Ruten

Frem til sidste år var tendensen, at sprinterne fik færre og færre muligheder i løbet, og i et par år var der kun to rene sprinteretaper. Sidste år blev trenden brudt med hele fire finaler for de allerhurtigste, og i år er der fundet en mellemvej med tre etaper, der synes at kunne ende i en massespurt. Efter at de hurtige afsluttere dystede om sejren på 1. etape, kommer de formentlig atter i spil på 3. etape med den traditionelle afslutning i Victor Harbor - hvis de vel at mærke har overlevet udskilningen i sidevinden, der ofte har spillet en afgørende rolle i kystbyen.

De 146,5 km på 3. etape fører rytterne fra Adelaide-forstaden Glenelg syd for storbyen til Victor Harbor på den vindblæste Fleurieu-halvø. Med en bakke ud ad byen indledes etapen på hård bis, men derefter er terrænet relativt fladt, mens man bevæger sig mod syd frem bunden af dagens eneste kategoriserede stigning, Pennys Hill Road (2,8 km, 7,6%), der er i første kategori. Toppen kommer efter 38,0 km, og derefter gælder det let faldende terræn, der fører feltet mod sydvest forbi den første indlagte spurt efter 61,6 km. Det laveste punkt nås i byen Yankalilla, og herfra fortsætter man mod sydøst mod Victor Harbor op over en lille bakke og derefter igen gennem let faldende terræn forbi den sidste spurt efter 88,3 km og frem mod målbyen.

Her passeres målstregen for første gang efter 107,5 km, og etapen afsluttes med tre omgange på en 13 km lang rundstrækning. Efter en indledende strækning langs kysten er der to mindre bakker på programmet, når man bevæger sig ind i landet for at vende rundt og køre tilbage mod målbyen fra nordøst. De sidste 3 km er imidlertid relativt flade. Finalen er teknisk kompliceret, idet to sving med henholdsvis 600 og 500 m til mål kommer i rap, inden opløbsstrækningen rammes.

I de første år var Victor Harbor vært for løbet stort set hver gang, men siden 2010 er byen kun blevet besøgt sidste år, hvor Caleb Ewan tog sin anden af fire etapesejre, i 2016, hvor Simon Gerrans vandt en usædvanligt hård etape i en reduceret massespurt, i 2014, hvor André Greipel vandt en reduceret massespurt efter en hård sidevindsetape, og i 2012, hvor Greipel også var hurtigt. Graeme Brown og Allan Davis vandt i henholdsvis 2009 og 2008, mens Baden Cooke, Luis Leon Sanchez, Philippe Gilbert, Robbie McEwen, Alessio Galletti og Stuart O'Grady alle vandt her, inden løbet blev en del af WorldTouren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

OPDATERING: På grund af den voldsomme varme har arrangørerne besluttet at droppe de sidste to omgange på rundstrækningen. Dermed er den samlede distance reduceret til blot 120 km.

Vejret

Varmen var ekstrem på 2. etape, men det bliver kun endnu værre torsdag. Her ventes igen en skyfri himmel, og med en temperatur på hele 37 grader ved kysten i Victor Harbor kan man ikke udelukke, at etapen må afkortes ved at skære en eller flere omgange af mod slutningen. På denne etape er det dog altid vinden, der er det store samtaleemne, og det vil helt sikkert også være tilfældet i år, hvor der ventes en hård vind fra nordvest. Det giver med- og sidemedvind på første del af etapen og dernæst sidevind på stykket frem mod rundstrækningen. Her vil der første være modvind og siden medvind. Med 2200 m igen drejer man fra medvind ind i sidemedvind.

Analyse af 2. etape

Kan I huske 2016-udgaven af Tour Down Under? En ung Caleb Ewan havde netop sat en stribe af verdens allerbedste sprintere til vægs ved i sin første optræden for Orica-GreenEDGE i sit hjemlands løb at have erobret førertrøjen ved at sejre på 1. etape. Dagen efter skulle han forsøge at forsvare sin position i den svære etape til Stirling, hvor den ikoniske bakke op mod mål ventede. Terrænet var imidlertid alt for svært for The Pocket Rocket, der blev sat som en af de første og endte med at tabe mere end seks minutter til vinderen Jay McCarthy. Det skete to år efter, at han på samme etape var blevet sat godt og grundigt til vægs i Tour Down Under-debut, hvor han optrådte for det australske landshold.

