Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Belgien er kendt som det store klassikerland med ikke færre end to af cykelsportens fem monumenter hjemmehørende i den lille nation. Som ethvert andet vigtigt cykelland har man imidlertid naturligvis også sit eget nationale etapeløb. Det kommer måske endda som en overraskelse for mange, at Belgium Tour er verdens næstældste etapeløb, kun overgået af Tour de France. Mens Touren, Giro d’Italia og Volta a Catalunya - de tre øvrige af sportens fire ældste etapeløb - alle spiller en fremtrædende rolle på WorldTouren, får den nationale rundtur i Belgien imidlertid meget mindre opmærksomhed.

Det er nu ikke, fordi der mangler interesse for etapeløb - Eddy Merckx er trods alt den mest succesrige etapeløbsrytter nogensinde, og man er konstant på udkig efter landets næste grand tour-stjerne - men endagsløb har altid været det, der for alvor inspirerede drømmene hos de unge belgiske ryttere. Derfor har Belgium Tour også haft det svært og endda kæmpet hårdt for sin overlevelse. Det blev afviklet hvert år mellem 1908 og 1981 - naturligvis med undtagelse af krigsårene - men mellem 1982 og 1990 blev det aflyst flere gange. Fra 1991 til 2001 forsvandt det endda helt fra kalenderen, inden det blev genskabt forud for 2002-søsonen. Siden da har det igen fundet sin egen vigtige plads, og det kæmper ikke længere for at holde sig oven vande.

Læs også

Valverde vinder igen

Med indførelsen af ProTouren i 2005 var der planer om at skabe et Tour of Benelux ved at fusionere de nationale etapeløb i Holland, Belgien og Luxembourg. Ideen førte til skabelsen af Eneco Tour, men i sidste ende var det kun Holland Rundt, der tilsluttede sig projektet. Det løb er nu det største belgiske etapeløb i Belgien, idet det afvikles i både Belgien og Holland, mens Belgium Tour foretrak at fortsætte som selvstændigt løb. Bortset fra længden og det forhold, at Eneco Tour er et hollandsk-belgisk løb, er de to begivenheder imidlertid meget identiske.

Løbet afvikles altid i den sidste uge af Giro d’Italia, og derfor er det svært at tiltrække megen opmærksomhed uden for landets grænser. Det spiller imidlertid en vigtig rolle for mange klassikerryttere, og ryttere, der har øjnene rettet mod Toure de France. Det kommer på et tidspunkt, hvor mange af disse ryttere har haft en lille løbspause, og således er det en god chance for at få løbsfart i benene på fem hårde etaper. For de mindre belgiske hold er det et af sæsonens højdepunkter, specielt for de kontinentale hold, der ikke har adgang til WorldTour-klassikerne.

Belgium Tour er en slags sammensmeltning af klassikerne. Det byder som regel på en helt afgørende enkeltstart, to potentielt vindblæste sprinteretaper, en lille brostensklassiker og en kuperet etape i Ardennerne. Dermed er det en fascinerende udstilling af det bedste, de store endagsløb kan byde på, og derfor fortjener løbet egentlig mere opmærksomhed, end det får. Som et 2.HC-løb på kalenderen har det masser af anerkendelse fra UCI, og det tilbyder vigtige point for de hold, der er til start.

I 2015 indførte arrangørerne den helt nye ide om Den Gyldne Kilometer. Den består af tre separate spurter, der kommer inden for 1-2 km, og hver tilbyder 3, 2 og 1 bonussekunder. Klassementsrytterne tog godt imod ideen ved faktisk at gå efter denne tidsbonus, og Eneco Tour-arrangørerne var så begejstrede, at de også adopterede konceptet. Den Gyldne Kilometer synes at være kommet for at blive og er i år på programmet for tredje gang i træk.

Trods den lange historie er den mest succesfulde rytter stadig aktiv. Tony Martin er den eneste rytter, der har vundet tre gange, da han vandt hvert år mellem 2012 og 2014. Sidste år måtte han imidlertid se sig slået af Dries Devenyns, der vandt brostensetapen og kørte sig i førertrøjen, og da kongeetapen blev aflyst som følge af det tragiske styrt, der nær havde kostet Stig Broeckx livet, kunne han uden problemer sikre sig titlen foran holdkammeraten Reto Hollenstein og Stijn Vandenbergh. Devenyns kører i øjeblikket Giro d’Italia og forsvarer derfor ikke titlen, og Vandenbergh vender efter sit slemme styrt i De Panne heller ikke tilbage. Hollenstein er til gengæld tilbage, men denne gang nok som hjælperytter for Martin.

