Løbets rolle og historie

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport, har det været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Tour de France samt klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mane børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff er nu topnavne på den internationale scene, landet udvikler masser af talenter på de mange kontinentalhold, og sporten får masser af opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man nu har tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da er både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, fulgt efter. I år har landet endda tiltrukket en udgave af det nye Hammer Series i samarbejde med den stærke holdorganisation Velon, og den begivenhed afvikles i samm euge som Tour des Fjords i forrygende cykeluge sidst i maj. Alle tre etapeløb vises på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Som den nationale rundtur spiller Tour of Norway en speciel rolle, og Arctic Race of Norway har i kraft af sine forbindelser til ASO klart det bedste felt. Tour des Fjords har været detu klart mindste af de tre løb, men det har ikke gjort det mindre spektakulært. Norge er kendt for sine smukke fjorde, og det er præcis dem, løbet gerne vil hylde. Omgivelserne er fantastiske, og løbet er velorganiseret. Det mangler måske de store stigninger, der præger de to øvrige løb, men med de mange små, stejle bakker er det det perfekte løb for klassikerryttere og stærke sprintere.

Løbet er en fortsættelse af Rogaland Grand Prix, der blev skabt i 2008. I 2013 blev det omdannet til et etapeløb og fik sit nuværende navn. Det arrangeres nu af en selvstændig organisation, der ejes af Stavanger Cykelklub og Norsjørittet, og siden det fik sit nuværende format, har det været et 2.1-løb på UCI-kalederen.

Modsat de to andre store løb i Norge har det haft svært ved at finde sin plads på kalenderen. I det første år blev det afviklet i august, hvor mange store navne alligevel var i landet i forbindelse med Arctic Race of Norway. I 2014 og 2015 forsøgte man at skabe synergi med Tour of Norway ved at flytte det til sidst i maj, men i 2016 vendte man tilbage til en termin i slutningen af august og først i september. I 2017 vendte man så igen tilbage til maj-terminen, hvor man ganske vist kolliderer med både Giroen og Belgium Tour, men det lykkedes i kraft af flytningen lykkedes at tiltrække et stærkere felt med tre WorldTour-hold, Dimension Data, LottoNL-Jumbo og Sunweb, og man var i stand til at drage god fordel af at blive afviklet så tæt på Tour of Norway. Derudover fik man deltagelse af et stort antal professionelle kontinentalhold, og løbet var naturligvis et sæsonhøjdepunkt for de mange norske kontinentalhold. I det hele taget sikrede man sig et mere internationalt felt end i 2016, hvor der var meget kraftig dominans fra hjemmebanenationen.

I år har løbet imidlertid fået et fantastisk boost, der gør det til det måske stærkest besatte norske løb. Arrangørerne var nemlig hurtigt ude, da den magtfulde Velon-organisation af WorldTour-hold søgte nye steder at afvikle deres nye og hastigt ekspanderende Hammer Series, der sidste år gjorde debut i hollandske Limburg. Nordmændene greb chancen og havde held til at lave en aftale om at afvikle årets første udgave af den tre dage lange serie i direkte forlængelse af årets Tour des Fjords, der til gengæld har nydt godt af samarbejdet med de store hold. Ganske vist har man været tvunget til at reducere løbet fra fem til tre dage for at give plads til Hammer-løbet, men til gengæld har man i år tiltrukket et fremragende felt med hele ni WorldTour-hold - til sammenligning var der blot tre til start i Tour of Norway - ligesom løbet nu er blevet opgraderet til 2.HC-status.

Resultatet er, at vi går en forrygende uge i møde, og nu kan det store Tour of Norway faktisk betragtes som en slags opvarmning til denne uges langt mere stjernebesatte begivenheden. Fra tirsdag til torsdag afvikles først Tour des Fjords med altså ikke færre en ni WorldTour-hold til start, og fra fredag til søndag gælder det så den bare anden udgave af det innovative Hammer Series, der endda har hele ti hold fra højeste niveau til start. Resultatet er, at det nu er den kommende uge, der må være højdepunktet på den norske cykelkalender, og det bliver svært for Arctic Race i efteråret at samle et felt, der i styrke kommer i nærheden af det, vi vil se ved de norske fjorde i denne uge.

