Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge er i fuld gang og fortsætter med det løb, der traditionelt har været nummer 3 i hierarkiet over brostensløb. Grundet dets lange historie betragtes Gent-Wevelgem ofte som værende lige under Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvad prestige angår, og der er derfor masser på spil, når feltet ruller ud fra Deinze vest for Gent for at følge den traditionelle rute til målet i Wevelgem.

Selvom løbet tilhører listen over de store brostensløb, er det imidlertid helt anderledes end det, vi har set tidligere på ugen i E3 Harelbeke, og som vi vil se næste søndag i Flandern Rundt. Det finder sted i en anden del af landet end de øvrige brostensløb og slutter med et meget længere fladt stykke, og derfor er det det af de store brostensløb, som alle sprintere drømmer om at vinde.

Hvad der gør løbet så vigtigt, er dets lange historie. Det blev første gang holdt i 1934 som et juniorløb og blev senere åbnet for uafhængige amatører, inden det blev gjort til et løb for professionelle efter 2. Verdenskrig. Som de fleste andre belgiske løb blev det i de tidlige år domineret af hjemlandets ryttere, men det blev hurtigt et af cykelsportens mest eftertragtede løb. Store belgiske navne som Rik van Looy, Eddy Merckx, Freddy Maertens og Walter Godefroot var blandt de tidligere vindere, men efter Bernard Hinaults sejr i 1977 blev løbet for alvor internationalt med en vinderliste, der indeholder navne fra adskillige nationer og en skøn blanding af sprintere og klassikerryttere som Greg Van Avermaet, John Degenkolb, Peter Sagan, Tom Boonen, Oscar Freire, Mario Cipollini, Thor Hushovd og Djamolidine Abdoujaparov, der alle har vundet i løbets nyere historie.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Løbet har været afviklet på forskellige tider af foråret, og ruten har ofte undergået adskillige ændringer, men det har altid været en vigtig del af den belgiske klassikersæson. I de tidlige år udgjorde det sammen med Omloop Het Volk (nu Omloop Het Nieuwsblad) en serie, der blev kaldt Trofee van Vlaanderen, og det er en uundværlig del af den løbsrække, som udgøre de flamske klassikere.

Selvom det hører til i den belgiske forårssæson, er det meget anderledes end Flandern Rundt og E3 Harelbeke. De flamske løb kan inddeles i to kategorier. I den første kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Den anden kategori består af Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem. Navnene på de to sidstnævnte dikterer meget af ruteføringen, og i stedet for at sno sig igennem De Flamske Ardenner har de mere et punkt-til-punkt-format. Det gør det vanskeligere for dem at drage fuld nytte af det lille område, der indeholder alle områdets sværeste stigninger, og derfor er løbene meget nemmere. Scheldeprijs er ganske vist ikke et punkt-til-punkt-løb, men det indeholder ikke én eneste stigning. Derfor er disse løb bedre for sprinterne end de ”rigtige” flamske klassikere.

Faktisk afvikles Gent-Wevelgem i en helt anden del af Belgien end løbene fra den første kategori. Tidligere besøgte løbet De Flamske Ardenner og indeholdt nogle af de kendte hellingen fra Flandern Rundt, men løbet er som regel styret helt uden om denne del af Belgien. I stedet kører feltet fra starten ud til Nordsøen, hvorfra de bevæger sig mod syd til den fransk-belgiske grænse. Her findes løbets ikoniske stigninger, hvoraf Kemmelberg er den klart mest kendte. Løbet ender med et langt fladt stykke til Wevelgem, og det giver sprinterne en langt bedre chance end i de fleste af de øvrige flamske klassikere.

Ikke desto mindre betragtes Gent-Wevelgem som den tredjestørste af brostensklassikerne, og selvom det aldrig har været en del af den gamle World Cup, var det sammen med netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix det eneste af brostensløbene, der blev optaget på ProTouren, da denne forgænger til nutidens WorldTour blev etableret i 2005.

I mange år havde løbet imidlertid en uheldig placering som et midtugeløb mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det betød, at de fleste af de store stjerner ganske vist var til start, men for mange handlede det alene om at holde sig på cyklen og holde benene i gang, og derfor stod mange af undervejs for at være klar til søndagens store slag i Roubaix.

Det ændredes i 2010, da UCI lavede en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der delvist tjente det formål at genskabe Gent-Wevelgems prestige og skabe større synergi mellem løbene. Gent-Wevelgem blev derfor flyttet til søndagen før Flandern Rundt, og det udgør nu sammen med E3, der finder sted to dage tidligere, den perfekte opvarmning til De Ronde.