Ruten

Som sagt kan man anse Belgium Tour som en slags sammensmeltning af en stribe klassikere samt en altid meget afgørende enkeltstart. Som regel byder løbet på to sprinteretaper, hvor vinden kan komme i spil, en etape med et par brostensstigninger kendt fra de flamske klassikere samt en kongeetape i Ardennerne. Derfor er løbet ofte blevet afgjort af en kombination af bonussekunder, enkeltstarten samt kongeetapen, mens de tre fladere etaper sjældent har spillet en stor rolle.

Nøgleetapen har som regel været enkeltstarten, de typisk har haft en længde på 10-20 km. I nogle år har man imidlertid i stedet haft en kortere prolog, hvilket har gjort det vanskeligere for enkeltstartsspecialister at vinde. Derudover har Ardenneretapen varieret betydeligt i sværhedsgrad, og der har været stillet ganske forskellige krav til rytternes klatreevner.

Efter to år med en prolog er man i år vendt tilbage til en længere enkeltstart, der med sine 13,4 km i fladt terræn giver tempomaskinerne mulighed for at gøre en forskel på fredagens tredje etape. Samtidig har man imidlertid skruet op for sværhedsgraden af lørdagens kongeetape, der har en finale, som stort set er identisk med finalen af 2016-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Derudover bydes der på en indledende og en afsluttende sprinteretape, hvor kun vinden ventes at kunne gøre en forskel. Årets brostensetape kommer på andendagen, hvor passager af Kemmelberg og Monteberg giver mindelser om Gent-Wevelgem, men udfordringerne kommer så langt fra mål, at også det ligner en dag for sprinterne.

1. etape

Belgium Tour er ofte blevet indledt med en prolog, men første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. I år har man skippet den indledende enkeltstart til fordel for en længere tidskørsel på 3. etape, og det betyder, at de hurtige folk igen kan slås om den første førertrøje. Det sker, når feltet på førstedagen vender tilbage til den klassiske stigende opløbsstrækning i Knokke-Heist, der er blevet et helt fast element i løbet, og som siden 2002 kun er blevet skippet to gange i 2007 og 2008.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

I alt skal der på onsdagens etape tilbagelægges 178,8 km mellem Lochristi og Knokke-Heist, og de er stort set helt flade. Indledningsvis tilbagelægger man en flad 28,8 km lang rundstrækning omkring startbyen, hvor man dyster om point i den første Primus Checkpoint-spurt efter 22,4 km. Herfra kører man mod nordvest, seere sydvest og til slut igen nordvest gennem fladt terræn ud mod kysten. Der er er nogle ganske små bakker midtvejs, men intet der bør kunne volde problemer. Tillige venter der efter ca. 100 km to små brostensstykker, og efter 127 km køres den anden Primus-spurt.

Efter 142,6 km rammer den flade 23,6 km lange rundstrækning, og 8 km senere kommer den sidste Primus-spurt. Efter 155,2 krydser man målstregen, og etapen afsluttes nu med en omgang på den hovedsageligt flade rundstrækning, der er placeret syd for målbyen Knokke-Heist og ikke byder på tekniske udfordringer. Den gyldne kilometer kommer med 18,1 km igen og herfra fortsætters ud til mål, hvor en teknisk finale venter. Med 3 km igen er der et U-sving, hvorefter en lige vej leder frem til to sving, der kommer kort efter hinanden med 600 m igen. Den sidste km stiger med 1-2%.

Finalen i Knokke-Heist er kendt af enhver, der tidligere har kørt Belgium Tour, og det ender altid i en massespurt. Vinden er en potentiel fare i kystregionen, men har traditionelt aldrig spillet en rolle. Med mindre det er meget blæsende, vil det blive en dag for de store sprintere, der dog skal time det rigtigt på den stigende opløbsstrækning, der ikke er helt nem. Samtidig er lead-outs vigtige i den tekniske finale.

