Ruten

Som vanligt er lørdag dagen for kongeetapen, hvor det samlede klassement vanligvis afgøres på toppen af den berømte Willinga Hill. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående seks udgaver.

De 151,5 m starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører dem ud til kysten og tilbage til startbyen. Terrænet er stort set helt fladt og uden mange tekniske udfordringer. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km.

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Kategori 1-stigningen har en længde på 3,0 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,5. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med mellem 7,9% og 9,1% over de første 1300 m. Derfra bliver det lettere, og i de sidste 1200 m er stigningsprocenten mellem 5,5 og 6,5.

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016 og 2017 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende sidste år, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere.

Vejret

Varmen er altid et tema i Tour Down Under, men i år har forholdene været helt usædvanligt brutale. Heldigvis er der udsigt til bedring i weekenden, hvor temperaturen vil falde mærkbart. Efter et par dage med mere end 40 grader ventes der lørdag betydeligt flere skyer på himlen, og temperaturen i mål ventes blot at nå 29 grader. Det vil samtidig være blæsende med en frisk til hård vind fra sydøst. Det giver et miks af alle vindretninger på den indledende rundstrækning. På den sidste rundstrækning vil der være modvind på stigningen, sidevind på plateauet, med- og sidemedvind på nedkørslen samt sidemodvind på det flade stykke frem mod bunden.

Analyse af 4. etape

Det var der ikke mange, der havde set komme. I dagevis har klatrerne talt om, at etapen til Uraidla ville skabe de første forskelle i klassementet og give de første svar på, hvem der vil stå øverst på podiet i Adelaide på søndag. Ganske vist viste både data på stigningen samt lokalkendte Richie Portes udtalelser, at Norton Summit Road bestemt ikke hører til blandt de vanskeligste i området, men så sent som torsdag aften udtrykte den forsvarende vinder dog en vis form for optimisme. Kombinationen af varme og medvind ville gøre det til en rigtig klassementsetape og blive rammen om en kamp mellem favoritterne.

Det skete slet ikke. I stedet udviklede etapen sig til den første fuser i år og skrev sig dermed ind i en lidt kedelig trend, der har præget den første del af løbet. Der var knald på i Adelaide i søndags, men selve etapeløbet har været en begivenhedsfattig langtrækker, der slet ikke har kunnet leve op til det flotte cykelløb, vi tidligere har set i Australien. Det har været en fornøjelse at se, hvordan etapesejrene denne gang har været spredt ud på flere ryttere, end det var tilfældet i sidste års Ewan-Porte-show, men forud for finalerne er der intet sket. Kun Bahrain-Merida viste lidt initiativ på Stirling-etapen, der blev langt mindre selektiv end vanligt, og i nat var der ikke én eneste af forhåndsfavoritterne, der følte sig ansporet til at udnytte den første af de to klassementsmuligheder til bare at ryste træet lidt. Resultat udeblev ikke. En uhørt stor gruppe på hele 34 ryttere endte i samme tid, og det var i det rullede terræn efter toppen, at løbet blev åbnet en anelse.

Forklaringen er naturligvis varmen, der har kvalt enhver initiativlyst og gjort rytterne nærmest overdrevet forsigtige. Samtidig er respekten for Richie Porte så stor, at hele løbet har den forsvarende mester som omdrejningspunkt. Alle ved, at BMC-kaptajnen er den i særklasse bedste klatrer, og at det er ham, der skal følges, og derfor blev nattens etape én lang venten på, at Porte kom med sit forventede angreb.