Ændringen har helt klart været gavnlig, men løbet er stadig ikke et stort mål for de største brostensspecialister. Da E3 ligner Flandern Rundt meget mere, foretrækker de store favoritter til det flamske monument at bruge fredagens løb som den store formtest, mens de mere bruger Gent-Wevelgem som et træningsløb, hvor man kan teste formen for løbets stigninger, men hvor man sjældnere kører 100% for et resultat. På den anden side er løbet som regel det største brostensmål for sprinterne, der her har en sjælden chance for at vinde en stor klassiker.

I et forsøg på at gøre løbet mere attraktivt for klassikerrytterne har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere stigninger i den kuperede zone. Ændringerne har gjort det sværere for sprinterne, men det har ikke for alvor ansporet klassikerrytterne til at køre aggressivt. Bortset fra ganske brutale udgaver i 2010 og 2015, hvor vejret skabte stor udskilning, har løbet ikke været særlig selektivt trods de mange ændringer. I 2014 indså man, at man alligevel ikke kan konkurrere med E3 om at få opmærksomheden fra de helt store stjerner, og derfor er ruten nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. Det betyder, at det igen er et støtte mål for sprinterne, et forhold, der er blevet hilst velkommen af Mark Cavendish, der som mange andre af de hurtige folk nu om dage igen gør løbet til centrum for sin brostenssæson.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I 2016 brød man lidt med denne tendens. Som i de foregående år forekom nøglestigningen Kemmelberg to gange på ruten, men for første gang siden 1976 kørte man den ved anden passage fra den stejleste side, hvor den stiger med hele 23%. Det gav et mere selektivt løb, hvor en lille gruppe af de største specialister kunne gøre en afgørende forskel. Tilsyneladende var man begejstret for denne ændring, der bibeholdtes i 2017, hvor man tillige gjorde løbet endnu hårdere ved at indlægge flere passager af de såkaldte ”plugstreets” eller ”green roads”, der er en slags ikke-asfalterede veje, der er placeret mellem de to passager af Kemmelberg.

Det var nok til, at scenariet fra 2016 gentog, og selvom det næsten blev samlet til en spurt alligevel, var det for andet år i træk klassikerspecialisterne, der afgjorde løbet. En lille gruppe kom fri efter Kemmelberg, og efter at den var blevet halveret og reduceret til bare Sagan, Van Avermaet, Niki Terpstra, Søren Kragh Andersen og Jens Keukeleire, opstod der så meget polemik over, at Kragh med Michael Matthews bagude ikke vil føre, at Van Avermaet og Keukeleire kunne snige sig væk. De to belgiere endte med at spurte om sejren, og Van Avermaet kunne herefter tage sin anden store klassikersejr på tre dage i et løb, hvor han slet ikke havde ventet det. Sagan og Terpstra holdt akkurat feltet bag sig og tog 3. og 4. pladsen bare seks sekunder efter de to forreste og i samme tid som John Degenkolb, der vandt feltets spurt. Van Avermaet vender tilbage for at forsvare titlen, ligesom Sagan også går efter endnu en sejr i den brostensklassiker, der har givet ham mest succes. Terpstra er en af flere kaptajner på Quick-Step, og Degenkolb er kaptajn på Trek, men en syg Keukeleire får ikke mulighed for at forbedre sidste års andenplads.

Ruten

Som sagt har arrangørerne droppet ideen om at forsøge at konkurrere med E3 om at være den perfekte generalprøve til Flandern Rundt. Uden helt grundlæggende at ændre på løbets natur vil det aldrig være muligt at designe en rute, der i hårdhed kan matche den, der findes i fredagens løb, og derfor har man siden 2014 haft et mere traditionelt, nemmere format efter flere år med forsøg på at gøre løbet hårdere. Alligevel har man i de seneste to år introduceret et par nyskabelser, der til dels har brudt den tendens. I 2016 var det passagen af Kemmelberg fra den stejle side, der var det nye, og sidste år lagde man dertil passagen af de ikke-asfalterede ”plugstreeets”, der gav løbets vanskelighedsgrad yderligere en tand opad.

Sammenlignet med sidste år er distancen øget fra 249,2 til 251,1 km. Dermed er man nu endnu tættere på de største klassikere, hvad løbets længde angår, og det markerer løbets status som den tredjestørste af brostensklassikerne. Der er et par mindre modifikationer i den indledende del, men efter at man sidste år ændrede end del i den kuperede zone ved at indføre plugstreets på strækningen mellem de to passager af Kemmelberg og øgede antallet af stigninger fra 10 til 11, har man i år kun foretaget ændringer i første halvdel. Her ændres der lidt på turen ud til kysten og ud mod stigningerne, men de sidste 140 km med alle de væsentligste elementer er uforandrede.

Som det er tilfældet for de fleste af de løb, hvis navn udgøres af den historiske start- og målby, starter Gent-Wevelgem ikke længere i Gent, da de kortere distancer i moderne cykelsport kræver, at man finder et andet startsted. Nu om dage affyres startskuddet i byen Deinze vest for Gent, hvor man indleder det 251,1 km lange løb, hvis distance gør det til et af de længste løb på kalenderen efter de fem monumenter og VM.