Sidste år vandt Edward Theuns spurten foran Dan McLay og Kenny Dehaes. De tidligere vindere i Knokke-Heist er Tom Boonen (2015, 2014, 2006, 2005, 2004), André Greipel (2013, 2012, 2011), Kenny Van Hummel (2010), Borut Bozic (2009) og Jan Svorada (2002). Kun i 2003 lykkedes det Jans Koerts at snyde sprinterne. I 2007 var man vært for en etape i Eneco Tour, hvor Mark Cavendish vandt, og i 2008 lagde man asfalt til unge Jurgen Roelandts’ overraskende sejr ved de belgiske mesterskaber.

2. etape

Belgium Tour er en sammensmeltning af klassikere, og derfor er der som regel en etape, der sender feltet over nogle af de stigninger, der er kendt fra brostensklassikerne. Det er også tilfældet i år, hvor man på torsdagens anden etape skal køre et lille Gent-Wevelgem på en rute, der byder på de ikoniske stigninger Monteberg og Kemmelberg. Modsat tidligere brostensetaper i det belgiske løb kommer udfordringerne dog så tidligt, at sprinterne kan gøre sig håb om at få endnu en chance.

Med sine 199 km er 2. etape, der fører feltet fra kystbyen Knokke-Heist til Moorslede, en relativt lang sag, der inedledes med en lang rejse mod syd forbi storbyen Brugge gennem helt fladt terræn. Kun den første Primus-spurt, der kommer efter 91,2 km bryder kortvarigt monotonien, efter at man er drejet mod vest for at nærme sig Moorslede. Bare 6,2 km senere krydser man stregen for første gang, hvorefter man kører en omgang på en flad 18,9 km lang rundstrækning syd for byen. Den sender feltet forbi Primus-spurten for anden gang, hvor der er point på spil efter 110,1 km.

Efter 116,3 krydses målstregen for anden gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på en langt sværere 82,7 km lang rundstrækning i det for cykelfans kendte område vest for målbyen. I alt væsentligt er terrænet fladt, men med 45,6 km igen venter Schomminkelberg (2000 m, 4,4%, max. 16%), den første af tre stigninger. Monteberg (900 m, 6,2%, max. 13%) kommer med 41,1 km til måk, inden navnkunige Kemmelberg (500 m, 11,6%, max. 22%) skal passeres 38,6 km fra stregen. Herefter bliver det igen fladt på turen mod øst tilbage til Moorslede, hvor den gyldne kilometer kommer med 16,0 km igen. Til sidst gælder det den tredje Primus-spurt på samme sted som tidligere bare 6,3 km fra stregen. Til lut venter en helt ukompliceret finale, hvor sidste sving med 2900 m til mål leder ind på en lang, lige vej. Den sidste kilometer stiger imidlertid med 2-3%.

Kemmelberg er en modbydelig stigning, der kan gøre stor skade, men som det er tilfældet i 3 Dage Ved Panne, hvor man altid har en lignende etape, vil det være en overraskelse, hvis den gør nogen stor forskel. Resten af løbet er for nemt, og stigningerne kommer for langt fra mål, og derfor er det sandsynligvis kun vinden, der kan forhindre, at de stærke sprintere igen skal dyste om sejren i endnu en hård finale, hvor det stigende opløb vil kunne mærkes.

Moorslede har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det skete da Jens Debusschere i 2013 slog Nikolas Maes og Kenneth Vanbilsen i en massespurt i Tour de l’Eurometropole.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

3. etape

Belgium Tour byder altid på en enkeltstart, der helt uundgåeligt spiller en afgørende rolle i det samlede klassement. I nogle udgaver er der tale om en prolog, men oftest har der været tale om en ”rigtig” enkeltstart på ca. 15 km i fladt terræn. Efter sidste års korte, tekniske prolog favoriseres temporytterne i år, idet de får en længere distance at gøre godt med, når feltet på tredjedagen kastes ud it det første klassementsslag i årets tidskørsel.

