Ruten

Løbets hovedformål er som sagt at promovere Abu Dhabi, og derfor kan det ikke undre, at tre af de fem etaper foregår i storbyen. I de tre foregående udgaver har man hver gang på 2. etape haft en spektakulær sprinterfinale foran The Big Flag i storbyen. Det etapemål vender tilbage igen i år, hvor det dog er skubbet til tredjedagen. Det ændrer imidlertid ikke på, at rytterne for anden dag i træk kan se frem til en kort, flad og hurtig etape, der er skabt til de hurtigste sprintere.

I alt skal der tilbagelægges bare 133 km på en etape, der er en modificeret og forkortet udgave af 2. etape fra sidste års løb. Modsat sidste år går starten fra Nation Towers på havnefronten, hvorfra man bevæger sig ud på en stor rundstrækning gennem byen. Man følger en flad, bred og næsten helt lige vej mod sydøst, indtil man kortvarigt når ud i ørkenen, hvor den første spurt kommer ved kamelvæddeløbsbanen efter 46,4 km. Efter en lille sløjfe kører herfra mod nordøst og nord op over nogle ganske små bakker frem til den anden spurt i Al Falah efter 83,9 km.

Kort efter drejer man mod vest for at følge en helt lige og flad vej tilbage mod centrum af Abu Dhabi. Det går over en bro ud på Yas Island, hvor 2. etape blev afviklet. Her drejer man mod sydvest for via endnu en bro at køre ind i hjertet af Abu Dhabi til den store finale ved The Big Flag på havnefronten. Der er ikke ét eneste sving i de sidste mange kilometer, før man drejer til højre med 1,2 km igen. Herefter følger et relativt blødt højresving bare 300 m fra stregen som afslutning på den helt flade etape.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

I 2015 vandt Elia Viviani en massespurt på en tilsvarende etape, hvor man imidlertid kørte en lille rundstrækning i finalen, ved at slå Peter Sagan og Fabio Sabatini. I 2016 var finalen den samme som den, der benyttes i år, og her var Mark Cavendish hurtigere end Viviani og Andrea Guardini. Samme afslutning blev benyttet sidste år, hvor Marcel Kittel sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish.

Optakt: Abu Dhabi Tour20. februar 2018 14:41 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Siden etableringen af Tour of Qatar i starten af dette århundrede er cykelsporten blomstret op i Mellemøsten, og listen af store, pengestærke løb er bare blevet længere og længere. Det var indlysende, at det blot var et spørgsmål om tid, inden det første af disse ville blive en del af WorldTouren, men ganske overraskende blev det det nyeste skud på stammen, der fik æren af som det første at blive indlemmet i det fine selskab. I blot sin tredje udgave blev Abu Dhabi Tour en del af den fineste kalender, da det i 2017 for første gang afholdes i februar og ikke som årets sidste store etapeløb, og det gav anledning til, at man tiltrak et felt, der var et Tour de France værdigt. Det er også tilfældet i år, hvor en stjerneparade vil dyste om sejren i årets tredje WorldTour-løb, der i forhold til tidligere er blevet forlænget til fem etaper og for første gang byder på en enkeltstart i tillæg til de klassiske tre sprinteretaper og den store bjergfinale på Jebel Hafeet-stigningen.

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb i andre kontinenter.

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen.

Annonce          

Det åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abi Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent se på den tid af året.

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

For det andet blev der lavet en aftale med UCI om at afholde en ny cykelgalla efter sidste etape. Det har altid været en oplagt ide at samle de største stjerner inden for både herre- og damecykling for at fejre deres bedrifter, som det kendes i mange lande på nationalt plan. For første gang nogensinde hyldede UCI verdensmestre, grand tour- og WorldTour-vindere, og da mange alligevel skulle deltage ved festen i Abu Dhabi, kunne de lige så godt score lidt ekstra på kontoen ved også at stille til start i løbet.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på en 10,8 km lang stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor har arrangørerne haft et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgør nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen er blevet reduceret til tre løb. Det er en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket har gjort det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid fået betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer. Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i år har Abu Dhabi ubetinget vundet kampen om de store stjerner, og atter er det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kommer direkte fra Oman, og de får selskab af navne som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kommer en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff, Elia Viviani og Caleb Ewan, og derfor må RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.