Det kan man ikke fortænke rivalerne. Helt efter bogen havde BMC med først Miles Scotson og siden en overraskende velkørende Simon Gerrans sat et så hårdt tempo fra bunden af bakken, at det næste logiske skridt måtte være, at Porte skulle teste rivalerne. Han havde imidlertid følt sig lidt småsløj i løbet natten og havde slet ikke de ben, han havde haft i de foregående dage. Det fik ham til at skifte taktik og i stedet køre afventende. Resultat blev, at han missede en første mulighed for at teste rivalerne, og at han nu blot har én chance for at vinde den tid, der skal sikre ham endnu en sejr i løbet.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det er ikke en katastrofe for Porte. Forud for løbet havde han udtalt, at han ville være fint tilfreds med, at det hele skulle afgøres på Willunga Hill, hvor han som bekendt har vundet fire gange. Det er ikke et sært ønske. Som bekendt har han vundet etapen adskillige gange, men kun én gang er det lykkedes at omsætte sejr på kongeetapen til samlet triumf. Porte har alt for ofte tabt løbet allerede på de foregående etaper, hvor han har tabt uventet tid. Med undtagelse af at enkelte rivaler har vundet lidt bonussekunder hist og her er der denne gang i alt væsentligt tale om status quo, og vinder han etapen i nat, vil han med stor sandsynlighed også vinde samlet.

Kun én rytter kan tænkes måske at kunne vinde løbet, selvom Porte sejrer i nat, og det er fra en ganske uventet kant, at Portes imødeser en af sine største trusler. Både i 2017 og 2018 er Peter Sagan kommet til Adelaide med en klar forhåndsudmelding om, at han kun er i Australien for at træne og hjælpe sine holdkammerater. Derfor var der ikke mange, der på forhånd havde forventet, at verdensmesteren ville have en chance i klassementet. Efter fire dage befinder han sig imidlertid nu i front og kan ikke helt afskrives som vinderkandidat.

Der er tale om et resultat af en helt anderledes tilgang end sidste år. For 12 måneder siden kørte han lead-outs for Sam Bennett (også selvom han flere gang alligevel endte helt fremme selv), og han positionerede Jay McCarthy i bunden af stigningen, inden han slog ud. Denne gang er der blevet kørt langt mere for Sagan. Faktisk er det kun i søndagens People’s Choice Classic - et løb, Sagan paradoksalt nok vandt - samt i nat, at Bora ikke var manden udset til at slås om etapesejren. Selv på Stirling-etapen var det aftalen, at Sagan og ikke McCarthy, der ellers vandt den foregående udgave af samme etape, skulle køre spurten-

Spurten i Adelaide i søndags viste, at Sagan denne gang er langt bedre forberedt end for 12 måneder siden, men alligevel er resultaterne kommet som lidt af en overraskelse. Også Sagan selv gav udtryk for forbløffelse over, at han sejrede på nattens første klassementsetape, og at han efter fire dage fører løbet. Der har helt sikkert ikke været taler om poker og skjulte hensigter. Havde Sagan vitterligt ambitioner om at vinde løbet samlet, var han naturligvis selv gået efter de mange bonussekunder, som han hidtil har ladet McCarthy jagte, og han havde ikke ladet sin holdkammerat stjæle tredjepladsen og dermed de fire sekunder fra ham i Stirling. Sagan troede vitterligt ikke på, at han kunne begå sig så godt, men alene det forhold, at han i nat gjorde et forsøg, vidner om, at mindsettet er anderledes, end det var et år siden.

Nu er det store spørgsmål så, om Sagan kan gøre arbejdet færdigt og faktisk vinde løbet. Selv er han ikke i tvivl om, at Willunga Hill er for hård, men modsat sidste år vil han helt sikkert gøre et forsøg. Og Sagan har ofte vist, at man aldrig helt kan afskrive verdensmesteren. Terrænet i Adelaide passer ham ganske fint, og havde det ikke været januar måned, havde Sagan været den naturlige storfavorit til at vinde samlet. Formen er imidlertid ikke i top på denne tid af året, og det er derfor trods alt fortsat temmelig tvivlsomt, om han virkelig kan matche Porte på Willunga Hill.