Starten af løbet har altid samme format, da rytterne kører stort set stik vestpå, indtil de når Nordsøen efter ca. 85 km. Denne del af ruten er helt flad, men kan faktisk være en af de vigtigste faser af løbet. På en stille dag tjener den alene det formål at gøre løbet langt og at give et udbrud en chance for at komme fri, men hvis det er blæsende, kan løbet være dramatisk straks fra start. I 2013 blev det således splittet til atomer allerede her, og mange havde mistet alle chancer, allerede inden man havde nået kysten. Det samme skete i den episke 2015-udgave.

I Adinkerke drejer feltet til venstre og kører mod syd ned mod grænsen. Hvis vindretningen ikke var rigtig i den første del af løbet, kan den meget vel være det på dette flade stykke, hvor man passerer gennem det meget frygtede og vindblæste De Moeren. Denne del fører frem til grænseregionen og indledningen på den kuperede zone, hvor de afgørende angreb skal sættes ind, og hvor man skal forsøge at komme af med sprinterne. Før man når så langt, kører man kortvarigt ind i Frankrig efter 128,8 km, efter at man har været oppe over dagens første stigning, Den Appel, der kommer efter 125,2 km, og som var en nyskabelse i sidste åre løb.

I de senere år har Casselberg været første stigning på menuen, men den er nu taget af programmet. I stedet skal man i nabolandet op over endnu en ny stigning, Le Steen Acker, der komme efter 128,9 km. Sammen med Den Appel kategoriseres denne lille bakke imidlertid ikke som en helling og indgår derfor ikke på listen over de 11 officielle stigninger. Den første af disse er Catsberg, der kommer efter 137,2 km, hvor feltet har sat kursen mod øst i retning mod Wevelgem, mens man forbliver i grænseområdet. Denne del af ruten er ganske hård, idet der kommer flere stigninger hurtigt efter hinanden. Næste udfordringer er Kokerrelberg med 110,1 km til mål, Vert Mont med 107,8 km til mål og Zwarte Berg med 105,5 km igen. Disse stigninger kommer imidlertid længere fra mål end før 2017. En ændring af ruten betyder, at man sidste år gjorde denne del hårdere, da der kommer yderligere to stigninger lige efter disse. Det gælder endnu en passage af Zwarte Berg, denne gang fra en anden side, med 100,3 km til mål samt Le Ravensberg med 93,8 km til mål, inden man igen kører ind i Belgien, hvor den lille hillie - en stigning, der er mindre end en helling - Speelberg kommer 92,2 km fra mål.

Denne fase af løbet kræver, at man er i en god position, da der herfra stort set ikke er mulighed for at komme sig. Vejene er meget smalle, og der er derfor ikke plads til at komme frem, hvis der sker splittelser. Det gør typisk løbet ekstremt stressende, og allerede fra de første stigninger ser vi typisk de første angreb, samtidig med at mange hold sætter et hårdt tempo for at trætte sprinterne.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Efter at være kommet tilbage til Belgien kører feltet frem til de tre stigninger, der definerer Gent-Wevelgem. Efter at være kørt op over den lille Speelberg kommer først Baneberg 82,7 km fra stregen, inden den lille hillie De Pingelaar fungerer som opvarmning til første passage af Kemmelberg, der kommer med 74,7 km til mål og efterfølges af Monteberg bare 4 km senere. Det er nu, det er tid til at skabe den første udskilning. De bedste klassikerryttere bruger ofte Kemmelberg, der er den hårdeste af stigningerne, til at teste benene. Tidligere kørte man ned ad den frygtede brostensbelagte nedkørsel - som man nu kører op ad ved anden passage - men efter nogle forfærdelige styrt besluttede arrangørerne for nogle år siden at sende rytterne ned af en nemmere asfalteret vej, hvilket har øget sikkerheden betragteligt. Efter Monteberg gør man ofte en første status over situationen, men der sker ofte en regruppering. Det kan give mulighed for folk at gøre som Viacheslav Kuznetsov i 2016: at anticipere favoritterne, der bruger lidt tid til at komme sig.

Rytterne kører nu ud på en lille rundstrækning, inden de vender tilbage til nøglestigningerne, og det er her, vi så de mest interessante ændringer sidste år. Efter at have været oppe over de små stigninger Kraaiberg og Mesenberg med henholdsvis 65,5 og 64,2 km til mål rammer man den første af de såkaldte plugstreets, der er ikke-asfalterede veje i meget åbent landskab, hvor det kan være ganske blæsende. I alt findes der tre af disse, der kommer med henholdsvis 59,5 km, 57,0 km og 54,8 km til mål. Ind i mellem de to første skal man på over den lille hillie La Hutte, og efter sidste plugstreet kommer to yderligere smååbakker, Rosenbergstraat og De Trompe. Sidste år gjorde de ikke den store forskel, men ifølge arrangørerne og flere ryttere er de, hvis det blæser, hårde nok til at skabe en vis splittelse, og det kan være, at det er et betydeligt mindre felt end tidligere, der tager hul på de afgørende stigninger. Derfor betyder det mindre, at der som sidste år er ca. 4 km længere mellem de to passager af Kemmelberg.