Opgraderingen til WorldTour-status har stillet krav om, at løbet skal være hårdere. Derfor har man i år forlænget mange af etaperne og samtidig tilføjet en ekstra dag, som afgørende vil ændre på løbets anatomi. De første tre udgaver har bestået af tre helt flade sprinteretaper samt den afgørende etape til toppen af Jebel Hafeet-stigningen, men i år er der derudover blevet tilføjet en kort, flad enkeltstart på 11 km, der vil skabe en ny dynamik og betyde, at man skal være en mere alsidig rytter for at gøre sig om at kunne vinde samlet, specielt fordi Jebel Hafeet ikke er verdens stærkeste stigning.

Sidste år lykkedes det Rui Costa at tage en yderst populær samlet sejr for det lokale hold, UAE Team Emirates. På kongeetapen kiggede alle på Nairo Quintana og Alberto Contador, som ikke kunne gøre forskellen på den relativt lette stigning. Det udnyttede Costa til at stikke af tidligt på bjerget, og efter at have fået selskab af Ilnur Zakarin, der klart var den stærkeste af de to, lykkedes det portugiseren at vinde spurten og dermed tage både etapen og den samlede sejr. Zakarin sluttede som nr. 2 foran Tom Dumoulin, der med et sent angreb var tæt på at hente de to forreste. Costa vender tilbage for at forsvare titlen som del af et UAE-hold, der til deres hjemmeløb kommer med alle deres stjerner. Han får igen konkurrence fra Dumoulon og Zakarin, der begge gør sæsondebut i den arabiske ørken.

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

For arrangørerne i Abu Dhabi er det oplagt, at hovedformålet med løbet er at promovere Abu Dhabi som turistdestination, og derfor er det uundgåeligt, at det meste af løbet vil finde sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det giver en oplagt konflikt, som RCS ganske udmærket kender fra deres samarbejde med Dubai.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Udkommet er næsten identisk med det, det er endt med i Dubai, og formatet er stort set det samme. Således har løbet været en sprinterfestival med tre ud af fire etaper i byområder, hvor kun vinden på turene ud i ørkenen har kunnet true en afgørelse i en massespurt. Som i Dubai har de to første etaper været for sprinterne, og løbet er sluttet med en kort, flad etape på Formel 1-banen Yas Marina, hvor en afvikling først på aftenen har givet løbet et helt særegent præg.

Mens sprinterne har domineret rampelyset, er klassementet blevet afgjort på tredje etape, der har været for klatrerne. Det meste af etapen er foregået i byen Al Ain, men mod slutningen har rytterne begivet sig ud i de omkringliggende bjerge for at slutte på toppen af bjerget Jebel Hafeet. Dermed har formatet været meget lig Tour of Beijing, hvor rolle man overtog, og hvor sprinterne også dominerede, mens klatrerne afgjorde løbet på én etape.

I 2017 flyttede man ganske vist løbet til februar, men man har ikke ændret på løbets struktur. Det gør man til gengæld i år, hvor man som sagt har valgt at udvide løbet med en ekstra etape i form af en 11 km lang enkeltstart, der vil blive helt afgørende i kampen om den samlede sejr. Samtidig har man ændret på løbets struktur ved at samle de tre flade etaper på de tre første dage og droppe den store finale på Yas Marina. I stedet vil klassementet være i centrum i den afsluttende weekend, hvor det lørdag gælder enkeltstarten, inden Jebel Hafeet-etapen denne gang vil runde det hele af med den vanlige store bjergfinale. På sigt har man derudover planer om at udforske nye områder og skabe nye etaper, men foreløbig holder man sig til etaper, der minder meget om dem, der er blevet benyttet i de første tre udgaver.