I de senere år har de to andre norske løb inkluderet længere stigninger, og det har gjort dem mere velegnede for klatrere. Tour des Fjords er anderledes. I kystregionen er der ikke mange bjerge, men der er heller ikke meget fladt terræn. Derfor er det blevet til et løb for klassikerryttere, puncheurs og stærke sprintere, og det ender altid i en fascinerende kamp om bonussekunder. Med små seksmandshold er det samtidig et løb, der er svært at kontrollere, og det har givet anledning til aggressiv kørsel, hvor det har været muligt at gøre en forskel på de mange små bakker i regionen.

Løbets profil betyder, at der står Alexander Kristoff skrevet med fed ud over det hele, og det er heller ingen overraskelse, at den store nordmand vandt samlet i både 2014 og 2016, inden han sidste år for første gang skippede det til fordel for Tour of California, hvor Katusha havde større sponsorinteresser. I stedet var det en anden nordmand, der dominerede totalt, idet Edvald Boasson Hagen efter sejren i Tour of Norway fortsatte sin hjemmebanedominans ved at vinde tre sidste af de fem etaper og dermed tage den samlede sejr med 9 sekunder ned til Dries Van Gestel, der overraskende havde vundet 1. etape, og 29 sekunder ned til Timo Roosen, der havde taget en uventet sejr på 2. etape. Boasson Hagen vender tilbage for at forsvare sin titel, og det samme gør Roosen og Van Gestel tilbage, der drømmer at gentage sidste års uventede resultater.

Ruten

I det første år havde Tour des Fjords en holdtidskørsel, men den ide droppede man hurtigt. I stedet er løbet siden blevet udgjort af 4-5 linjeløbsetaper, hvoraf nogle er for sprinterne og andre for stærke klassikerryttere og puncheurs. Det format er uforandret i 2018, hvor man reduktionen dog har ansporet arrangørerne til at nytænke ruten fuldstændigt. I stedet for at genbruge etaperne fra tidligere år, hvilket ofte har været traditionen, har man fundet tre helt nye finaler, der dog fastholder traditionen og har samme karakteristika som tidligere udgaver af løbet.

Løbet bliver progressivt sværere over de tre dage. 1. etape er umiddelbart den letteste, men med en 500 m bakke med en stigningsprocent på 5% på den sidste kilometer, er det kun de hårdføre sprintere, der vil være klar til at tage kampen op med de eksplosive puncheurs. Dagen efter venter en helt flad finale, men til gengæld skal man over den stejle Gimlekollen bare få kilometer fra stregen, hvilket utvivlsomt vil rydde kraftigt ud i sprinterfeltet. Det hele afsluttes med løbets kongeetape, der ikke blot byder på flere og længere stigninger end de foregående etaper, men også en rigtig puncheurfinale, hvor en 800 m lang bakke med en stigningsprocent på 6% formentlig vil krone den samlede vinder af årets udgave af det norske etapeløb.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

1. etape

Tour des Fjords er kendt som et løb for puncheurs og stærke sprintere, og det afspejles ganske fint af den rute, der venter på 1. etape. Som det meste af det norske løb er den indledende etape nemlig ganske flad, men mod slutningen venter et lille krydderi, der vil give finalen ekstra spænding. Her venter nemlig en lille bakke på den sidste kilometer, som betyder, at en blanding af kraftfulde sprintere og klassikerspecialister kan drømme om at gøre sig gældende.

I alt skal der tilbagelægges 191,43 km mellem Lindesnes og Grimstad helt nede i sydspidsen af Norge. Første del af etapen består da også af en lang tur mod nordøst langs den norske sydkyst, og det betyder, at første del af etapen kun byder på ganske små bakker. Højdepunktet er den første spurt, der kommer efter 32,6 km, inden man slår et lille smut ind i landet for at køre op ad Bågsbygd-stigningen, der har top efter 88 km. Herfra fortsætter man gennem Kristianssand videre mod nord væk fra vandet, inden man drejer mod øst for at tage hul på dagens værste udfordring, stigningen Steinsland, der har top efter 122,5 km. En nedkørsel leder videre mod øst, inden det gør mod sydøst gennem fladt terræn frem mod den sidste spurt, der kommer i Lillesand efter 148,4 km.