Mulighederne er imidlertid blevet større af, at meteorologerne varsler kraftig vind fra sydøst. Det betyder, at rytterne vil vinden direkte i ansigtet på stigningen, og det vil formentlig gøre løbet langt, langt mindre selektivt end tidligere. Sagan har som bekendt en reel chance for at score helt op til 16 bonussekunder på søndag i Adelaide. Med andre ord kan han i den ideelle verden tillade sig at tabe helt op til 30 sekunder til Porte og stadig have en reel mulighed for at vinde samlet. Det er naturligvis en chance, der er værd at forfølge, og derfor vil vi helt sikkert se Sagan gøre sit maksimale for at begrænse tidstabet i nat.

Udover at Sagan indskrev sig som potentiel samlet vinder gav etapen ikke mange svar. Gruppen var på toppen af stigningen så stor, at man ikke kunne aflæse meget. Porte viste sin ærgerrighed ved at gå efter bjergpoint, og derudover virkede også George Bennett, Robert Gesink, Gorka Izagirre, Domenico Pozzovivo, Jay McCarthy og Brendan Canty alle til at have et vist overskud. Flere af disse var da også da også involveret i det fremstød, som efter toppen kortvarigt truede med at skabe lidt ravage. Bennett, Sagan, Izagirre samt holdkammeraterne Porte og Dennis fik slået et hul, som måske kunne have ført mere med sig, hvis Dennis med det samme havde ofret sig for sin kaptajn. BMC-parret tøvede imidlertid for længe, og dermed lykkedes det specielt via hårdt arbejde fra UAE-duoen Diego Ulissi og Rui Costa samt Sunweb-rytterne Chris Hamilton og Sam Oomen at skabe samling.

Derfor var det også Daryl Impey, der fremstår som etapens anden store vinder. Forud for løbet havde de lokale helte fra Mitchelton-Scott jo ellers afskrevet klassementet, men som vi nu har fremhævet i mange dage, fremstår Impey nu som en reel podiekandidat. Alt er gået efter sydafrikanernes næse, og han befinder sig nu blot to sekunder fra førertrøjen. Han kunne på forhånd drømme om, at løbet blev så lidt selektivt som muligt, og det har hidtil været tilfældet på både 2. og 4. etape. Modvinden på Willunga kommer som sendt fra himlen, og nu lugter Impey noget stort. Dermed viser den alsidige sydafrikaner, der allerede har flere WorldTour-sejre på cv’et, at han stort set altid leverer, når han endelig får chancen. Det er blot trist, at han alt for ofte er fastlåst i den hjælperrolle, han udfører mere loyalt end de fleste.

Det kan måske være svært at fremhæve mange vindere, men det er til gengæld let at udse sig taberne. To af sportens store hold, Movistar og Katusha, fik sig en regulær lussing, der nu betyder, at de er helt ude af klassementet. Værst er det for Katusha, der virkelig var kommet til Australien med forventninger om noget stort, og kaptajn Nathan Haas havde da også i de første dage givet indtryk af overskud. Efter nattens begivenheder kan han imidlertid glemme alt om at gentage sidste års 4. plads, og da også holdets plan B, Jhonatan Restrepo, kollapsede i den australske hede og dermed fortsatte den kedelige række af skuffelser, der har fulgt ham siden sidste vinter, er holdet nu helt uden muligheder. Man har heller ikke en sprinter, der kan vinde i Adelaide, og derfor vil vi formentlig se et Katusha-hold, der kaster alt over bord for måske at finde en eller anden succesoplevelse.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det samme vil være tilfældet for Movistar, der havde håbet, at et nyt kalenderår ville betyde en afslutning på de pinsler, de oplevede fra Valverdes styrt i Touren og helt frem til afslutningen på 2017. De unge løver som Ruben Fernandez og Marc Soler magtede slet ikke at tage over, da kaptajnerne var fraværende, og derfor blev efteråret én lang ørkenvandring. Man havde håbet, at netop de to stortalenter i Australien kunne bringe holdet tilbage på sporet, men det skete ikke. I nat tabte de begge tid - for Fernandez’ vedkommende var det nu ikke svært at forudse efter præstationen i Stirling - og Movistar er derfor nu sammen med Katusha det eneste hold, der ikke har en rytter i den relativt store gruppe, som befinder sig 14 sekunder bag Sagan i den samlede stilling. Heller ikke de har en topsprinter, der kan vinde i Adelaide, og derfor må også spanierne tænke kreativt, hvis de vil have noget med hjem fra Australien. I lyset af at alle klassementsrytterne er yderst sultne efter nattens totalfuser bliver det dog ikke let. Der er for alvor sparet sammen til et brag af et slag på Willunga, og nu kan angrebene ikke udsættes længere - modvind eller ej.