1. etape

Det meste af De Forenede Arabiske Emirater udgøres af ørken, og derfor er det kun passende, at løbet viser det spektakulære røde sand, der er en af områdets attraktioner. Det bliver stillet til skue på første etape, der mest finder sted i disse omgivelser, og er en modificeret udgave af 1. etape fra sidste år og er en forlænget udgave af åbningsetapen fra 2015 og 2016. Sammenlignet med 2. og 4. etape er den en anelse mere kuperet, men med en flad anden halvdel og ingen store stigninger er det kun den frygtede ørkenvind, der synes at kunne forhindre en massespurt.

I år er etapen som sidste år forlænget med ca. 50 km i forhold til de første udgaver og strækker sig over 189 km med start og mål i Madinat Zayed. Den afvikles stort set udelukkende i ørkenen, hvor de første og sidste 45 km udgøres af en lang, lige vej gennem sandområderne. Fra starten følger rytterne den lige ørkenvej mod syd, og efter at man har forladt Madinat Sayed er der ikke ét eneste sving, inden man når byen Liwa efter 48,3 km, hvor dagens første indlagte spurt er placeret.

Herefter bevæger sig med ud på en lille rundstrækning i området øst for byen - det er her, ruten er forandret i forhold til 2015 og 2016, hvor man brugte en kortere rundstrækning i den vestlige udkant. Der er her nogle ganske små stigninger på de mange sandbanker, mens man begiver sig ad ørkenvejen ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til Liwa ad samme vej. Man vender en anelse tidligere end sidste år, men modsat i 2017 fortsætter man efter den sidste spurt, der er placeret i Liwa efter 129,2 ud på en lille rundstrækning i området vest for byen. Når man er tilbage i Liwa, sætter man kursen mod nord ad den samme lange, lige ørkenvej, der blev benyttet først på etapen fører til målet i Madinat Zayed. Når byen nås, benyttes en lidt anden finale end tidligere. Den lange, lige vej ender med et højresving med ca. 2,2 km igen, hvorefter et venstresving leder ind på den 1200 m lange, helt flade opløbsstrækning.

De ganske få højdemeter på sandbankerne i ørkenen spiller absolut ingen rolle på en etape, der er skræddersyet til de hurtige afsluttere. Den eneste fare er vinden, der imidlertid kun har spillet en rolle på én af de 12 etaper, der hidtil har været afviklet i løbet, og det har aldrig været på denne etape. Hvis vinden står rigtigt, kan det blive en ganske spektakulær affære, men ellers vil de mange topsprintere se frem til at dyste om sejren på en dag, der er for de rene sprintere.

I 2015 vandt Andrea Guardini den første etape i løbets historie i Madinat Zayed, da han slog Tom Boonen og Daniele Bennati i en massespurt. I 2016 var Giacomo Nizzolo hurtigst, da han fik ram på John Degenkolb og Mark Cavendish, og sidste år fik sejren til Cavendish foran André Greipel og Niccolo Bonifazio.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

2. etape

Efter en dag i ørkenen er det tid til at vise en af emiratets øvrige hovedattraktioner, byen Abu Dhabi. Mens første etape havde risikoen for vind, lidt stigninger samt en relativt lang distance, er der på 2. etape stort set ingen udfordringer på en dag, hvor hovedformålet er at vise billeder af byen og give sprinterne endnu en chance. Der er tale om en helt ny etape, der ikke er blevet i tidligere udgaver af løbet.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 154,0 km, der har start på Yas Mall i Abu Dhabi og slutter på Yas Beach i samme by. Fra starten slår man en lille sløjfe mod vest, inden man kører tilbage mod øst og rammer en stor hovedvej, der fører mod nord. Undervejs slår man et lille smut mod øst ad endnu en helt lige, flad vej, blot for senere at foretage en U-vending og køre tilbage for siden at fortsætte rejsen mod nord. Efter et par sving fortsætter mand mod nordvest ud til Khalifa Port, hvor man kører ud på en mole i havnen, der er etapens nordligste punkt.