Med det i erindring var det næsten ikke til at tro, at der var tale om den samme rytter, som i nat satte en stribe af verdens allerbedste puncheurs, først og fremmest Peter Sagan, verdens måske allerbedste bakkesprinter, til vægs i nøjagtig samme finale. Det var ikke desto mindre, hvad den samlede cykelverden var vidne til på en skoldhed dag i det sydlige Australien, da lille Ewan efter at have set ekstremt komfortabel ud i det meste af finalen, nærmest med lethed skød frem og med tilsyneladende problemfrihed kom forbi verdensmesteren, der ellers så ud til at være på vej mod sæsonens første WorldTour-sejr. Bare få sekunder efter stod han klar til interview foran australsk tv og syntes ikke at være specielt mærket af den voldsomme kraftanstrengelse, han netop havde leveret.

Sejren var uventet for de fleste, inklusive Ewan selv, men ikke chokerende. Allerede i går havde vi nævnt netop Ewan som en af de ryttere, der kunne overraske i en finale, der altid giver anledning til, at et sjovt miks af stærke sprintere og klassementsryttere kan blande sig fremme. Ewan fik nemlig for knap to uger siden hele cykelverdenen til at tabe kæben af forundring ved de australske mesterskaber. Det skete, da Richie Porte, der i parentes bemærket måske er verdens allerbedste klatrer, altid er i storform i januar og fire gange i træk har vundet Tour Down Unders kongeetape, ikke kunne komme af med den lille sprinter trods sine utallige angreb på Mt. Buninyoung, der er en langt sværere stigning end den, der leder op til nattens etapemål i Stirling. Præstationen fik efterfølgende Ewan til at erklære, at han aldrig havde været i så god januarform, og selvom han ikke kunne omsætte den flotte klatring i hverken medalje eller mesterskabstrøje, gav det ham et solidt selvtillidsboost inden hovedopgaven, Tour Down Under.

Den selvtillid er der blevet rokket en del ved i de første to løb med international modstand. Ewan er nemlig blevet regulært overspurtet i de to første massespurter i søndags og tirsdags, selvom hans Mitchelton-Scott-hold har gjort det meste rigtigt i finalerne. Det har øget presset kolossalt på sidste års firfoldige etapevinder, fordi hans mandskab, for hvem netop dette løb er et af årets vigtigste, denne gang er mødt til start helt uden klassementsambitioner og med alle forventningerne lagt på Ewans skuldre. Allerede i går var tvivlen begyndt at nage hos australierne, og det har ikke været let at være i Ewans sko i de 24 timer, der fulgte efter tirsdagens 1. etape.

I nat slog Ewan imidlertid til, hvor holdet mindst ventede det, og bekræftede dermed de signaler, han gav om sine klatreevner forrige søndag. Det kan markere begyndelsen på en ny æra for Ewan, der stille og roligt er blevet mere holdbar. Sidste år gjorde han således debut i Milano-Sanremo, hvor han kun var til start for at samle erfaring og ingen ambitioner havde om at overleve Poggio. Det lykkedes imidlertid til hans egen forbløffelse, og selvom han efterfølgende var så træt, at det kun blev til en placering i udkanten af top 10, gav det løfter om mere. Man skal samtidig huske på, at Ewan som U23-rytter eksempelvis kørte et fremragende VM på den hårde rute i Firenze, og han har derfor nogle naturlige klatreevner, der gør, at han på sigt kan gå efter sejre i langt sværere løb, end det hidtil har været tilfældet.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Der er imidlertid et men. Allerede i går luftede vi den hypotese, at Ewans forbedrede klatreevner i hvert fald i disse dage er kommet på baggrund af en svagt reduceret topfart. I hvert fald har det været påfaldende at se, hvordan han slet ikke har været i sit sædvanlige suveræne hjørne i de første spurter, hvor han altså er blevet sat regulært til vægs. Naturligvis er sprinterfeltet i år langt stærkere end i de seneste to udgaver, men hvor han sidste år var klasser over Peter Sagan i massespurterne, står der i år 1-1 mellem de to efter et par meget tætte opgør. Hvorvidt der vitterligt er tale om, at Ewan måske ikke er helt så hurtig som tidligere, bliver vi klogere på i nat, hvor vi kan vente os løbets andet af tre sprinteropgør.