For andet år i træk er enkeltstart henlagt til byen Beveren, der ligger i en helt flad del af landet, og den foregår på en 13,4 km rute i området syd for byen. Etapen byder ikke på megen hokus pokus, idet man undervejs befinder sig mellem 8 og 18 m over havets overflade, hvormed der ikke er mange højdeforskelle. Fra starten kører man via en lille nedkørsel mod syd ud af byen, inden man kører mod vest og siden syd gennem byen Haasdonk frem til etapens sydligste punkt. Denne del er svagt stigende. Herfra kører man mod nordøst via en nedkørsel og en lille bakke frem til et skarpt venstresving, der fører frem til en lang, lige, let faldende vej, der leder tilbage mod Beveren. Her kører man tilbage til start-mål-området via samme vej, som man brugte på vejen ud, og derfor stiger det let. Der er tre sving i finalen, men ellers byder etapen ikke på mange tekniske udfordringer.

Specialisterne kunne næppe have designet en bedre rute. Der er stort set ingen klatring på programmet, og antallet af sving er også beskedent. Dermed er der tale om en etape for de mest kraftfulde ryttere, og det vil være de sande tempomonstre, der skal slås om sejren. Af og til kan sprintere gøre det godt på korte enkeltstarter, men denne er en anelse for lang og mangler tekniske udfordringer til, at de kan gøre sig gældende. Samtidig er etapen lang nok til, at der kan gøres solide forskelle, og efter fredagens dyst vil vi vide meget mere om, hvem der kan vinde årets Belgium Tour.

Beveren var sidste år vært for prologen, hvor Wout Van Aert overraskende slog Tony Martin og Reto Hollenstein. I 2013 vandt Martin en 15 km lang enkeltstart foran Tom Dumoulin og Artem Ovechkin, mens André Greipel i 2012 slog Danilo Napolitano og Adam Blythe i en massespurt.

4. etape

Belgium Tour er karakter af en sammensætning af en stribe klassikere, og det betyder, at der altid bydes på en vanskelig etape i Ardennerne. Sværhedsgraden har varieret fra år til år, men i år har man sammensat en rigtig modbydelig rute, der er en nærmest tro - ganske vist forkortet - udgave af 2016-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Således er finalen med Cote de la Roche-aux-Faucons, Cote de Saint-Nicolas og den brostensbelagte Rue Naniot, der kortvarigt blev introduceret i den belgiske klassiker, fuldstændig identisk med den, der blev benyttet i La Doyenne for 12 måneder siden, og det betyder, at man i år skal være en meget god klatrer for at kunne finde Belgiens nationale rundtur. Dog har man flyttet målområdet, således at stigningerne kommer en anelse længere fra stregen, og det er således ikke det klassiske, stigende opløb kendt fra den belgiske klassiker.

Etapen er i alt 170,0 km lang og både starter og slutter i Liege-forstaden Ans, der er kendt som mål for Liege-Bastogne-Liege. Den består af en tur ud i det kuperede terræn sydøst for Liege. Etapen starter dog relativt tilforladeligt, idet hovedsagelig er fladt i den indledende fase, hvor man kører mod sydvest og siden sydøst ned mod etapens sydligste punkt. Undervejs skal man efter 21 km over Aux Houx (2,2 km, 6,5%, max. 9%), mens Cote de Fraiture (2,6 km, 5,2%, max. 10%9 og Cote de Chambralles (1,55 km, 9,5%, max. 20%) venter efter hhv. 48,4 km og 57,7 km. De er adskilt af den første Primus-spurt, der kommer efter 51 km. Derudover venter der nogle lange opkørsler, men terrænet er ikke for vanskeligt

Efter rejsen mod syd vender man rundt, og turen hjem mod Liege er betydeligt vanskeligere. Således krøller man rundt i terrænet for at finde en masse stigninger, hvoraf flere er kendt fra Liege-Bastogne-Liege. Det gælder eksempelvis for de to første udfordringer, Cote de la Vecquee (6,2 km, 4,9%, max. 7,6%) og Cote de Maquisard (2,9 km, 5%, max. 7,3%), der er placeret efter hhv. 89 og 104 km. Umiddelbart efter den anden Primus-spurt efter 124,5 km melder Cote Rue de Lince (1,3 km, 5,4%, max. 10,9%) og Thier des Forges (1,9 km, 6.1%, max. 14%) sig, og de er således placeret efter hhv. 125,7 og 134,4 km.

