Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge handler stort set kun om endagsløb, men én begivenhed har brudt trenden. 3 Dage ved Panne har benyttet mange af de samme veje, som findes i klassikerne og tilbudt den samme type cykelløb, men det har været den eneste begivenhed i serien, der har varet mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang holdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse har det altid været afholdt i ugen op til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det har tilbudt tre dage med kvalitetscykelløb, der har gjort det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Musseuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, men den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I de senere år har forholdene imidlertid ændret sig en anelse for 2.HC-løbet, der har været et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner har ofte gjort det til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen har kunnet tillade sig at smide måneders forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. I de senere år har mange foretrukket ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og derfor har løbets rolle ændret sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men på det seneste har de enten vret fraværende eller foretrukket ikke at tage risici. Det har dog ikke gjort løbet mindre underholdende, da det således i stedet har været et decideret mål for andre ryttere. Med to flade etaper har det altid tiltrukket et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet har set i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig har fået en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Alt dette vil imidlertid ændre sig fra og med 2018. Den magtfulde arrangørorganisation Flanders Classic, der står bag alle de store flamske klassikere med undtagelse af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og E3 Harelbeke har længe haft planer om at udvikle det mindre Dwars door Vlaanderen, der traditionelt har skudt Den Flamske Cykeluge i gang onsdagen efter Milano-Sanremo, til en rigtig klassiker, og man tog sidste år et stort skridt, da det blev en del af WorldTouren. Man måtte dog hurtigt indse, at det aldrig ville lykkes at tiltrække alle de store stjerner, der i disse tider har et tætpakket program med Milano-Sanremo om lørdagen, E3 den følgende fredag og Gent-Wevelgem bare to dage senere.

Derfor så de sig lune på den kalenderplacering, som 3 Dage ved Panne altid har haft for sig selv. Sidste efterår meldte man ud, at den nu var deres, og at det historiske etapeløb måtte finde et andet tidspunkt til deres begivenhed. Naturligvis affødte det en skarp reaktion fra den lille cykelklub i De Panne, der i mange år har været i stand til at afvikle et af sportens historiske etapeløb, men i kampen mod giganterne fra Flanders Classic var de chanceløse. UCI valgte lynhurtigt side, og derfor måtte De Panne-folkene give sig.

Løsningen blev totalt at forandre et af sportens klassiske løb, og det gør helt sikkert ondt på mange en cykelnostalgiker. Det var klart, at det ville være helt umuligt at fastholde tredagesformatet på den nye placering, der var overtaget efter Dwars door Vlaanderen, idet det ville betyde, at løbet startede bare tre dage efter Milano-Sanremo og sluttede dagen inden E3. Derfor havde arrangørerne intet andet valg end at reducere deres begivenhed til et endagsløb. Samtidig har man lavet en aftale med byen Brugge om at stå for starten, og derfor er løbet omdøbt til Driedaagse Brugge-De Panne, selvom det altså nu afvikles over bare én dag.

Med et nyt format har arrangørerne også skullet finde en ny identitet. Tidligere har man haft to relativt flade sprinteretaper med mål i området omkring De Panne, en enkeltstart i byen samt en kuperet etape i hjertet af De Flamske Ardenner. Da løbet naturligvis skal slutte i sin hjemby, der ved kysten ligger langt fra stigningerne i en helt flad del af Belgien, er det klart, at man ikke har kunnet sammensætte en typisk flamsk klassiker med en sværhedsgrad som E3 og Flandern Rundt eller som kongeetapen i det gamle etapeløb.

Resultatet er blevet en rute, der fra starten i Brugge fører feltet ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger, inden et langt fladt stykke leder ud til kysten, hvor løbet afsluttes med omgange på en flad rundstrækning i De Panne, og således er der tale om en næsten tro kopi af 2. etape i etapeløbet. Dermed synes der at være lagt op til, at sporten har fået et nyt sprinterløb, og den løsning synes ikke at være helt dum. Som sagt kæmpede Dwars door Vlaanderen med at tiltrække de store klassikerstjerner, og det vil naturligvis heller ikke kunne lade sig gøre for det nye løb. De knap så hårdføre sprintere, der altid har elsket løbet i De Panne, burde imidlertid kunne finde plads i kalenderen i en tid, hvor de kun kan gøre sig gældende i Scheldeprijs og måske i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Håber er derfor, at løbet kan fortsætte med at tiltrække et af de bedste sprinterfelter i hele foråret.