Herfra foretages endnu en U-vending, inden man kører tilbage mod syd langs kystvejen, der er en anelse mere snoet end den vej, der blev benyttet på første del af etapen. Undervejs kommer de to indlagte spurter efter hhv. 101,9 og 133,0 km. Kort efter den sidste spurt køres mod øst tilbage til den vej, der blev benyttet først på etapen. Nu følges den tilbage til start- og målområdet, men i stedet for at køre til Yas Mall, fortsættes denne gang mod syd til finalen på Yas Beach. Her venter en helt flad finale, der på de sidste 4 km kun byder på ét sving med 750 m igen. Hele etapen er helt flad.

Dette er en af de helt klassiske storbyetaper, som både Abu Dhabi Tour og Dubai Tour er blevet kendt for. Etapen foregår i byen, og derfor skal det blæse kraftigt, hvis vinden skal komme i spil. Hvis man tænker på, hvor mange topsprintere, der er til start, vil det være en mindre sensation, hvis ikke det hele slutter i en stor massespurt, der er som skabt til de allerhurtigste.

Yas Beach er ikke tidligere blevet benyttet som etapemål i løbet.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

3. etape

Løbets hovedformål er som sagt at promovere Abu Dhabi, og derfor kan det ikke undre, at tre af de fem etaper foregår i storbyen. I de tre foregående udgaver har man hver gang på 2. etape haft en spektakulær sprinterfinale foran The Big Flag i storbyen. Det etapemål vender tilbage igen i år, hvor det dog er skubbet til tredjedagen. Det ændrer imidlertid ikke på, at rytterne for anden dag i træk kan se frem til en kort, flad og hurtig etape, der er skabt til de hurtigste sprintere.

I alt skal der tilbagelægges bare 133 km på en etape, der er en modificeret og forkortet udgave af 2. etape fra sidste års løb. Modsat sidste år går starten fra Nation Towers på havnefronten, hvorfra man bevæger sig ud på en stor rundstrækning gennem byen. Man følger en flad, bred og næsten helt lige vej mod sydøst, indtil man kortvarigt når ud i ørkenen, hvor den første spurt kommer ved kamelvæddeløbsbanen efter 46,4 km. Efter en lille sløjfe kører herfra mod nordøst og nord op over nogle ganske små bakker frem til den anden spurt i Al Falah efter 83,9 km.

Kort efter drejer man mod vest for at følge en helt lige og flad vej tilbage mod centrum af Dubai. Det går over en bro ud på Yas Island, hvor 2. etape blev afviklet. Her drejer man mod sydvest for via endnu en bro at køre ind i hjertet af Abu Dhabi til den store finale ved The Big Flag på havnefronten. Der er ikke ét eneste sving i de sidste mange kilometer, før man drejer til højre med 1,2 km igen. Herefter følger et relativt blødt højresving bare 300 m fra stregen som afslutning på den helt flade etape.

Med en helt flad rute, der ovenikøbet stort set er uden sving på lange, lige, brede boulevarder står der massespurt skrevet ud over denne etape med store bogstaver. Selvom der ikke er nogen rundstrækning i finalen, er det en typisk storbyetape, og da det hele foregår i ly af de store bygninger, bør vinden ikke blive et tema. Dermed er scenen sat til en meget hurtig etape, der er skræddersyet til de helt rene sprintere, men positionering er vigtig i en afslutning, der ikke er helt enkel.

I 2015 vandt Elia Viviani en massespurt på en tilsvarende etape, hvor man imidlertid kørte en lille rundstrækning i finalen, ved at slå Peter Sagan og Fabio Sabatini. I 2016 var finalen den samme som den, der benyttes i år, og her var Mark Cavendish hurtigere end Viviani og Andrea Guardini. Samme afslutning blev benyttet sidste år, hvor Marcel Kittel sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish.