Finalen starter for alvor, når man rammer ruten, der er kendt fra Liege-Bastogne-Liege. Med 25,7 km skal man således over den frygtede Cote de la Roche-aux-Faucons (1,5 km, 9,9%, max. 16%), der spiller en særlig rolle, fordi den gyldne kilometer er placeret på bakken. Herefter venter det velkendte, hovedsageligt faldende stykke frem til Cote de Saint-Nicolas (1,3 km, 7,6%, max. 15), der kommer med 13,1 km til stregen, bare 1200 m inden dagens sidste Primus-spurt. Den sidste udfordring er den brostensbelagte Rue Naniot (600 m, 7,8%, max. 15%) med 8,5 km igen. Herefter afviger man fra Liege-ruten ved igennem fladt terræn at bevæge sig frem mod mål. Der venter en 1 km lang bakke, der stiger med ca. 6%, med 5 km til mål, men derefter er det fladt. Finalen er teknisk med mange skarpe sving på de sidste 3km. På den sidste kilometer er der imidlertid kun ét sving med 300 m til stregen.

Selvom Belgium Tour har budt på svære etaper, er det vanskeligt at erindre, at man har haft så vanskelig en kongeetape. I sagens natur er dette en etape for de sande Ardenner-specialister, der sandsynligvis vil starte en kamp fra Roche-aux-Faucons, hvor de bedste vil gøre forskellen. I finalen er der lidt længere fra sidste stigning til mål, end det er tilfældet i den belgiske klassiker, men da niveauet er lavere, vil vi sandsynligvis se et endnu mere selektivt løb. Finalen er hård nok til at stærkeste mand kan køre alene hjem, og under alle omstændigheder vil der efter sidste stigning næppe være mere end 5-10 ryttere i spil til både etapesejren og den samlede triumf.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Ans er som bekendt kendt som målby for Liege-Bastogne-Liege, men har derudover ikke været benyttet som afslutning til et stort cykelløb i det seneste årti. I år var det som bekendt Alejandro Valverde, der vandt den belgiske klassiker foran Daniel Martin og Michal Kwiatkowski. Sidste år, hvor Rue Naniot blev anvendt i finalen, vandt Wout Poels foran Michael Albasini og Rui Costa.

5. etape

Efter to dage uden for rampelyset ventes sprinterne at få det sidste ord i årets Belgium Tour. Således vender man i år tilbage til byen Tongeren, der også sidste år lagde rammen om afslutningen, og da byen ligger i en flad del af Belgien, vil det være en overraskelse, hvis ikke det er de hurtige folk, der skal slås om løbets sidste etapesejr.

I alt skal der tilbagelægges 169,6 km mellem Tienen og Tongeren. Etapen indledes med en omgang på en flad 19 km lang rundstrækning omkring Tienen, inden man igen passerer startområdet og sætter kursen mod øst. Herefter kører man i stort set samme retning det meste af vejen igennem fladt terræn, indtil man rammer den afsluttende rundstrækning efter 86,1 km. 1500 m længere fremme venter den første Primus-spurt, inden man efter 104,6 km krydser målstregen for første gang.

Etapen afsluttes med tre omgange den 21,9 km lange runde, der er helt flad. Derfor er de eneste højdepunkter den anden og tredje Primus-spurt, der kommer på hhv. første og tredje omgang med hhv. 60,3 og 17,1 km til mål. Den gyldne kilometer er placeret på anden omgang, hvor der skal dystes om bonussekunder med 27,3 km igen. Til slut venter en teknisk final med hele fire skarpe sving i rap lige ved den røde flamme, hvorefter der resterer to bløde kurver. Den sidste kilometer stiger med 2-3%.

Sidste år blev etapen kørt i forfærdeligt vejr, og det betød, at den blev meget hårdere end ventet. Terrænet er imidlertid meget nemt, og sprinterne bør derfor komme til fadet. Med det stigende opløb er der imidlertid igen tale om en ganske hård spurt. For klassementsrytterne handler det om at holde sig ude af problemer, men hvis det er tæt i den samlede stilling, kunne man forestille sig, at vi kan få en interessant kamp om bonussekunder på den gyldne kilometer.

