Ruten

Med undtagelse af sidste år, hvor man havde en usædvanlig sen bjergetape nær Middelhavskysten, har de sidste tre etaper som regel været betydeligt lettere end de to store bjergetaper og i alt væsentligt ført feltet fra Pyrenæerne tilbage til Middelhavskysten, hvor søndagens store finale i Barcelona venter. Den tradition brydes en anelse i år, hvor rytterne tilbringer en ekstra dag i de høje bjerge. Fredag gælder det en ny etape, der ikke er blevet benyttet af løbet i flere årtier, når feltet på løbets længste dag tilbringer en dag i kuperet terræn umiddelbart syd for Pyrenæerne, og det kan være en dag, der vil byde på overraskelser. En ikke-kategoriseret stigning i den absolutte finale, hvor stigningsprocenterne er lige så svære som på de foregående bjergetaper, kan nemlig give klatrerne en allersidste chance for at gøre en forskel, men det synes samtidig sandsynligt, at et udbrud kan slås om etapesejren, inden favoritternes kamp om de sidste sekunder.

Med sine 212,9 km og 4666 højdemeter er etapen en hård sag, der fører fra byen Llivia i udkanten af Pyrenæerne i til Vielha Val d’Aran, der ligger midt i den berømte bjergkæde. Fra start kører man mod sydvest og vest via en let faldende dalvej, der leder forbi den første spurt, som er placeret efter 4,6 km. Efter 62,4 km rammer man dagens sværeste udfordring, kategori HC-bjerget Port d’El Canto (24,3 km, 4,5%, max. 12%), der har top efter 86,7 km. Nedkørslen leder mod nordvest ned i dalen, hvorfra en let faldende dalvej fører mod sydvest til etapens sydligste punkt.

I La Pobla de Segur vender man rundt for at køre mod nord tilbage mod bjergene via kategori 1-stigningen Por de la Creu de Perves (7 km, 7%, max. 10%), hvis top rundes med 56,1 km igen. En kort nedkørsel fører mod vest, inden man via en let stigende dalvej kører mod nord og siden nordvest forbi dagens sidste spurt, der er placeret med 40,8 km til mål.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Herfra fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord, men det bliver gradvist stejlere og stejlere. I alt kan stigningen opgøres til at være 11,8 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,6. Med 23,3 km rammer man en 5,8 km lang strækning, der ifølge de officielle tal stiger med hele 6,3% i gennemsnit, og kan man stole på de den ikke altid præcise løbsbog, er det derfor meget sært, at stigningen ikke er kategoriseret. Med 16 km begynder det at falde, og herfra fortsætter det med at gå nedad stort set hele vejen til målet i Vielha. Nedkørslen, der byder på to hårnålesving på de sidste 3 km ender ved den røde flamme, og herefter stiger det ganske let frem til mål, der kommer efter et sidste sving i en rundkørsel med 700 m igen.

Vielha ha kun én gang tidligere været mål i et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2004, hvor Cristian Moreni holdt et decimeret felt bag sig med 13 sekunder på 1. etape af Route du Sud. Derudover har byen med jævne mellemrum været blevet brugt som mål for det mindre Volta a Lleida, senest i 2008, ligesom man har været startby i Vueltaen i 2003 og 2008 og i Touren i 2016.

Vejret

Heldigvis når rytterne at køre fredagens etape, inden der atter varsles sne i Pyrenæerne i weekenden. En solrig morgen vil dog blive afløst af en skyet og halvvåd eftermiddag, hvor der i Vielha vil falde let regn og være en temperatur på 7 grader. Den stærke vind vil nu være helt forsvundet, og der vil kun være en svag vind fra nord. Det giver sidevind på første halvdel af etapen, sidemedvind efter den første stigning og derefter mod- og sidemodvind fra bunden af kategori 1-stigningen. I finalen vil der hovedsageligt være modvind, indtil man får sidemedvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 4. etape

Forud for sæsonen var det måske allerstørste spørgsmål i cykelsporten, om Alejandro Valverde ville være i stand til at vende tilbage til fordums styrke efter den grimme knæskade, der truede med at lægge hans karriere i ruiner. Meningerne var delte og tvivlen stor, men der var næppe nogen, der ligefrem forventede, at den spanske veteran i en alder af 37 år ligefrem ville være i stand til at forbedre sig efter den lange pause.