Vejret

Sidevinden spillede en overraskende stor rolle på 2. etape, og derfor vil vejrudsigten for fredag blive studeret med interesse. Der vil være helt skyfrit og en temperatur på 26 grader. Vinden vil være let til jævn fra nord og burde tage til, efterhånden som etapen skrider frem. Det giver sidemedvind først på etapen, modvind modvejs, sidemodvind på turen tilbage mod centrum og til slut sidemedvind langs kysten. Til sidst får man sidevind efter svinget med 1,2 km igen og sidemodvind på opløbsstrækningen.

Læs også

Kron mindes uheldig episode før Liège: Før eller siden må heldet vende

Analyse af 2. etape

I min analyse af årets bedste transfers fra december måned fremhævede jeg, at Elia Viviani meget vel kunne ende som sæsonens mest vindende sprinter. Italieneren gjorde nemlig kolossale fremskridt i anden halvdel af 2017, hvor han endelig kunne drage fordel af at have fuldt fokus på landevejen, og samtidig kom han endelig til et hold, hvor han ville have et reelt tog - endda et af verdens bedste - til sin rådighed. Derfor gav det næsten sig selv, at han automatisk ville ”arve” en masse af Marcel Kittels sejre.

Alligevel må jeg tage hatten af for den sæsonstart, italieneren har haft. Med endnu en flot spurt sikrede han sig sejren på en intens og højdramatisk etape i Dubai og bragt dermed sejrskontoen op på 5 triumfer efter kun godt en måned i sadlen. Det er allerede halvdelen af hele høsten fra 2017, hvor det blev til 10 sejre, og lige så mange, som Kittel havde opnået på samme tid sidste år. Det er en begyndelse op Quick-Step-eventyret, som end ikke italieneren selv havde drømt om.

Viviani har selv gjort en stor del af arbejdet ved at være i fremragende form fra start. Det vidner ikke mindst den dybt imponerende andenplads i det knaldhårde Cadel Evans Great Ocean Road Race og den samlede sejr i Dubai Tour om. Alligevel må hoveddelen af æren tilskrives det brølstærke Quick-Step-hold, der har leveret det ene sublime lead-out efter det andet.

I dag gjorde de det så igen. Det så ellers sort ud for Viviani, da han sammen med Kristoff mod slutningen blev fanget i anden gruppe i forbindelse med det uventede split i sidevinden. Det skulle imidlertid i sidste ende vise sig at være en fordel. Mens hans værste rivaler Marcel Kittel, André Greipel og Caleb Ewan alle arbejdede stenhårdt i første gruppe for blot at holde sig i front, og en relativt isoleret Kristoff selv måtte arbejde i anden gruppe i et forsøg på at redde sin førertrøje, lod Viviani sine holdkammerater gøre arbejdet. Man lod klassementsrytterne Julian Alaphilippe og Enric Mas, der havde vist god form ved at holde sig til i front, forblive oppe foran, men resten af holdet samledes om den italienske sprinter. Herefter arbejdede de som gale for at få kaptajnen tilbage, mens Viviani knap tog en føring selv.

Missionen lykkedes. Med 20 km igen blev der atter skabt samling, og mens hovedparten af Vivianis rivaler havde brugt mange kræfter, var Quick-Step-stjernen, der ovenikøbet i kraft af sin gode form drager fordel af et hårdt løb, stadig relativt frisk. Herefter leverede unge James Knox en jætteindsats ved at holde farten oppe, indtil det fantastiske tog med Alaphilippe, Alvaro Hodeg og Fabio Sabatini tog over. Atter viste de sig som de stærkeste, da de tog fronten forud for nøglepunktet, det sidste sving med 750 m igen. Egentlig så det lidt kritisk ud, da de to førstnævnte havde tabt Sabatini og Viviani, men Sabatini viste klassen ved i sidste øjeblik at aflevere sin kaptajn på hjulet af Danny Van Poppel, der var den bedste placerede sprinter. Herefter var det næsten en smal sag for formstærke Viviani at gøre arbejdet færdigt.