Ambitionerne er store. Arrangørerne har ikke lagt skjul på, at de drømmer om at få løbet på WorldTouren, og de har delvist taget et første skridt. Man har nemlig i forbindelse med omstruktureringen skabt et kvindeløb, der afvikles om torsdagen, dagen efter herrernes løb. Det har allerede med det samme fået plads på kvindernes WorldTour, og arrangørernes håb er, at herrernes version kan følge trop, og at den tabte magtkamp derfor alligevel kan få et lykkeligt udkomme.

Som ventet kommer det relativt lette løb for tæt på de store klassikere til, at man har kunnet tiltrække de store klassikerspecialister. Til gengæld havde man utvivlsomt håbet på at kunne fortsætte den stolte sprintertradition, men det er ikke lykkedes. Marcel Kittel valgte i sidste ende sin Sanremo-debut frem for dette løb, og derfor er Elia Viviani og Bryan Coquard de eneste etablerede topsprintere, der er til start. Blandt klassikerspecialisterne er det kun Wout Van Aert, der lidt overraskende kører her og ikke i E3, mens resten af feltet primært udgøres af ryttere lidt længere nede i hierarkiet, der øjner en chance for et stort resultat.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Sidste år blev Philippe Gilbert den sidste vinder af etapeløbet, da han med en knusende solosejr på kongeetapen varslede den senere triumf i Flandern Rundt. Selvom han ikke kunne matche specialisterne på enkeltstarten vandt han med 38 sekunder ned til Matthias Brändle og 43 sekunder ned til Alexander Kristoff, der som altid var blandt de stærkeste i det belgiske løb. Den nye rute passer ikke til Gilbert, der derfor ikke forsvarer titlen, og heller Brändle og Kristoff, der stadig kommer sig efter Milano-Sanremo, er med denne gang.

Ruten

Som sagt har arrangørerne skullet finde en ny identitet til deres løb, og løsningen er altså blevet at designe et sprinterløb, som er en næsten tro kopi af den klassiske 2. etape i det gamle etapeløb. Det betyder, at en flad indledning leder ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger nær den fransk-belgiske grænse, hvor man skal op over Monteberg, den frygtede Kemmelberg, Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg, inden man kører ud til kysten og afslutningen i De Panne. Her venter en flad rundstrækning som finale på et løb, der kan ventes at forløbe præcis som 2. etape i etapeløbet: enten ender det hele i en massespurt, eller også vild vinden være så stærk, at den sammen med bakkerne kan skabe udskilning undervejs.

I alt er der 202,4 km på programmet, og de fører som omtalt ovenfor fra den nye start i Brugge til løbets hjemby De Panne. Fra starten bevæger man sig mod sydvest gennem helt fladt terræn. Undervejs passerer man gennem Ichtegem, hvor der efter 24,6 km er en indlagt spurt. Langsomt ændrer man retning og kører stik syd ned mod grænsen til Frankrig, hvor de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger er lokaliseret.

Løbet ændrer karakter, når man efter 79,8 km når frem til byen Kemmel. Her drejer man mod nordvest for at køre op over de to mest berømte stigninger fra Gent-Wevelgem, Monteberg og den brostensbelagte Kemmelberg, der har top med hhv. 117,2 og 116,3 km igen. Kort efter følger de lettere Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg kort efter hinanden med hhv. 108,6 km, 106,9 km og 103,0 km igen.

Efter de fem stigninger bliver det igen helt fladt, når man fortsætter videre mod nordvest langs grænsen til Frankrig. I Poperinge er der en anden spurt efter 117,4 km, hvorefter man fortsætter videre i en nordlig retning, mens man fortsætter med at følge grænsen i det helt flade terræn.