Den sidste passage af Baneberg kommer med 38,9 km til mål, hvorefter rytterne som i de to foregående år kører op ad Kemmelberg fra den stejleste side for tredje gang siden 1976. Her stiger den med maksimalt 23% og er betydeligt vanskeligere end ved første passage. Toppen nås, når der resterer 34,3 km, og igen i år skipper man Monteberg, hvormed Kemmelberg er sidste stigning. Det er typisk her, at løbet eksploderer, og det var her, at Cancellara, Sagan og Vanmarcke i 2016 kørte væk.

Efter stigningerne fortsætter angrebene ofte, som vi så det i den hektiske finale sidste år, og mens en lille frontgruppe kan være etableret, finder der ofte en regruppering sted længere bagude. Herfra består løbet af en lang, flad tur mod øst til målet i Wevelgem. Denne del af ruten er som regel scene for et spændende forfølgelsesløb mellem udbryderne, som er kommet fri i den kuperede zone, og sprinterne, der forsøger at organisere jagten i et reduceret felt. Historien viser, at sprinterne ofte vinder slaget, men hvis sammensætningen af frontgruppen er rigtig, og vejret har gjort det hårdt, har et udbrud bestemt en chance. Som regel afgøres løbet i en spurt i en lille gruppe eller i en reduceret massespurt, men som Peter Sagan viste i 2013 kan det lade sig gøre at tage en solosejr i Wevelgem, selvom vejrforholdene ikke er er så brutale, som de var i den episke 2015-udgave, hvor Luca Paolini kom alene til stregen. Finalen er helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med mere end 3 km til mål.

Vejret

Der findes næppe nogen klassiker, der er så følsom over for vejret, og et nøje studium af vejrudsigten er typisk en forudsætning for succes i den belgiske klassiker. Alle husker, hvordan 2015-udgaven af løbet blev afviklet under episke forhold, hvilket vidner om, hvor selektivt løbet kan være, hvis vejret er ”rigtigt”.

I år tyder det imidlertid ikke på det store drama. Vinden vil være begrænset, og den værste udfordring vil være kulden. Efter en våd morgen med byger vil det langsomt klare op, og med det vil temperaturen stiger fra 6 grader ved starten til 11 grader ved slutningen. Fra start vil der være en svag til let vind fra nord, der langsomt vil tiltage og mod slutningen blive let til jævn. Det giver sidevind på stykket ud til kysten og medvind frem mod stigningerne. I den kuperede zone vil der primært være sidevind. På stykket ind mod Wevelgem vil der først være sidemodvind og efter Ieper sidevind i de sidste knap 30 km, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Gent-Wevelgem er traditionelt et relativt vanskeligt løb at forudsige. Hvor man i E3 og Flandern Rundt ved, at det er de stærkeste, der overlever, er det store spørgsmål i søndagens klassiker derimod altid, om det bliver en spurt, eller om de stærkeste kan gøre så stor en forskel, at de kan holde feltet bag sig. Tidligere havde sprinterne overtaget, men i de senere år har balancen været tippet. For tre år siden skyldtes det det dårlige vejr, mens i de seneste to år skete på baggrund af passagen af Kemmelberg fra den vanskeligste side.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

I år er der to ting, der trækker i hver sin retning. På den ene side er den vanskelige Kemmelberg-passage med igen, og der er atter lagt de nye plugstreets ind, som vil bidrage til at skabe udskilning. På den anden side er vejret godt for sprinterne. Der vil ikke være meget vind, og der vil endda være modvind på det første stykke hjem mod Welvelgem

Det gør det relativt åbent, og meget vil afhænge af de taktiske overvejelser. Med de rolige forhold vil den første del af løbet ikke spille den store rolle, og vi skal formentlig frem til den kuperede zone, før der for alvor vil ske noget. På de første stigninger vil det handle om at undgå styrt og holde sig ude af problemer, ligesom vi helt sikkert vil se en del angreb fra flere af de mindre ryttere. Der vil helt sikkert også være styrt, positionskamp og enkelte splittelser på grusvejene. Vi så dog sidste år, at de ikke gjorde den store forskel, og den eneste reelle effekt var, at et styrt satte Alexander Kristoff ud af spillet.

