Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender af endagsløb. Både for- og efterår var fyldt med smukke klassikere i noget af det bedste terræn i verden. Klassikerryttere med punch på stigningerne og en god spurt nød de kuperede ruter til de mange løb i et af sportens historiske hjemsteder.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og nu er der ikke mange løb tilbage. Det eneste endagsløb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche og GP Industria findes i marts, og i april er der bare ét løb tilbage. Som et af de ældste løb på den italienske kalender findes Giro dell’Appennino stadig som et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og på imponerende vis har det faktisk kun været aflyst under 2. Verdenskrig, siden det første gang blev afviklet i 1934.

Løbet er måske gammelt, men det har aldrig haft hverken en fast dato eller et fast format. Den præcise lokation er skiftet mange gange, og det har været afviklet i september, august, april, maj og juni. Den lange historie afspejles i vinderlisten, der inkluderer navne som Fausto Coppi, Emile Daems, Franco Balmamion, Michele Dancelli, Gianni Motta, Felice Gimondi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Gianni Bugno, Claudio Chiapucchi, Francesco Casagrande, Damiano Cunego, Gilberto Simoni og Gianbattista Baronchelli. Det var et amatørløb indtil krigen, men har siden da været et løb for professionelle og er nu et 1.1-løb på UCIs kalender.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som mange andre italienske løb har det haft det svært i de senere år, og det tiltrækker ikke længere det topfelt, som det tidligere gjorde. Faktisk er det nu hovedsageligt et løb for italienere, og det er ikke blevet nemmere af, at så mange andre løb er forsvundet. Nu om dage er det en ret enkeltstående begivenhed, og det giver de store hold mindre incitament til at rejse til Italien. Det afspejles i årets startliste, hvor der end ikke er et eneste WorldTour-hold at finde. For de professionelle kontinentalhold er det stadig en vigtig forberedelse til Giro d’Italia. I de senere år har det fungeret dom et opvarmningsløb til Giro del Trentino (fra sidste år Tour of the Alps), men i år udgør det for hold som Bardiani, Wilier og Androni nu en sidste test et par dage efter afslutningen på det bjergrige etapeløb.

Giro dell’Appenninno er et typisk italiensk endagsløb. Det inkluderer nogle alvorlige stigninger, men det har en flad finale og afgøres ofte i en spurt i en lille gruppe. Som mange andre italienske løb er det en perfekt begivenhed for ryttere, der kan klatre og spurte efter et hårdt løb. På den anden side betyder nøglestigningen Passo della Borchetta, at det er hårdere end mange af de andre endagsløb, og det betyder, at det ofte er en ganske eksklusiv gruppe af klatrere, der er tilbage.

Sidste år fik Danilo Celano sit store gennembrud, da han kørte alene væk fra en eksklusiv gruppe bestående af Egan Bernal, Manuel Senni, Cristian Rodriguez og Rodolfo Torres og dermed tog karrierens største sejr, inden Bernal spurtede sig til en andenplads foran Senni. Celano og Rodriguez er nu holdkammerater på Caja Rural, der ikke er til start, og førstnævnte forsvarer derfor ikke titlen. Heller ikke Bernal, der nu kører for Sky, er med denne gang, men det er både Senni, der nu kører for Bardiani, samt Torres, der atter er en af spydspidserne på det stærke Androni-hold.

Ruten

Modsat mange italienske endagsløb er Giro dell’Appennino ikke et rundstrækningsløb. I stedet fører det over 194,8 km fra Novi Ligure på Po-sletten gennem det kuperede terræn nord for kysten til en ny finale ist orbyen Genova. Med starten på Po-sletten er den første del helt flad, idet man kører mod nordvest op til et vendepunkt i Casal Cermelli, inden man kører mod sydøst gennem fladlandet ned mod de mange stigninger i området.

Klatringen starter efter 63,4 km, når man rammer bunden af Passo della Castagnola (4,6 km, 5,1%, max. 17%), der efterfølges af en længere nedkørsel kun afbrudt af en lille kontrabakke, Passo dei Giovi (2,3 km. 4,4%, max. 8%), der har top efter 78,3 km. Herefter gælder det den lange Crocetta d’Orera (7,2 km, 4,6%, max. 9%), der ikke er specielt stejl og har top efter 104,9 km. Efter toppen falder det let frem til den korte Passo dei Giovi (2,3 km, 4,4%, max. 8%), der forceres for anden gang som del af en lille rundstrækning i området nord for Genova.