Efter 141 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 10 km senere krydser man stregen i De Panne for første gang i forbindelse med dagens tredje indlagte spurt. Derefter afsluttes løbet med to omgange på den helt flade 25,7 km lange rundstrækning, der er ganske enkel. Den fører først mod nordøst langs kystvejen til byen Koksijde, hvorefter man kører ind i landet mod sydøst til byen Veurne. Herefter går det mod vest og til slut igen mod nord op til målet ved kysten i De Panne. Man benytter dog ikke den velkendte og ekstremt tekniske og farlige finale, der altid har været brugt som afslutning på De Panne-etapen i etapeløbet. I stedet venter en lettere afslutning, hvor der er skarpe sving med 3100 og 1900 m igen, inden et blødt højresving leder ind på den 600 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Vejret

Som sagt minder løbet meget om 2. etape af det gamle etapeløb, og her viser historien klart, at det kun er stærk vind, der kan forhindre en massespurt. Den bliver der imidlertid ikke meget af på en flot onsdag, der efter en relativt skyet formiddag vil byde på en del sol mod slutningen af løbet. Med en temperatur på bare 7 grader vil det være endnu en kold dag, men der vil blot være en let til jævn vind fra nordvest. Det giver sidevind på turen ud til stigningerne og derefter sidemodvind på strækningen ud mod kysten. På rundstrækningen vil der primært være sidemedvind i første halvdel og sidemodvind i anden halvdel, herunder på den sidste kilometer.

Favoritterne

Et nyt løb betyder naturligvis altid usikkerhed om, hvad man skal forvente, men der er nu ikke meget hokus pokus over det nye 3 Dage ved Panne. Som sagt er den nye rute næsten en kopi af den, der tidligere er blevet benyttet til 2. etape. Eneste væsentlige ændring er, at stigningerne denne gang faktisk kommer en anelse længere fra mål end tidligere. Ligeledes er der tale om en rute, der i alt væsentligt er en ”omvendt” udgave af fredagens sprinterløb Handzame Classic, hvor forskellen er, at man denne gang slutter og ikke starter ved kysten.

Man skal naturligvis passe på med at sammenligne et endagsløb med en etape i et etapeløb, da sidstnævnte ofte køres med en anden og mere defensiv dynamik. Alligevel kan vi bruge den gamle etape i etapeløbet som et ganske fint pejlemærke for, hvad vi skal forvente onsdag. Historien viser klart at kun vinden kan forhindre en massespurt, og at stigningerne kun kan bruges til at gøre varige forskelle, hvis de ledsages af stærk sidevind. Der er så langt fra toppen af Kemmelberg til mål, at det kræver enorm determination at fastholde det begrænsede forspring, som den relativt lille stigning kan give.

I år ansporer vejret på ingen måde til aggressiv kørsel. Vinden vil ikke være kraftig nok til, at der kan skabes splittelse på det indledende sidevindsstykke, og til slut vil der være sidemodvind ud mod kysten. Det vil gøre det helt umuligt på nogen måde at skabe den store udskilning. Selvfølgelig vil Wout Van Aert teste benene på Kemmelberg - hvorfor skulle han ellers være til start? - ligesom også Lottos klassikerspecialister og Luke Durbridge kan have en interesse i at gøre løbet hårdt, men der vil næppe komme det store ud af anstrengelserne. Quick-Step, der ellers ofte er animatorer, er her med et helt dedikeret sprinterhold og dagens store favorit, og de vil derfor formentlig lægge løbet i et jerngreb. Med det store antal hurtige afsluttere også på de mindre hold vil der altid være en interesse i at jagte, og alt peger derfor på, at der vil ske samling igen kort efter. Herefter vil Quick-Step formentlig kontrollere løbet, der med 99% sikkerhed vil blive afgjort i en massespurt i De Panne. Her venter en ret let finale uden de store tekniske udfordringer, hvor den lange opløbsstrækning vil være perfekt til de rigtige powersprintere.