Efter grusvejene vil der ske en regruppering og vi regner med en gentagelse af sidste års scenarium, hvor en stor gruppe vil ramme Kemmelberg samlet for sidste gang. Her vil det til gengæld helt sikkert gå løs, og vi vil se angreb fra de store navne. Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Gianni Moscon, Oliver Naesen, Matteo Trentin, Zdenek Stybar og Niki Terpstra vil formentlig være blandt de væsentligste animatorer, og derefter vil der som altid blive dannet en gruppe af de stærkeste.

Herefter er det åbent, hvad der vil ske. I 2016 var Sagan, Van Avermaet og Vanmarcke så stærke, at de kunne holde hjem trods en organiseret jagt fra et stort felt. Sidste år var gruppen større og langt mere disharmonisk, og det var først, da gruppen blev reduceret, at samarbejdet fungerede. I sidste ende var det kun med det yderste af neglene, at de bedste holdt hjem.

Alt vil afhænge af, hvor stor gruppen i front er, og hvem der er repræsenteret. Er gruppen lille som i 2016, er chancerne for samarbejde større, da specielt Van Avermaet, Naesen,, Moscon og Vanmarcke, to af de allerstærkeste i et sådant scenarium, vil være villige til at føre sammen med Sagan. Det er simpelthen deres eneste chance for et resultat. Er gruppen større, vil samarbejdet være dårligere, og det øger chancen for en spurt. Meget vil også afhænge af, hvem af sprinterne der overlever Kemmelberg.

Meget vil afhænge af, hvad Quick-Step vil. Er Stybar og Terpstra stærke nok til at gå med de bedste, og er Elia Viviani med bagude, vil de næppe få lov at slæbe Sagan med til stregen. Det kan stikke en kæp i hjulet for samarbejdet og vil øge chancen for en spurt.

Netop det forhold kan blive udslagsgivende. Begge virker meget formstærke og er med stor sandsynlighed gode nok til at sidde med de bedste efter Kemmelberg. Viviani klatrer samtidig så godt og har så stærkt et hold til at støtte sig, at Stybar og/eller Terpstra hurtigt vil blive bedt sidde på hjul. Det vil gøre det meget svært at samarbejde. Bagude vil Lotto, Trek, LottoNL (hvis Groenewegen stadig er i spil), FDJ, Bahrain og (det dog ret svage) UAE samt måske også Sunweb (hvis ikke Matthews kan sidde med de bedste) jagte, og det øger chancen for en spurt. Kommer stærke Daniel Oss og Jurgen Roelandts med i front, øges chancen for en udbrudssejr, og det kan gå begge veje. Vi tror dog mest på en spurt.

Det får os til at pege på Alexander Kristoff som vores favorit. Egentlig er det mærkeligt, at nordmanden endnu ikke har vundet dette løb, da det er en af de klassikere, der passer ham allerbedst. Distancen og hårdhedsgraden gør det udmarvende, og ruten er ikke sværere, end at Kristoff sagtens kan sidde med i et reduceret felt. Han er som bekendt kongen af spurter efter hårde løb, og havde en periode, hvor han altid vandt spurterne i de lange monumenter. Efter en lille downperiode genfandt han de ben sidste år, hvor han vandt feltets spurt i både Flandern og Sanremo. Ved VM var han mm fra at slå Peter Sagan, og i Sanremo blev han, selvom løbet havde været meget let, nr. 3 i feltets spurt. Det var ganske imponerende set i lyset af den sygdom, der næsten tvang ham ud af Paris-Nice og ødelagde hans forberedelser totalt.

Nu har han haft yderligere en uge til at komme sig og må være tæt på topformen. Det gør ham til en af de helt store favoritter i en powerspurt efter 250 km i halvkoldt vejr. Bliver det en spurt, kunne scenariet ikke passe Kristoff bedre. Det er klart, at han ved VM blev slået af Sagan, men denne gang vil Sagan formentlig have brændt en masse kræfter af i en lille gruppe i finalen. Det øger chancerne for Kristoff, der samtidig er en mester i at positionere sig og har en formstærk Ben Swift til at køre lead-out. Løbet er med andre ord så godt for Kristoff, at han er vores favorit.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det ville naturligvis være oplagt at pege på Peter Sagan som favorit, og slovakken har da også glimrende muligheder for at vinde for tredje gang. Hans bedste chance er, at en lille gruppe holder hjem som i 2016 og 2017, og her vil han næsten altid være den hurtigste på stregen. Det er klart, at han vil blive tvunget til at gøre en del arbejde, men i 2016 forhindrede det ham ikke i at slå Van Avermaet og Vanmarcke på stregen. Van Avermaet har tidligere slået ham i disse spurter efter hårde løb, men som regel i stigende opløb. I en flad finale er Sagan klart hurtigere end belgieren. Endnu bedte bliver det, hvis han har Oss hos sig til at lukke huller mod slutningen.