Resultat må have været frustrerende for Van Poppel, hvis LottoNL-hold ellers overraskede med en flot indsats. Jos Van Emden og Gijs Van Hoecke holdt først holdet fremme, og til sidst afleverede Robert Wagner sin kaptajn i den perfekte position. I sidste ende rakte det kun til en andenplads, men der må alligevel være glæde hos LottoNL-Jumbo, der har fået deres nye sprinter tilbage på sporet. Sidste år befandt han sig i et dybt hul hele foråret, men nu står han allerede med en sejr og tre andenpladser. Samtidig har hollænderne været i stand til at opbygge to stærke tog, der kan støtte både Van Poppel og Dylan Groenewegen, selvom de består af to helt adskilte grupper af ryttere.

Mest skuffede har Mitchelton-Scott grund til at være. Holdet viste stor styrke i sidevinden, hvor de havde Ewan, Simon Yates, Roger Kluge og Luka Mezgec med i front. Med Ewan og to lead-out men stod holdet fremragende med 30 km igen, men uheldigvis blev der igen skabt samling. Det hårde arbejde kostede formentlig den sidste energi, Kluge og Mezgec manglede, og derfor havde Ewan ikke det stærke tog, man normalt ville forvente. Han viste i selve spurten god fart, men han var alt for langt tilbage i sidste sving.

Det samme var de to tyske giganter, Kittel og Greipel. Greipel havde som vanligt vist stor styrke ved at tage den ene monsterføring efter den anden i sidevinden, men måske var han lidt for generøs med sine kræfter. Han har nemlig ikke noget tog til sin rådighed, og derfor ville det altid blive svært for ham i den tekniske finale. Kraftudfoldelsen gjorde det bestemt ikke lettere, og resultatet blev, at han aldrig kom frem.

Det gjorde Kittel heller ikke, men trods det skuffende resultat kan han alligevel tage lidt trøst med sig. I går kørte han nemlig en nærmest pinlig spurt, der tydede på en katastrofal form, men i dag fik han oprejsning, da han modsat en stærk fyr som Kristoff sad med i sidevinden. At Katusha-holdets stærke opvisning samt dårlig timing til sidst kostede lidt i finalen, var skuffende for Kittel, der derfor slet ikke kom frem til spurten, men i det mindste fik han bevist over for sig selv, at der er lidt skud i stængerne.

Læs også

Kæmpetalents skadespause forlænges

Etapen afslørede også lidt om, hvem der er i form. Lidt overraskende blev Tom Dumoulin sat i sidevinden, og han lignede faktisk en hængt kat, da han med 20 km igen med hjælp fra sit hold kom tilbage. På det tidspunkt lignede han ikke just en vinder af løbet, og noget kunne tyde på, at formen ikke er sublim.

Det synes den til gengæld at være hos Rohan Dennis, der kørte med stor autoritet og uden problemer sad med i front som eneste BMC-rytter. Australieren ligner mere og mere en rytter, der reelt kan håbe om sejren. Han er storfavorit til enkeltstarten, og nu skal han bare krydse fingre for, at der som lovet bliver hård modvind på Jebel Hafeet på søndag.

Også Alejandro Valverde, der endda sikrede sig tre vigtige bonussekunder, Alaphilippe, Mas, Ilnur Zakarin, Rui Costa, Fabio Aru, Simon Yates og Pello Bilbao viste fin form ved at klare udskilningen. Specielt er det opløftende for Zakarin, Yates og Aru, der ikke just er kendt for deres styrke i dette terræn. Enkeltstarten gør, at det fortsat bliver svært at køre med om sejren, men de har i hvert skrevet sig ind som ryttere, der skal holdes øje med på søndag.