Bare to måneder inde i sæsonen er det imidlertid svært at komme til en anden konklusion, end at Valverde har formået netop det. Efter de overlegne magtdemonstrationer i Valencia og Abu Dhabi kunne man stadig slå præstationerne lidt hen og henvise til, at de kom i den tidlige del af sæsonen, hvor rivalerne endnu ikke var i topform. Alle vidste som bekendt, at skaden havde fået Valverde til at være ekstra fokuseret i løbet af vinteren, og derfor var det ikke uventet, at han ville starte sæsonen i god form - noget, den ekstremt stabile veteran som bekendt har for vane.

Derfor er det også denne uges Volta a Catalunya, der er den første reelle test. Det spanske etapeløb er kendt som et af de allerhårdeste på hele WorldTouren, dels i kraft af en bjergrig rute og dels i kraft af det fabelagtige klatrefelt, der altid er til start. Nu kan rytterne ikke længere i samme omfang slå manglende resultater hen med manglende form. I slutningen af marts er de fleste ganske langt fremme i formopbygningen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På den baggrund var det næsten skræmmende at være vidne til dagens kongeetape. Vi har ganske vist mange gange tidligere været vidner til magtdemonstrationer fra Valverde. Sidste år så det eksempelvis ud til, at han vandt både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege med det ene ben, men det fantastiske forår, hvor han vandt alt, hvad rørte ved, måtte han dog tydeligvis grave meget dybt for at vinde Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco. I begge disse løb var det længe åbent, om spanieren ville være i stand til at sejre, og specielt sejren i Baskerlandet kan ikke karakteriseres som overlegen.

Overlegen er til gengæld det eneste ord, der beskriver den knusende magtdemonstration spanieren leverede i dag. Sjældent har man set en rytter køre med en sådan autoritet, og det var svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at spanierens puls knap sneg sig over 100 undervejs. Movistar løb med en offensiv taktik igen visse risici ved at sende Marc Soler i offensiven et par gange, men hver gang Valverde så en risiko for, at løbet kunne glide ham af hænde, lukkede han med ekstrem lethed i et par kraftfulde ryk de nødvendige huller.

Med vanlig klinisk præcision og taktisk kølighed brugte han præcis den energi, der var påkrævet for at holde situationen under kontrol, indtil holdet til sidst ophørte med at gamble og lod Nairo Quintana ofre sig for kaptajnen. Herefter var skræmmende let for Valverde at besejre Egan Bernal i spurten, og det så nærmest ud som om, at han trak i håndbremsen, da colombianeren mod slutningen tabte fart. I virkeligheden kunne Valverde med lethed sikkert have taget 10-15 sekunder på den sidste kilometer, men valgte altså det sikre kort at satse på sin sublime spurt.

Sejren kom som kulmination på en overlegen Movistar-opvisning, der til fulde bekræftede holdets status som det i særklasse stærkeste. En kort overgang så det endda ud til, at man kunne have sikret sig tre placeringer i top 5, men i sidste brugte Marc Soler lidt for mange kræfter på sin offensive kørsel til, at den mission kunne lade sig gøre. Til gengæld gjorde Nairo Quintana al tvivl om, hvorvidt han ville være loyal over for Valverde, til skamme. I går problematiserede jeg som bekendt spaniernes taktik og stillede spørgsmålstegn ved, om den uklare ansvarsfordeling kunne ende med at koste Valverde sejren. I dag var det tydeligt, at planerne var mere klare. Soler blev sendt ud som forpost, og Quintana fik carte blanche til at angribe, men kun hvis han kunne komme væk alene. Det så kortvarigt ud til, at netop det kunne lade sig gøre, men da Bernal lukkede hullet, skiftede den colombianske stjerne til en ren hjælperytterrolle og ofrede sig for sin landsmand.

Selvom Valverde løb med al hæderen, kan Quintana være mindst lige så tilfreds. Den lille colombianer har været under stort pres efter en skuffende 2017-sæson, og det har været en del af forklaringen på, at han har haft så stort et behov for at ”pisse sit kaptajnterritorium af” i offentligheden. Samtidig har han haft den udfordring, at han helt bevidst har planer om rolig sæsonstart med få personlige resultater for at bevare den nødvendige friskhed frem mod Touren, men manglende resultater indebærer samtidig den risiko, at pressen med det samme vil stille kritiske spørgsmål til hans rolle på holdet. Set i lyset af den begrænsede forberedelse er det derfor yderst lovende, at han allerede nu er på så højt et niveau, at han har kurs direkte mod podiet i et af sportens hårdeste løb.

