Nedenfor giver vi en analyse af UAE Team Emirates.

Ryttere, der bliver på holdet

Anass Ait El Abdia, Darwin Atapuma, Matteo Bono, Simone Consonni, Valerio Conti, Rui Costa, Kristijan Durasek, Roberto Ferrari, Filippo Ganna, Vegard Stake Laengen, Marco Marcato, Yousef Mohamed Mirza, Manuele Mori, Przemyslaw Niemiec, Simone Petilli, Jan Polanc, Edward Ravasi, Ben Swift, Oliveiro Troia, Diego Ulissi

Nye ryttere

Alexander Kristoff (Katusha), Daniel Martin (Quick-Step), Fabio Aru (Astana), Rory Sutherland (Movistar), Sven Erik Bystrøm (Katusha), Alexandr Riabushenko (nyprofessionel)

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Ryttere, der forlader holdet

Sacha Modolo (EF Education First-Drapac), Andrea Guardini (Bardiani), Matej Mohoric (Bahrain-Merida), Marko Kump (CCC), Louis Meintjes (Dimension Data), Federico Zurlo (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Da Lampre trak sig som sponsor, så det ud til, at et af de ældste hold på WorldTouren var på vej mod lukning, men en ambitiøs kinesisk satsning reddede manager Giuseppe Saronnis tropper. Med mindre end to måneder til sæsonstart blev holdet imidlertid kastet ud i endnu en eksistenskrise, da sygdom hos den kinesiske bagmand betød, at aftalen faldt på gulvet. I sidste øjeblik lykkedes det dog for Saronni at lave en feberredning, da han sikrede sig støtte for det rige emirat Abu Dhabi, og da flyselskabet Emirates først på året også sluttede sig til, var fremtiden sikret.

Det kan godt være, at holdets usikre skæbne gav anledning til søvnløse nætter for Saronni, men i dag kan han formentlig næppe fatte sig eget held. Den arabiske nødløsning viste sig nemlig at være meget mere end netop en nødløsning. De stenrige folk fra Mellemøsten mener det nemlig seriøst og har med ét løftet et af WorldTourens mindste mandskaber til at være et af de mest pengestærke, og målsætningen er klar: UAE Team Emirates skal være verdens bedste hold om blot nogle få år. Hvis nogen fortsat havde deres tvivl om, hvorvidt man virkelig mener det, må den tvivl være blevet begravet efter en transfersæson, der med al tydelighed viser, at UAE Team Emirates i øjeblikket formentlig er de eneste, der kan matche Skys bugnende pengekasse. Tilgang af hele tre verdensstjerner er første skridt på vejen mod toppen, og der vil være en verden til forskel på det arabiske holds 2017- og 2018-udgaver.

Alexander Kristoff har vundet to monumenter, Tour-etapesejre, sluttede i år nummer 4 på verdensranglisten og vandt så sent som i september VM-sølv, Daniel Martin havde en fabelagtig sæson, hvor han med en brækket ryg blev nr. 6 i Touren, sluttede på andenpladsen i to af de største klassikere og kørte sig på podiet i to af de største ugelange etapeløb, og Fabio Aru har én Vuelta-sejr samt to podiepladser i Giroen på sit imponerende CV. Alle tre kommer de næste år til holdet, og det hører til de helt store sjældenheder, at et hold i løbet af én vinter kan tiltrække tre så store stjerner. Desværre mister man i Louis Meintjes og Sacha Modolo også to af holdets kaptajner, men da det er lykkedes at fastholde Rui Costa og Diego Ulissi er der ingen tvivl om, at UAE Team Emirates bliver skræmmende stærke i 2018 og fremstår i en markant forstærket udgave.