Favoritterne

Nattens begivenheder betyder, at Willunga-etapen denne gang er vigtigere, end den har været længe. Siden 2013 har der hvert eneste år været yderligere én svær etape med enten Corkscrew- eller Paracombe-stigningen, som forud for løbets mest ikoniske bakke har skabt så store forskelle, at det altså kun én gang er lykkedes Richie Porte at omsætte en etapesejr i samlet triumf. Med nu 33 ryttere inden for et minut og af førertrøjen - og langt de fleste i samme tid - er det ikke tilfældet denne gang, og dermed er det nattens slag, der i høj grad vil bestemme den samlede vinder.

Fjerde etape bød som omtalt på lidt af en overraskelse ved at udvikle sig langt mindre selektivt end ventet. Da der var tale om en hidtil ukendt finale, var der naturligvis allerede på forhånd en vis usikkerhed om præcis hvor store forskelle, der kunne gøres. Den tvivl er imidlertid helt forduftet, når talen falder på Willunga-etapen, der er kørt i helt uændret format siden 2012. Stort set alle rytterne har allerede kørt stigningen i en af de foregående udgaver, og vi har et temmelig omfattende sammenligningsgrundlag, når vi skal vurdere favoritterne.

Derfor ved vi også, hvad vi skal forvente. Den første flade del er sjældent specielt spændende, men modsat de første fire etaper kan vi dog forvente lidt kamp om at deltage i udbruddet. Som sagt har Katusha og Movistar ikke meget at håbe på, og de skal derfor vise sig frem. Lotto Soudal er til start uden klassementsrytter, og derfor er det nærliggende, at Thomas De Gendt, Lars Bak og Adam Hansen vil forsøge sig. Samtidig er kampen om bjergtrøjen temmelig hård, ikke mindst fordi Porte har vist, at han går efter at vinde den, og derfor skal Nicolas Dlamini, Scott Bowden og William Clarke også gøre alt for at vinde point ved første passage af stigningen. Vi bør derfor se en del aktivitet først på etapen.

Når udbruddet er etableret, vil Bora-hansgrohe formentlig sende Peter Kennaugh og Maciej Bodnar på arbejde, så udbruddet kan holdes i snor. I den ideelle verden består gruppen imidlertid af ufarlige ryttere, og er det tilfældet, vil det være i Sagans interesse, hvis de stjæler bonussekunderne fra Richie Porte. Derfor vil vi meget hurtigt se, at BMC overtager ansvaret og formentlig sender Tom Bohli frem for at føre. Også Bahrain-Merida og UAE Team Emirates kan tænkes at give en hånd med, og der er derfor ikke en reel chance for, at udbruddet holder hjem.

Vinden vil kunne spille en rolle, da der vil være flere strækninger med temmelig kraftig sidevind. På fjerde etape så vi antydninger af nervøsitet, da Mitchelton-Scott kortvarigt gik frem, og da vinden tidligere har gjort en forskel på Willunga-etapen, skal man være påpasselig. Formentlig vil de fleste være tilfredse med at holde sig fremme, men det vil være stressende.