Tongeren har kun én gang i dette årtusinde lagt asfalt til et stort cykelløb. Det skete på sidste etape i 2016, hvor Zico Waeytens vandt en spurt foran Dan McLay og Timothy Dupont. 

Favoritterne

Kampen om sejren i Belgium Tour kan som regel koges ned til fire elementer. Vigtigst er enkeltstarten og kongeetapen, der suverænt kan skabe de største tidsforskelle. Afhængig af kongeetapens sværhedsgrad har den ofte kogt antallet af mulige vindere ned til en håndfuld, der så har afgjort deres indbyrdes placering på enkeltstarten. Bonussekunder spiller imidlertid en stadigt stigende rolle med indførelsen af den gyldne kilometer, ikke mindst fordi den ofte ligger på en stigning, hvor ardennerspecialister har gode muligheder for at score tid. Endelig kan vinden spille en rolle, men det er sjældent på en tid af året, hvor det ikke er specielt blæsende i Belgien.

Det vil det heller ikke være i år, hvor der er lovet sommerlignende tilstande. Der vil være solskin hver dag, og i weekenden ventes temperaturen endda at passere de 30 grader. Derfor er det snarere varmen end vinden, der kan komme i spil. I det lys forventer vi, at 1., 2. og 5. etape skal afgøres i massespurter, og derfor vil det blive sandsynligvis blive afgjort på en kombination af kongeetapen, enkeltstarten og bonussekunder.

Årets felt er svagere end vanligt, og der er færre oplagte favoritter. Mest iøjnefaldende er det, at der blandt enkeltstartsspecialisterne ikke er mange, der kan begå sig på kongeetapen. Blandt de bedste klatrere er der meget få, der ikke vil tabe tid på tidskørslen, og det betyder, at der kun er ganske få ryttere, der har den alsidighed, der skal til for at vinde løbet. I virkeligheden er der derfor kun to helt oplagte vinderkandidater, og alt tyder på, at det bliver en duel mellem Philippe Gilbert og den tredobbelte vinder Tony Martin.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

Det kan til gengæld blive en fantastisk dyst. Martin vil vinde tid på enkeltstarten, hvorefter Gilbert skal forsøge at sætte tyskeren til vægs på kongeetapen og gå efter bonussekunder på den gyldne kilometer, specielt på 2. og 4. etape, hvor bonusspurterne kommer på en stigning. Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke vinderen er en af de to ryttere, og forud for løbet er der to spørgsmål, der er afgørende. Hvor meget tid vil Martin vinde på 3. etape? Og kan tyskeren følge Gilbert på kongeetapen?

Duellen bliver tæt, men vi sætter vores penge på Tony Martin. Modsat Gilbert, der er på vej tilbage efter en skade, har Martin ikke haft helbredsproblemer. Tværtimod har han været særdeles velkørende i år, hvor det kun var en byge af uheld, der forhindrede ham i at levere et topresultat i klassikerne. Han har ganske vist ikke kørt løb siden 1. maj, men han plejer traditionelt at komme ud af denne pause i god form, og det er ikke noget tilfælde, at han har vundet løbet tre gange.

Martin fandt sidste år tilbage til sit højeste niveau i enkeltstarterne. Desværre har det ikke helt fungeret for ham i år, men det er for tidligt at drage skråsikre konklusioner. Således har han kun kørt to enkeltstarter, og han var trods alt ganske tæt på, og den i Paris-Nice var med sin hårde stigning alt for svær for tyskeren. I dette felt vil det være en overraskelse, hvis han ikke vinder enkeltstarten, og han bør vinde en del tid på Gilbert. Udfordringen bliver kongeetapen, men den er bestemt inden for Martins rækkevidde. Faktisk har han som regel kunnet følge Gilbert på stigningerne i dette løb, og det er værd at huske på, at han klatrer så godt, at han er tidligere vinder af Paris-Nice. Bonussekunder til Gilbert bliver en udfordring, som han ikke kan stille meget op mod, men faktisk kan han drage fordel af, at den gyldne kilometer ofte ligger på en stigning, hvor han har bedre chance for at køre i top 3. Hvis man dertil lægger, at Katusha har et fremragende hold af klatrere til at jagte Gilbert på 4. etape, tror vi, at Martin tager den samlede sejr.