Efter spurten følger man den flade kystvej mod nordøst frem til Grimstad, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 166,3 km. Efter yderligere 2,9 km krydser man målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,6 km lange runde. Den byder på en mindre bakke på første del, inden en nedkørsel fører ned til en 440 m lang, 5% stejl bakke, der hat top med 5 k igen. Herefter falder de følgende 2 km, inden det går fladt frem til de sidste 500 m. Her ramme man en 400 m lang bakke, der stiger med 5,5% i snit og har top med 100 m til stregen, hvorefter det falder ned mod mål. På de sdidste 3 km er der sving med 2,0 og 1,5 km, hvorefter vejen kun snor sig let frem mod mål.

Etapen byder på i alt 2292 højdemeter.

En tur langs den norske kyst er giver altid risiko for sidevind, men i lyste af det gode vejr, vi nyder i Nordeuropa, skal vi ikke regne med det store drama. Terrænet er ikke voldsomt kompliceret, og bakken på den afsluttende rundstrækning er næppe svær nok til at skabe forskelle. Derfor er der langt op til en afsluttende spurt, hvor den lille bakke vil fjerne de tungeste folk. Den er dog ganske perfekt for mere alsidige typer som Edvald Boasson Hagen, Sondre Holst Enger, Edward Theuns, Søren Kragh, Michael Albasini, Sep Vanmarcke, Alexander Kamp og ikke mindst talentfulde Fabio Jakobsen, der alle håber på at erobre løbets første førertrøje.

Grimstad har ikke tidligere været vært for løbet. I 2013 var man vært for de norske mesterskaber, hvor Edvald Boasson Hagen vandt enkeltstarten og Thor Hushovd linjeløbet. Gabriel Rasch blev norsk mester samme sted i 2003.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

2. etape

Efter den bakkede afslutning på 1. etape venter løbets eneste flade finale på løbets andendag, men heller ikke heller får sprinterne det helt som de vil have det. Helt i overensstemmelse med løbets kuperede natur har arrangørerne nemlig langt den lille Gimlekollen-stigning ind på den afsluttende rundstrækning i Kristiansand, hvilket måske kan bruges som afsæt for angreb for ryttere, der vil forhindre en afsluttende massespurt.

I alter der 188,9 km på programmet på ruten mellem Risør og Kristiansand. Begge ligger de placeret på den norske sydøstvendte kyst, og det meste af etapen består da også af en lang tur mod sydvest langs den relativt flade kystvej. Den indledende del byder da også kun på typiske mindre kystbakker, mens man passerer forbi den første spurt, der kommer efter 29 km samt den lille Hisøya-stigning, der ha top efter 71,1 km.

Efter 109,7 km når man frem til Lillsand, hvor den sidste spurt venter, inden man kører mod nordvest for at slå et lille smut væk fra vandet. Terrænet bliver dog ikke mere udfordrende, og kort efter drejer man atter mod sydvest for at køre tilbage mod vandet. Her rammer man igen kystvejen, som følges mod sydvest ned mod Kristiansand, hvor man første gang skal op over Gimlekollen efter 159,0 km, denne gang dog fra en anden side og med bjergpoint på toppen. 800 m senere rammer man rundstrækningen, inden man 6,3 km senere krydser stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,4 km lange rundstrækning, der byder på yderligere to passager af Gimlekollen, dog fra en anden side end tidligere. Stigningen kommer på rundstrækningens første halvdel, hvorefter det går ned til de sidste 5 kilometer, der er helt flade. De er ganske teknisk med et skarpsving med 2,1 og 2,0 km igen, inden man med to sving i træk laver en U-vending umiddelbart efter den røde flamme. Herefter venter yderligere et skarpt sving bare 400 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2199 højdemeter.