Den første udskilning kan ventes ved første passage af Willunga, hvor vi også næsten altid ser visse angreb. BMC har interesse i at gøre løbet hårdt og vil sammen med Bahrain-Merida formentlig sætte så hårdt et tempo som mulig. Katusha, Movistar og UniSAs Timothy Roe, der var skuffet over at tabe tid i nat, er gode bud på ryttere, der vil angribe, men disse forsøg vil blive kvalt af det opskruede tempo.

Når toppen rundes skal man være påpasselig. Der vil være direkte sidevind på det efterfølgende plateau, og her er feltet tidligere blevet splittet. Mange vil helt sikkert også huske begivenhederne fra 2015, hvor det lykkedes BMC med Cadel Evans og Rohan Dennis at fange Sky med Porte og Orica-GreenEDGE på den forkerte fod. Efter en hård jagt lykkedes det at redde situationen inden starten på stigningen, men situationen viser, at der sagtens kan ske noget inden selve bakken. Specielt en lille type som Egan Bernal, der er på et rent sprinterhold og formentlig vil være isoleret på dette tidspunkt, er et oplagt bud på en rytter, der kunne tænkes at blive fanget på det forkerte ben.

Mange vil dog glæde sig over, at der vil være sidemodvind på det sidste flade stykke, og der er derfor gode muligheder for, at der kan skabes en vis form for samling. Derefter skal det hele afgøres i det klassiske slag på selve bakken. Her vil det igen være op til BMC at skabe den indledende udskilning med specielt Simon Gerrans, Patrick Bevin og ikke mindst Rohan Dennis, der er nødt til at ofre sig fuldt ud for kaptajnen. Det helt store tema vil nemlig være den meget kraftige modvind, som det formentlig vil gøre etapen betydeligt mindre selektiv end i de fleste forrige udgaver.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Modvinden vil også betyde, at der formentlig vil blive kørt temmelig defensivt, og også Porte må vente til temmelig sent, inden han sætter sit angreb ind. I de tidligere udgaver har han altid angrebet samme sted kort inden kilometermærket, men denne gang vil han måske vente lidt længere. Alle andre vil formentlig afvente storfavorittens første træk, og herefter vil det blive en direkte kamp mellem favoritterne, hvor det helt store spørgsmål er, om Porte kan gentage sejren.

Sker det ikke, er der meget store chancer for, at en relativt stor gruppe skal spurte om sejren på toppen, og at der mellem de bedste 10-15 mand kun vil være tale om forskelle på ganske få sekunder. Tidligere udgaver har vist, at der bag Porte og enkelte andre klatrere ofte samles ganske mange ryttere. Modvinden vil betyde, at den tendens vil være endnu tydeligere denne gang.

Trods vinden tror vi på endnu en sejr til Richie Porte, men det er betydeligt mere usikkert, om det denne gang vil lykkes. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved formen, selvom han virkede lidt rusten ved de australske mesterskaber, hvor han skuffede på enkeltstarten og ikke kunne gøre forskellen i linjeløbet. Han hævder imidlertid selv, at han klatrer lige så godt, som han gjorde for 12 måneder siden, og han plejer at have temmelig godt styr på, hvad der skal til for at vinde på Willunga. I dette felt er han i særklasse den bedste klatrer, og samtidig er han altid formmæssigt langt længere fremme end de fleste af europæerne.