Efterhånden som det er blevet klart også for Costa selv, at han aldrig bliver grand tour-rytter, har det været et problem for UAE, at Meintjes har været en arabisk enmandshær i grand tour-sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at man begræder tabet af det sydafrikanske stortalent, der trods en lidt skuffende 2017-sæson stadig fremstår som en fremtidig stjerne i de store etapeløb, men Meintjes’ bedste resultater venter fortsat et stykke ude i fremtiden. På kort sigt er holdet med Aru og Martin markant styrket i de tre uger lange etapeløb, og de to stjerner vil sikre, at man næste år vil kunne stille til start med en reel podiekandidat i alle de tre grand tours. Aru vil satse på Giroen og Vueltaen, og Martin vil føre an i Touren. Det bliver med andte ord et helt andet UAE-hold, vi kommer til at se i 2018.

Også i klassikerne er der tale om en regulær forvandling. Ganske vist overraskede Modolo positivt på brostenene i 2017, men bortset fra det er der næppe nogen, der husker, at de har set noget til hverken Lampre eller UAE på det ru underlag i Nordeuropa. Med Kristoffs ankomst vil det forandre sig markant i 2018, og selvom nordmanden formentlig vil føle sig lidt ensom i finalerne, tåler UAEs muligheder i klassikerne slet ikke sammenligning med det, vi har set tidligere. Læg dertil, at Martin er en garanti for topresultater i Ardennerne, hvor også Costa har været på podiet i Liege, og hvor man stadig ikke helt har opgivet Ulissi, og det bliver klart, at holdet vil kunne spille en rolle overalt næste år. Endelig vil Kristoff med sine mange sejre øge holdets synlighed i massespurter og sikre, at holdet ikke blot kan se frem til en højere placering på sejrslisten - han vil også i sig selv være en garanti for et væsentligt avancement på WorldTour-ranglisten.

Af de øvrige nye ryttere det nyprofessionelle Alexandr Riabushenko, der er mest interessant. Vinderen af U23-udgaven af Il Lombardia har et hav af topresultater i italienske U23-løb og er helt sikkert et af sportens helt store talenter. Han er fortsat kun 22 år og derfor ikke en rytter, der vil levere mange topresultater i 2018, men på sigt er han en interessant investering. Derudover kommer Kristoffs ven og landsmand Sven Erik Bystrøm og Rory Sutherland til holdet. Selvom førstnævnte er tidligere U23-verdensmester vil han næppe nogensinde blive en markant profil på WorldTouren, men han er en solid hjælper. Sutherland har i sin tid hos Movistar udviklet sig til indbegrebet af en solid støtte i grand tours, og derfor er også han en værdifuld tilgang i lyset af holdets øgede ambitioner i de store etapeløb.

På tabskontoen er det naturligvis Meintjes’ navn, der skiller sig ud, men derudover må det gøre ondt, at det ikke lykkedes at holde på Matej Mohoric. Sloveneren havde en svær start på sin professionelle karriere, men fik i 2017 endelig et mindre gennembrud med sin Vuelta-etapesejr. Nogen vindermaskine bliver han imidlertid næppe, og nogen katastrofe er tabet derfor ikke.

Det er klart, at Modolos exit også umiddelbart efterlader et hul, men heller ikke hans afgang efterlader Saronni søvnløs. Italieneren har nemlig i de seneste to år ikke vundet meget, og der er ingen tvivl om, at byttet med Kristoff er en kæmpegevinst for den italienske manager. Heller ikke farvellet til Andrea Guardini gør ondt. Forsøget på at genrejse den fallerede italienske sprinter mislykkedes nemlig totalt. Endelig har man bedt Federico Zurlo søge nye græsgange, hvilket ikke er overraskende i lyset af den begrænsede udvikling, han har gennemlevet i sine første år på højeste niveau.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Samlet set fremstår Saronni og UAE Team Emirates således som transfersæsonens helt store vinder. Intet andet mandskab vil gennemgå så voldsom en forandring henover vinteren, og forudsætningen for en regulær forvandling er absolut til stede. Nu er det så op til den italienske manager at få de mange stjerne til at levere allerede i den første sæson i de nye omgivelser.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