Samtidig bekræftede Soler sit kolossale talent. I virkeligheden var han i dag tydeligvis stærkere end i Paris-Nice, hvor han i kampen med favoritterne på 6. og 7. etape ikke kunne følge de bedste. I dag var han tydeligvis en af de allerbedste og kunne med en fri rolle have opnået langt mere. Fristelsen til at sende ham til Touren som luksushjælper for de tre kaptajner må blive større og større, men foreløbig tyder det på, at programmet indebærer en hjælperrolle for Valverde i Ardennerne, en kaptajnrolle i Dauphiné og endnu en hjælperrolle i Vueltaen.

Dagens største oplevelse var måske i virkeligheden at se Egan Bernal. Jeg kan stadig huske, da jeg engang for efterhånden mange år siden læste, at Androni-manager Gianni Savio havde testet en colombiansk mountainbikerytter, der havde leveret nogle tal, der overgik alt, hvad den erfarne italiener hidtil havde set. Lige siden dengang har jeg holdt et skarpt øje på det, Savio selv betegner som det største talent, han nogensinde har oplevet, og han har til fulde levet op til forventningerne gang på gang. Allerede som 17-årig leverede han flotte resultater for Androni, og sidste år var han så suveræn i Tour de l’Avenir, at rivalerne betegnede ham som værende fra en anden planet. Sæsonen kulminerede med en fremragende præstation i Il Lombardia, der normalt burde være alt for langt og hårdt for så ung en rytter.

Forventningerne til hans første sæson på WorldTouren var store, men han har allerede overgået dem. Sejren i Colombia Oro y Paz var suveræn, ikke mindst fordi han satte alle de colombianske klatrestjerner, herunder en vis Quintana, til vægs med tilsyneladende lethed. Der er dog stor forskel på et colombiansk februarløb og et af WorldTourens hårdeste etapeløb, men det skridt op har han klaret til UG med kryds og slange. Det er meget svært at huske, at en 21-årig klatrer på den måde har vist sig frem på en stor bjergetape i et WorldTour-løb, og han kan kun ærgre sig over, at han var oppe mod en ustyrlig Valverde. Ellers kunne det meget vel være blevet til en nærmest sensationel sejr til den unge colombianer.

I det hele taget var etapen en fryd for øjet for alle, der elsker at se klatretalenter udfolde sig. Pierre Latour så sidste år ud til at være gået lidt i stå, men alligevel har Ag2r i år givet ham en ny sæsonplan, hvor han får flere personlige muligheder og færre starter sammen med Romain Bardet. Det har tilsyneladende båret frugt for franskmanden, der aldrig har været stærkere end i dag. Endnu mere opløftende var det at se Hugh Carthy, der i 2016 i netop dette løb udmærkede sig som et sportens allermest spændende klatretalenter. Det første år på WorldTouren endte som en katastrofe, men i de seneste to dage har han været i hopla på stigninger, der slet ikke passer ham. Carthy bliver meget spændende at følge i de kommende år.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Det samme gør Daniel Martinez, der sidste efterår fik sit gennembrud i de italienske klassikere og Tour of Turkey. Efter at have taget skridtet til WorldTouren har han fortsat fremgangen og leverede i dag en yderst lovende præstation i et meget svært løb. Det samme gjorde den lovende australier Ben O’Connor, der ellers har haft en lidt langsom start hos Dimension Data, og Jan Hirt, der bekræfter det talent, han gang op gang viste i tiden hos CCC. Han er ellers kendt som en langsom starter, og derfor lover det godt, at han allerede nu præsterer så fint på en etape, hvor stigningerne ikke passer ham. Blandt talenterne var det vel kun David Gaudu, der skuffede en anelse i et løb, som han har udmærket som sit helt store forårsmål - men det er også kun fordi forventningerne til supertalentet er så store.