Det var imidlertid ikke blot Ewan, der gav anledning til glæde i Mitchelton-Scott-lejren. Holdet var som sagt mødt til start uden synderlige ambitioner i klassementet, selvom man i sit stille sind håbede, at Daryl Impey, der tidligere har været i top 10, kunne overraske positivt. Derfor kom det også som en kærkommen bonus, at netop Impey bekræftede, at han i de senere år er blevet en langt mere robust type, ved at sikre holdet en dobbeltsejr og dermed opsamle seks værdifulde bonussekunder. Som vi skrev i går, har Impey i de seneste to år endda vist sig frem på svære bjergetaper, og med gårsdagens spurtpræstation viste han, at han som så ofte før er kommet fra Sydafrika i perfekt form.

Det lover godt forud for de to klassementsetaper, hvor det er hans opgave at løfte hjemmeholdets fane. Det er hævet over enhver, at Impey slet ikke klatrer godt nok til at følge de lettere folk, og han har ikke meget punch på en stigning som Willunga Hill. Med udsigt til modvind i finalerne på begge de to svære etaper kan de imidlertid vise sig at blive mindre selektive end vanligt, og skulle det ende i spurter i mindre grupper, har Impey fremragende muligheder. Kan han undervejs tillige samle lidt bonussekunder op i kraft af sin spurtstyrke, kan man ikke udelukke, at han kan komme i spil til podiet.

Gårsdagens største overraskelse var, at Peter Sagan ikke var stærkere. Som vi nævnte i går, var det et sandsynligt scenarium, at Bora ville lade både verdensmesteren og Jay McCarthy køre hver deres spurt, men udkommet blev ikke som håbet. Med sin vanlige næse for positionering sad Sagan ellers klar til at slå til, da han lancerede en meget lang spurt. Normalt er der ikke én eneste rytter i denne verden, der kan matche Sagan i denne type finaler, men i nat var der altså hele to mand, der var stærkere - og det var vel at mærke ikke ryttere i Michael Matthews- eller Greg Van Avermaet-klassen. Det bragte Sagan ned på jorden efter en ellers yderst lovende start på den australske oplevelse, hvor han havde efterladt os med oplevelsen af, at han i år var stærkere end sidste år. Det havde givet enkelte en tro på, at verdensmesteren måske alligevel kunne finde på at blande sig i klassementet. Efter nattens oplevelse kan vi imidlertid med næsten statsgaranti sige, at vi vil se Sagan køre McCarthy i position på 4. og 5. etape, inden han selv vil rulle til mål. Måske har barnegråd og afbrud nattesøvn alligevel kostet lidt henover vinteren.

Heldigvis udviste Sagan snarrådighed, da han indså, at sejren var uden for rækkevidde. Om det var bevidst eller ubevidst, skal vi lade være usagt, men det lykkedes for McCarthy at få sneget sig forbi sin holdkammerat på de sidste meter. Dermed blev det sidste års tredjeplads, der sikrede sig de fire livsvigtige bonussekunder, og selvom han ikke kunne gentage sejren i Stirling fra 2016, endte han dermed sammen med Impey som den store klassementsvinder. Modvind på nøgleetaperne betyder, at bonussekunder i år kan blive afgørende, og McCarthy har nu sikret sig en god udgangsposition. Samtidig fik han bekræftet de yderst lovende takter fra de nationale mesterskaber, hvor han virkede enormt velkørende, og der er derfor al mulig grund til at have store forventninger til McCarthy i de kommende dage.