UAE Team Emirates står som sagt foran en regulær forvandling i klassikerne. Hidtil har det arabiske mandskab både i sin nuværende udformning og under Lampre-brandet været nærmest usynlige på brostenene og kun leveret resultater i Ardennerne, hvor Rui Costa har været en fremtrædende skikkelse. Næste år vil det imidlertid forandre sig markant, og for første gang nogensinde har man kaptajner, så man kan køre med om sejrene i alle fem monumenter, endda med én af topfavoritterne. Det store spørgsmål er, om man allerede i 2018 har et stærkt nok hold til også at bakke stjernerne på i de store løb.

Den største forandring vil holdet opleve i de ”flade” klassikere fra Omloop Het Nieuwsblad i februar til Paris-Roubaix i april. Hidtil har det nemlig kun været Sacha Modolo, der i disse løb har kunnet spille en rolle, men det vil ændre sig med Alexander Kristoffs ankomst. I skrivende stund ser det ud til, at den norske stjerne denne gang skipper den belgiske åbningsweekend for i stedet at bygge formen op i Abu Dhabi Tour, og derfor skal vi nok vente til Milano-Sanremo, inden holdet for alvor viser sig frem. Herefter må man imidlertid forvente, at Kristoff vil køre med om sejren i næsten alle klassikere frem til Roubaix.

Første opgave er Milano-Sanremo, som Kristoff tidligere har vundet, og hvor han i 2018 igen sammen med Peter Sagan formentlig vil være den største favorit. Sidste år vandt han feltets spurt om 4. pladsen og havde derfor sejret, hvis de tre mand i front var blevet kørt ind, og ved VM understregede han sin evne til at spurte efter et langt løb. Kristoff har alle forudsætninger for igen at vinde i Italien og kan her sikre en drømmestart for sit nye hold. I netop det løb vil der være en konflikt med Ben Swift, der to gange har været på podiet i den italienske klassiker, og som skiftede til holdet blandt andet for at vinde netop det løb. Det sker imidlertid aldrig, og derfor er der ingen tvivl om, at Kristoff er manden, der satses på.

Kristoff har traditionelt ikke været på toppen i E3, der er en anelse for kort til, at han kan udnytte sin udholdenhed, men til gengæld kan han vinde Gent-Wevelgem og det nye, lettere Dwars door Vlaanderen. Det bliver sværere at gentage 2015-sejren i Flandern Rundt, men man skal ikke glemme, at han med en 5. plads i år viste, at det bestemt ikke er umuligt. Den helt store drøm er dog at vinde Paris-Roubaix, som er det eneste af de ”flade” monumenter, han endnu mangler, men hidtil har han aldrig spillet den store rolle på den franske brosten. Der er imidlertid intet i hans rytterprofil, der taler imod en sejr på den berømte velodrom i Roubaix, og Kristoff bør således kunne køre med om de sjove placeringer i alle de tre første monumenter.

Hvor Kristoff i de nordlige klassikere formentlig vil udgøre lidt af en enmandshær, vil det forholde sig anderledes i Ardennerne. Her kan holdet nemlig præsentere en fremragende trio bestående af Dan Martin, Rui Costa og Diego Ulissi. Amstel Gold Race er det af de tre løb, holdet får sværest ved at vinde, men alle tre har de en chance for et topresultat, hvis løbet udvikler sig lige så selektivt som i 2017. Ben Swift udgøre en back up-plan, hvis det skulle ende i en spurt. Størst chancer har man til gengæld i Fleche Wallonne, hvor Martin nu to gange er sluttet som nr. 2 bag Alejandro Valverde. Hvis spanieren ikke lykkes med at genfinde sit niveau efter det grimme styrt, står Martin sammen med Julian Alaphilippe først i rækken til at tage over. Det samme er tilfældet i Liege-Bastogne-Liege, hvor Martin i år også blev nr. 2 bag den suveræne spanier. Costa var samtidig på podiet i 2016, og selvom det formentlig er for svært og langt et løb for Ulissi, har man således to fremragende topkandidater. Holdet bliver kun stærkere af, at Fabio Aru også planlægger at køre La Doyenne, også selvom italieneren næppe kan vinde den belgiske klassiker.