Skulle det blive samlet, vil Sagan stadig have en chance. Det er klart, at han formentlig vil have brugt flere kræfter end de andre sprintere, der vil køre mere defensivt, men Sagan har før kørt gode spurter, selv når han har været aktiv. Han er i de senere år blevet langt, langt hurtigere, specielt efter hårde løb, og viste så sent som på 6. etape i Tirreno, at han også i år har fremragende topfart, selv når han har brugt mange kræfter undervejs. Hans positioneringsevne er fabelagtig, og så sent som ved VM viste han, at han sagtens kan slå Kristoff efter et hårdt løb. Sagan kan derfor vinde på flere måder.

Dette er vel det brostensløb, der passer Arnaud Demare bedst. Den franske mester har allerede én gang været meget tæt på at vinde, og denne gang er han vel bedre stillet end tidligere. I hvert fald viste han storform, da han vandt den knaldhårde 1. etape i Paris-Nice, og han efterlod et ekstremt overbevisende indtryk i Sanremo, hvor han i spurten om 2. pladsen kun blev slået af Caleb Ewan. På en god dag kan Demare måske nu om dage faktisk køre med de bedste på Kemmelberg, og det vil naturligvis gøre ham livsfarlig, hvis en lille gruppe skal spurte om sejren. Bedst chance har han dog i en reduceret massespurt, hvor hans bedrifter i tidligere klassikere, herunder Sanremo i 2016 og 2018 og Roubaix i 2017, viser, at han er lynhurtig efter et hårdt løb. Hans problem er altid positiongen, og meget vil afhænge af, hvor meget af hans stærke tog der overlever. I et lille felt efter et hårdt løb er det dog langt nemmere at komme frem, specielt i en ikke-teknisk finale, og det giver Demare gode kort på hånden.

Egentlig var Fernando Gaviria tiltænkt kaptajnrollen for Quick-Step i dette løb, men efter hans skade er Elia Viviani hentet ind. Italieneren har haft en drømmestart på sæsonen med hele seks sejr, senest i 3 Dage ved Panne. Det er egentlig lidt paradoksalt, for han har i år ikke spurtet på helt samme niveau som tidligere. Det blev blandt andet tydeligt i Sanremo, hvor han trods et perfekt lead-out stod nærmest stille i spurten. Heller i Paris-Nice kunne han matche de allerhurtigste, og hans gode resultater skyldes i lige så høj grad hans hold som hans egne evner. Det vil også være hans store styrke denne gang, da han formentlig med Maximilano Richeze, Florian Senechal, Yves Lampaert samt Stybar og Trentin vil have det bedste lead-out. Hans holdbarhed kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved efter den flotte sejr i Plouay sidste år og præstationerne i Sanremo og Cadel Evans Great Ocean Road Race. Det store spørgsmål er, om han har den nødvendige fart efter 250 km. Det havde han ikke i Sanremo, og man kan desværre have en frygt for, at det gentager sig denne gang. På den anden side vil han formentlig være en af de mest friske sprintere til slut.

Matteo Trentin er som skabt til dette løb, der burde passe ham glimrende. Mens vi stadig mangler at finde ud af, om den stadig stærkere italiener har holdbarheden i de helt lange og svære løb, burde en rute som være passende for ham. Trods den forsinkede forberedelse pga. et brækket ribben har han hurtigt fundet benene, og han viste storform i Sanremo og specielt på sidste etape i Paris-Nice, hvor han virkelig imponerede. Har Trentin taget det næste skridt, som alt tyder på, vil han kunne sidde med de bedste på Kemmelberg, og da han tidligere har slået Sagan i massespurter i Schweiz Rundt og Tour de France, vil han være en af de klassikerspecialister, der vitterligt kan drømme om at besejre slovakken på stregen. Han vil også have en chance i en reduceret massespurt, men her er han næppe hurtig nok, hvorfor Mitchelton-Scott formentlig vil køre for Luka Mezgec.

Sonny Colbrelli deler mange karakteristika med Trentin, og derfor er dette et løb, der er skræddersyet til den hurtige italiener. Han mangler måske fortsat den sidste holdbarhed til at sidde med i de hårdeste af de flamske klassikere, men i et løb, hvor det handler om én eksplosiv kraftudladning på Kemmelberg, har han gode chancer for at køre med de bedste. Han har allerede i sidste års klassikere, hvor han første gang stiftede bekendtskab med det fulde brostensprogram, vist sit potentiale i disse løb, og det bekræftede han i åbningsweekenden. Han har derfor gode muligheder for at kunne være med i en lille gruppe, der skal spurte om sejren, og her vil han kunne slå hvem som helt på en god dag, også Sagan. Også i en massespurt vil han have en chance efter et hårdt løb som dette, men her vil han få svært ved at true de mere rene sprintertyper.