Gimlekollen er desværre beskrevet yderst dårligt i løbets officielle materiale, og det er derfor ganske vanskeligt at vurdere, hvor hård finalen egentlig er. Noget kunne imidlertid tyde på, at der er tale om en kort, ganske stejl sag med stigningsprocenter på op til 10%. Er det korrekt, vil den være et godt afsæt for angreb og som minimum rydde betragteligt ud i feltet, men i et stærkt felt som dette vil det være svært at gøre en afgørende forskelle. Mest sandsynligt er det derfor, at vi bliver vidne til en reduceret massespurt i den teknisk komplicerede finale.

Kristiansand har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

3. etape

Ligesom i sidste uges Tour of Norway har man gemt det bedste til sidst. Også i dette løb venter kongeetapen nemlig på sidstedagen, hvor der venter betydeligt længere stigninger end tidligere i løbet samt ikke mindst en rigtig puncheurfinale. Her er der lagt op til en knivskarp kamp om både etapesejr samt samlet triumf i en knivskarp dyst på sekunder mellem løbets mest eksplosive afsluttere.

I alt skal der tilbagelægges 183,8 km mellem Farsund og Egersund. Fra starten på den norske sydkyst kører man en lille omgang på en flad rundstrækning, inden man kører mod nord og nordøst. Her venter stigningen Ravneheia med top efter 23,8 km samt yderligere to ikke-kategoriserede stigninger, inden det går ned mod den første spurt, der kommer i Liknes efter 56 km.

Efter spurten drejer man skarp mod sydvest for herefter at fortsætter mod vest og nordvest resten af dagen. Hele tiden holder man sig dog et lille stykke nord for kysten, hvilket betyder, at terrænet er alt andet end fladt. Først skal man op over Ravneheia igen, denne gang fra den modsatte side og med top efter 71, 9km, inden der venter yderligere tre ganske lange og svære ikke-kategoriserede stigninger. Herefter følger Helleren-stigningen med top efter 115,6 km, inden det går ned til den sidste spurt i Sokndal efter 120,6 km, hvorefter dagens sidste lange stigning, der dog ikke er kategoriseret venter.

Efter den sidste lange bakke fører en lang nedkørsel ned til Egersund, hvor man efter 147,1 km rammer den afsluttende rundstrækning. 10,7 km senere krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes derefter med to omgange på den 12,95 km lange runde. Den byder stort set ikke på én eneste meter flad vej, men et i stedet et hav af mindre bakker. På de sidste 6 km er der således med 4,2 km igen en 500 m lang bakke, der stiger med 5,2%, inden det går ned mod de sidste 3 km. Herfra fladet det ud, inden det de sidste 800 m stiger med 6% i snit med et maksimum på 9% med 100 m igen Samtidig er de sidste 6 km voldsomt tekniske med et hav af sving og snoede veje. Med 2 km igen drejer man skarpt til venstres, hvorefter det går ligeud frem mod bakken. I bunden er der et sving, hvorefter der venter yderligere et skarpt sving og et hårnålesving, inden man drejer skarpt til venstre lige inden stregen.

Etapen har i alt 3257 højdemeter.

Denne etape er ganske svær at læse og lægger op til aggressivt cykelløb. I terræn som dette er det bestemt ikke umuligt, at et udbrud kan gå hele vejen. På den anden side kommer de svære stigninger relativt langt fra mål, og mest sandsynligt er det, at det stærke felt vil kunne holde nogenlunde sammen på tropperne. Den afsluttende rundstrækning er som skabt til angreb og til eksplosive puncheurs, og det er derfor bestemt muligt, at et fremstød her kan lukkes. Mest sandsynligt er det dog, at et reduceret felt skal spurte om sejren på bakken op mod mål. Den burde være for svær for de mere klassiske sprintertyper, men derimod helt perfekt for eksplosive puncheurs med et godt punch.