Derfor er der ikke tvivl om, at Elia Viviani er tårnhøj favorit. Italieneren har haft en drømmestart på sæsonen og topper med fem sejre vinderlisten sammen med Alejandro Valverde og Dylan Groenewegen. Italieneren har virkelig draget fordel af at være kommet til et hold, der har kunnet aflevere ham perfekt, og selvom han faktisk ikke helt har haft samme topfart som tidligere - den øgede holdbarhed har haft en klar pris - har han stadig været i stand til at sejre i løb, hvor sprinterfeltet har været nærmest skræmmende stærkt. Der har været enkelte udfald, men hans stærke tog har betydet, at Viviani stort set altid har været at finde i top 5.

I dette løb er Viviani på papiret feltets hurtigste mand, men det er ikke den afgørende faktor. Det er i stedet det forhold, at Quick-Step kommer med et skræmmende tog, der med stor sikkerhed vil dominere finalen totalt. Remi Cavagna vil kontrollere løbet, inden Viviani i finalen kan regne med støtte fra hurtige Davide Martinelli og Florian Senechal, sprintertalentet Fabio Jakobsen samt to af verdens allerbedste lead-out men. Det er så rystende stærkt et tog, at de vil være totalt i særklasse, og Viviani kan regne med atter at blive afleveret helt perfekt af Sabatini. I dette felt er det svært at se, hvem der skal gå forbi ham, og derfor er Viviani storfavorit.

Løbets anden etablerede topsprinter er Bryan Coquard. Franskmanden har haft en svær tid, hvor hn slet ikke har været ved fordums styrke, men da han i Oman vandt en helt ren massespurt foran navne som Mark Cavendish, Giacomo Nizzolo og Alexander Kristoff viste han, at han stadig er lynhurtig på stregen. Siden da han har haft det lidt svært i de hårde belgiske endagsløb, han har kørt, men det skyldes primært en hård træningsperiode, der endda fik ham til at bede holdet ikke køre for ham sidste onsdag i Nokere. Nu har han haft mere tid til at komme sig, og da vi nærmer hans store mål i klassikerne, specielt Amstel Gold Race, må han ventes at være i ganske god form.

Coquards store fordel er, at hans Vital Concept-tog har fungeret fremragende fra sæsonstart. Kæden med Bert De Backer, Jonas Van Genechten, Kris Boeckmans og Lorrenzo Manzin har domineret de fleste af de finaler, de har kørt sammen, og selvom Coquard ikke altid har kunnet gøre det færdigt, lykkedes det altså på den store scene i Oman. Et let sprinterløb som dette er ikke ideelt for den lille franskmand, men i dette felt og med så stærkt et tog burde han trods sine positioneringsvanskeligheder være helt fremme.

Bora stiller ligeledes med det meste af deres sprinterhold, dog uden de to topsprintere Peter Sagan og Sam Bennett samt lead-out-stjernen Rudiger Selig. Alligevel har man masser af muskelkraft til at aflevere holdets stortalent Pascal Ackermann, som de gjorde det i fredagens Handzame Classic. Her var timingen ikke helt i top, da den unge tysker måtte starte for tidligt og derfor blot blev nr. 3, men holdet viste, at de har den kollektive styrke til at være med fremme. Denne gang mangler de Selig voldsomt, men holdet er med Erik Baska, Michal Kolar og Michael Schwarzmann stadig meget stærkt. Ackermann kørte nogle imponerende spurter i Abu Dhabi, hvor han to gange blev nr. 3 i et klassefelt, og selvom det ikke helt fungerede i fredags, har han vist, at han har farten og evnerne til at blande sig helt fremme.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Det er imidlertid ikke helt sikkert, at holdet kører for Ackermann. Et rent sprinterløb som dette er nemlig helt perfekt for Matteo Pelucchi. I fredags arbejdede han som udgangspunkt for sin holdkammerat, men endte med alligevel med at køre en fabelagtig spurt, hvor han med stor power endte på en fjerdeplads trods en håbløs udgangsposition. Den præstation kan anspore holdet til at give italieneren chancen. I gamle dage var han en af verdens bedste i disse helt rene sprinterløb, og selvom han ikke længere har samme topfart, viste han i fredags, at den måske er på vej tilbage. Det kan gøre ham farlig i dette løb.