Det var de også til Dan Martin, men vi må konstatere, at ireren har et stykke arbejde at gøre inden klassikerne. Den sygdom, der slog ham ud i Paris-Nice, har tydeligvis kostet mere end ventet, og den ellers så stabile UAE-kaptajn, der i de seneste to år har været fremme i alle de løb, han har kørt, har bestemt ikke fået den ønskede start på sit nye hold. Heldigvis er der tid endnu. Simon Yates havde også håbet på mere efter den fine præstation i Paris-Nice, men etapen blev endnu en bekræftelse på, at disse lange, udmarvende stigninger ikke er hans kop te.

Blandt Giro-aspiranterne er der størst grund til glæde nos Thibaut Pinot, der trods minimal træning virker ganske skarp. Det er helt sikkert opløftende for franskmanden, der ellers i år har holdt meget igen for at bevare friskheden til sin Giro-Tour-double. At han allerede nu er så god, er yderst positivt. Også Esteban Chaves fik oprejsning efter nedturen i Paris-Nice. Han leverede et storslået soloridt på en svær etape og kan derfor nu drage på højdetræningslejr med bevidstheden om, at alt er på sporet forud for sæsonens største mål. Det samme gælder for den stadig mere spændende George Bennett, der efter et lovende Tirreno-Adriatico gjorde det fremragende på en stigning, der ikke passer ham. Han kan meget vel stå foran et gennembrud i Italien til maj.

Inden de kommer så langt, skal de dog forsøge at sikre sig et topresultat i dette løb, men det ligner en kamp om stumperne, efter at Movistar har ryddet bordet. Ganske vist venter der en lang og svær bjergetape fredag, men efter dagens magtdemonstration er der intet, der tyder på, at spanierne kan rystes. Mange har formentlig allerede nu kastet håndklædet i ringen, og podiepladserne synes uddelt allerede nu. Det mest interessante er vel, om Bernal kan holde stand og holde Quintana bag sig. Det afhænger alt sammen af, hvor sultne og grådige Movistar er. Det finder vi ud af fredag eftermiddag.

Favoritterne

Efter dagens magtdemonstration synes Movistar som sagt at have lukket løbet, og der skal ske et mindre mirakel, hvis ikke de stærke spanierne kan køre sejren sikkert hjem. De øvrige pladser på podiet synes også fordelt, og det er svært at forestille sig, at der er mange, der for alvor tror på, at de har meget at opnå i den resterende del af løbet. Kampen om de sekundære placeringer er stadig tæt, men det synes utopisk at tro på, at andre end Sky og Movistar kan gøre sig store forhåbninger om at blande sig helt fremme.

Movistars dominans vil derfor også sætte sit præg på fredagens 5. etape, der som sagt er en nyskabelse i løbet. Ingen ved derfor helt, hvad de skal forvente, specielt fordi arrangørerne har skjult sværhedsgraden af den sidste stigning ved helt uforståeligt ikke at kategorisere den. Som nævnt ovenfor er der imidlertid tale om en ganske svær sag, der burde kunne måle sig med dagens målstigning. Dermed er der terræn til, at der kan skabes forskelle og køres om klassementet, men det er klart, at den efterfølgende nedkørsel, der ikke er teknisk svær, vil gøre det vanskeligt at bevare et forspring, hvis en jagt kan organiseres. Samtidig vil der være modvind på stigningen, ligesom der er tale om en klassisk catalansk opkørsel, der er jævn og aldrig voldsomt stejl. Det er derfor ikke en dag, hvor feltet vil blive sprængt til atomer.

Meget tyder imidlertid på, at kampen om etapesejren skal stå mellem nogle helt andre. Etapen er lang og hård, og derfor vil motivationen til at skulle kontrollere den være ganske begrænset. Movistar har allerede to etapesejre og vil formentlig være tilfredse med at spare lidt på kræfterne, så man kan kontrollere løbet hele vejen til enden. Da Valverde i en finale som denne er så tårnhøj favorit, at det er meget svært at se, hvem der skal kunne slå ham, vil de fleste af de øvrige hold derfor formentlig heller ikke have den store interesse i at køre et udbrud ind. Derfor ligner det en dag for en succesrig offensiv.