Efter den lange nedkørsel vender man rundt for at køre tilbage mod nord op ad løbets mest ikoniske stigning, Passo della Bocchetta (8,2 km, 7,8%, max. 10%), hvis top rundes med 57,6 km til mål. Nedkørslen leder direkte ned til Fraconalto-stigningen (5,5 km, 7,0%, max. 17%), hvis top rundes når der resterer 42,1 km. En nedkørsel leder nu tilbage mod sydvest via en tredje og sidste passage af Passo dei Giovi (2,3 km, 4,4%, max. 8%), hvis top rundes med 30 km igen.

Der venter nu en lang nedkørsel mod sydøst, der leder direkte ned til den smukke liguriske kyst, der nås, når der resterer 9,2 km. Her drejer man til venstre for at følge den flade kystvej mod sydøst ind mod centrum af Genova. Her drejer man med 2 km igen til venstre for at køre ind mod centrum, hvor man med 1 km igen atter drejer til venstre, denne gang ind på den lange opløbsstrækning. De næste 500 m stiger med 1,2% i gennemsnit, og de sidste 500 m går op ad med 4,8% i snit.

I forhold til sidste års rute er det hele nytænkt. Finalen med en rundstrækning i Chiavari er droppet, ligesom den ikoniske Passo della Borchetta vender tilbage. Der er dermed tale om et helt nyt løb med meget længere fra toppen af sidste stigning til mål. Ruten er meget lig den, der blev anvendt frem til 2015.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Vejret

Sommeren er som bekendt kommet tidligt til Europa i år, og det vil også have sin indvirkning på søndagens løb. Der er lagt op til en smuk dag med en skyfri himmel og en temperatur på 23 grader. Der vil bare være en svag til let vind fra syd, hvilket primært giver modvind i den indledende del frem til stigningerne. Her vil der være medvind på Borchetta, men modvind på de sidste stigninger og hele vejen ned til kysten. Der vil være sidevind på de sidste 9 km.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Favoritterne

Giro dell’Appennino har traditionelt været et lidt svært løb at forudsige, fordi det passer forskellige ryttertyper. På den ene side er ruten som regel så hård, at man skal køre endog meget godt opad for at have en reel chance for at vinde. På den anden side er finalen flad, og derfor har spurtstyrke også været belønnet.

I år kompliceres det hele yderligere af, at ruten er helt usammenlignelig med den, der blev benyttet sidste år. Stigningerne er stadig svære, men denne gang er der meget længere mellem sidste top og målet i Genova. Den er som sagt svarende til den, der blev benyttet frem til 2015, hvor det som regel var en lille gruppe af meget stærke klatrere, der skilte sig ud og afgjorde løbet i den flade finale, men hvor det også en enkelt gang lykkedes Sonny Colbrelli at vinde en spurt i en større gruppe.

Kigger man på de nøgne data for stigningerne, bør terrænet dog være så svært, at det ikke ender i en spurt. Androni kommer som altid med et fremragende hold af klatrere, og de vil formentlig gøre løbet knaldhårdt. Naturligvis betyder modvinden, at der en chance for en vis regruppering, men mest sandsynligt er det, at de lette klatrere skal dyste om sejren på nedkørslen og i den flade finale.

Det får os til at pege på Davide Ballerini som vores favorit. Det italienske talent var egentlig at betragte som spurtstærk rouleur, men har for alvor slået igennem som klatrer også. I Coppi e Bartali blev han nr. 9 på kongeetapen, ligesom han i torsdags blev nr. 25 på en bjergetape i Tour of the Alps. Det vidner både om fremragende klatreben og god form. Samtidig er han så hurtig, at han kan blande sig i deciderede massespurter. Måske kan han ikke følge de allerbedste klatrere, men Androni har det stærkeste hold og vil kunne bringe ham tilbage. Derfor tror vi på, at han tager karrierens største sejr.

Da han sidste år vandt en etape i Tour of Quinghai Lake, regnede Damiano Cunego med, at det ville være karrierens sidste sejr. Nu er der imidlertid håb om, at der kan vente endnu en sejr for den aldrende italiener. Pludselig er den gode form nemlig kommet igen for Cunego, der i Tour of the Alps klatrede ganske fint og sluttede som nr. 21 samlet. Derfor burde han være en af de bedste på stigningerne i dette løb, og da han blandt klatrerne er en af de få, der kan spurte, burde han have gode chancer. Nippo vil helt sikkert også have den endnu bedre klatrende Ivan Santaromita med fremme, og han er bestemt heller ikke uden chancer, hvis han kan snige sig væk på det flade i det, der kan blive en svært kontrollerbar finale. Løbet bør til gengæld være for svært for Marco Canola, og skulle det blive en spurt i en større gruppe, er Nicola Bagioli formentlig holdets bedste bud.