Kristoff vil herefter jagte endnu en sejr i Eschborn-Frankfurt, men det er usikkert, om det kan lade sig gøre på den nye, hårdere rute. I august måned er der imidlertid næppe den store tvivl om, at han vil køre med om sejren i RideLondon Classic, EuroEyes Classics og Bretagne Classic, store WorldTour-løb han alle tidligere har vundet. Martin vil samtidig være en oplagt vinderkandidat i Clasica San Sebastian, der på papiret passer ham fremragende. I de canadiske klassikere er det nærliggende, at Ulissi skal forsøge at forsvare årets sejr fra Montreal og gentage sine generelt gode præstationer på den anden side af Atlanten, hvor også Costa er tidligere vinder. Det udestår dog stadig at se, om de i lyset af den hårde VM-rute foretrækker at stille til start i Vueltaen. Netop det hårde VM betyder imidlertid, at både Martin og Aru må formodes at være i storform sidst på året, og det efterlader holdet med en fremragende duo til Il Lombardia - i hvert fald hvis ruten er lige så vanskelig, som den har været i de seneste år.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som omtalt ovenfor har UAEs klassementsdrømme i grand tour-sammenhæng i de seneste år udelukkende hvilet på Louis Meintjes’ smalle skuldre. Det betyder ikke, at holdet ikke har haft succes i de store etapeløb, da specielt Diego Ulissi har været lidt af en sejrsmaskine i Giroen, men i de samlede stillinger har det kun været den sydafrikanske klatrer, der for alvor har kunnet begå sig. Det vil imidlertid ændre sig mærkbart i 2018 med Fabio Arus og Daniel Martins ankomst, og i den kommende sæson vil holdet derfor stille til start med podieambitioner i alle tre store etapeløb.

Officielt har holdet ikke bekræftet deres planer, men det er en offentlig hemmelighed, at Aru vil være holdets kaptajn i Giroen, mens Martin vil satse på Touren. Et styrt kostede som bekendt Aru muligheden for at stille til start i hjemlandet i år, og han er opsat på revanche i 2018. I Touren kom han endelig tilbage på grand tour-sporet efter en svær periode, og derfor er der ingen tvivl om, at han som minimum skal køre med om podiet i støvlelandet. Det udestår fortsat at se, hvordan Diego Ulissi og Rui Costa fokuserer efter klassikerne i 2018, men det er nærliggende at tænke sig, at Ulissi efter en svær Tour-debut vender tilbage til sit favoritløb som Arus nøglehjælper. Det giver samtidig holdet en fremragende mulighed for at jagte etapesejre undervejs. Derudover kunne man sagtens forestille sig, at de unge talenter Simone Petilli, Valerio Conti og Edward Ravasi vil stå til Arus disposition. Samtidig har Kristoff dog luftet sin interesse for at stille til start i Giroen også, men det er endnu ikke bekræftet. Skulle det ske, skal der imidlertid gøres plads til endnu et par hurtige folk også. Ellers kunne man forestille sig, at enten Ben Swift eller Simon Consonni får lob til at forsøge sig i spurterne.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

I Touren er det op til Martin at gentage succesen fra 2017, hvor han måske kunne være endt på podiet, hvis ikke det var var for det brud på ryggen, han pådrog sig allerede på 9. etape. Han ser frem til at få større støtte her end på Quick-Step, og det er nærliggende at tænke sig, at Rui Costa, Jan Polanc og Darwin Atapuma, der alle også vil kunne jagte etapesejre, vil udgøre hans vigtigste hjælpere. Derudover vil Kristoff også forsøge endelig igen at vinde en etape, og det betyder, at der formentlig skal gøres plads til Roberto Ferrari og måske også Swift på holdet. Målet må være, at Kristoff vinder mindst én etape, og at Martin kører i top 5.