En rytter, der på mange måder minder om Trentin og Colbrelli, er Michael Matthews¸ der stadig er ved at lære brostensløbene at kende. Sidste år var dette løb det første af disse, hvor han faktisk var med fremme, og nu har han betydeligt mere erfaring. Det er klart, at den brækkede skulder i Omloop har sat ham betydeligt tilbage, men han så enormt stærk ud på Poggio i Milano-Sanremo, hvor han endda var en af de få, der angreb på stigningen. Som Trentin har han fortsat tvivl om, hvorvidt han kan matche de bedste i de hårde løb, men her har han en god chance for at sidde med i en lille gruppe over Kemmelberg. I Touren i 2016 besejrede han Sagan i en spurt, og det vil han tro på, at han kan gøre igen. Hans chancer i en massespurt er også til stede, men her kunne han meget vel tænkes at køre for Edward Theuns.

Løbets helt store joker er naturligvis Dylan Groenewegen. Der er ingen tvivl om, at han er den hurtigste af de potentielle vindere, og han viste i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, at han kan overleve stigningerne i De Flamske Ardenner. Han blev dog sat på Kwaremont i semiklassikeren, og dette løb er som bekendt langt, langt hårdere. Derfor er der en betydelig risiko for, at hollænderen ikke kommer med hjem, specielt fordi hans hold ikke er voldsomt stærkt, og fordi mange vil være interesserede i, at han ikke kommer tilbage. Lykkes det ham alligevel at udnytte en regruppering til at sidde med til slut, vil han utvivlsomt være den hurtigste - hvis han altså ikke er for træt efter 251 meget kuperede kilometer.

Greg Van Avermaet er den forsvarende vinder, men det kom faktisk lidt bag på ham, at han sejrede sidste år. Dette er nemlig den af de store flamske klassikere, der passer ham dårligst, og han havde derfor ikke ventet at sejre i Wevelgem. Derfor bliver det også svært for ham at gentage bedriften, ikke mindst fordi han ganske overraskende har været under niveau i de første løb i år. Der er dog fortsat mulighed for, at han kan nå at finde formen, og under alle omstændigheder bør han være god nok til at køre med de bedste på Kemmelberg. Problemet er, at risikoen for, at han til slut vil være oppe mod hurtigere folk er ganske stor, og det vil gøre det svært at vinde. Omvendt har Van Avermaet slået mange hurtigere folk efter et hårdt løb, og det kan naturligvis gøre igen.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Jasper Stuyven har manglet det sidste i de hårdeste klassikere, men dette løb burde være ganske glimrende for ham. Han har nemlig evnerne til at kunne sidde med de bedste på Kemmelberg, og i en spurt kan han i princippet true alle klassikerspecialisterne i dette løb. Formen virkede i Tirreno ganske fornuftig, og med Degenkolb sat lidt tilbage vil han kunne tage sin egen chance. Hans problem er, at han formentlig vil være oppe mod hurtigere folk til slut, men i teorien er han hurtigere end de mere rene klassikerspecialister som Vanmarcke og Van Avermaet.

Quick-Step har i Philippe Gilbert, Zdenek Stybar, Niki Terpstra og Yves Lampaert en fabelagtig kvartet, der alle er så gode, at de kan sidde med de bedste over Kemmelberg. Det store spørgsmål er så, om de vil destruere samarbejdet og derved arbejde for Viviani, eller om de vil få lov at udnytte en overtalssituation til at angribe på skift. Kun Gilbert har en reel chance for at begå sig i en spurt, og derfor passer løbet bestemt ikke ideelt til holdet, men netop deres overtal vil være deres styrke. Stikker de på skift i en lille gruppe, vil de ikke være nemme at styre, og de har derfor reelt alle en chance for at sejre.

Sep Vanmarcke synes at være brølstærk i år og har i Omloop og Tirreno virket stærkere end måske nogensinde tidligere. Som Van Avermaet er han dog ikke begejstret for denne rute, der på ingen måde passer ham ideelt. Han kan sagtens vise sig at være stærkeste mand på Kemmelberg, men derfra er der bare så forfærdelig langt til mål. Belgieren har brug for et knaldhårdt løb, men i en finale mod folk som Sagan og Van Avermaet får han det svært - bare se, hvordan det gik i 2016 eller i Omloop sidste år. På den anden side slog han Boonen i en spurt i Omloop i 2012, og han har generelt spurtet ganske lovende på det seneste. Det kan give ham en lille chance i et hårdt løb.

Danmarks bedste bud er Magnus Cort, der her har den klassiker, der passer ham allerbedst. Danskeren har i år klatret bedre end nogensinde og er tydeligvis i sit livs form. Desværre har det knebet lidt på brostenene, og Kemmelberg er formentlig for svær til, at han kan sidde med de allerbedste, specielt fordi hans positionering ikke har været god i år. I en spurt vil han imidlertid have en chance. Det er klart, at der er mange på papiret hurtigere folk, men Cort har før truet de allerbedste, senest i Dubai, og her har han faktisk et ganske stærkt hold til at køre sig frem i det, der vil være et ganske reduceret felt.