I det hele taget blev etapen en bekræftelse på, at McCarthy og Nathan Haas umiddelbart fremstår som Richie Portes værste konkurrenter. Efter gårsdagens opgør om bonussekunder endte de i hvert fald begge i top 5 i en finale, der ganske vist passer dem bedre end flere af deres rivaler, men som samtidig kan bruges som et ganske godt pejlemærke, hvis det hele bliver lidt mindre selektivt end tidligere. De kan kun ærgre sig over, at de ventede så længe med at tage tyren ved hornene. Etapen endte nemlig som lidt af en kedsommelig langgaber, hvor man lod Bahrain-Merida-trioen Ramunas Navardauskas, Yukiya Arashiro og Manuele Boaro føre det meste af dagen. Med tanke på, at Haas og McCarthy var de to klassementsryttere, der havde mest at vinde på denne etape, hvis man kunne trætte sprintere som Ewan og Sagan, er det lidt uforståeligt, at man overlod det til araberne at gøre løbet hårdt. Først på bakken op mod mål tog Katusha i de sidste 7 km et flot initiativ, men der var det for sent. Hvis man husker på, hvor meget skade Movistar tidligere har gjort ved at køre stærkt på denne etape, må det betragtes som en forspildt mulighed for de to australske puncheurs.

Resultatet blev da også, at etapen ikke gav mange svar. Peter Kennaugh, der har været syg op til løbet, var således den eneste af den faktisk ret lange liste over ryttere, der havde givet udtryk for mulige klassementsambitioner, som endte med et tidstab. Alle øvrige kandidater til topplaceringerne sluttede i samme tid som Ewan, og vi er derfor ikke meget klogere, end vi var for 24 timer siden. Og nej, Simon Gerrans, der endnu engang bekræftede, at han er en skygge af sit gamle selv, var denne gang kommet til Adelaide uden samlede ambitioner og med kun et personligt mål på netop nattens 2. etape.

Enkelte tenders kan dog aflæses. Det var eksempelvis påfaldende, at Diego Ulissi, Tom-Jelte Slagter og Daniel Moreno, der alle hører til blandt de skarpeste afsluttere i denne type finaler, alle skuffede i spurten. Den ringe kameradækning gør det lidt svært at udlede, om der er andre forklaringer end dårlige ben, men ofte har placeringen i spurten i Stirling kunnet bruges som en lille rettesnor for rytternes form. Nattens resultat kan i hvert fald give en lille ide om, at de tre puncheurs mangler lidt, hvis de vil blande sig med de bedste.

Til gengæld var det opløftende at se Bahrain-Merida. Holdet er det eneste, der er kommet til Australien med hele tre reelle podiekandidater, og de var de eneste, der udviste lidt initiativ. Naturligvis vidste de, at de aldrig ville kunne vinde etapen, men Gorka Izagirre spurtede sig for tre år siden til andenpladsen i samme finale. Håbet var, at man kunne gøre etapen så hård, at samme Izagirre måske kunne blande sig i kampen om bonussekunderne. De fik imidlertid ingen hjælp, og derfor endte det hele uden resultat. Alligevel er der grund til optimisme, da de tre kaptajner alle så stærke ud. Gorkas top 10-placering var ventet, men at Domenico Pozzovivo, der bestemt ikke er kendt for sin spurtstyrke, sluttede som nr. 8, vidner om, at den lille italiener er klar til at bekræfte, hvad han viste sidste år: at han er tilbage efter sit grimme styrt i 2015, og at han skal regnes som en meget seriøs kandidat i dette løb. Også Gorkas bror, Ion, der kører sit første løb siden det grimme styrt under Touren sidste år, må være yderst tilfreds med sin 18. plads. På samme måde må der være tilfredshed hos Robert Gesink, der ligeledes gør comeback efter sit Tour-styrt og tydeligvis brugte etapen som en god test ved at lancere en ufatteligt lang spurt med en flot 20. plads som resultat, og Luis Leon Sanchez, der ellers i de senere år ikke har været konkurrencedygtig i dette løb, men som forud for starten havde givet udtryk for, at han denne gang er skarpere end tidligere.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Endelig fortjener Elia Viviani en kommentar. Nattens tema var efter Ewans sejr sprinteres forbedrede holdbarhed, og i den sammenhæng er det helt umuligt at komme uden om Quick-Steps nye stjerne. Som vi allerede har fremhævet ved adskillige lejligheder, viste Viviani sidste efterår, at han efter sit skifte til et fuldt fokus på landevejen er blevet en helt anden og langt mere holdbar rytter. Hans efterår var intet mindre end fabelagtigt, og han overraskede flere gange i hårdt terræn, bl.a. da han kørte i top 10 i Coppa Sabatini, der slutter på en langt, langt hårdere bakke end den, der ventede i nat. Atter spurtede han sig denne gang til en placering blandt de allerbedste, og det bekræfter blot, at Viviani bliver yderst spændende at følge i den kommende tid.