Planerne for Vueltaen er lidt mere åbne, men det står allerede nu klart, Aru i hvert fald vil være til start. Italieneren er som bekendt tidligere vinder, og han må derfor som minimum stile efter en plads på podet. Martin har tidligere kørt det spanske løb efter Touren, og det er nærliggende at tro, at han vil gøre det igen i 2018. Om han alene vil bruge det som VM-forberedelse efter en hård Tour, eller om han som tidligere vil jagte to topresultater i klassementet på samme sæson, er imidlertid uklart. Kommer man også med Polanc, Costa, Ulissi og Atapuma, der formentlig også alle vil være interesserede i at bruge det som forberedelse til kampen om regnbuetrøjen, bliver det et fabelagtigt UAE-hold, der vil være til start. Samtidig er det den grand tour, der passer bedst til Swift og Consonni, og man må derfor antage, at mindst én af de to hurtige folk vil være til start, selvom det bliver svært at vinde en etape.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det er klart, at de tre nye kaptajner, Fabio Aru, Daniel Martin og Alexander Kristoff, primært skal jagte succes i klassikerne og de tre grand tours, men det betyder ikke, at holdet vil være usynlige i de øvrige løb. Tværtimod burde det betyde, at Diego Ulissi og Rui Costa kan fokusere på løb, hvor de tidligere har haft stor succes, og derfor burde UAE være med fremme over hele paletten.

Det kan allerede start i januar, hvis Diego Ulissi stiller til start i Tour Down Under, hvor han er tidligere etapevinder, er skræddersyet til den eksplosive rute, og som regel er i god form. En podieplads i Australien vil sikre et momentum, som Alexander Kristoff skal forsøge at følge op på i de arabiske løb. I år vil han for første gang køre dem alle tre, og mens det formentlig bliver svært for ham at slå de rene sprintere i Dubai og Abu Dhabi, har han i de senere år været garant for mindst to sejre i Oman. Holdet er samtidig uden tvivl det, der satser allermest på Abu Dhabi Tour, der er holdets hjemmebaneløb, og derfor vil man møde op med det helt tunge skyts i forsøget på at gentage Costas sejr fra 2017. Kristoff vil satse på spurterne, mens Costa, Ulissi, Martin og Aru formentlig alle vil være til start med fokus på klassementet. Specielt de tre førstnævnte er skabt til den relativt lette målstigning på kongeetapen, og der skal derfor som minimum leveres en podieplads på hjemmebanen.

Med så mange klassementsryttere vil der også være en forventning om, at holdet præsterer i de fleste ugelange etapeløb i løbet af foråret. Martin var i år på podiet i Paris-Nice, hvor også Costa tidligere har været med helt fremme. Sammen vil de udgøre en fremragende duo, og Kristoff vil samtidig jagte etapesejre i Frankrig, mens Aru vil være kaptajn i Tirreno-Adratico, hvor de to tidskørsler dog formentlig betyder, at han ikke kan blande sig helt fremme. Også Ulissi vil forsøge at vinde en etape, mens Ben Swift eller Simone Consonni vil jagte succes i spurterne.

I Catalonien tyder meget på, at Aru og Martin vil slå pjalterne sammen, og her har specielt Martin fremragende chancer. Til gengæld betyder enkeltstarten, at han næppe kan vinde i Baskerlandet, hvor Costa til gengæld som regel er god for en top 10-placering. Aru vil finpudse Giro-formen i Tour of the Alps, hvor han vil være en af de absolutte topfavoritter, mens Costa tidligere har været på podiet flere gange i Romandiet, der altid er et stort mål for den alsidige portugiser. Løbene i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet er samtidig altid store mål for Swift, der netop har som speciale at spurte efter hårde dage i kuperet terræn.