Hvor står John Degenkolb? Det er et af klassikersæsonens helt store spørgsmål, som vi formentlig er meget klogere på efter fredagens E3. Han har været syg med bronkitis og er helt sikkert ikke på toppen, men mindre kan også gøre det i et løb som dette. Her skal han ”bare” sidde med feltet hjem, og så vil han være farlig i en spurt. Ganske vist har han ikke spurtet optimalt i år, men han kan meget vel være en af de ryttere, der har det bedste tog til sidst, hvor han kan regne med Stuyven, Koen De Kort og Mads Pedersen. Degenkolb har altid været ekspert i at spurte efter et hårdt løb, og selvom han ikke er helt så hurtig som tidligere, kan et godt lead-out bringe ham langt.

I Paris-Nice og Milano-Sanremo syntes Jurgen Roelandts at være bedre end i mange år. I dette løb skal han ganske vist køre for Greg Van Avermaet, men der kan alligevel opstå en chance. I en spurt vil han nemlig formentlig være manden, der satses på, som det var tilfældet i Sanremo. Det er klart, at der er hurtigere folk, men Roelandts har før været på podiet i Sanremo og har derfor bedre muligheder efter et hårdt løb. I år har han endda spurtet bedre end længe, og derfor kan han overraske. Man kan heller ikke udelukke, at han kan sidde med over Kemmelberg, og i et sådant scenarium vil han også gave muligheder i en spurt.

Sunweb satser som udgangspunkt på Matthews, men det kan meget vel tænkes, at man giver Edward Theuns chancen i en spurt. Belgieren sad over i E3 for at være klar til dette løb, og han viste så sent som i Omloop, hvor hurtig han er efter et hårdt løb. Desværre har et styrt betydet, at hans form ikke har været på toppen, men han bør stadig kunne sidde med i et løb som dette. I BinckBank Tour slog han sidste år alle topsprinterne, og med et godt lead-out fra Matthews er det muligt igen.

Endelig vil vi pege på Sacha Modolo. Italieneren imponerede sidste år stort ved at køre i top 10 i Flandern Rundt, og han har et meget stort potentiale i disse løb. Desværre er han nok ikke god nok til at sidde med de bedste på Kemmelberg, der er en anelse for stejl for ham, og derfor vil han formentlig være henvist til en spurt. Her vil han være oppe mod hurtigere folk, og det gør det svært. På den anden side er han langt mere holdbar end mange andre sprintere, og det kan give ham et overtag til sidst.

BEMÆRK: Optakten her er skrevet INDEN fredagens E3. Der vil komme en opdateret vurdering stjernetildeling lørdag eftermiddag/aften på baggrund af reaktionerne fra dagens løb. Umiddelbart er der tale om et helt andet løb, og der er ikke direkte anledning til at ændre på stjernerne, men meget vil afhænge af de forklaringer, der kommer på Peter Sagans pauvre præstation fredag.

***** Alexander Kristoff

**** Peter Sagan, Arnaud Demare

*** Elia Viviani, Matteo Trentin, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Dylan Groenewegen

** Greg Van Avermaet, Jasper Stuyven, Philippe Gilbert, Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Sep Vanmarcke, Magnus Cort, John Degenkolb, Jurgen Roelandts, Edward Theuns, Sacha Modolo

* Bryan Coquard, Luka Mezgec, Danny Van Poppel, Kristoffer Halvorsen, Oliver Naesen, Wout Van Aert, Gianni Moscon, Alexey Lutsenko, Oscar Gatto, Edvald Boasson Hagen, Timothy Dupont, Jens Debusschere,  Jasper De Buyst, Christophe Laporte, Justin Jules, Florian Senechal, Daniel Oss, Heinrich Haussler, Luke Durbridge, Michael Valgren, Dylan Van Baarle, Tony Gallopin

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort. Han er næppe stærk nok til at gå med de bedste på Kemmelberg, men samles det til en spurt, burde han have gode chancer for et topresultat. Michael Valgren skal håbe på et hårdt løb, men Kemmelberg er nok lidt for eksplosiv til, at han kan sidde med fremme, ligesom den flade finale gør det vanskeligt for den ikke specielt spurtstærke dansker. Mads Pedersen skal arbejde for John Degenkolb og Jasper Stuyven, og Lars Bak  skal hjælpe Jens Debusschere og Jasper De Buyst.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Peter Sagans sejre fra 2016 og 2013, Luca Paolinis episke sejr fra 2015 samt John Degenkolbs sejr fra 2014.