I parentes bemærket var han sammen med Ewan de to eneste topsprintere, der sidste år overraskede ved at sidde med feltet hjem i Milano-Sanremo - noget, han aldrig tidligere har gjort. Det er samtidig hans drømmeløb, og alt tyder på, at han også i år vil kunne sidde med i finalen. Quick-Step har imidlertid også Fernando Gaviria, for hvem Sanremo er et af årets tre største mål. De to sprintere kommer kun til at køre ét eneste løb sammen i år, men i La Primavera er der i hvert fald lagt op til en opblussen af den konflikt, som manager Patrick Lefevere ellers har gjort alt for at undgå.

Favoritterne

Sidste års løb udviklede sig til en ret kedsommelig affære, hvor de flade etaper blev vundet af Caleb Ewan og de hårde etaper af Richie Porte. Denne gang er ruten en anelse mere alsidig, og der er derfor lagt op til mere variation. Efter det indledende sprinteropgør var det således i et stort omfang en anden type ryttere, der gjorde sig gældende i nattens spurt i Stirling, og torsdag kan vi så se frem, at de hurtigste af de hurtige atter kommer til fadet.

Etapen til Victor Harbor er som sagt en af løbets klassikere, men den har altid varieret en del i sit design. Mange vil eksempelvis huske, hvordan feltet i 2016 blev sendt op over en ret hård stigning i finalen, hvilket gjorde det alt, alt for hårdt for mange af sprinterne, herunder Caleb Ewan. Det gav mulighed for, at Simon Gerrans kunne vinde spurten, men i langt de fleste tilfælde har der været tale om en meget flad affære. Det er også tilfældet i år, hvor der altså er tale om genbrug af sidste års finalerundstrækning, hvor Ewan tog sin anden af i alt fire etapesejre.

Én ting melder sig imidlertid altid forud for etapen til Victor Harbor: snakken om sidevind. Etapen afvikles på Flerieu-halvøen, hvor det kan blæse ganske kraftigt, men historien viser, at det sjældent giver anledning til splittelse. Greipels sejr i 2014 viser imidlertid, at det kan lade sig gøre for et stærkt hold at skabe kaos, hvis betingelserne er rigtige.

Torsdag er der faktisk udsigt til ganske blæsende forhold, og vindretningen synes endda at være rigtig. Der vil være en solid sidemedvind, der er den mest farlige retning, i løbets indledning, men den virkelige fare opstår formentlig først, når man drejer ind i direkte sidevind på det sidste stykke frem mod rundstrækningen. Her kan betingelserne meget vel vise sig at være helt rigtige til et forsøg på at splitte feltet. Om det kan lade sig gøre, er mere tvivlsomt - historien taler i hvert fald ikke for det - men som minimum vil det skabe stor nervøsitet. De to første etaper har været præget af meget langsom og fredsommelig kørsel frem til de sidste 10-15 km, men det vil helt sikkert ændre sig torsdag, hvor stressniveauet og dermed farten vil være en helt anden.