Egersund har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for afslutningen på et stort cykelløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Favoritterne

Det er ikke mærkeligt, at Alexander Kristoff har været den dominerende skikkelse i Tour des Fjords. Etaperne er som skabt til stærke sprintere, og den store nordmand har derfor vundet utallige etaper. Det har samtidig sikret ham et utal af bonussekunder, der har givet ham to samlede sejre.

Årets rute fastholder mange af de samme karakteristika som tidligere, men der er også markante forskelle. Først og fremmest er løbet to dage kortere, og det er især sprinterne, der har lidt på den bekostning. Kun én af de tre etaper har en helt flad finale, og her vil den stejle Gimlekollen endda være for hård for mange af de hurtige folk. Derfor er der i år ikke meget at komme efter for de helt rene afslutter, og det er mere end nogensinde et løb for mere hårdføre folk.

Stigningerne er dog ikke så lange og svære som Kanthaugen-stigningen, der splittede feltet på kongeetapen i Tour of Norway, og det er derfor fortsat i mindre grad et løb for klatrere og et fremragende løb for puncheurs og klassikerspecialister. Det er derfor meget vanskeligt at se, at det er et løb, der kan vindes af ryttere uden punch og spurtstyrke på små bakker, og det er i høj grad den ryttertype, der vil være i sit es.

Det norske terræn er som skabt til angreb, og særligt 3. etape kan blive meget svært at kontrollere. Det er svært at vide, hvilken konsekvens det meget stærkere felt vil have, men logikken siger dog, at det vil gøre det mere kontrolleret og sværere at gøre en forskel. Mest sandsynligt er det derfor, at det alle tre dage vil ende i en eller anden form for spurt, men det kan ikke udelukkes, at angreb kan lykkes, særligt på de to sidste etaper. Sker det, vil det have helt afgørende indflydelse på et løb, der i modsat fald formentlig vil blive afgjort på bonussekunder og de ganske små huller, der kan opstå mellem de bedste på bakken på mod mål på 3. etape.

Vejret er altid en faktor i de norske løb, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. I år nyder Norge imidlertid samme sommeragtige betingelser som Danmark, og derfor venter der tre dage med høj solskin og kun ganske lidt vind. Det vil gøre løbet lettere og mindre selektivt, og det bliver i hvert fald ikke vinden, der splitter feltet i år.

1. etape har ikke en voldsomt svær finale, og det ligner derfor en afslutning for ryttere som Edvald Boasson Hagen og Sondre Holst Enger, der kæmpede om sejren på den tilsvarende afslutninger i Asker i Tour of Norway, ligesom det også er en god finale for hårdføre sprintere som Edward Theuns og ikke mindst Fabio Jakobsen, der allerede har vundet en lignende spurt i Nokere Koerse. 2. etape er mere uforudsigelig, da sværhedsgraden af Gimlekollen er ukendt, men umiddelbart ligner det en reduceret massespurt for de samme ryttertyper.

Sammen med bonussekunder fra de to første etaper vil 3. etape afgøre løbet. Her er den afsluttende bakke som skabt til puncheurs, men det er svært at sige præcist, hvor selektiv den vil være. Den er i hvert fald ikke for hård for en fyr som Boasson Hagen, men er til gengæld formentlig for stejl for Enger, Theuns og Jakobsen. Til gengæld vil den være god for klassikerspecialister som Søren Kragh, Michael Albasini og Sep Vanmarcke, der nok vil have fundet 1. etape en anelse for let. Samlet set venter vi, at løbet vil blive afgjort af de stærke ryttere, der kan holde sig til helt fremme på 3. etape samt eventuelt score bonussekunder på de to første etaper samt i indlagte spurter undervejs.