Favoritterne

Inden vi kommer til de afgørende klassementsetaper er der imidlertid en sidste sprinteretape, der skal overstås. Det ligner på papiret en helt let sag for sprinterne, en helt klassisk storbyetape på lange, lige, brede boulevarder uden terrænmæssige udfordringer overhovedet. Det er da også sådan, etapen er forløbet i de tre foregående udgaver, hvor der ikke har været meget drama.

Alligevel kan det godt blive en nervøs affære. Der var i hvert fald mange klassementsryttere, der fik sig lidt af et wake-up call i dag. Hvis man er i tvivl, kan man godt kaste et blik på de koncentrerede ansigter, de havde på, da de samledes nær fronten, efter at der atter var skabt samling. Der var mange, der fik sig lidt af lærestreg, og derfor vil der være en helt anden koncentration på fredagens etape.

Umiddelbart burde der ikke være den store risiko. Vinden vil være svag først på etapen, men det vil gradvist blæse op. Ligesom i dag skal man køre langs kysten, hvor der først vil være sidevind og siden sidemedvind. Det udgør en oplagt risiko, men vi tvivler på, at der vil ske splittelse denne gang. For det første har alle nu lært lektien og vil være meget mere opmærksomme, for det andet er vinden ikke voldsomt kraftig, og for det tredje skal man denne gang ikke helt ud på en forblæst mole, hvor udskilningen skete på 2. etape.

Etapen vil dog forløbe nervøst og hektisk. Et tidligt udbrud vil formentlig komme fri uden de helt store sværdslag, men når man efter ørkenstykket drejer ind i sidevinden vil stressniveauet stiger. Efter at Quick-Step og Mitchelton-Scott har stået for det tidlige føringsarbejde, kan vi derfor vente en voldsom fartforøgelse og markant positionskamp. Det i sig selv vil formentlig være nok til at hente udbruddet. Koncentrationen vil formentlig vare ved helt til slutningen, og derfor kan det blive en nervøs og hurtig etape.

Til sidst bør det dog ende i endnu en massespurt i en finale, vi allerede kender. Den er bestemt ikke helt enkel, da positionering forud for de sidste to sving er afgørende betydning. I den forstand minder den lidt om dagens finale, og den favoriserer umiddelbart de hold, der har de bedste tog. Sidste år var Marcel Kittel da også ude af position forud for svinget, og havde det ikke været for hans helt ekstreme overlegenhed og hurtighed havde han aldrig vundet etapen.

Det får os til at pege på Elia Viviani som vores favorit. Quick-Step har nu to dage i træk vist, at de har det stærkeste tog, og det har Viviani kunnet lukrere på. Vi så ganske vist i går, at han stadig mangler den allersidste topfart for at kunne matche Caleb Ewan, men i en finale som denne betyder holdet mere end farten. Selvom Mitchelton-Scott også har et fremragende tog, er de nu to gange blevet sat til vægs af deres belgiske rivaler. Det må man formode sker igen, og derfor er det nærliggende at tro, at Fabio Sabatini og Viviani vil være først igennem sidste sving. Sker det, skal rivalerne være umiddelbart bag ham for at komme forbi, og det bliver ikke let i en så hektisk finale. Derfor tror vi, at holdets styrke giver Viviani endnu en sejr.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det næststærkeste tog har Caleb Ewan. I dag svigtede de en anelse, men det skyldes formentlig af Roger Kluge og Luka Mezgec havde brugt lidt for mange kræfter i sidevinden. På 1. etape viste de, at de har styrken til at tage kampen op mod Quick-Step, og der er en reel mulighed for, at holdet kan komme først igennem sidste sving, som de gjorde for et år siden. Denne gang skal Ewan time sin spurt bedre end i går, da der atter vil være modvind, men han bør være i stand til at gøre det færdigt på en relativt kort opløbsstrækning, hvis han afleveres i front. Selv hvis det ikke lykkes, bør holdet kunne bringe ham i så god position, at han med sin højere topfart alligevel har en chance for at gå forbi Viviani.