Det betyder, at vi kan vente os en gentagelse af dagens vanvidsstart, hvor det tog 100 km, inden et udbrud blev etableret. Alle ved, at en gruppe har gode chancer, og derfor vil alle være med. Movistar skal blot sikre sig, at ingen farlige ryttere kommer med. Derefter vil de kunne lade udbruddet køre og blot holde etapen under rimelig kontrol.

Det får os til at tro på, at etapevinderen skal findes i en udbrydergruppe. For at vinde en etape med så svær en stigning til slut skal man være en god klatrer, men det er klart at spurtstyrke heller ikke er en ulempe på en etape med en flad finale. Problemet er, at starten på etapen er let, og derfor vil det være lidt et lotteri at komme væk og bestemt ikke let for de lette klatrere. Meget kunne imidlertid tyde på, at vi skal frem til den store stigning, inden en gruppe kan få lov at komme væk. Det vil øge chancen for, at de gode klatrere kan gøre forskellen.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Med andre ord skal vi formentlig finde vinderen blandt bjergstærke og relativt kraftfulde typer, der har tabt tilstrækkeligt med tid i klassementet til at kunne komme fri. Det får os til at pege på Giovanni Visconti som vores favorit. Italieneren havde store forhåbninger til klassementet, men smed det hele væk i dag. Det giver ham imidlertid frihed til at gøre det, han gør allerbedst: jagte etapesejre fra udbrud. Og denne etape har Viscontis navn skrevet med flammeskrift ud over sig. Italieneren er brølstærk på flad vej og god på disse stigninger, der ikke er alt for svære. Han er en eminent nedkører, og han er så hurtig på stregen, at han kan slå næsten alle - bare se på, hvem der slog Van Avermaet i en spurt i Valencia, blev nr. 2 bag Cort i Oman og vandt feltets spurt i går. Visconti tog den helt sikkert med ro til sidst på dagens etape for at være klar til fredag, og efter 5. pladsen i Strade Bianche ved vi, at formen er god. Derfor tror vi på italieneren.

Et andet godt bud er Pello Bilbao, der på mange måder minder om Visconti. Han er eksplosiv og hurtig på stregen, men er knap så robust på det flade. Til gengæld er han en bedre klatrer. Han kan måske få svært ved at gå med, hvis udbruddet kører på det flade, men kommer de først fri på stigningen, kan Bilbao være med. Han har siden sidste års Vuelta nået et helt nyt niveau som klatrer og viste også storform i Valencia i starten af sæsonen. Han har ikke virket knivskarp i dette løb, måske fordi han blev syg i Abu Dhabi. Han synes dog at blive bedre og bedre, og han bør derfor være klar til at gå efter sejren på en etape, der passer ham.

Bliver etapen for svær for Daryl Impey? Det kan meget vel tænkes, men vi vil alligevel give sydafrikaneren en god chance. Alle så, hvor godt han klatrede i Tour Down Under, og han har også virket knivskarp på stigningerne i dette løb. Det er klart, at bjergene er temmelig lange for en stor fyr som ham, men han har faktisk før overrasket på en bjergetape i Touren og klatrer generelt langt bedre, end man skulle tro. Stigningerne her bliver aldrig stejle, hvilket burde passe ham, og skulle han blive sat af de lettere folk på den sidste stigning, er der tid til at komme tilbage. I en spurt er der ingen, der slår ham.

En anden meget spændende kandidat er meget formstærke Matej Mohoric. Siden etapesejren i Vueltaen sidste år, er han bare blevet stærkere og stærkere, hvilket han senest bekræftede med den flotte sejr i GP Industria. I dette løb har han været knivskarp og viste imponerende styrke med sit angreb i dagens finale. Også han kan lide lidt under, at stigningerne er lige vel lange for en fyr som ham, men han sad nu med som en af de allerførste over toppen på den lange stigning i dag. Kan han komme med i udbruddet, kan han bruge den sidste nedkørsel samt sin gode spurt som et våben.

I dag skuffede Gregor Mühlberger stort. Den unge østriger har ellers kørt fabelagtigt i år, ikke mindst på de sværeste etaper på Mallorca og i Strade Bianche, hvor han som hjælper for Sagan blev nr. 10. Der er ikke givet en forklaring på dagens nedtur, men det giver ham i det mindste frihed til at gå i udbrud. Han er ganske god i fladt terræn og en fremragende klatrer. Det er klart, at de ovennævnte alle er hurtigere, men har han de ben, han havde først på året, bliver han ikke nem at følge på den sidste stigning.