Mitchelton-Scott stiller med et ganske lille mandskab på bare fem mand, men de har en imponerende mængde af muskelkraft til rådighed. Luke Durbridge, Michael Hepburn, Alexander Edmondson og ikke mindst Roger Kluge, der var dybt imponerende i positionskampen frem mod stigninger i Sanremo, udgør et fremragende tog for Luka Mezgec, der efter et par år i baggrunden i det seneste halve års tid med rjævne mellemrum har blandet sig i spurterne. Hans speciale er hårde, udmarvende løb, og derfor er dette løb umiddelbart for let for ham, ligesom der er usikkerhed om formen, efter at list sygdom tvang ham til at skippe Sanremo. Dette klassiske sprinterløb er således ikke ideelt, men Mezgec har så godt et tog og er så god i positionskampen, at der bør være garanti for et topresultat.

Timothy Dupont havde et rædselsfuldt 2017, der gav en frygt for, at hans tid var ovre. Heldigvis har han efter skiftet til Wanty fundet tilbage på sporet og allerede opnået hele tre top 6-placeringer, blandt andet to i det meget skrappe selskab i Algarve. Desværre punkterede han i finalen i Nokere, ligesom han blev lukket inde i Handzame, hvormed han mistede et par stor chancer, men det har kun gjort ham opsat til dette løb.  Han har traditionelt været god til at positionere sig, og Wanty kommer med et ganske stærkt hold til at køre ham frem, ikke mindst med Tom Devriendt, Boris Vallee og Pieter Vanspeybrouck. Han mangler stadig at vise, at han er helt lige så hurtig som i 2016, men det kan han jo passende gøre ved at vinde udfordre Viviani her og dermed få revanche efter de seneste skuffelser.

Lotto Soudal satser på Jens Debusschere , men den tidligere belgiske mester er desværre ikke nær så hurtig som tidligere. Det er efterhånden sjældent, at han blander sig helt fremme i massespurterne, hvor det specielt synes at knibe med positioneringen. I dette løb har han dog et meget stærkt tog med Nikolas Maes, Jens Keukeleire og Moreno Hofland til sin rådighed, og de bør i teorien været et af de stærkeste hold. Efter en lidt rusten sæsonstart viste Debusschere også i Sanremo, hvor han sad hos kaptajn Greipel henover Poggio, inden tyskeren styrtede, at han tilsyneladende har timet formen. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men et godt lead-out kan bringe ham langt.

Sidste år kæmpede Adam Blythe en del med sin positionering, og det blev derfor ikke til de bedste resultater. I år synes han imidlertid at være endnu stærkere, efter at han i både Oman og Dubai spurtede bedre end tidligere. Specielt gjorde han det meget bedre end tidligere i positionskampen, og det er vigtigt i et løb som dette. Desværre blev han efterfølgende syg, og selvom han ikke gjorde det dårligt i Ronde van Drenthe og Nokere Koerse, indrømmede han, at han ikke havde været på toppen. I fredags fik han med en 5. plads i Handzame lidt selvtillid, og dette lette sprinterløb burde passe ham. Han har i Andrew Fenn og ikke mindst Shane Archbold et stærkt tog, der burde kunne give ham en god position. Spurter han, som han gjorde i Arabien, kan han sagtens køre med om sejren.

Hugo Hofstetter fremstår på dette tidlige tidspunkt af året som en af sæsonens positive overraskelser. Franskmanden har udfyldt det tomrum, som er blevet skabt af en skidt kørende Nacer Bouhanni, og har allerede utallige topplaceringer. Efter imponerende spurter i både Valencia og Algarve, hvor han fik en 3. plads bag Groenewegen og Demare, blev han i onsdags nr. 3 i Nokere. I søndags viste han sin holdbarhed ved at vinde spurten om 2. pladsen bag Kenny Dehaes i det knaldhårde sidevindsløb i Denain. Formen er derfor helt i top, og han har specielt udmærket sig ved en fantastisk positioneringsevne, der har gjort ham meget stabil i spurterne, og han har et ganske stærkt hold med Bert Van Lerberghe, Kenneth Vanbilsen, Geoffrey Soupe og Michael van Staeyen. Han mangler topfarten til at vinde, men endnu et podium er inden for rækkevidde.

