordums styrke, men desværre er dette løb ikke ideelt for ham. Han er nemlig ren klatrer uden den store spurtstyrke, og disse finaler er simpelthen for eksplosive. Bliver løbet hårdt, viste han dog i Provence, at han ved at angribe udefra kan gøre forskellen, og en lignende strategi vil give ham muligheder her. På papiret passer løbet bedre til holdkammeraterne Mauro Finetto, Julien El Fares og Quentin Pacher, men ingen af dem er i deres bedste form. Finetto er stadig på vej tilbage efter sygdom, og El Fares har været syg efter en god sæsonstart. Pacher mangler fortsat den sidste skarphed på stigningerne.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Wilier stiller med Matteo Busato, der efter en lidt sløj sæsonstart viste god form med en 3. plads i Laigueglia. Dette er perfekt terræn for ham, og han er samtidig ganske eksplosiv i en spurt. Han burde med sikkerhed være med fremme, men han led lidt for meget på stigningerne i søndags til, at han har de allerbedste chancer for at vinde.

Ag2r satser på Vuillermoz, men kan også tro på Mikael Cherel . Han er generelt god i terræn som dette og viste fremragende form i de australske løb. I søndags arbejdede han for holdet i Trofeo Laigueglia, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står nu. Han er ikke så stærk som Vuillermoz, men i et taktisk spil kan han få sin chance. Det samme kan Quentin Jauregui, der viste god form i Laigueglia, men terrænet her er nok lidt for hårdt. Det er til gengæld for eksplosivt for ligeledes formstærke Hubert Dupont . Helt afskrives kan Samuel Dumoulin heller ikke, men han skal være i absolut storform for at overleve stigningerne.

Fortuneo har haft en skidt sæsonstart, men stille og roligt er Maxime Bouet ved at finde formen. Han har været sat tilbage af et styrt, men en 11. plads på kongeetapen i Provence viser, at han nærmer sig sit højeste niveau. Den eksplosive rute passer ham, men spørgsmålet er, om formen rækker til at vinde. Endnu bedre passer det til Romain Hardy, men desværre så vi i Provence, at han slet ikke er i samme form som sidste år, hvorfor terrænet nok bliver for hårdt for den ellers gode afslutter.

En spændende kandidat er unge Nicola Bagioli , der overraskede stort i Laigueglia. Her var det faktisk kun Moreno Moser, der var bedre på sidste stigning. Det vidner om potentialet, og formen kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Han er hurtig på stregen, også i stigende finaler, men terrænet her kan være lidt for svært. Det samme er formentlig tilfældet for hans kaptajn, Marco Canola, der ellers er fremragende til at spurte på bakker, men som skuffede i Laigueglia.

På papiret burde det være et godt løb for August Jensen, der som bekendt sidste år viste sine evner som klatrer og afslutter, da han vandt kongeetapen i Arctic Race of Norway. Desværre viste Herald Sun Tour, at han endnu ikke er i topform, og selvom han blev bedre mod slutningen, er dette løb nok desværre en anelse for hårdt.

På papiret er det et godt løb for både Davide Rebellin og Eliot Lietaer, der er gode afsluttere på korte stigninger. Desværre er ingen af dem i topform, og de manglede fortsat en del på kongeetapen i Provence. Forhåbentlig har de hævet deres niveau i sidste uges løb, for de har umiddelbart evnerne til at vinde her.

En spænende outsider er sprinteren Anthony Maldonado, der chokerede ved at sidde med favoritterne på kongeetapen i Provence. Det burde give ham muligheder her, men desværre er Mur de Fayence nok for stejl til, at han realistisk set kan køre med om sejren.

Endelig vil vi pege på formstærke Sylvain Chavanel og hans holdkammerat Fabien Grellier, der sidste år viste sine evner i dette terræn. Ingen af dem er stærke nok til at slå specialisterne i disse finaler, men med aggressiv kørsel kan de måske overraske.

BEMÆRK: Startlisten er meget foreløbig, og endnu er ingen hold officielt udtaget. Derfor vil vi opdatere denne favoritvurdering, efterhånden som holdene falder på plads.

OPDATERING: FDJ stiller til start med Rudy Molard, der efter den gode præstation i Provence må være holdets kaptajn. Med sine puncheuregenskaber ligner han den værste rival til Vuillermoz. Holdet har også tilføjet Valentina Madouas til truppen, og han kunne være et godt tredje kort sammen med Molard og Pinot. 

OPDATERING 2: Mikael Cherel, Anthony Maldonado og Romain Hardy er alle fjernet fra startlisten

***** Alexis Vuillermoz

**** Rudy Molard, Jonathan Hivert

*** Thibaut Pinot, Anthony Perez, Georg Preidler, Remi Di Gregorio, Matteo Busato

** Maxime Bouet, Valentin Madouas, Mauro Finetto, Nicola Bagioli, August Jensen, Davide Rebellin, Fabien Grellier, Sylvain Chavanel, Julien El Fares, Romain Hardy, Quentin Jauregui

* Samuel Dumoulin, Marco Canola, Hubert Dupont, Quentin Pacher, Eliot Lietaer, Yoann Bagot, Edoardo Zardini, Julien Antomarchi, Camille Thominet, Dimitri Peyskens, Andriy Grivko, Benjamin Thomas

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.