Løbets ubetinget bedste klatrer er Giulio Ciccone , der var en af de allerbedste i Tour of the Alps. Han er ikke spurtstærk og skal alene hjem for at vinde, og derfor er den nye finale langt fra til hans fordel. Er der en rytter, der kan køre alene hjem, må det imidlertid være superklatreren fra Bardiani, der endelig er tilbage efter sine mange helbredsproblemer. Sammen med Manuel Senni, der desværre heller ikke er spurtstærk, vil han kunne udgøre en duo, der vil kunne angribe i finalen.

Sygdom betød, at Amaro Antunes havde et skuffende Tour of the Alps, men han er kommet sig så meget, at han er klar til at stille til start. Er han kommet sig, burde han være i stand til at sidde med helt fremme, og selvom han ikke just er hurtig, er han dog blandt de hurtige af klatrerne. Sammen med meget formstærke Michal Schlegel, der virkelig imponerede i Tour of the Alps, vil han udgøre en stærk CCC-duo, der kan angribe på skift i finalen og evt. satse på Antunes i en spurt.

Sangemini har i Nicola Gaffurini en meget interessant outsider. Sidste å blev han nr. 9 i Coppa Sabatini og 10 på kongeetapen i Toscana, og han har derfor dokumenteret, at han klatrer ganske godt. Det er klart, at stigningerne her er temmelig lange, men ender det i en spurt i en gruppe af en ikke voldsomt stor størrelse, kan han meget vel være hurtigste mand. Løbet burde være for hårdt for hans endnu hurtigere holdkammerat Paolo Toto, men efter hans andenplads i Trofeo Laigueglia vil vi ikke helt afskrive ham. Holdets bedste klatrer, Michele Gazzara¸ vil heller ikke være uden muligheder for at kunne snige sig med i finalen.

Androni har et hav af kort at spille. Bliver det for hårdt for Ballerini, burde i hvert fald de rene klatrere Fausto Masnada og Rodolfo Torres kunne sidde med. Ingen af dem kan spurte, men det er der ikke mange klatrere, der kan, og sammen kan de angribe på skift. Man kan heller ikke helt udelukke, at det kan lade sig gøre for Francesco Gavazzi og Andrea Vendrame at sidde med hjem i en større gruppe, og de vil være blandt favoritterne i en spurt.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Sammen med Ciccone er Mikel Bizkarra formentlig den bedste klatrer, men han er en spinkel fyr, der ikke just får det let i en flad finale som denne. Han skal håbe på et meget selektivt løb, hvor kun de allerletteste skal afgøre det. Også vinderen af bjergtrøjen i Tour of the Alps, holdkammeraten Oscar Rodriguez vil have muligheder i et løb som dette.

Delko har i Julien El Fares en glimrende klatrer med stor spurtstyrke, men franskmanden har i de senere år ikke været ved fordums styrke. Det har heller ikke Sergey Firsanov, men russeren viste tegn på fremgang i Tour of the Alps og burde i et knap så skarpt felt have gode muligheder.

Wiliers klatrer Edoardo Zardini har desværre stadig ikke fundet sin bedste form, og da han heller ikke kan spurte, er hans chancer ikke perfekte. Han bør dog stadig have en mulighed for at snige sig med i finalen, og på det flade stykke kan alt ske. Også hans holdkammerat Alex Turrin samt måske Miguel Florez klatrer godt nok til måske at kunne komme over stigningerne, og i så fald vil særligt Turrin kunne spille en rolle.

Det italienske landshold stiller med Antonio Nibali, der nu klatrer så godt, at han burde kunne spille en rolle til slut. Han kan håbe, at Antonio Santoro har fundet lidt form, og at de sammen kan spille en rolle i finalen.

Vi glæder os meget til at se det unge talent Stefan De Bod . Han har allerede i år vundet to store U23-løb i Italien, herunder Strade Bianche. Det er formentlig for tidligt at se ham fremme i så svært et løb, men han har potentialet til at overraske.

Andre gode klatrere er Colin Stüssi og Roland Thalmann, men de vil få svært ved at vinde.

***** Davide Ballerini

**** Damiano Cunego, Giulio Ciccone

*** Amaro Antunes, Nicola Gaffurini, Ivan Santaromita, Fausto Masnada, Mikel Bizkarra

** Rodolfo Torres, Manuel Senni, Michal Schlegel, Antonio Nibali, Julien El Fares, Sergey Firsanov, Alex Turrin, Francesco Gavazzi, Nicola Bagioli, Paolo Toto, Stefan De Bod

* Edoardo Zardini, Oscar Rodriguez, Mikel Iturria, Tnonio Santoro, Miguel Florez,  Andrea Vendrame, Michele Gazzara, Stephan Rabitsch, Marco Canola, Roland Thalmann, Colin Stüssi, Jacopo Mosca, Marco Bernardinetti, Sergey Luchsenko, Mehdi El Chokri

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.