En del ryttere har nu tabt lidt tid, og derfor er det nærliggende at tænke sig, at vi vil se lidt flere indledende angreb end på de foregående, hvor Tordensskjolds soldater, William Clarke, Nicolas Dlamini og Scott Bowden har kunnet køre væk med det samme. Alligevel forventer vi, at udbruddet vil blive etableret relativt hurtigt, og det er nærliggende, at i hvert fald Dlamini og Clarke vil være aktive igen. Med en kategori 1-stigning undervejs, kan de nemlig tage et meget stort skridt i retning af sejr i bjergkonkurrencen, og det burde anspore dem til igen at forsøge sig.

Når udbruddet er etableret, vil Damien Howson tage kontrol for Mitchelton-Scott, og han kan meget vel tænkes af få hjælp af Lotto Soudals Thomas De Gendt og måske også Bora-hansgrohes Maciej Bodnar og Quick-Steps Eros Capecchi. Vinden vil imidlertid skabe så megen nervøsitet, at det meget hurtigt kan ende i ren positionskamp, og at sprinterholdene ikke behøver at gøre alt arbejdet. Farten vil automatisk blive presset i vejret på stykket frem mod rundstrækningen - denne gang venter vi ikke, at der bliver kamp om bonussekunderne, som formentlig tages af udbruddet - og det vil være en lille overraskelse, hvis der ikke er et hold eller to, der forsøger at splitte feltet undervejs. Et forsigtigt gæt er, at Lotto Soudal, Quick-Step, LottoNL, Bora-hansgrohe og Mitchelton-Scott er hold, der alle kunne have den type planer.

Vi tvivler dog på, at eventuelle angreb vil bære frugt. På selve rundstrækningen vil der nemlig være mod- eller medvind det meste af vejen, og det kræver derfor en del af bevare eventuelle tidsforskelle. Det mest sandsynlige er derfor, at der atter skabes samling til en stor massespurt, men det højere tempo vil betyde, at etapen vil blive langt hårdere end de foregående dage. Det kan dog ikke helt udelukkes, at vi vil se en gentagelse af 2014, hvor det ender i en reduceret massespurt efter et sidevindsdrama.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Selve spurten er også anderledes end de foregående, der har været relativt enkle. Denne gang er der hele to sving på de sidste 600 m, og det betyder, at positionering bliver langt vigtigere end på 1. etape. Denne gang er der ikke tid til at komme tilbage, hvis man er ude af position i svinget med 600 m igen. Holdet er således vigtigere end tidligere, og det bliver derfor i mindre grad et spørgsmål om topfart. Sidemodvinden i selve spurten betyder dog samtidig, at man ikke kan starte sin spurt for tidligt, og timing og præcision bliver derfor altafgørende.

Hidtil har vi i massespurterne sat vores penge på Caleb Ewan, og det vil vi gøre igen. Som beskrevet ovenfor er den lille australier ganske vist nu to gange blevet regulært overspurtet af sine konkurrenter, men som han viste i nat, er hans form bedre end nogensinde tidligere. Vi har rejst diskussionen, om hans forbedrede klatring er tilegnet på bekostning af den højeste topfart, men som sagt betyder det mindre i nattens finale. Her er det i højere grad et spørgsmål om positionering. Det har ganske vist tidligere været Ewans store svaghed, men i dette løb er Mitchelton-Scott faktisk det eneste hold, der har ramt rigtigt med deres lead-out i begge de to hidtidige massespurter. Toget Cameron Meyer-Jack Bauer-Mathew Hayman-Alexander Edmondson-Daryl Impey- Caleb Ewan har gjort det fremragende, og det er alene Ewans mistiming og manglende fart, der hidtil har kostet sejren.

Det er ikke givet, at Mitchelton-Scott vil vinde kampen om topplaceringerne i sidste sving, men Ewan bør som minimum være i en god position. Samtidig vil det hårdere løb tale til Ewans fordel, da han kan lukrere på at være den mest formstærke sprinter og dermed betydeligt friskere i finalen. Modvindsspurter er også altid gode for Ewan, der har en ekstremt aerodynamisk stil, og der er således mange ting, der taler til hans fordel. Det får os til atter at udpege som Ewan som favorit.