Det får os til at pege på Edvald Boasson Hagen som vores favorit. Det lykkedes ham ikke at forsvare sin titel i Tour of Norway, men nu håber han i det mindste at forblive på tronen i det andet af de norske etapeløb. Her passer ruten ham da også bedre end i sidste uge, hvor den stejle Kanthaugen-stigning viste sig at være for svær, og han vil være langt mere komfortabel i terræn, hvor det formentlig er spurtstyrke og punch, der vil være det afgørende. Hans suveræne sejr på 2. etape i sidste uge tyder i hvert fald på, at han må regnes som en af de helt store favoritter på 1. og 3. etape, ligesom han i den flade spurt på 2. etape også vil have ganske gode chancer for at få del i bonussekunderne. Dermed har han alle forudsætningerne for at kunne slå til og være med i top 3 på alle tre etaper, og det er formentlig nøglen til at vinde et løb, hvor bonussekunder formentlig vil være afgørende. Hans store problem er det meget svage hold, men han kan blive hjulpet af det stærkere felt, hvor flere hold vil have tiltro til deres afsluttere og dermed hjælpe med at holde samling. Kan han selv manøvrere gennem finalerne, burde alsidige Boasson Hagen være mandne, der skal slås på en rute som denne.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Sunweb kommer med et af de stærkeste mandskaber og har meldt ud, at man vil køre klassement for Søren Kragh Andersen. Danskeren er da også én gang tidligere blevet nummer 2 i løbet og det endda, inden han blev professionel. I dag er han naturligvis langt, langt stærkere, og han er som skabt til de finaler, der venter i dette løb. Formentlig skal han køre for Edward Theuns på de to første etaper - det er i hvert fald udmeldingen fra holdet - men han vil være klar til at slå til på 3. etape, hvis puncheurfinale passer ham glimrende. Den måtte gerne have været hårdere som i Oman, hvor han sidste år vandt i en lignende afslutning, men Kragh har et fremragende punch, når han er i form. Det store spørgsmål er, hvor han står. Hans klassikersæson blev ødelagt af sygdom, og han fandt aldrig de gode ben. Holdets tiltro til ham tyder imidlertid på gode ben, og da han er bakket op af et fremragende mandskab til det kuperede terræn, kan Kragh både med sin spurtstyrke og eventuelt med offensiv kørsel tage den samlede sejr.

Det er ikke sjældent, at vi har to danskere blandt de store favoritter til et 2.HC-løb. Det har vi imidliertid denne gang, da også Alexander Kamp må have store ambitioner på en rute, der passer ham fremragende. Danskeren tog karrierens største resultat med sejren på kongeetapen i Tour of Norway, og havde det ikke været for et styrt på 4. etape, havde han endda også taget den samlede sejr. Desværre er denne rute ikke helt så hård, og formstærke Kamp havde utvivlsomt kunnet drage fordel af sværere terræn. Alligevel må man formode, at han vil kunne være med helt fremme i dette løb også. Finalerne på 1. og 2. etape er formentlig for lette til, at han kan få del i bonussekunderne, men kan han vinde 3. etape - og det er især muligt, hvis løbet bliver hårdt - kan det sagtens række til samlet sejr alligevel.

Mitchelton-Scott stiller med et af de klart bedste hold og i Michael Albasini en superspecialist i den afslutning, der venter på 3. etape. Spørgsmålet er, hvor den schweiziske veteran står efter et katastrofeforår, hvor sygdom betød, at han aldrig var i nærheden af sin bedste form i klassikerne. Han har nu haft en lille pause og er derfor næppe på toppen, men alligevel vil det være dumt at afskrive Albasini på en rute som denne. Med sin erfaring kan han måske snige sig i top 3 på de to første etaper, og kan han slå til på den trods alt ikke voldsomt svære 3. etape, kan der være oprejsning i vente for schweizeren. Holdet har også i Carlos Verona, Cameron Meyer, Lucas Hamilton og Robert Power nogle stærke klatrere, der dog alle mangler det sidste punch til at kunne slå til i en spurt, og de skal derfor køre offensivt. Det samme skal Luke Durbridge, der aldrig skal undervurderes, hvis han slår et hul i let kuperet terræn som dette.