Vinden gør, at betingelserne er vanskeligere end tidligere, men Porte har før vundet solo, selvom han har haft modvind. Større bekymring er der imidlertid i forhold til den sygdom, han angiveligt døjer med, og som betød, at han kørte så defensivt på 4. etape. Hans mange angreb efter toppen viste imidlertid, at det ikke står helt så skidt til endda, og han virkede temmelig overbevisende i finalen. Alene det forhold, at han har overskud til at jagte bjergpoint, vidner en del om, at han ikke er specielt presset. Hans største udfordring bliver, hvis Egan Bernal, Domenico Pozzovivo, Gorka Izagirre eller måske Enric Mas, der umiddelbart fremstår som de mest formstærke klatrere, kan holde hans hjul. Det vil tvinge ham til at køre taktisk i finalen, og sker det, vil der formentlig blive skabt samling. Der er dog ikke mange, der kan matche en formstærk Porte på Willunga Hill, og derfor tror vi, at han tager sin femte sejr - også selvom usikkerheden er større end tidligere.

Som sagt betyder vinden, at det mest nærliggende alternative scenarium til en solosejr til Porte, er en spurt i en mindre gruppe. Det får os til at pege på Jay McCarthy som hans værste rival. Ganske vist er der langt bedre klatrere end australieren, der i tidligere udgaver altid har været i defensiven på Willunga, men ender det i en spurt, vil han have gode chancer. Han havde stort overskud i dag og har i det hele taget virket enormt velkørende siden de australske mesterskaber. Allerede sidste år lykkedes det ham at hænge på de næstbedste bag Porte, og i år er han umiddelbart endnu stærkere. Samtidig drager han fordel af modvinden. I et spurtopgør er der ikke mange, der kan matche ham, og derfor kan han måske tage den anden etapesejr i træk i Bora-hansgrohe.

Vi har ikke været specielt imponerede over Diego Ulissi, der skuffede temmelig meget på Stirling-etapen. Han så heldigvis bedre ud i nat, og det må give ham en vis tro på, at han kan være med fremme på kongeetapen, som han lidt overraskende ikke tidligere har vundet. Den korte eksplosive stigning passer ham nemlig helt perfekt, og så sent som sidste år blev han da også nummer 4 på samme etape. Måske er han heller ikke denne gang i absolut topform, men med en modvind som denne burde han kunne sidde med så langt fremme, at han med sin spurtstyrke kan blande sig i kampen om sejren. I en spurt på en bakke som denne er han en af de bedste i verden, og på papiret er han måske den allerbedste i dette felt.

Hidtil har det for Daryl Impey altid handlet om at køre defensivt på denne etape, men denne gang kan han måske drømme om etapesejren. Ikke blot har hans to hidtidige andenpladser bekræftet, at formen denne gang er bedre end tidligere, modvinden er også en gave sendt fra himlen. Man skal ikke glemme, at Impey i 2014 faktisk blev nr. 5 på denne etape, og siden er han helt oplagt blevet langt stærkere. I dag var han aldrig presset, og selvom det alene handler om at følge med på 5. etape, burde han med så kraftig en modvind sidde der, hvis der skal spurtes om sejren. I en flad spurt er han hurtigere end McCarthy og Ulissi, men i en stigende spurt er de to lettere ryttere stærkere. Impey har dog en ganske fin chance for at slå dem og tage sin første etapesejr i løbet.

Så er der Peter Sagan. Forud for løbet ville vi have forsvoret, at han ville være med fremme på denne etape, men han er helt oplagt bedre kørende end sidste år. Stigningen er i sig selv ikke for svær, og havde dette været april måned, ville han have været etapens storfavorit. Nu er han kun outsider, men med så kraftig en modvind har han en reel chance for at hænge på og for at kunne deltage i et spurtopgør på toppen. Han kan næppe følge Portes angreb, men bliver det hele samlet til slut. På papiret er han naturligvis den hurtigste, men spørgsmålet er, om han også vil have friskheden til at gøre sin fart gældende. Mest sandsynligt er det, at det bliver for hårdt for Sagan, men med slovakken skal man aldrig sig aldrig.