Rivalen er Philippe Gilbert, men hans form er et spørgsmål. Efter styrtet i Amstel Gold Race måtte han holde pause, og derfor er der ingen, der ved, hvor langt han er kommet med sin formopbygning. Formodningen er, at han er på et fornuftigt niveau, og det gør ham til den oplagte favorit på kongeetapen, der passer ham som fod i hose. Problemet er enkeltstarten. Gilbert er ikke den temporytter, han var i sine bedste år, hvor han blandt andet blev belgisk mester, og selv da han var i absolut topform og vandt 3 Dage ved Panne samlet, blev han stadig sat klart til vægs af specialisterne. Hvis alt flasker sig, kan han måske score 20 bonussekunder undervejs, men det bliver ikke nemt at holde tidstabet til Martin inden for den margin. Derfor vil han sandsynligvis være tvunget til at sætte tyskeren på kongeetapen. Var han på 100%, ville det næppe være et problem, men det er han ikke. Det er ikke umuligt, men det bliver svært for den belgiske mester.

Manden, der kan gøre de to favoritter rangen stridig, er Wout Van Aert. Cykelcross-verdensmesteren er også en fremragende landevejsrytter, der sidste år endda slog Martin på prologen og blev nummer 2 på den eksplosive kongeetape i Belgium Tour. I år er hans store mål de belgiske mesterskaber i enkeltstart, og han har trænet målrettet på tempocyklen. På denne rute slår han ikke Martin, men han kan måske begrænse tidstabet. Med offensiv kørsel i Tour of Norway viste han, at formen er ganske god. Samtidig er han en god klatrer med et godt punch, der kan gå efter bonussekunder, og det er bestemt ikke umuligt, at han kan sætte Martin på kongeetapen. Slår han Gilbert på kongeetapen, ser det pludselig godt ud.

En anden, der kan vinde kongeetapen, er Tiesj Benoot . Han er netop kommet ned fra højderne, og derfor er det usikkert, hvordan formen er. Hvis træningen allerede nu bærer frugt, vil han være an af de helt store favoritter til at vinde 4. etape, specielt hvis Gilbert er langt fra formen. Udfordringen er, at hans enkeltstart er meget svag, og han skal sandsynligvis alene til mål på 4. etape for at vinde samlet. I år har han imidlertid klatret bedre end tidligere, og derfor er det bestemt ikke en umulig opgave.

Quick-Step er ikke fuldstændigt afhængige af Gilbert. Holdet kan også satse på Petr Vakoc, der på mange måder kan sammenlignes med Benoot. Også han får det svært på enkeltstarten, hvor han vil sætte en del tid til i forhold til Martin. Til gengæld passer kongeetapen ham som fod i hose, og han kan måske drage fordel af, at alle kigger på Gilbert. Samtidig er han hurtig og kan gå efter bonussekunder, men formen er desværre lidt et spørgsmålstegn, da han ikke har kørt løb længe.

Det har til gengæld Oliver Naesen, der i 4 Dage ved Dunkerque var meget tæt på at vinde kongeetapen. Heller ikke han kan imidlertid blande sig med de bedste på enkeltstarten, og han har derfor den udfordring, at han skal af med Martin på kongeetapen. Naesen har i år været stærkere end nogensinde tidligere, men Ardennerne er ikke som udgangspunkt hans terræn. Stigningerne på 4. etape kan være en anelse for lange. På den anden side overrasker han gang på gang, og etapen ligger inden for mulighedernes grænser.

Vi glæder os meget til at se Mathieu van der Poel i løbet. Hollænderen gør landevejsdebut, men viste med et par fornemme præstationer på sin mountainbike i de forløbne uger, at formen er i top. Han har vist, at han kan begå sig på dette niveau på landevejen, selvom skader har betyder, at han ikke har kørt meget. Kongeetapen burde passe ham, og han har en fremragende spurt. Problemet er enkeltstarten, hvor han nok vil tabe lidt for meget tid.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det vil Sylvain Chavanel til gengæld ikke. Franskmanden har i år genfundet sit topniveau og var blandt andet i top 10 i Flandern Rundt. I 3 Dage ved Panne var han meget tæt på at vinde enkeltstarten, og han vil være Martins største konkurrent på 3. etape, specielt fordi han viste god form med en etape i 3 Dage ved Dunkerque. Desværre bliver kongeetapen nok for svær. Således kunne han ikke følge de bedste på stigningerne i Dunkerque, og her er udfordringerne vanskeligere.