EF Education stiller med Sep Vanmarcke, der ligeledes må kunne lugte blod på en rute som denne. Belgieren havde en stærk klassikersæson, hvor han atter viste, at han har et punch som få på korte, stejle stigninger. Han har forberedt sig til løbet i et par kermesseløb i Belgien og burde ikke være helt rusten trods en relativt lang pause. Selvom han har spurtet glimrende i det seneste års tid, også i massespurter, får han det nok svært på 1. og 2. etape, men til gengæld vil han være blandt de helt store favoritter på 3. etape, hvor han kan bruge sit gode punch. Holdet har også danske Matti Breschel , der i sine velmagtsdage ville have elsket en rute som denne. Nu om dage kan man dog frygte, at 3. etape er en anelse for hård, og at han skal underordne sig Vanmarcke. Han kan dog sagtens få chancen på de to første etaper.

Løbets bedste sprinter kan meget vel vise sig at være Fabio Jakobsen. Den unge belgier har med sejrene i Nokere Koerse og ikke mindst Scheldeprijs fået en drømmestart på den professionelle karriere, og særligt sejren i førstnævnte viser, at han er glimrende til at spurte op ad bakke. Al logik tilsiger dog, at 3. etape vil være lidt for svært for den unge belgier, men han kan sagtens vinde alligevel. Kan han holde sig nogenlunde til, kan han med to etapesejre på de to første dage sikre sig en buffer på 20 sekunder, som kan vise sig at være nok til den samlede sejr. Det bliver ikke let, men det er bestemt ikke umuligt for Jakobsen. Alternativt kan Quick-Step satse på Niki Terpstra , men hollænderen har ikke punch nok til at vinde en spurt og skal bruge sin råstyrke til at angribe fra distancen i det kuperede terræn.

Sunweb kører for Kragh, men det kan ikke udelukkes, at der også kan opstå muligheder for Edward Theuns. Belgieren er holdets beskyttede sprinter og vil få chancen på 1. og 2. etape, der passer ham glimrende. Han er specielt i en afslutning som på 1. etape og burde have gode chancer for at overleve Gimlekollen på 2. etape. Herved kan han opbygge sig et forspring på bonussekunder. Som Jakobsen skal han derefter forsøge at holde sig til på 3. etape, hvor afslutningen formentlig er for svær til, at han kan slås med om sejren.

Israel Cycling Academy satsede alt på Sondre Holst Enger i Tour of Norway, hvor han endelig kom tilbage på sporet. Desværre har kongeetapen en anelse for hård, og her burde man nok i stedet have kørt for August Jensen, der som bekendt sidste år kom i top 10 på næsten alle etaper i de tre store norske etapeløb. I dette løb står man i samme dilemma. Man vil helt sikkert køre for Enger på de første to etaper, der passer ham glimrende, men spørgsmålet er, om han kan holde sig til på 3. etape, der umiddelbart passer bedre til Jensen. Sidstnævnte har derfor de bedste chancer, men kan Enger score bonussekunder, kan også han komme i spil. Nathan Earle skal nok støtte de lokale helte, selvom også han burde have gode muligheder på 3. etape.

Roompot har en ganske stærk duo i Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen, der leverede tre fabelagtige lead-outs for Dylan Groenewegen i sidste uge. Nu får de deres egen chance, men det er lidt svært at se, hvem af de to meget ens ryttere, der skal have chancen. Roosen har med sin top 3 på kongeetapen i Dubai vist, at han er den bedste puncheur, men Jansen var til gengæld i Tour of Norway mest formstærk og er endda på hjemmebane. Derfor vil holdet formentlig køre for den lokale helt, men Roosen kan også få chancen efter sidste års succes. De får svært ved at køre i top 3 på de to første etaper, men skal slå til på 3. etape, der dog kan vise sig at være lidt for stejl for dem begge.

Jan Tratnik har haft en drømmesæson med sejr i det kuperede Volta LImburg Classic, sejr på enkeltstarten i Coppi e Bartali samt en 5. plads i puncheurafslutningen i Brabantse Pijl. Han har netop vist god form i et mindre polsk løb, CCC Tour, og burde derfor være klar til at gå efter sejren. 3. etape passer ham, selvom han nok mangler det sidste punch til at slå de hurtigste. Alternativt har holdet den holdbare sprinter Jonas Koch, der i Tour of Norway sad med helt fremme på kongeetapen og synes at være i sit livs form.