Frigjort for klassementsambitioner i grand tours vil Costa formentlig jagte endnu en samlet sejr i Tour de Suisse, men de dage, hvor han kan vinde det stadigt hårdere løb, er formentlig ovre. I Dauphiné har Martin tidligere to gange været på podiet, og det vil formentlig være målet igen. Samtidig skal Kristoff holde sejrskontoen oppe og styrke Tour-selvtilliden i maj og juni. Det er uklart, om han kører Giroen, men hvis ikke må han skulle vinde etaper i Tour of California og Dauphiné.

I efteråret vil Kristoff have megen fokus på endagsløbene på WorldTouren, og der er stor chance for, at de øvrige kaptajner alle vil køre Vuelta. Derfor er der risiko for, at det bliver svært at vise sig meget frem i andre løb. Ulissi er imidlertid skræddersyet til Tour de Pologne, der bør være et mål for den eksplosive italiener, der også har gode muligheder for at levere et topresultat eller to i de italienske efterårsklassikere, hvor man som omtalt ovenfor også kan have visse forventninger til Costa, Martin og Aru, der må formodes at være i form efter VM. Ulissi må også være interesseret i at udnytte sin traditionelt gode efterårsform til at forsvare sin titel i Tour of Turkey, ligesom Tour of Guangi er skræddersyet til Ulissi, Martin og Costa, hvis de har bevaret motivationen til årets allersidste WorldTour-løb.

Hvem kan overraske?

På et hold, der i 2018 vil være så spækket med stærke kaptajner, kan det være svært for mindre etablerede ryttere at få mange chancer. Holdet har imidlertid i de seneste år hentet så mange lovende talenter til holdet, at der er flere navne, som måske har en chance for at levere en overraskelse eller to undervejs.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

UAE har en gruppe temmelig talentfulde klatrere, der desværre ikke helt har fået det store ud af talentet hidtil. Det drejer som Edward Ravasi og Simone Petilli, der begge kørte Giro d’Italia i 2017. Ravasi har netop gennemført en svært første sæson som professionel, men er trods alt tidligere blevet nr. 2 i Tour de l’Avenir, og derfor er der ikke den store tvivl om potentialet. Som sagt bliver det ikke let for ham at finde megen plads til sig selv i 2018, men hvis han kan levere en solid hjælperindsats i bjergene for Aru og Martin, vil det være et interessant fremskridt. Det samme er tilfældet for den lidt ældre Petilli, der som Ravasi er ren klatrer, men som desværre først skal komme sig over det grimme styrt, han havde i årets Il Lombardia.

Lidt ældre er Valerio Conti og Jan Polanc, som begge allerede har vundet grand tour-etaper, og derfor kan man næppe tale om overraskelser. Der synes imidlertid at være meget mere i dem begge, hvis de kan finde den stabilitet, de hidtil har manglet. Polancs flotte 11. plads i Giroen var en indikation på, at netop den stabilitet måske er på vej, og derfor burde det næste logiske skridt for sloveneren være at jagte top 10-placeringer i store WorldTour-etapeløb. Conti er en mere eksplosiv type, der har sin største force i de kuperede endagsløb.

Endelig er det værd også at fremhæve Simone Consonni og Alexandr Riabushenko. Consonni er tidligere medaljevinder ved U23 VM og havde en fin første sæson på højeste niveau. Måske blev det ikke helt de ønskede resultater, men en 9. plads i et WorldTour-løb som Bretagne Classic samt ikke mindst en fremragende præstation på kongeetapen i 3 Dage ved Panne er ikke at kimse af. Med Modolos og Guardinis afgang vil han sandsynligvis kunne få flere muligheder som holdets sprinter, og han vil samtidig kunne blive en af de væsentligste hjælpere for Kristoff på brostenene. For vinderen af U23-udgaven af Il Lombardia, Riabushenko, handler 2018 nok mest om at lære, men forhåbentlig giver han en prøve eller to på talentet undervejs.