En anden spurthurtig herre, der er velkørende, er Luis Leon Sanchez. Spanieren sagde allerede før løbet, at han denne gang var i bedre form end tidligere, og det har han bekræftet med gode præstationer på 2. og 4. etape. Normalt er han en anelse for tung til at gøre sig gældende på Willunga - i hvert fald i de senere år - men modvinden betyder som sagt, at de store ryttere har en fordel. Sanchez er en af de hurtigste på stregen, og selvom han nu om dage sjældent vinder en spurt, er han bestemt ikke uden chance.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Hvis der er en rytter, der kan gøre en forskel, er det helt sikkert Porte, men måske er der en eller flere, der kan følge ham. Her er det nærliggende at pege på supertalentet Egan Bernal, som vi ikke aner, hvor står. Træningskammeraten Oscar Sevilla har dog sagt, at han er flyvende, og han har før vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Willunga passer ham ikke ideelt, men han har et udmærket punch på en kort stigning, og i en spurt er han hurtigere end Porte.

Løbets næstbedste klatrer er Domenico Pozzovivo, der på både 2. og 4. etape har bekræftet, at han er sit gamle stabile selv. Det betyder, at han er en af de allerstærkeste også på en relativt kort stigning som denne, og sammen med Bernal er han derfor den rytter, der har de bedste muligheder for at følge Porte. Problemet er, at han ikke just er kendt som en sprinter og derfor formentlig skal alene til stregen. Mod netop Porte er han dog ikke uden chancer i en spurt.

Langt hurtigere er hans holdkammerat Gorka Izagirre. Allerede sidste år var han den bedste efter Porte, indtil et styrt ødelagde det hele, og også i år har han kørt med stor autoritet. I nat var han med i alt i finalen, og der er næppe tvivl om, at han er en af feltet allermest formstærke ryttere. Med en modvind som denne har han vitterligt en chance for at følge med i angrebene, og han er ganske hurtig på stregen. Han vinder næppe en spurt mod folk som Ulissi og McCarthy, men kan han komme af med dem, er chancerne gode.

Mange af de samme karakteristika har Rui Costa. Portugiseren er blandt de allerbedste på stigninger som disse, og selvom han ikke helt har kørt med det forventede overskud hidtil, er han normalt i god form på denne af året. I en spurt er han og Izagirre stort set på samme niveau. De har samme opgave: at forsøge at følge Porte og derefter slå ham i en spurt.

Det samme gælder for Pierre Latour, der også har bekræftet, at han er kommet til Australien i god form. Franskmanden var da også med fremme i dagens spurt og har helt tydeligt passet sin vintertræning, efter at han fik sit efterår ødelagt. Han er ganske hurtig på stregen, men også han skal af med de allerhurtigste.

En joker kunne være Brendan Canty. Den talentfulde australske klatrer, der tidligere har imponeret i Tour of Oman og Østrig Rundt havde en meget skuffende debutsæson hos Cannondale. Han har dog kørt imponerende stærkt ved de australske mesterskaber og så også i dag ud til at have overskud. Han er ikke specielt hurtig i en spurt, men sammenlignet med de rene klatrere er han ikke uden chancer. Kan han følge de bedste, har han måske en chance.

Tom-Jelte Slagter, Daniel Moreno, Nathan Earle, Georg Preidler og Ruben Guerreiro er alle hurtige, men synes ikke at være i form til at kunne vinde. Omvendt virker Robert Gesink, George Bennett og Enric Mas til at være blant de bedste klatrere, men stigningen er næppe hård nok til, at de kan vinde - slet ikke i den hårde modvind.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Jay McCarthy, Diego Ulissi

Outsidere: Daryl Impey, Peter Sagan, Luis Leon Sanchez

Jokers: Egan Bernal, Domenico Pozzovivo, Gorka Izagirre, Rui Costa, Pierre Latour, Brendan Canty

Tidligere udgaver af etapen

Etapen er som sagt en rigtig klassiker, der i helt uændret format er blevet benyttet hver gang siden 2012. Du kan her se afslutningerne på etapen i 2017, 2016, 2015, 2014, 2013 og 2012.