Det har været en skidt start hos Veranclassic for Kenny Dehaes, indtil han i søndags overraskende vandt GP de Denain. Belgieren har bestemt ikke vist storform, og det kom derfor ud af det blå, at han kunne vinde et knaldhårdt sidevindsløb efter aggressiv kørsel. Det viser, at han endelig har fundet formen, og når det er tilfældet, plejer han at være blandt de hurtigste i disse løb. Desværre har de seneste spurter også vist, at han fortsat kæmper med positioneringen på et hold, der er ude af stand til at støtte ham meget, og det kan formentlig blive dyrt. Formen er der, og har han samme fart som tidligere, kan han alligevel komme langt, hvis han har lidt held i positionskampen.

Roompot stiller med begge deres sprintere Wouter Wippert og Coen Vermeltfoort, der er helt forskellige. Wippert er hurtig, men hans håbløse positionering betyder, at han endnu ikke har opnået et eneste resultat for sit nye hold. Vermeltfoort har slet ikke samme fart i disse rene spurter, men er til gengæld i kraft af sin positionering utroligt stabil. Normalt vil Wippert være førstemanden i et let løb som dette, men efter de seneste resultater kan man sagtens bytte rundt på rollerne. Wippert er bedste bud på det helt store resultat, mens Vermeltfoort er en større garanti, hvis man satser på en mere beskeden top 10-placering.

Eduard Grosu har tidligere haft det svært i løb på dette niveau, men i år synes han at have forbedret ikke mindst sine positioneringsevner. Han blev nr. 2 i en spurt i Provence og kom i top 10 i begge massespurter i Tirreno. Det vidner om ganske god fart og forbedrede evner i finalerne, og han bliver derfor spændende at følge i dette løb. Desværre er Nippo denne gang til start med et ungt, svagt hold, og den manglende støtte kan koste for Grosu, der ikke selv er den mest robuste type.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Endelig vil vi pege på Pawel Franczak og Jasper Philipsen . Franczak er ny på dette niveau, men har i Polen Rundt vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Han har ikke haft den bedste start for CCC, men har dog vist sig frem i enkelte spurter. Han har potentialet til en top 10-placering. Philipsen er et af Belgiens helt store klassikertalenter, der senest imponerede ved at køre med i Van Aert-gruppen på brostenene i Nokere, og samtidig er en ganske hurtig sprinter. Han punkterede i Handzame, hvor vi ikke fik set hans evner i en stor massespurt som denne, men det vil forhåbentlig blive muligt denne gang. Holdet har også Michael Rice, der normalt er deres mand til disse sprinterløb, men han har været syg og er  næppe op toppen.

Også Roy Jans, Amaury Capiot, Baptiste Planckaert, Travis McCabe, Christophe Noppe, Frantisek Sisr, Michael Goolaerts, Roman Maikin, Sergey Shilov, Guillaume Boivin, August Jensen og Jelle Mannaerts kan tænkes at blande sig, men de vinder næppe.

***** Elia Viviani

**** Bryan Coquard, Pascal Ackermann

*** Matteo Pelucchi, Luka Mezgec, Timothy Dupont, Jens Debusschere, Adam Blythe

** Hugo Hofstetter, Kenny Dehaes, Wouter Wippert, Coen Vermeltfoort, Eduard Grosu, Pawel Franczak, Jasper Philipsen

* Roy Jans, Amaury Capiot, Baptiste Planckaert, Travis McCabe, Christophe Noppe, Michael Goolaerts, Roman Maikin, Sergey Shilov, Guillaume Boivin, August Jensen. Jelle Mannaerts

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.