Reto Hollenstein kørte sidste år et flot løb, hvor han blev nummer 2. Han vil helt sikkert igen være blandt de bedste på enkeltstarten. Sidste år drog han imidlertid fordel af den aflyste kongeetape. Samme held har han ikke i år, og vi er bange for, at han taber tid på 4. etape. Derudover kan han blive låst af at skulle arbejde for Martin.

Det samme kan Simon Spilak, men han er til gengæld så god en klatrer, at han måske kan tage sin chance som del af et taktisk spil. Selvom han er en fremragende rytter på kuperede enkeltstarter, taber han desværre alt for meget på powertidskørsler som den, der venter her. Skal han vinde, skal han alene hjem på 4. etape, men det kan måske også lade sig gøre som led i et taktisk spil, hvor det stærke Katusha-hold sidder i overtal.

Normalt ville man naturligt pege på Jan Bakelants som en af topfavoritterne. Dette er imidlertid hans første løb i flere måneder efter et brækket kraveben, og derfor er han naturligvis ikke i topform. Han har imidlertid været på træningslejr med sit Ag2r-mandskab, og han er derfor ikke på bar bund. Er han på et rimeligt niveau, vil han være langt fremme på kongeetapen. Desværre vil tidstabet på enkeltstarten nok være for stort.

Selvom han arbejdede for den senere vinder Clement Venturini, viste Florian Senechal et højt niveau på stigningerne i Dunkerque. Den form betyder, at han bør kunne blande sig på kongeetapen i dette løb, selvom sværhedsgraden måske er på grænsen. Også han er imidlertid hæmmet af sin enkeltstart.

I Tour Down Under viste Ruben Guerreiro, at han er en af fremtidens topryttere i Ardennerne. Desværre har han slet ikke ramt formen siden, og senest kørte han et svagt Tour of California. Han så dog bedre ud på sidste etape, og hvis han rent faktisk er ved at finde formen, passer 4. etape ham perfekt. Også han er dog hæmmet af enkeltstarten. Det samme gælder vinder af GP Lugano Iuri Filosi, der har haft en fremragende sæson og bør være fremme på kongeetapen.

Endelig vil vi pege på Jelle Vanendert og Rein Taraamae. Førstnævnte er ikke den rytter, han engang var, men han var faktisk fint kørende i Ardennerne. Han bør derfor være at finde helt fremme på 4. etape, men desværre er hans enkeltstart så elendig, at han næppe kan lave et samlet topresultat. Taaramae har egenskaberne til at gøre det godt i dette løb, men hans form har været katastrofal hele året, hvorfor han måtte opgive Giroen. Selvom han på papiret har, hvad der skal til, er det derfor tvivlsomt, om han vil være konkurrencedygtig.

Opdatering: Reto Hollenstein er i sidste øjeblik blevet slettet ra startlisten.

***** Tony Martin

**** Philippe Gilbert, Wout Van Aert

*** Tiesj Benoot, Petr Vakoc, Oliver Naesen, Mathieu van der Poel, Sylvain Chavanel

** Simon Spilak, Jan Bakelants, Florian Senechal, Ruben Guerreiro, Iuri Filosi, Rein Taaramae, Jelle Vanendert

* Maxime Bouet, Oscar Riesebeek, Martijn Tusveld, Maurits Lammertink, Maxime Vantomme, Anthony Turgis, Yves Lampaert, Huub Duijn, Mark Christian, Olivier Pardini, Jurgen Roelandts, Damiano Cunego, Dion Smith

Danskerne

Matti Breschel er til start for Astana, hvor hanventes at skulle arbejde for Riccardo Minali i spurterne, men måske kan få lov at tage sin egen chance på en eller flere af de tre sprinterteaper. Lasse Norman er med for Aqua Blue Sport, hvor han skal spille en rolle for Adam Blythe i spurterne og se, hvad han kan præstere på enkeltstarten.