Den næstmest formstærke sprinter er Elia Viviani. Det viste han med sin flotte klatrepræstation i nat. Til gengæld har han udvist lidt blandede takter i de to hidtidige spurter. I søndags kørte han en fabelagtig spurt, men blev slået, fordi lead-outet fejlede totalt. I tirsdags blev han afleveret helt perfekt, men her blev han regulært overspurtet. 1. etape var imidlertid vigtig med henblik på den kommende etape. Den viste nemlig, at toget Florian Senechal-Dries Devenyns-Michael Mørkøv-Fabio Sabatini-Elia Viviani vitterligt kan aflevere den italienske sprinter helt fremme, og det er som sagt helt afgørende i denne finale. Samtidig taler sidevinden helt sikkert til Vivianis fordel, da han helt indlysende synes at være mere formstærk end hovedparten af rivalerne. Søndagens løb viste, at han trods tirsdagens skuffelse stadig har farten til at slå alle i dette løb. Gentager Mørkøv og Sabatini, hvad de gjorde i går, har Viviani alle muligheder for at sejre.

Som fremhævet flere gange har vi været meget imponerede over de hidtidige spurter fra Peter Sagan. Ikke blot viste han sin fantastiske snilde, da han sejrede i søndags, han har også haft en imponerende topfart, der har hjulpet ham mod de ellers normalt hurtigere sprintere. Denne etape passer ham endda langt bedre end de hidtidige langt lettere løb. Sagan er både en mere robust type end alle sine sprinterrivaler og samtidig eminent i positionskampen. Et par sene sving er derfor guf for slovakken, der dermed drager langt større fordel af den timing og placeringsevne, han udviste i søndags. Samtidig har Bora vist, at de med Peter Kennaugh, Daniel Oss, Rudiger Selig og Sam Bennett har det måske på papiret allerstærkeste tog. Hidtil har Sagan ikke draget nytte af det, da han har kørt sit helt eget løb, men i denne finale kan det vise sig at være en fordel. Finalen her kunne ikke være designet meget bedre for Sagan, der sagtens kan vinde igen.

Det er imidlertid også en mulighed, at holdet vælger at køre for Sam Bennett, men det er mindre sandsynligt. Ireren lider stadig under sin sygdom, der kostede en uges træning forud for løbet, og da Sagan samtidig kan erobre førertrøjen, vil han formentlig skulle spille en støtterolle. Hans reelle formniveau er imidlertid lidt usikkert, da en punktering satte ham ud af spillet i tirsdags. Skal han have en chance i dette løb - og det ligger i kortene - er søndag bedste bud, men muligheden kan komme allerede i nat. Sker det, er det ham, der kan drage fordel af det bedste lead-out, og han er helt sikkert hurtig nok til at vinde.

André Greipel sejrede på 1. etape og har samlet set over de to første spurter vel været at regne som feltets hurtigste ryttere. Den store tysker har fjernet enhver tvivl om, hvorvidt han fortsat er konkurrencedygtig, og bliver det et spørgsmål om ren topfart, har han tilsyneladende overhånden. Denne etape er imidlertid ikke ideel for Greipel, der bestemt ikke er kendt for sin styrke i positionskampen og tekniske finaler. To sene sving, en kort opløbsstrækning og modvind taler bestemt ikke til hans fordel. Hans tog har udvist lidt blandede signaler. De gjorde det godt i søndags, hvor Jens Debusschere virkelig imponerede, men i tirsdags var det Greipel og ikke hans hold, der sikrede sejren. Vi tvivler lidt på, at de har styrken til at positionere Greipel godt nok i denne finale. Samtidig kunne noget tyde på, at tyskeren er mere hurtig, end han er holdbar. I hvert fald skuffede han stort på dagens etape, hvor han ellers tidligere er blevet nr. 2, og noget peger i retning af, at han efter sidste års skuffelse har arbejdet mere med sin spurt end på sin udholdenhed. En hårdere etape taler derfor heller ikke denne gang til hans fordel. Med sin topfart kan han sagtens ende med at vinde igen, men det er denne gang ikke det mest sandsynlige scenarium.