Læs også

Ny triumf til Lidl-Trek-talent

Løbets store joker er Nicola Bagioli , der i Trofeo Laigueglia og Tour du Haut-Var viste, at han er et kolossalt talent i puncheurfinaler. Siden har det desværre knebet lidt, og efter en lang løbspause ved vi ikke, hvor han står. På papiret ligner særligt 3. etape imidlertid en gave til det italienske stortalent, der kan være klar til at levere endnu en stor overraskelse, hvos han har passet sin træning.

Sky har i Kristoffer Halvorsen en lokal helt, men efter en skidt præstation i sidste uge vil han nok komme til kort på i hvert fald 3. etape. I stedet skal man satse på Leonardo Basso , der med sin gode spurt på 2. etape i Tour of Norway viste sine evner som puncheur. Denne finale er vanskeligere, og efter en svær dag på kongeetapen i søndags kan terrænet blive for hårdt for nordmanden, der dog har en reel chance for at få sit gennembrud her. Bliver det for svært, vil Michal Golas , der selv har en god spurt, kunne tage over på 3. etape.

Alex Aranburu er ikke kendt for sit punch, men overraskede med en 3. plads i puncheurafslutningen på 2. etape i sidste uge. Kan han gentage den bedrift her, vil han atter være i stand til at køre med om sejren. Formen er i hvert fald i top, men det vil dog være en overraskelse, hvis han kan slå de mere eksplosive typer.

Løbet har derudover i Ruben Guerreiro, Bjorg Lambrecht og Michael Gogl tre stærke folk i kuperet terræn, og især de to førstnævnte har tillige en glimrende spurt på en bakke. Dette løb er dog trods alt nok en anelse for nemt til, at de kan slå de mere spurtstærke ryttere, også selvom Guerreiro i Californien viste glimrende form. Samme problem har Andreas Vangstad, der ikke helt levede op til de store forventninger i Tour of Norway, samt Jeroen Meijers, der var blandt de stærkeste i sidste uges løb. Endelig er der sidste års store overraskelse, Dries Van Gestel, der har fortsat med at imponere siden da, men som formentlig mangler den sidste eksplosivitet til at vinde.

OPDATERING: Jan Tratnik og Leonardo Basso er alle taget af startlisten. Til gengæld kan Skys Owain Doull som sen tilføjelse måske gøre sig gældende.

***** Edvald Boasson Hagen

**** Søren Kragh Andersen, Alexander Kamp

*** Michael Albasini, Sep Vanmarcke, Fabio Jakobsen, Edward Theuns, August Jensen

** Amund Grøndahl Jansen, Timo Roosen, Nicolas Bagioli, Owain Doull, Alex Aranburu, Jonas Koch, Ruben Guerreiro, Bjorg Lambrecht, Michael Gogl, Jonas Koch

* Sondre Holst Enger, Andreas Vangstad, Niki Terpstra, Cameron Meyer, Jeroen Meijers, Larry Warbasse, Dries Van Gestel, Matti Breschel, Nathan Earle, Nick van der Lijke, Lluis Mas, Michal Golas, Luke Durbridge, Lars Boom, Carlos Verona, Kevin Deltombe, Simon Geschke, Julien Bernard, Pim Ligthart, Michael Storer, Maxime Monfort, Pieter Weening, Krister Hagen, Trond Trondsen

Danskerne

Det meget stærkere felt betyder, at der denne gang kun er blevet plads til succesrige Virtu fra den danske kontinentalscene. Herfra skal Alexander Kamp forsøge at fortsætte sin fantastiske succes fra sidste uges løb, og han bakkes stærkt op af Rasmus Guldhammer, Andreas Hyldgaard Jeppesen, Asbjørn Kragh Andersen og Mikkel Honoré. Lige så store forhåbninger er der grund til at have til Søren Kragh Andersen, der er kaptajn for Sunweb og tidligere har været på podiet i et løb, der passer ham glimrende, ligesom Matti Breschel måske også kan køre sin egen chance på et EF-hold, der dog også tæller Sep Vanmarcke, som ligeledes passer godt til denne rute.