Thomas De Gendt har allerede vundet en etape, men det forhindrer ham ikke i at gøre det igen. Han fik sig en rolig dag i dag, hvor han betalte prisen for onsdagens arbejde, og historien viser, at han kan angribe igen og igen. Han jagter bjergtrøjen, så det er helt sikkert, at han vil forsøge sig, og den flade indledning samt den ikke så stejle stigning passer ham fint. Det er klart, at han formentlig vil være oppe mod bedre klatrere, men på sine gode dage er han brølstærk på stigninger som disse. Samtidig kan han gøre det færdigt i en spurt.

Det samme kan Jarlinson Pantano , men colombianeren synes stadig ikke at have fundet topformen. Han var dog med i et stærkt udbrud i Paris-Nice, og i dag var han heller ikke helt væk. Han plejer at være ret god til at ramme udbruddene og har alle de rette egenskaber til denne etape: klatreben, power på det flade, gode nedkørselsevner og en dødelig spurt. Spørgsmålet er blot, om formen rækker til at følge de bedste i finalen, hvis han rammer det rette udbrud.

En anden god kandidat er Brent Bookwalter. BMC er ude af kampen om podet og vil derfor køre offensivt. Her er amerikaneren et glimrende kort, da også han har alle de rette egenskaber. Han kan spurte, er brølstærk på flad vej og en glimrende klatrer. Holdet har også Nicolas Roche, der klatrer endnu bedre og også er hurtig, men som desværre ikke helt synes at have ramt formen.

Michael Woods har ikke helt ramt formen og er her primært for at forberede sig til klassikerne. En god gang træning kunne imidlertid være en dag i udbrud, og denne etape kunne passe ham. Vi ved alle, hvor god han er på stigningerne, og han er også ganske hurtig på stregen. Vi mangler dog at se, hvordan han er kommet sig efter gårsdagens styrt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vi vil også pege på talenterne Jack Haig, Robert Power og Maximilan Schachmann. Deres holds kaptajner er ude af kampen om sejren, og derfor kan de nu få frihed til at angribe. Haig og Power er blandt sportens mest talentfulde klatrere, og specielt Power har været skræmmende på det seneste, både i dette løb og i Strade Bianche, hvor han kørte i top 10. Problemet er, at de ikke er hurtige og derfor skal væk på sidste stigning. Schachmann har alle de rette egenskaber, da han i Algarve viste evnerne som klatrer og er hurtig og kraftfuld på det flade. Spørgsmålet er dog, om han kan følge de bedste i et udbrud på stigningerne.

Endelig vil vi pege på Davide Formolo og Fabio Aru. Begge røg de ud af klassementet i dag, men begge viste de også god form på kongeetapen i Tirreno. Derfor kan de køre væk, hvis udbruddet først etableres på stigningen. Finalen er for let til at passe dem ideelt, men har de samme ben som i Tirreno, kan man bestemt ikke udelukke, at de kan køre alene hjem.

Som sagt er det svært at se udbruddet blive hentet, men det kan ske, hvis der kommer farlige folk som eksempelvis Bob Jungels afsted. Det kan tvinge Movistar til at holde dem i snor, og da der vil blive kørt klassement på stigningen, vil udbruddet måske så kunne blive fanget. I det tilfælde vil Movistar være så stærke, at de kan holde det samlet til en spurt i en gruppe, og her er der reelt ingen andre vinderkandidater end Alejandro Valverde. Formentlig er det kun Visconti og Pantano, der vil have en chance for måske at kunne overleve og true spanieren i en spurt.

Feltet.dks vinderbud: Giovanni Visconti (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Pello Bilbao (udbrud), Daryl Impey (udbrud)

Outsidere: Matej Mohoric (udbrud), Gregor Mühlberger (udbrud), Thomas De Gendt (udbrud), Jarlinson Pantano (udbrud), Alejandro Valverde

Jokers: Brent Bookwalter (udbrud), Nicolas Roche (udbrud), Michael Woods (udbrud), Robert Power (udbrud), Jack Haig (udbrud), Maximilan Schachmann (udbrud), Fabio Aru (udbrud), Davide Formolo (udbrud)