Phil Bauhaus er på papiret ”the best of the rest” bag de fem topsprintere, men han er lidt hæmmet af, at hans tog ikke er det stærkeste. De har hidtil afleveret ham i en god position, men i den absolutte finale har han været lidt for alene. Til gengæld har han atter bekræftet, at han er glimrende i positionskampen, og derfor blev han også nr. 6 i tirsdags. Samtidig viste han sidste år, at han med den rette timing har topfarten til at slå selv de allerhurtigste. Da han er oppe imod stærkere hold, bliver det ikke let at vinde denne gang, men kombinationen af fart og positioneringsevne bør bringe ham langt frem.

Hidtil har Simone Consonni imponeret stort. Han er ganske vist ikke skabt til lette sprinterløb, men alligevel er han foreløbig noteret for to 5. pladser. Dagens 17. plads på en etape, hvor han ellers kørte for Diego Ulissi, vidner også om topform, og hans lead-out med Manuele Mori, Roberto Ferrari (der ellers er meget formsvag) og specielt Marco Marcato har fungeret fint. Han har helt sikkert ikke farten til at slå de bedste, men hans hidtidige positionering, hans gode form og de sene sving, der mindsker betydningen af fart, bør alt sammen betyde, at han har gode muligheder for atter at være med fremme.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Efter tabet af Kristoffer Halvorsen satser Sky på Chris Lawless. På papiret har de et af de allerbedste tog, der dog i tirsdags bekræftede frygten for, at de unge ryttere mangler en del erfaring i at køre et ideelt lead-out. Lawless blev derfor isoleret og skulle bruge alt for mange kræfter forud for selve spurten, og han gled derfor tilbage, da der blev trådt an. Det ændrer imidlertid ikke på, at det britiske mandskab er et af de hold, der i hvert fald i teorien kan drage fordel af en så teknisk finale. Lawless er samtidig en ret holdbar type, og selvom han mangler erfaring og styrke på WorldTour-niveau, burde det hårdere løb tale til hans fordel.

Lead-outs er som sagt vigtige i dette løb. Det burde kunne give muligheder for dansk succes. Mads Pedersen er normalt ikke hurtig nok til at blande sig i dette selskab, men på et relativt svagt Trek-mandskab er han tilsyneladende udpeget som holdets sprinter - en rolle, som Alex Frame ellers naturligt ville have haft. Det betyder, at det er den danske mester, der kan drage fordel af et ganske stærkt tog, der udover Frame tæller den meget erfarne og brølstærke Koen De Kort. De sene sving taler derfor helt klart til Pedersens og Treks fordel. Kan De Kort levere et af sine gode lead-outs, kan Pedersen måske sikre sig en plads i top 5.

Endelig vil vi pege på Mark Renshaw Den australske veteran får sjældent chancen selv, men det gør han faktisk i dette løb. Han har naturligvis slet ikke topfarten til at slå de allerbedste, og hans tog er nærmest ikke-eksisterende. Han har imidlertid en god næse for at læse spurterne og at placere sig rigtigt. Eksempelvis var det ham, der i tirsdags vandt kampen om Sagans hjul, inden Hoelgaards styrt i finalen kostede ham positionen. Renshaw vinder helt sikkert ikke etapen, men med den tekniske finale har han chancer for at slutte langt fremme.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Peter Sagan

Outsidere: André Greipel, Sam Bennett, Phil Bauhaus

Jokers: Simone Consonni, Chris Lawless, Mads Pedersen, Mark Renshaw

Tidligere udgaver af etapen

Som sagt er Victor Harbor et hyppigt besøgt mål. Her kan du se afslutningerne fra 2017, 2016, 2014 og 2012.