Den tekniske finale er også til fordel for Alexander Kristoff. I dag var nordmanden ikke konkurrencedygtig, men det skyldtes formentlig, at han havde brugt alt for mange kræfter i sidevinden undervejs. Hans spurt på 1. etape viste, at han har kolossal power, og at han med den rette timing i modvinden kan slå de normalt hurtigere ryttere. Kristoff er blandt de bedste til at positionere sig. Det benyttede han sig af i går, og det kan han gøre igen. Får han det rette hjul i finalen, og starter Ewan eller Viviani lidt for tidligt, har Kristoff vist, at han kan gå forbi.

Dagens lead-out fra LottoNL-Jumbo var ganske opløftende. Robert Wagner gjorde et fabelagtigt arbejde for Danny Van Poppel, der kunne starte sin spurt helt fra spids. Havde Viviani ikke fået hans hjul i finalen, havde den formstærke hollænder vundet etapen. Det må gøre ham fortrøstningsfuld forud for 3. etape, hvor han igen kan lukrere på det gode tog i den tekniske finale. Han bør være i god position til sidst, og vi ved, at han er hurtig nok til at vinde, hvis de værste rivaler mistimer spurten i modvinden.

Hurtig nok er også André Greipel, men til gengæld kniber det for ham med positioneringen. Det har været tydeligt på de to første etaper, hvor han slet ikke er kommet frem. Alligevel har han vist storform, da han i sidevinden var nærmest skræmmende stærk. Hans fremragende spurter i Australien viser også, at han i øjeblikket sagtens kan vise sig at være feltets allerhurtigste. I en så teknisk finale er hans positionering en stor udfordring, men lykkes det ham at få det rette hjul i finalen, kan Greipel sagtens vinde etapen.

Sidste år vandt Marcel Kittel, men i år er han snarere end outsider. Som omtalt i analysen fik han lidt selvtillid af dagens præstation, hvor han var stærk nok til at sidde med i sidevinden, men til gengæld lykkedes det ham ikke at komme frem i spurten. Egentlig har hans tog gjort det ganske godt, men Kittel har enten selv manglet benene, som det var tilfældet i går og på sidste etape i Dubai, eller tabt sine holdkammerater i finalen. Med dagens præstation og i lyset af den gode spurt på 2. etape i Dubai er der dog en vis grund til at tro, at han kan køre en af sine gode spurter. Lykkes det for Katusha at få det til at spille, vil Kittel altid være en potentiel vinder.

Det er Phil Bauhaus også, men det har hidtil knebet lidt for Sunwebs tog. I går startede de for sent, og i dag manglede de den sidste power. Bauhaus har dog i Australien bekræftet, at han er god til at positionere sig og hurtig nok til at tage kampen om med de bedste. I en modvindsspurt betyder timing alt, og det kan Bauhaus lukrere på, hvis han er i en god position efter sidste sving.

I dag var det opløftende at se Kristoffer Halvorsen . Den unge nordmand sad ikke blot med i sidevinden, han kørte og en flot spurt. Han har allerede med to sejre i store 1.1-løb vist, at han kan blande sig med de allerbedste, og i dag viste han, at han kan positionere sig i en svær finale. Det vil fortsat være en overraskelse, hvis han vinder, men efter dagens præstation har han bekræftet, at han er en reel podiekandidat.

Endelig vil vi pege på Andrea Guardini. I dag var det igen business as usual for italieneren, der led i sidevinden og ikke kunne komme frem i finalen. Han viste dog på 1. etape, at han fortsat har en imponerende topfart efter en let dag i sadlen. Måske betyder stressniveauet, at etapen i morgen bliver lidt for hård, ligesom hans positionering altid udgør et problem, men skulle alle komme friske frem, og skulle han igen have held til at finde den rette position, kan han måske gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Alexander Kristoff

Outsidere: Danny Van Poppel, André Greipel, Marcel Kittel

Jokers: Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Andrea Guardini

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Marcel Kittels sejr fra 2017, Mark Cavendishs sejr fra 2016 og Elia Vivianis sejr fra 2015.